Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
7. februar 2013 - 12:21

Utopiens praktiske betydning

Ét er, at borgerskabet og den politiske elite kun kan tilbyde øget lønkonkurrence som kriseløsning. Langt værre er, når fagbevægelsen og arbejderpartierne heller ikke har andet perspektiv. Fremtiden bliver udsigtsløs, skriver socialdemokraten Klaus Krogsbæk.

 

Det er tid til forandring. Men det interessante lige for tiden er ikke, at Helle Thorning og Harald Børsting nu møder åben kritik fra baglandet. Det interessante er det lave niveau i både parti og fagbevægelse, som kritikken eksponerer.

De faglige organisationer taber medlemmer og mister indflydelse. Og selv når meningsmålingerne giver fremgang for regeringen, går Socialdemokratiet tilbage.

Derouten har længe givet anledning til debat i både fagbevægelse og partier. Hidtil er kritikken dog først og fremmest foregået inden døre og mest i ’apparaterne’, blandt de valgte og ansatte.

Men i forrige uge skvulpede utilfredsheden over og flød ud i dagbladet Politikens spalter. Først kritiserede en gruppe socialdemokratiske folketingsmedlemmer regeringens kurs – dernæst blev LO’s kritiseret af syv lokale fagforeningsformænd.

I sidste uge tog kritikken så yderligere fart. En fagforeningsformand på Fyn gik i medierne med et markant personangreb på LO’s formand, Harald Børsting. Hos socialdemokraterne øgede gruppeformand Henrik Sass Larsen uroen ved at skabe ro om Helle Thorning-Schmidt som formand. Hun er partiets statsministerkandidat ”frem til næste valg”, slog han fast (Børsen 24. januar 2013).

Det er ikke spor mærkeligt, at kritikken nu for alvor er sluppet ud i offentligheden – det ville være sket før eller siden. Men det er bemærkelsesværdigt, at debatniveauet ikke bare er lavt, men også åbenbarer et synligt misforhold mellem på den ene side behovet for nye løsninger baseret på sociologisk fantasi og på den anden side en kollektiv intellektuel bornerthed og handlingslammelse blandt de ledende i hele arbejderbevægelsen.

Både fagbevægelsen og venstrefløjspartierne demonstrerer i disse år en stadigt ringere evne til at debattere politisk. Ansatser til en indholdsmæssig diskussion af såvel regeringens som LO’s politik trænges hele tiden tilbage af personfiksering og symbolske markeringer.

Nogle eksempler:

Samtidig med at beskæftigelsen falder, arbejdsløsheden stiger og de ledige stigmatiseres, tilbageviser finansministeren kritik af regeringens økonomiske politik med ordene: ”Jeg synes, det er en lige lovlig smart måde at markere sig selv på” (TV 2, 15. januar 2013).

Samtidig med at arbejdsløse står helt uden indtægt, syge mister dagpenge og ansatte tier af frygt for at miste jobbet, hæfter statsministeren sig først og fremmest ved, at kritikken af regeringen er anonym.

Samtidig med at finansministeriet og de kommunale arbejdsgivere vil sætte arbejdstiden fri, øge lønforskellene og svække fagforeningernes forhandlings- og aftaleret, engagerer faglige ledere sig i en gensidig personkritik.

Alt imens lægger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen an til en kontanthjælpsreform med ordene: ”Vi skal have sulten tilbage” …
(venstre.dk, 10. august 2012).

Hvad er det, der sker?

Ét er at borgerskabet og den politiske elite kun kan tilbyde øget lønkonkurrence som kriseløsning. Langt værre er, når fagbevægelsen og arbejderpartierne heller ikke har andet perspektiv. Fremtiden bliver udsigtsløs.

Vi strejker ikke længere – ”medlemmerne er for egoistiske i dag”. Vi fører ikke klassekamp – ”den hører fortiden til”. Målet er ikke socialisme – ”det har vi prøvet, og det endte i Gulag”.

Nej, de faglige ledere og regeringens topfolk anmoder i stedet ydmygt om anstændighed og håber på, at arbejdsgiverne og den politiske elite ser fornuften i at bevare Velfærdsstaten og Den danske Model. Dermed er vi godt på vej til at kaste de sidste rester af mere end hundrede års kollektiv erfaring over bord og nærmer os hastigt niveauet fra 1905, hvor præsten Gapon i spidsen for et optog af sultne og fattige appellerede til Zarens medfølelse. I dag kan vi åbenbart ikke gøre andet end at opføre os eksemplarisk og så håbe på, de finansielle markeder og erhvervslivet får så meget tillid til os, at det kaster nogle arbejdspladser af sig.

I en sådan situation veksles konstant mellem det tekniske og det mytiske niveau. Den samfundsmæssige praksis er et spørgsmål om teknik og overlades til cand-scient-pol-erne. Det samfundsmæssige perspektiv forsvinder i mystikkens tåger og overlades til økonomerne, der forudsiger, hvad der vil ske … hvis der altså ikke sker noget andet.

På den ene side tænkes og handles meget bundet til det konkrete og på den anden side tales der meget vidtløftigt. Der lægges vægt på det særlige frem for det almindelige og på symbolet frem for analysen.

Derfor tillægges personligheden og fremtoningen - og Helle Thorning og Harald Børsting - overdreven betydning; personer dæmoniseres eller helgenkåres og opfattes som personligt ansvarlige for, at det hele går ad helvede til – eller hyldes for, at deres kurs er ansvarlig og til syvende og sidst nok skal besværge de højere kapitalmagter.

Dette kollektivt intellektuelle forfald har længe været undervejs og er sat ind sideløbende med, at fagbevægelsen har udviklet sig fra bevægelse til institution.

I dag erstatter de professionelle apparater medlemmernes aktivitet. Organisationerne opfattes dikotomisk, hvor apparatet - de valgte og ansatte - står over for massen af enkeltmedlemmer. Apparatet træder ind som den kompetente agent, der varetager medlemmernes interesser. Medlemmernes vigtigste opgave bliver her at betale kontingentet for derefter passivt at modtage apparatets ydelser. Det professionelle apparat bliver subjekt. Medlemmerne som kollektiv bliver objekt. Medlemmerne umyndiggøres, og myndigheden reserveres til agenterne.

Det betyder selvfølgelig, at apparatet langt hen ad vejen primært tjener sine egne interesser. I et vist omfang er der således tale om en bureaukratisk blokering af medlemmernes interessevaretagelse. Og det, man ser, er efterhånden et billede på en historie- og kulturløs arbejderbevægelse, hvis problem først og sidst er en indsnævret horisont uden virkelige løsninger.

Afmagten trænger ind i partier og fagbevægelse som politisk afmagt. For inden for horisonten gives ikke andre muligheder end den, som først Venstre og nu den socialdemokratisk ledede regering lægger frem.

Det rammer selvsagt dobbelt hårdt, når det er ”vores egne”, der dræber enhver forhåbning om et alternativ. Ikke alene må vi acceptere en række tilbageslag og lægge øre til, at det hele er for vores eget bedste. Men vi skal også leve med, at der heller ikke i fremtiden er andre muligheder.

Det samme skal arbejdsgiverne, som dog af indlysende grunde lever bedre med det. De behøver nemlig ikke som tidligere at frygte for et systemskifte, fordi ingen politisk kraft længere har evne (endsige magt) til at forestille sig et andet samfund. ”There is no alternative”, som Maggie Thatcher sagde det. Eller som det hedder i Vestagers oversættelse: ”Sådan er det jo.”

Eller er det?

Overfor den enkelte borger og lønmodtager fremstilles de sociale og økonomiske forhold som objektive og uforanderlige realiteter. Men realiteterne er blevet skabt af mennesker, og kan derfor igen forandres af mennesker. Som sociologen Joachim Israel har formuleret det: ”Mennesket er et produkt af det samfund, som det selv har skabt.”

Kun en genoptræning af den historiske systemoverskridende bevidsthed og den sociologiske fantasi kan vise, at det faktisk godt kan lade sig gøre at forestille sig alternativer og kæmpe og at vinde kampene.

I det perspektiv er fagbevægelsens opgave primært at genskole tillidsfolk, aktivere medlemmerne og at udvide grænserne for det interne demokrati. Her skal der sættes kød på drømmene, og her skal man genskabe kamptraditionen. Desuden skal man skubbe til det politiske og kulturelle alternativ - ikke lokalt og begrænset, men nationalt og internationalt.

Den samme drejning må gælde for de politiske kræfter, der opfatter sig selv som en del af arbejderklassens kampe. Kun ved at udvikle alternativer, der bryder med det private investeringsafkast som samfundets dynamiske rationale, kan de konkrete forslag til forbedring af arbejdsliv og dagligdag blive realistiske.

I utopien giver den politiske praksis mening.

Klaus Krogsbæk er medlem af Kritisk Debats redaktion og socialdemokrat.

Artiklen er også publiceret hos Kritisk Debat.
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce