Et flertal af befolkningen i Irland nægter at betale vandafgifterne dikteret af EU. Lørdag gik flere tusinde igen i demonstration i Dublins gader imod privatisering af landets vandforsyning.
Op mod 80.000 mennesker deltog lørdag den 21. marts i en stjernedemonstration i Dublin organiseret af græsrodskampagnen Right2Water.
Det var den fjerde store demonstration siden oktober 2014 imod privatisering af vandforsyningen og indførelse af vandafgifter i Irland, hvor drikkevandsforsyningen hidtil har været finansieret via skatterne.
I demonstrationen var der mange græske flag, som en understregning af, at bevægelsen mod vandafgifter føler sig forbundet med den græske kamp mod EU´s nedskæringspolitik.
Læs »Massive Dublin Protest with One Clear Message: Irish Water ‘We Wont Pay’« hos Revolution News
Læs »Less than half of households intend to pay water charge« hos The Irish Times
Opsætning af vandmålere i alle irske hjem og indførelse af vandafgifter er en del af låneaftalen med Trojkaen (EU-kommissionen, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank).
Den 1. april 2015 begynder det nyoprettede halvstatslige firma Irish Water at udsende de første regninger til de irske husstande.
Meget tyder dog på, at regningerne skal følges op af besøg fra fogeden.
En meningsmåling foretaget af Irish Times i december 2014 viste nemlig, at mindre end halvdelen af befolkningen havde tænkt sig at betale, hvad mange føler, at de har betalt en gang over skatten.
En holdning, som støttes af den irske venstrefløj.
- Du kan boykotte vandafgifterne ved de næste fire regninger. Der er ingen sanktioner forbundet med det, sagde parlamentsmedlem for Social Party, Ruth Coppinger, ved en debat i det statslige irske tv-selskab RTE dagen efter demonstrationen.
Hun argumenterede direkte for at undlade at betale, så Irish Water ender med at gå i betalingsstandsning.
Under parolen »Bin Your Bill« er der indkaldt til endnu en demonstration lørdag den 18. april, hvor befolkningen opfordres til at møde op og smide deres vandregninger i skraldespanden.
Se facebookbegivenheden »Non-Payment Network«
Læs »Massive non-payment of this charge is vital if we want to stop this beast« hos The Journal.
Læs artiklen »Politi og retsvæsen sat ind mod vandprotester i Irland« hos Modkraft.
Læs artiklen »Irland: Stor folkelig modstand imod privatisering af vand« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96