(Un)Happy Days in the Art World?

Den dansk/norske kunstnerduo bestående af Michael Elmgreen (DK, f. 1961) og Ingar Dragset (N, f. 1968) er ellers mest kendte for deres skulpturer og installationskunst, som har givet de to kunstnere et internationalt gennembrud.

Elmgreen & Dragset har dog også udfoldet sig inden for performancekunst, og Happy Days in the Art World – der sammen med Drama Queens (2007) er duoens andet "teaterstykke" – har de skrevet til Performa-biennalen i New York, hvor stykket havde urpremiere i efteråret 2011, og hvor det blev præsenteret sammen med genopførelser af Elmgreen & Dragsets tidligere performanceværker.

Der er dog i disse dage også mulighed for, at et dansk publikum kan se Happy Days in the Art World, som herhjemme anderledes opføres i en dansk/norsk version og i en lidt anden og mindre prætentiøs ramme, nemlig på Det Kgl. Teaters lille, eksperimenterende scene, Det Røde Rum.

Unhappy Days

Stykket er et kammerspil, hvor hovedrollerne spilles af en midaldrende kunstnerduo, danske ME og norske ID, der en dag vågner op i en køjeseng. Ud fra køjesengen ræsonnerer de, at de sandsynligvis er på et herberg eller i et fængsel, men derudover er der umiddelbart intet omkring dem, der kan give dem nogen indikation af, hvor de fysisk befinder sig.

Måske er de i Berlin? Måske er de i New York? Det sidste er i al fald, hvad ID slutter udelukkende ud fra størrelsen af det overdimensionerede nødudgangsskilt, som han støder på, da han – råbende til ME "Avantgarden er død", der med noget mindre entusiasme svarer "Aldrig, aldrig" for, at de ikke skal blive væk fra hinanden – vover sig ud for at udforske rummet.

Men nødudgangsskiltet, der er påmalet graffiti med teksten FUCK OFF, peger vel at mærke ikke i retning af nogen fysisk udgang.

Selv er ME vågnet op fra drømmen om, at de to står over for deres helt store kunstneriske gennembrud, mens ID er vågnet op med erindringen om, at der med drømmen ikke blot er tale om virkelighed, men også om fortid.

De to er også på andre måder hinandens modsætninger; ME er inkarnationen af den pessimistiske dansker og ID af den optimistiske nordmand. Ikke desto mindre synes der at være én ting, som de to kan være helt sikre på: ME og ID, der som en nutidig version af Gøg og Gogge er iført jakke og slips, men som kun har ét par sokker og ét par Prada-sko, som de må deles om, kan ikke undvære hinanden.

For som ME siger: "Alene er den anden mindre end 50% værd", og han tager det derfor også noget ilde op, da han opdager, at ID har dyrket lidt Street Art eller "Craft-iti" on the side.

Happy Days in the Art World skildrer følgelig det limbo, som de to befinder sig i: ME og ID har ikke noget begreb om, hvor de er; de aner ikke, hvordan de skal komme videre efter for længst at have overskredet salgsdatoen som "unge, spirende kunstnere", der synes at være det eneste, som kunstverden higer efter; og endvidere mangler de to, der viser sig at have være tidligere kærester, endnu at finde ud af, hvordan relationen fremover skal være mellem dem.

Men BI, der bogstavelig talt kommer flyvende ind på scenen, kan måske vise sig at være den budbringer, som de har ventet på.

Elmgreen & Dragset har med Happy Days in the Art World taget udgangspunkt i dem selv og blandet referencer til deres egen værker med (sort) snak om kunst og kunstverdenen.

Der er dog ikke tale om ren selvbiografi eller socialrealisme, men om absurd teater, og stykkets navn har de da også sammensat af henholdsvis titlen på Samuel Becketts teaterstykke Happy Days og titlen på Sarah Thortons bog Seven Days in the Art World, ligesom stykket selv fremstår som en løs fortolkning af Jean-Paul Sartres Lukkede døre iblandet elementer fra Becketts Mens vi venter på Godot.

Man skal dog ikke forvente nogen analyse af kunstverdenen, der når langt ned under overfladen, eller som har meget kant. Happy Days in the Art World er nemlig mest af alt en parodi og for så vidt ganske ufarlig.

Men stykket er i modsætning til den kunstverden, som den er et spejl af, alligevel dejlig uhøjtidelig og selvironisk, og forestillingen er både underholdende og meget morsom. Rollerne spilles tillige veloplagt af de tre medvirkende, henholdsvis Johannes Lilleøre som ME, Ole Johan Skjeldbred som ID og Karin Norrinder som BI.

Happy Days

Usandsynligt er det selvfølgelig ikke, at Elmgreen & Dragset selv har gennemgået en også professionel midtvejskrise i lighed med den, som de skildrer i deres stykke.

Det kan dog ude fra være svært at få øje på nogen krise.

Elmgreen & Dragset, der med base i Berlin og London har samarbejdet siden 1995, er således herhjemme repræsenteret med værker på bl.a. Louisiana, Arken og Statens Museum for Kunst, og de stod tillige bag den omtalte installation The Collectors, som i 2009 blev præsenteret i den danske og nordiske pavillon på biennalen i Venedig.

Elmgreen & Dragset har også fået opført flere værker i det offentlige rum, herunder Short Cut (2003), som i en periode stod opstillet i den berømte shoppingarkade Galleria Vittorio Emmanuele II i Milano, Prada Marfa (2005), der er placeret i et ørkenområde i Texas, og senest Powerless Structures, Fig. 101 (2012), som står opført på Trafalgar Square i London.

Lørdag indvies så også deres første udendørsskulptur i Danmark. Skulpturen, der vil blive placeret på havnen i Helsingør, og som er et mandligt modstykke til Den Lille Havfrue, har fået titlen Han. Det kan naturligvis diskuteres, hvor meget avantgarde der egentlig er i Elmgreen & Dragsets værker; det afhænger af, hvordan man definerer begrebet. Men det er dog af helt andre grunde, at Kathrine Lilleør allerede før indvielsen har revset Han i et indlæg i Berlingske Tidende.

Happy Days in the Art World spiller på Det Kgl. Teater frem til den 2. juni.

Han indvies af bl.a. kulturminister Uffe Elbæk på forpladsen ved Kulturværftet, Allégade 2, i Helsingør, den 2. juni kl. 16-18.