Enhedslistens hovedbestyrelse skal lørdag tage stilling til, om partiet skal støtte en dansk deltagelse i en militær fredsbevarende styrke i Mali. Socialistisk Ungdomsfront opfordrer partiet til at tage afstand.
– Selvfølgelig skaber flere soldater og flere våben ikke fred i Mali – ligesom alle andre steder, hvor Vesten sender soldater hen. Og selvfølgelig handler det ikke om at skabe fred, men om at sikre profit til multinationale selskaber.
Sådan lyder meldingen fra Magnus Esmark, talsperson og ledelsesmedlem i Socialistisk Ungdomsfront (SUF).
Den 10. november stemmer Folketinget om, hvorvidt Danmark skal sende 30 jægersoldater og et transportfly til det krigshærgede land i det nordvestlige Afrika. Selvom der er mindre uenigheder om, hvordan beslutningen præcist skal skrues sammen, har langt de fleste partier meldt ud, at de forholder sig positivt til, at Danmark deltager i militær intervention.
Enhedslistens hovedbestyrelse skal på et ekstraordinært møde i morgen lørdag tage stilling til, hvorvidt partiets folketingsgruppe skal bakke op om interventionen.
Ifølge Modkraft oplysninger har partiets folketingsgruppe indstillet, at partiet støtter dansk deltagelse, dog på visse specifikke betingelser. Indstillingen fra folketingsgruppen har dog ikke været enstemmig.
En sandsynlig støtte til dansk deltagelse møder dog modstand fra unge omkring Enhedslisten. Socialistisk Ungdomsfront, der har samarbejdsaftale med partiet, har vedtaget en resolution, der tager afstand fra ikke alene dansk deltagelse i konflikten, men også FN’s rolle i konflikten.
Ifølge SUF forsøger borgerlige politikere og pressen at reducere konflikten til et spørgsmål om onde al-Qaeda-terrorister i Nord-Mali mod den gode regering i syd.
– Men sagen er langt mere kompliceret, siger Magnus Esmark.
– Først og fremmest er det en imperialistisk røverkrig, hvor FN hjælper multinationale selskaber med at bevare kontrollen over naturressourcerne i Mali. Og det er vel at mærke en kontrol, de har opnået gennem de privatiseringer, som IMF [Den internationale valutafond, red.] har tvunget Mali til at gennemføre.”
I det nordlige Mali har Tuareg-folket kæmpet for selvstændighed i årtier. Og det skal Danmark, ifølge SUF, bakke op om, hvis der skal skabes fred i Mali.
– I stedet for at støtte den udemokratiske centralregering, der undertrykker Tuaregernes kamp for selvstændighed, bør vi støtte Tuaregerne. Det er den eneste måde at skabe holdbar fred på, siger Magnus Esmark.
Og det er, ifølge SUF, støtten til de lokale demokratier og befolkningens egen kontrol med landets naturressourcer, der skal bane vejen for fred.
– FN er en sammenslutning af alle de nedskæringsregeringer og militærdiktaturer, som vi normalt aldrig ville kalde vores venner. De bliver ikke vores venner, bare fordi de sætter sig i en rundkreds i FN, siger Magnus Esmark.
Derfor bør alle alarmklokker ringe, når FN leder en militærinvasion, mener han.
– De er ikke garanti for noget godt – snarere tværtimod. En venstrefløj med respekt for sig selv foretager sine egne analyser af situationen, i stedet for at lade FN tage beslutningen, siger han.
Modkraft vil følge sagen op i næste uge.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96