Annonce

Lockout
14. marts 2012 - 16:25

Unge faglige på gaden mod snyltercaféer

På landsplan har 35 virksomheder varslet lockout af 3F’s medlemmer for at frigøre sig for overenskomsten. I Aarhus aktionerer Fremtids-fighters foran en af dem.

Vil du spise din mad med god samvittighed, skal du gå udenom de spisesteder, der har opsagt overenskomsten med 3F.

Det mener ungdomsnetværket Fremtidsfighters i Aarhus.

De to foregående tirsdage har de unge delt flyers ud foran Dee Dee's Sandwiches på Banegårdspladsen. I dag tager Fremtidsfighters sammen med 3F Aarhus Ungdom opstilling udenfor Café Ziggy Sidewalk i Tordenskjoldsgade 96 med bannere og flyers.

Dee Dee’s og Café Ziggy er blandt de i alt ti spisesteder i Aarhus, der har opsagt overenskomsten med 3F.

– Det her kan blive starten på en utrolig uheldig udvikling. Hvis firmaer i restaurationsbranchen har held med at opsige deres overenskomster, vil virksomheder i andre brancher få samme idé. I dag er det Dee Dee’s Sandwiches og Ziggys Sidewalk. I morgen er det din arbejdsplads, siger talsperson for Fremtidsfighters i Aarhus, Anne Hegelund.

 Fremtidsfighters er et netværk af fagligt aktive unge, som kæmper for anstændige lønninger og ordentlige forhold på det danske arbejdsmarked.

Landsdækkende lockout

I København har en stribe arbejdsgivere i restaurationsbranchen meddelt 3F Hotel & Restauration, at de ønsker at frigøre sig fra 3F-overenskomsten. Siden har syv af dem meddelt fagforeningen, at de lockouter de af deres ansatte, der er medlemmer af 3F. Lockouten træder i kraft den 22. marts.

Formålet er, at forringe løn- og arbejdsforhold for de ansatte, mener 3F Hotel & Restauration, der har svaret igen med et konfliktvarsel til samtlige virksomheder, med krav om at overenskomsten bliver fastholdt.

– Vi vil ikke acceptere løndumping, og det uanset om det er danske eller udenlandske arbejdsgivere, der står bag, siger Jan Mathisen, næstformand i afdelingen.

Som Fremtidsfighters i Aarhus opfordrer han til at støtte op bag konflikten og finde andre virksomheder, hvor man med god samvittighed kan nyde sin mad.

På landsplan har 35 virksomheder varslet lockout af 3F’s medlemmer. Virksomhederne overvejer i stedet at tegne en overenskomst med Kristelig Fagforening, Krifa, gennem den gule arbejdsgiverforening RAF 2000.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce