Annonce

Queerkraft
2. marts 2012 - 10:53

(U)lykkelige ludere og vrede glædespiger

Et litteraturhistorisk blik på debatten om sexarbejde.

Min mormor holdt af at læse højt, også længe efter, hendes børnebørn havde lært at læse selv, og da jeg var omkring ti år gammel, læste vi Victor Hugos Les Miserables. Størst indtryk gjorde historien om stakkels, fattige Fantine, der efter at være blevet gjort gravid og forladt, synker til bunds i Hugos krast indigneret (omend ret revolutionsromantisk) beskrevne franske klassesamfund. Efter at være blevet fyret fra sit fabriksarbejde på grund af sit uægte barn, må Fantine tage den dobbelte straf fra både patriarkat og klassesystem.

Så vidt jeg husker, lyder Hugos formulering: Og den ulykkelige blev glædespige. ”Hvad er det”, spurgte jeg, for jeg var på dette tidspunkt i mit liv ikke bekendt med denne her ret paradoksale eufemisme. Min mormor svarede efter en lille pause: ”Det er en kvinde, der sælger sin krop”. Hvad der i første omgang forvirrede mig endnu mere, for det er tilfældigvis sådan, at Fantine sælger både sit hår og sine tænder for penge, inden hun altså begynder at sælge seksuelle ydelser.

For nu at dvæle lidt ved håret, er det ikke kun for manden (som Biblens Samson), at hovedhåret har særlig mytologisk betydning. En særlig essentiel kvindelighed er situeret lige præcis i hovedhåret – som den feministiske litterat Eve Kosofsky Sedgwick har påpeget, er kvindelig skaldethed omgærdet af et særligt tabu - og at sælge sit hår og dermed sin skønhed og kvindelighed er noget af det mest grænseoverskridende og heroiske, en kvinde kan foretage sig. Det gælder Hugos Fantine, der sælger sit hår for at redde sit barn, og det gælder Little Women's Jo March, der sælger sit hår for at redde sin far.

Zadie Smith

I den forbindelse kan jeg heller ikke lade være med at nævne den unge britiske forfatter Zadie Smith, der skriver blændende skarpe analyser af køn-, klasse- og racekomplekser i en globaliseret verden, og i sin roman Hvide tænder i en kraftfuld og grumt ironisk passage beskriver, hvordan en asiatisk migrantkvinde må sælge sit hår til underpris. En særlig krølle er så, at det glatte, asiatiske hår bliver købt af sorte, britiske kvinder, der for alt i verden må skille sig af med deres medfødte afroer for at leve op til et glathåret skønhedsideal skabt i hvidhedens billede.

Når kvindehåret på denne måde får kapitalistisk værdi, er det symptomatisk for det borgerlige samfunds kønsroller: Manden gør, mens kvinden er. På denne måde bogstaveligt at sælge sin krop er en måde (eller en sidste udvej), hvorpå kvinden kan blive et aktivt subjekt.

Men det var selvfølgelig ikke det, hverken min mormor eller Victor Hugo mente. At sælge sin krop (eller endnu mere sigende formuleret ”at sælge sig selv”) betyder at sælge sex. Som sagt er kvinden sit køn, også i betydningen kønsorgan. ”Min fisse er ikke min sjæl”, lader Sara Stridsberg sin fiktive Valerie Solanas-karakter ytre i sin roman Drømmefakultetet, en ”litterær fantasi” løst baseret på den kontroversielle feminist Solanas' liv. Det er selvfølgelig for at henlede opmærksomheden på, at den modsatte antagelse lader til at være dybt indgroet i vores kultur: At kvindens sjæl netop sidder i kønsorganet.

Af den grund bliver det at sælge sex sommetider beskrevet som det største offer, en kvinde kan bringe. Gennem litteraturhistorien er der mange eksempler på prostituerede, der bliver til næsten helgenagtige figurer gennem dette offer. Ofte er grænsen hårfin mellem luderen og madonnaen. Der er mange englelige skøger i litteraturen. Der er for eksempel førnævnte Fantine, og der er Forbrydelse og strafs renhjertede heltinde Sonja, der prostituerer sig for at redde sin familie fra sultedøden.

Generelt er sammenblandingen af sex og penge er en af verdens mest sprængfarlige cocktails. I et stykke tid har debatten om forbud mod sexkøb raset, og både tilhængere og modstandere af et sådant forbud kalder sig feminister. Selvom det ved første øjekast kan virke paradoksalt, tager mange forbudsmodstandere udgangspunkt i en antikapitalistisk klasseanalyse. De peger på, at selv om man kan være nok så meget imod denne verdens varerelationer, bekæmper man ikke kapitalismen ved at kriminalisere hele brancher og dermed fjerne arbejderes livsgrundlag, men derimod ved at give arbejderne rettigheder og lade dem organisere sig – og ad den vej afskaffe kapitalismen.

Det har den virkelige Valerie Solanas også blik for, når hun i sit SCUM-manifest skriver, at ”det, der vil befri kvinder fra mænds kontrol, er derfor ikke økonomisk lighed inden for det nuværende system, men en fuldstændig afskaffelse af penge-arbejde-systemet”. Indtil en sådan afskaffelse gennemføres, argumenterer Solanas, er det at ”sælge sin røv på gaden” at foretrække frem for mange andre former for ”kedeligt, sløvende, ikke-kreativt arbejde”. Ikke fordi, førstnævnte aktivitet er specielt fantastisk, men fordi, man sælger sin krop i enhver arbejdssituation (selv om styrken i Solanas' manifest ikke er dets logisk sammenhængende argument, men dets karakter af poetisk-politisk provokation og inspirerende mavepuster).

Et andet argument fra forbudsmodstanderne lyder, at angsten for at blande sex og penge sammen er hyklerisk, da de to ting allerede er godt og grundigt sammenfiltret i ægteskabet som institution. Det er en velkendt feministisk pointe, og aldrig bliver den udpenslet som hos den rasende østrigske forfatter Elfriede Jelinek, der i sin roman Lust beskriver ægteskabet som noget, der er tæt på sexslaveri. Jelineks raseri er rettet mod både patriarkatet og kapitalismen, og i hendes kvalmende, malende billeder, bliver de to ting uløseligt forbundet.

En lignende pointe har Valerie Solanas SCUM-manifest, når det sidestiller ”ægteskab og prostitution” som lige grelle konsekvenser af kvinders økonomiske afhængighed af mænd, og når det beskriver den herskende samfundsorden som baseret på seksuel og økonomisk udnyttelse af kvinder som ”trøstrere, egomassører og avlsdyr”.

Forfattere som Stridsberg, Solanas og Jelinek har ikke mange forslag til alternativer (men det er vel heller ikke litteraturens opgave at tilbyde det?). Til gengæld formår de at undersøge de komplekse forhold mellem sex og penge, køn og klasse, patriarkat og kapitalisme uden hverken at helgenkåre eller dæmonisere kvinder, der sælger sex for penge.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce