Ukraine: Højrekræfter vandt valget, men centralmagten er fortsat splittet

Trods borgerkrig gennemførte Kiev-styret i søndag den 26. oktober et parlamentsvalg. Det gav en klar sejr for højrekræfterne, men centralmagten forblev splittet.

Valget er en foreløbig afslutning på den ommøblering i de politiske institutioner, der startede med statskuppet i februar i år. Imens resultaterne fra enkeltmandskredse fortsat bliver gjort op, kan de første analyser foretages.

Vestlige observatører erklærer valget frit og fair, trods valgsjusk og svindel. Ifølge ukrainske kilder overvejer myndighederne at lade valget i tre valgkredse – i selve Kiev og i Kirovograd – gå om.

Sydøstukraine er splittet som følge af Kiev-styrets såkaldte »Antiterroroperation« mod oprørsrepublikkerne.

Valget blev gennemført i de 17 valgkredse, der kontrolleres af Kiev-styret, ud af områdets ialt 32 valgkredse. Her var valgdeltagelsen lav og foregik under militæropsyn. I enkelte tilfælde smed man valgobservatører ud.

Valget var præget af tvivl. De fleste vælgere ønsker fred, men stemte på partier og kandidater, der tilhører »krigens parti«.

Alle partier, der kom over spærregrænsen på fem procent, havde opstillet en eller flere kommandører fra paramilitære grupper og militærenheder.

I en enkeltmandskreds blev lederen af det berygtede Højre Sektor, Dmitry Jarosh valgt. Vælgerne er imod korruption og rigmænds overmagt og har flere gange protesteret.

Imidlertid valgte de en række rigmænd, bl.a. oligarken Serhij Taruta, ind i parlamentet.

Ukraine har lige siden 1991 været præget af røverkapitalisme, oligarkernes magt og uenighed mellem landets østlige og vestlige del. Men Ukraine har bestået i alle 23 år.

Kupmagerne startede derimod i februar med at ignorere Sydøsts og de russisktalende befolkningsgruppers interesser. Det førte til tabet af Krim.

Dernæst startede man krigen mod befolkningen i Sydøst, alt imens økonomien og forholdet til Rusland blev smadret.

Poroshenko fik i maj 54 procent af stemmerne ved præsidentvalget. Ved søndagens valg fik hans parti knap 22 procent. Han udskrev ellers valget for at få en bredere støtte i det magtfulde parlament.

Ukraine har jo ikke præsidentstyre og statsoverhovedet er på flere områder afhængig af parlamentet.

Proshenkos planer om at få et lydhørt parlament led nederlag. Selv om hans parti vil få flere mandater i enkeltmandskredse og får flest mandater, er det ikke nok. Han er stadig afhængig af premierminister Arsenij Jatsenjuks parti og andre krigsgale højrekræfter.

For at hindre et sammenbrud har Ukraine brug for en stærk centralmagt. Men Ukraine kan ikke holde til en fortsat borgerkrig og en ensidig provestlig politik.

Omvendt vil en svag centralmagt være nødt til at adlyde de vestlige sponsorer. Det betyder fortsættelse af den nuværende situation, der ligner ekstern administration.

Det nye parlament får næppe et stabilt parlamentarisk flertal, og der er risiko for fortsættelse af en fejlslagen stats katastrofekurs.

De tre vindere – Jatsenjuk, Poroshenko og partiet Selvhjælp – vil nok få over 240 mandater (ud af de 423 pladser der var i spil) og danne en pro-EU koalition.

De kan endda samle de yderligere stemmer, der skal til for at kunne omskrive dele af forfatningen. Selv om det i få tilfælde vil lykkes at få parlamentarisk flertal, skaber det ikke en stærk centralmagt.

Præsident Poroshenko og parlamentet er svækket af tre grunde:

1. En pro-EU koalition må konstant søge støtte hos andre parlamentsgrupper. Altså hos personer og partier præget af korruption og egne særinteresser. Det er et ustabilt grundlag.

2. Politisk uenighed. I dag er de to hovedaktører Poroshenko og Jatsenjuk allierede. Men hvor længe endnu?
Indbyrdes er de politisk uenige, og rigmanden Ihor Kolomojskij udgør i kulisserne en uklar, men stærk faktor, der står på spring. I dag støtter han Jatsenjuk og er loyal over for Poroshenko. Men hvor længe?
Poroshenko er som præsident mest interesseret i stabilitet. Alle andre vil ofte følge egne interesser; og anledninger til at svække Poroshenko, vil der blive nok af.
Hvis krigshandlingerne ikke genoptages, vil de radikale højrekræfter bebrejde Poroshenko, at han »har solgt sig til Putin«, eller angribe ham for at »svigte Ukraines frysende børn i vinterens kulde«. Der vil være nok af anledninger til protester.
Hvis borgerkrigen i sydøst genoptages, vil det styrke de radikale kræfter. En moderat Poroshenko vil da stå overfor valget: enten at følge disse krigskræfter eller afvente folkets storm mod »forræderne i parlamentet«.

3. Ukraines opløsning? Både i Øst- og i Vestukraine er der tendenser til splittelse. Ikke kun sydøst er utilfreds og krævede fra konfliktens start føderalisering.
Kommunistene har i flere år krævet folkeafstemning, men de kræfter, der nu er ved magten, har ihærdigt afvist dette.
Selv den vestukrainske storby Lvivs borgmester, leder af partiet Selvhjælp, siger, at den lokale magt er svækket indenfor det sidste år. Han kræver mere lokal selvstyre.
Og internt i Vestukraine ønsker de ungarske og ruthenske mindretal mere selvstyre i forhold til regionalhovedstaden Lviv.
Poroshenko har lovet lokal selvstyre til Sydøstukraine (dog kun i tre år), men det skal så implementeres samtidig med de igangværende offentlige besparelser og med et kriseramt statsbudget!
Visse regionale eliter har allerede bremset for overførelser til statskassen. Hvis det fortsætter, har Kiev ikke have penge til at støtte regionerne.
Foruden styrets svaghed viste valget en klar politisk forskel mellem Øst- og Vestukraine samt befolkningens uenighed om landets fremtid. Uenighed med styret i Kiev fremgik af den rekordlave valgdeltagelse (52 procent). Særlig lav var den netop i regioner med størst utilfredshed med Kievs proeuropæiske og antirusssiske politik (Syd-Øst, Odessa og Harkiv).
De tusinder, der faktisk stemte i de dele af Luhansk– og Donetsk–regionerne, der kontrolleres af Kiev,  støttede primært Janukovitjs partikammerater fra Oppositionsblokken, OPB (i Harkiv fik OPB 33 pct. af stemmerne og i Dnjepropetrovsk 25 procent).

Uenigheden mellem sydøst og resten af Ukraine er ikke nye, men aldrig har den været knyttet til markant forskel i valgdeltagelse eller til forskel i konteksten (fred i Vestukraine vs. bombardementer i sydøst!). Oven i dette er der nu udsigt til at sydøst og dets interesser i det nye parlament vil blive overset. 

Landets manglende sammenhængskraft og især situationen i sydøst kan blive en tikkende bombe under Kiev-styret.

Det højredominerede parlament vil presse Poroshenko til at føre en mere hård kurs; han vil manøvrere og begå fejl.

Parterne vil naturligvis forsøge at samarbejde. Der er dog udsigt til at de hurtigt bliver trætte af hinanden og eksempelvis vil stå stejlt over for hinanden, når næste års finanslov skal strikkes sammen.

Og det kan komme til en konfrontation, som i sommer, da Arsenij Jatsenjuk gik af som premierminister.

Begge parter kan falde. Enten på grund af radikale kræfters pres eller de problemer, som vinteren og et eventuelt krigsnederlag vil medføre... Eller på grund af en Majdan Version 3.0.

I dette lys er spørgsmålet om kommunisterne, UKP, og øvrige venstrekræfter interessant. UKP er svækket. For første gang siden stiftelsen i 1993 er partiet ikke repræsenteret i parlamentet. Heller ikke den socialdemokratiske Venstreblok (BLSU) kom ind.

UKP opnåede 3,9 pct., BLSU – knap 0,1 pct. De var de eneste venstrekræfter, der stillede op.

Natalja Vitrenkos parti, Progressive Socialister, der tidligere var repræsenteret i parlamentet, og andre venstrekræfter betegnede valget som en farce. De ville ikke legitimere ukrainsk nynazisme og militarisering, og opfordrede til valgboykot.

UKP havde også overvejet at boykotte valget, som de hele tiden betegnede som illegitimt. De valgte dog at deltage, og fik adgang til tv og lov til at afholde offentlige valgmøder.

UKP opstillede 205 kandidater og blev nr. otte på landsplan med 600.000 stemmer. I enkelte kredse i regionerne – Donetsk og Odessa - fik UKP otte-ni procent af stemmerne, men i enkeltmandskredse havde de ingen chancer.

Valgkampen var præget af hetz og nationalchauvinisme. UKP er som udgangspunkt upopulær hos Majdan-tilhængerene, fordi partiet indtil 2012 var parlamentarisk grundlag for Janukovitjs regering, endda med en enkelt ministerpost.

Siden 2012 har UKP taget afstand fra Janukovitjs politik på flere punkter. Kommunisterne kritiserede eksempelvis hans tilnærmelse til EU og åbning for vestlig deltagelse i udvinding af skiffergas i Sydøstukraine.

De højrekræfter, der i februar greb magten, hader venstrekræfterne og iværksatte især et opgør med kommunisterne.

Det startede med, at tæskehold fra Majdanpladsen og fra Vestukraine rejste rundt og tyraniserede en række byer i Østukraine. I løbet af ti måneder væltede de over 300 Leninsstauer, påsatte brand og stormede UKPs kontorer.

I Harkiv arrangerede UKP den 27. august en Fredsmarch, der straks blev opløst af politiet, selv om den var lovligt anmeldt.

Dagen efter gik nynazisterne ad samme rute. Da de fik heilet sig frem til byens centrale Frihedsplads ved det store Leninmonument, blev de mødt af regionens Kiev-tro guvernør, der meddelte, at han havde besluttet at fjerne dette monument.

Det vakte jubel, og pøblen gik straks igang med selv at vælte monumentet.

Selv om UKP officielt holdt lav profil i forhold til oprørsrepublikkerne i Sydøstukraine, har lokale kommunister været aktive i opbygningen af alternative magtstrukturer i Donetsk og Luhansk.

I Donetsk blev kommunisten Boris Litvinov valgt som formand for oprørsrepublikkens Øverste Sovjet. Det førte til en anklage mod UKP for »støtte til terrorisme« og for »landsforræderi«.

I juli fulgte Poroshenkos dekret om opløsning af UKPs parlamentsgruppe, som betød, at kommunisternes lovforslag ikke kunne behandles i de respektive udvalg. Det gjaldt eksempelvis en krisepakke med partiets økonomiske og sociale reformforslag.

Før valget indleverede nazilederen Oleh Tjahnibok et lovforslag om »at forbyde kommunismen som ideologi«, og justitsministeriet indledte en retssag for at få UKP forbudt.  

I flere byer har den antikommunistiske bølge medført vilkårlig navneforandring af gader, for at slette flest mulige spor fra sovjettiden.

I byen Sumy i nordøstukraine, hvor venstrefløjen nyder en vis respekt, blev der for to uger siden taget initiativ til at få ændret navnet på Sovjetgaden til Jelena Gladkihgaden – opkaldt efter en lokal kunstner.

Imidlertid blev der startet en underskriftsindsamling blandt de lokale beboere, der på kort tid fik 225 underskrifter imod navneforandring. Der blev afholdt et offentligt møde – hvilket i vor tid i sig selv er bemærkelsesværdigt - andre steder bliver borgerne ikke spurgt. Nu afventer man at Sumy-byråd tager stilling til spørgsmålet.

Da de første resultater blev oplæst i ukrainsk tv, erklærede Poroshenko, at UKP »bør forsvinde ud af politik – ikke efter et præsidentdekret eller dommerkendelse, men ud fra folkets valg«.

Han påstod, at UKP er ansvarlig for forbrydelser i fortiden og i nutiden, og derfor ikke har ret til at eksistere.

I modsætning til Poroshenko udtalte Kiev-analytikeren Denis Kirjuhin på en pressekonference samme aften, at med de aktuelle problemer, Ukraine står over for, »vil der allerede i den nærmeste fremtid i større befolkningsgrupper blive ny efterspørgsel efter et parti med kommunisternes værdigrundlag«.

Aksel V. Carlsen er lektor emeritus, ph.d i historie (Moskva Universitet) og ph.d. i statskundskab (Århus Universitet).

Artiklen er også bragt i dagbladet Arbejderen i en forkortet udgave.