Annonce

Flygtninge er velkommen
12. september 2015 - 18:02

»Udlændingedebatten er død, nu handler det om solidaritet«

Der var ikke mange pæne ord til regeringen, politikerne eller EU ved kæmpedemonstration på Christiansborg Slotsplads, der bød flygtninge velkommen til Danmark. Derimod fik de mange indbyggere i Danmark, der i den sidste uge har hjulpet flygtninge med mad, transport og støtte, stor ros.

Mange tusind mennesker fandt lørdag den 12. september frem til Christiansborg Slotsplads til en demonstration, der hilste flygtninge velkommen i Danmark.

Komikeren Sebastian Dorset, der var konferencier ved demonstrationen, vurderede fra scenen antallet til at være omkring 40.000 personer – mens flere medier har anslået tallet til 30.000.

Christiansborg Slotplads var under alle omstændigheder fyldt helt op, også ud på vejbanen rundt om pladsen – og især tæt på scenen stod folk meget tæt.

Et gennemgående træk ved de mange talere og musikere, der kom til orde fra scenen, var meget lav tillid til regering, politikere og EU – næsten samtlige talere betonede, at en til at en anstændig og menneskelig asylpolitik kun kan komme på det massive folkelige støtte til flygtninge, ikke fra det politiske system.

– Udlændingedebatten er død, nu lyder den politiske dagsorden på solidaritet, sagde Bue Rübner-Hansen, der har været en af initiativtagerne til demonstrationen, eksempelvis i demonstrationens første tale.

Martin Lemberg Pedersen, der er lektor på Københavns Universitet, betonede i sin tale (der af hensyn til flygtninge blev holdt på engelsk) at åbningen af Europas grænser ikke skyldes politikere eller kommentatorer, men alene folkelige protester og flygtninge, der har ignoreret lovgivning.

– Muligheden for forandring er ikke uden for vores sigt. Det er derfor vi handler i dag. Men det kræver, at modstanden mod den herskende politik bliver fortsat, når den forsøger at vende tilbage til ’normalen’, sagde han.

– Danmark er ikke Christiansborg, sagde Rina Rosa Jørgensen, der under meget svære betingelser har været med til at hjælpe flygtninge den græske ø Lesbos.

– Det er os, befolkningen, der i de sidste tage har taget Danmark tilbage, sagde hun, men en reference til en sang af den nu afdøde sanger Natasia.

Også Annika Holm Nielsen, der har været med til at transportere flygtning til Sverige, betonede den folkelige aktivitet som fremtiden, ikke mindst fordi dansk politi tilsyneladende igen vil forsøge at registrere flygtninge efter Dublin-konventionen:

– Vi fortsætter den civile ulydighed, for der er ikke noget alternativ, sagde hun.

Under demonstrationen blev der via Mobilpay lavet en indsamling af penge til indrykning af annoncer i libanesiske aviser som modsvar til integrationsminister Inger Støjberg og den danske regerings annoncer tidligere på ugen.

Ifølge Sebastian Dorset blev der alene under demonstrationen indsamlet 150.000 kroner.  

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce