Tysk valg 2013: Udbredt desinteresse og løfterige taburetklæbere

Interessen for det kommende parlamentsvalg den 22. september 2013 i Tyskland er præget af en stærkt faldende interesse i brede dele af befolkningen.

Ifølge de seneste meningsmålinger går omkring 72 procent af samtlige valgberettigede slet ikke eller kun lidt op i valgkampen.

Hele 58 procent af de adspurgte ved ifølge meningsmålingsinstituttet Forsa ikke, at den afgivne anden stemme er afgørende for udgangen af valget (den først afgivne stemme går til de enkelte kandidaters placering, mens den anden stemme afgør partiets styrkeforhold).

Det mest overraskende er dog, at 54 procent af de adspurgte 18 til 29 årige angiver, at de slet ikke aner, at der er valg til september.

Vælgerflertal for den konservative blok

Fire uger før valget øger den konservative-socialliberale regeringskoalition afstanden til den socialdemokratisk-grønne oppositionsblok i forholdet 47 til 43 procents opbakning blandt vælgerne.

På trods af mange forskelligartede forbehold overfor den konservativ-liberale regeringspolitik, tror et flertal af vælgerne ikke på, at Socialdemokratiet og De Grønne vil gøre en kvalitativ forskel.

Dertil ligner de to politiske blokkes overordnede programmer alt for meget hinanden, synes holdningen at være, og det betyder, at de enkelte partilederes profilering får en afgørende rolle.

Konservativ klassepolitik

Baggrunden for den konservative bloks relativ store vælgeropbakning skyldes først og fremmest en mærkbar forbedring af den generelle økonomiske situation.

Tyskland har haft vækstrater på tre procent i 2011 og knap én procent i 2012. Dermed klarer Tyskland sig langt bedre end de fleste kriseramte EURO-lande.

Arbejdsløsheden i Tyskland lå i juli måned 2013 på 6,8 procent, svarende til 2,9 millioner, og den erhvervsmæssige beskæftigelse nåede et rekordhøjt omfang på i alt 42 millioner.

Til sammenligning toppede arbejdsløshedstallet i 2005 med 4,8 millioner mennesker.

De-regulerede, usikre arbejdsforhold

Det, som den konservativ-liberale regering systematisk nedtoner i sin valg-propaganda, er skyggesiden af beskæftigelsesboomet: Lavtlønssektoren i Tyskland indtager en topposition på det europæiske arbejdsmarked.

Hele 16,7 procent af de erhvervsaktive mænd og 62,9 procent af de erhvervsaktive kvinder er i dag beskæftiget i ekstremt deregulerede arbejdsforhold.

Det er resultatet af ti års systematisk dereguleringspolitik under både socialdemokratisk-grønne og konservativ-liberale regeringer.

Dereguleringen af arbejdsmarkedet har skabt et enormt voksende område for lavlønnet og ureglementeret deltidsarbejde. En retsløs lavtlønssektor, der er langt mere udbredt i Tyskland end i noget andet EU-land.

Forbundskansler Angela Merkel er ikke bekymret over de udbredte, prekære arbejdsforhold på det tyske arbejdsmarked.

Tværtimod betegner hun sin 8-årige regeringsperiode som den »mest succesrige forbundsregering siden genforeningen af Tyskland i 1990«.

Regeringen har kategorisk afvist det tyske fagforbunds DGBs krav om indførelse af en minimumsløn, et krav som også SPD har fået tilføjet i sit program.

Ikke desto mindre er Angela Merkel populær som ingen anden tysk politiker og har ifølge de løbende stemningsprognoser et kæmpe forspring foran oppositionens socialdemokratiske leder Peer Steinbrück.

Kun 21 procent af de adspurgte vil have den knastørre socialdemokratiske forbundskanslerkandidat Peer Steinbrück, der repræsenterer partiets teknokratiske højrefløj som kommende regeringsleder.

57 procent foretrækker den siddende forbundskansler Angela Merkel.

Socialdemokratiet afviser Die Linke

SPDs valgprogram for 2013 indeholder et stop for huslejestigninger, indføring af en statslig mindsteløn, udbygning af børnehaver og skoler, større samfundsmæssig kontrol med bank– og finanssektoren, etc.

De krav har Angela Merkels partistrateger i de sidste måneder også indskrevet i de konservatives valgprogram.

Med undtagelse af et (tøvende) socialdemokratisk krav om skatteforhøjelser for velstillede, er forskellen på konservative og socialdemokrater således svær at få øje på.

Den eneste chance for at kunne afværge, at den nuværende konservativ-socialliberale regeringskoalition fortsætter, er en socialdemokratisk-grøn koalition med venstrefløjspartiet Die Linke.

Men partiet står ifølge meningsmålingerne til at gå tilbage og få omkring 8 procent af stemmerne - mod 11,9 procent i 2009.

En alliance med Die Linke bliver desuden konsekvent afvist af Socialdemokratiets top, på trods af at Die Linkes ’grand old man’ Gregor Gysi plæderer ihærdigt for et organiseret regeringssamarbejde.

Afvisningen betyder, at den konservative alliance, der består af CDU (Christlich Demokratische Union) og det bayriske CSU (Christlich Soziale Union), efter valget har fri mulighed for at vælge regeringspartner. Det kan være enten regeringens nuværende partner det social-liberale FDP (Freie Demokratische Partei), SPD eller Die Grünen.

Mens Socialdemokratiets højrefløj ikke udelukker en koalitionsmulighed med de konservative, har De Grønnes ledelse afvist ideen.

Socialdemokratiets venstrefløj

Så sent som for to uger siden har dele af den ’socialdemokratiske venstrefløj’ omkring en såkaldt »Berliner Kreis« besluttet, at arbejde for forhindre en fælles regering med Angela Merkels CDU/CSU-Union. 

»Berliner Kreis« vil have en medlemsafstemning i partiet, hvis der efter valget kommer forhandlinger om en fælles regering med de konservative.

De partiinterne modstandere af en socialdemokratisk deltagelse i en konservativ regering henviser blandt andet til SPDs tillids- og stemmetab efter den sidste regeringskoalition 2005-2009.

Et kort vælgertjek

Den konservative blok CDU/CSU
Velegnet for vælgere, der har deres på det tørre og derfor vil beholde alt ved det gamle - og i tvivlstilfælde tror på, at Angela Merkel nok skal klare ærterne, uafhængig af parti-programmerne.
CDUs valgflæsk
CSUs valgflæsk

Socialdemokratiet, SPD
Velegnet for vælgerne, der ønsker sig det klassiske SPD tilbage. Som har et hjerte for de svage og håber, at SPD som regeringsparti ikke (igen!) gør det modsatte af det, partiet lover.
SPDs valgflæsk (øverst på formularen)

Det socialliberale parti, FDP
Velegnet for vælgere, som vil have frihed til selv at bestemme alt ud fra egne særinteresser, og som har tillid til, at hvis alle gør det samme, vil alt blive godt og ingen vil kræve noget af det offentlige.
FDPs valgflæsk

Det økologisk-demokratiske parti, Die Grünen
Velegnet for vælgere, som ønsker sig økologisk og »afbalanceret« progressiv politik, og som stadig tror på, at Die Grünen som regeringsparti ikke (igen!) vil gøre det modsatte af det, partiet lover.
Die Grünes vælgflæsk

Venstrefløjspartiet Die Linke
Velegnet for vælgere, som ønsker klassisk venstrefløjspolitik med hjerte for de socialt svagere grupper i samfundet (med bl.a. kravet om en betingelsesløs borgerløn) og som stadig tror på, at partiet som opposition ikke behøver at tage stilling til en revolutionær overgang til et andet samfundssystem.
Die Linkes valgflæsk

Piratpartiet, Piraten
Velegnet for vælgere som på ønsker at kombinere venstreorienteret politik med FDP’s individualistiske frihedstrang - og som tror på, at Piraten vil finde svaret på alt igennem internettet.
Piraten – valgflæsk