Politiet tilbageholdt mandag asylaktivister, som uddelte løbesedler til flypassagerer i protest mod udvisningen af fire afghanere i Kastrup Lufthavn. Flere udvisninger allerede i næste uge.
Massedeportation af flere end 400 afviste asylansøgere fra Afghanistan er begyndt mandag den 25. marts.
Men det skete ikke uden protester.
Aktivister fra pro-asyl initiativet »Her er Plads« mødte mandag eftermiddag op i Kastrup Lufthavn, hvor de uddelte flyers og indsamlede underskrifter blandt passagerer, der skulle med det samme fly, som de fire unge afghanske mænd, der skulle udvises.
Man opfordrede også passagererne til ikke at rejse med det samme fly, som de udviste – men selvom flere var positive overfor tiltaget, lykkedes det ikke hverken at stoppe udvisningerne eller gennemføre en boykot hos passagererne.
Årsagen var, at politiet greb ind og stoppede aktionen.
Læs artiklen »Asylaktivister vil stoppe massedeportation« hos Modkraft
Asylaktivisterne var netop kommet i kontakt med to af de unge afghanske mænd, der skulle udvises, da 10-12 betjente omringede aktivisterne, frihedsberøvede dem og skubbede dem for at få dem til at forsvinde fra check-in skrankerne i Terminal 2.
– Det virkede helt unødvendigt, at politiet reagerede på den måde, men det er et klart eksempel på, at de ikke vil have opmærksomhed omkring de her sager. De forsøger at afskrække os fra kommende protester ved at registrere os i dag, siger Nikolaj Houmann, der er talsperson fra initiativet »Her er plads« til Modkraft.
De fire afghanske mænd blev udvist planmæssigt, men initiativet »Her er Plads« opfordrer alligevel folk til at fortsætte med at synliggøre de over 400 kommende udvisninger, der tidligere er omtalt på Modkraft.
De forventer også at invitere til et stormøde om en mere koordineret indsats mod udvisningerne.
– Det er sindssygt, at man udviser til Afghanistan, der ligger nummer to over verdens farligste lande, og hvor sikkerhedssituation endda er i forværring. Vi vil mobilisere folk til at modarbejde de fremtidige udvisninger, så vi kan vise, at der er et overskud i Danmark til, at afghanerne kan blive her, forklarer Nikolaj Houmann.
»Her er Plads«-initiativet har desuden startet en brevkampagne, hvor det vil forsøge at få folk til at skrive til justitsminister Morten Bødskov (S) og få ham til at stoppe udvisningerne.
Skabeloner til brevet kan findes på initiativets kampagnehjemmeside »Her er plads«.
Læs artiklen »12-årige Ali rapper for asyl« hos Modkraft.
Alt tyder på, at mobiliseringen skal gå stærkt.
Ifølge græsrodsorganisationen Asylret er der foreløbigt planlagt udvisninger af afghanske asylansøgere den 1. april, den 7. april, 8. april og 9. april.
– Angsten har bredt sig meget blandt de udvisningstruede. Stemningen minder om situationen efter Brorsons kirken, siger Said Parvin fra organisationen Asylret og henviser til 2009, hvor irakiske asylansøgere opholdte sig i Brorsons kirken for at få asyl i Danmark.
Asylret oplyser, at man den 25. marts har afleveret en anmodning til Justitsministeriet om at give humanitær opholdstilladelse til alle de afviste asylansøgere med psykiske lidelser.
Said Parvin fortæller samtidig, at de, der udvises nu, er indsatte fra Center Sandholms fængsel, ligesom det forventes, at kvinder og børn også snart bliver deporteret.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96