TTIP: LO, hvis side er I på – medlemmernes eller arbejdsgivernes

Frihandelsftalen TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) som er i gang med at blive forhandlet på plads mellem EU og USA, handler grundlæggende om at fjerne forhindringer for erhvervslivet.

Ved at fjerne e forhindringer, kan der skabes vækst og arbejdspladser i både USA og EU, mener fortalerne for aftalen. Men en del af disse såkaldte forhindringer er dem, der sikrer os vores arbejdstagerrettigheder og arbejdsmiljø.

Det lyder absurd, at LO ukritisk støtter op om en sådan aftale. Men det gør organisationen.

Senest i januar udsendte LO’s formand Lizette Risgaard og øvrige nordiske LO-forbund en udtalelse, hvor de hilser aftalen velkommen.

Den nordiske fagbevægelse placere sig hermed langt fra deres kolleger i resten af EU, hvor der er stor skepsis mod TTIP-aftalen.

Denne skepsis hos fagbevægelsen i resten af Europa bunder primært i tre ting.

For det første: Investorbeskyttelsen (ISDS) som gør det muligt for virksomheder at sagsøge stater, hvis de mener staten er skyld i en tabt fortjeneste for virksomheden.

For det andet: Harmoniseringsprocessen mod en ensretning af det amerikanske og europæiske marked, som kommer til at gå hårdt ud over vores arbejdsmiljø.

For det tredje det vigtigste spørgsmål om arbejdstagerrettigheder knytter sig til fagbevægelsens rolle.

USA har ikke ratificeret FN’s ILO-konvention om retten til kollektiv forhandling og retten til at organisere sig, som er hele fundamentet for den danske model.

Skepsisen mod fagforeninger går dybt ind i det politiske system, og mange stater i USA har antifagforeningslovgivning.

I Chattanooga, Tennessee, forsøgte bilfabrikanten Volkswagen at starte et fagligt medarbejderråd på fabrikken, men det blev forhindret efter pres fra bl.a. statens guvernør.

Det er de vilkår på arbejdsmarkedet, vi skal konkurrere mod, hvis EU – og dermed Danmark - indgår en frihandelsaftale og det er samtidig en accept af de arbejdsvilkår.

LO mener, at TTIP kan blive ’det gode eksempel’ på en frihandelsaftale, som er med til at sætte nye standarter for arbejdsmiljø og arbejdstagerrettigheder.

Men fra hvilket udgangspunkt? Man stiller fra LO’s side ingen betingelser for at en aftale kan indgåes.

Mange LO-medlemmer har aldrig hørt om TTIP-aftalen. TTIP vil betyde enorme ændringer i vores arbejdsmiljø, arbejdstagerrettigheder og demokrati.

Om man er tilhænger eller ej, så skylder LO da at bruge noget krudt på at oplyse medlemmerne om aftalen og få sat en diskussion i gang. Det er en alt for vigtig aftale til, at den bliver kørt hen over hovedet på medlemmerne.

Og alligevel er det lige præcis det, LO har gjort. Tør man ikke tage diskussionen? Er spidserne i fagbevægelsen kommet så langt væk fra arbejdspladserne, at de ikke tror, at deres egne medlemmer kan tage stilling til så vigtige spørgsmål?

LO’s godskrivning af aftalen bliver brugt af både den danske regering og Dansk Industri (DI).

Fx udtalte Peter Thagesen, underdirektør i DI, i oktober: »Vi har jo i Norden den fordel, at fagbevægelsen også går ind for TTIP, modsat i Tyskland…«

Det er som LO-medlem utrolig svært at lægge navn til sådan en udtalelse, usikker på om den har et flertal bag sig.

Det er erhvervslivet, der kan vinde noget på en aftale som TTIP, ikke den almindelige arbejder, som tværtimod har en masse at miste.

Så når LO, uden en medlemsdebat, støtter en aftale som TTIP, så er det på tide at spørge: LO, hvis side er I på?

Bodil Signe Wedele er bygningssnedkerlærling og medlem af fagforbundet 3F.