Annonce

Amazoner
13. marts 2013 - 12:34

Topløs protest mod pavevalg

Feministisk protestgruppe aktionerer imod pave-institutionen. »Vatikanet må dø sammen med dets 'hellige' kendetegn: Pædofili, homofobi, korruption, kvindehad, dets kamp mod prævention«, erklærer aktionsgruppen Femen.

Mens 115 kardinaler prøver at blive enige om at udnævne en ny pave, har to aktivister fra Femen, en feministisk aktionsgruppe af »amazoner«, tirsdag den 13. marts protesteret imod Vatikanets »middelalderlige« holdninger til blandt andet homoseksuelle vielser.

Gruppens aktionskendetegn er, at aktivisterne er unge kvinder, der protesterer topløse. Ved aktionen på pladsen foran Sankt Peters Kirken antændte to kvinder lyserøde romerlys - måske en kommentar til kardinalernes hvide og sorte røgsignaler.

Derefter  blev de slæbt væk, mens de råbte »pave, ikke mere«.

»Vatikanet og dets institutioner blokerer for fremskridt, vi vender vores ryg til de mørke middelalderlige tider, som vi har arvet. Vatikanet må dø, sammen med dets 'hellige' kendetegn: Pædofili, homofobi, korruption, kvindehad, dets kamp mod prævention«, skriver Femen i en pressemeddelelse.

Se videoen med Femen aktivisterne fra Vatikanstaten:

Femen er blevet international

Femen startede oprindeligt som en gruppe af ukrainske studerende, der i 2008 protesterede over vandmangel på et kollegium ved at hoppe i et springvand i Kiev.

Protestformen har siden spredt sig til ud over Ukraines grænser til blandt andet Brasilien, Holland, Frankrig og nu i Italien, og Femen er nu et internationalt organiseret aktionsnetværk med egen hjemmeside på tre sprog.

I midten af februar 2013 lavede en Femen-gruppe en lignende aktion i Notre Dame kirken i Paris, efter at det var kommet frem, at den nu forhenværende pave besluttede at træde tilbage fra embedet.

Se videoen med fra protesten i Notre Dame:

 

Kritik af Femen

Femens aktionsform har mødt kritik for at spille på den seksualisering af kroppen, som feminismen har kæmpet imod siden 60’erne.

– Når du tager blusen af for at få sexistiske medier til at tage foto af dig selv, spiller du jo netop an på seksualiseringen og objektgørelsen af kvindekroppen og forstærker derved den opfattelse, at kvinders kroppe er til beskuelse, siger Megan Murphy, redaktør af den canadiske feministavis, Feminist Current til den danske avis Information

– Femens taktik ender som et selvmål. I stedet for kvinder, der kontrollerer deres egen krop, får du medier, som kontrollerer kvinders kroppe og siger: ’Vi gider kun høre efter, hvis I er lækre og nøgne.’ Så hvem har kontrollen? Femen går i sin egen fælde, siger hun.

Læs artiklen »Femen i alle lande, foren jer!« hos Information.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce