Tillykke, kvinder – jeg er også feminist

Lad os bare indrømme det. Jeg og mange jævnaldrende af hankøn – i hvert fald os, der har 1950'erne eller tidligere som fødselsår og er opdraget med Tarzan, Commando-serierne og bøsseforskrækkelse – har ofte haft det lidt svært med kønnenes ligeberettigelse.

I teorien gik vi selvfølgelig ind for den. Men i praksis… Nå, ja. Blev vi egentlig nogensinde rigtigt gode til det der med at hente børn i børnehaven, lave mad og vaske tøj?

Den indre håndboldtræner råbte ofte til os, når vi bevægede os ind på pigernes områder. Og ofte har vi smågrinet lidt nervøst, når konen, datteren eller kæresten ville slæbe os med til 8. marts eller til demonstrationer for kvindehuse, barselsorlov og ligeløn.

Eller vi har fyret nogle smarte bemærkninger af om, at nu skulle vi nok jordes, bebrejdes, kastreres eller bankes af rabiate rødstrømper med hårdtslående, skarpkantede håndtasker.

Og bagefter kunne vi inderst inde føle det som et forræderi mod mandekønnet, hvis vi alligevel gik med. I hvert fald håbede vi, at vi ikke var blevet set af alt for mange tilskuere.

100-året for kvindernes stemmeret fejres som bekendt på Grundlovsdagen, 5. juni, i år.

Og fødselsdagen må give anledning til overvejelser om mændenes rolle dengang og nu og til overvejelser om, hvorfor stemmeretten dog først blev tilstået kvinderne i 1915.

Det var ærligt talt – set i historiens bakspejl – ret pinligt, at der skulle gå så mange år! Også selvom Danmark var blandt de første lande, der tog skridtet.

100-året for kvindernes valgret

I Farum fejrede vi 100-året for stemmeretten den 8. marts i år med en folkefest med taler, lagkager, balloner og sange.

Ganske symptomatisk kom der 70 kvinder og 5 mænd til arrangementet.

Måske var det alle de udeblevne mænds tanke, at dette var kvindernes anliggende. Og sådan ville kvinderne sikkert helst have det … måske…

Men er det nu også rigtigt? Er det rigtigt, at mændene ikke skal blande sig i ligestillingsspørgsmål?

Vi kan i hvert fald svare, at der faktisk var mænd for 100 år siden, der blandede sig – og som gjorde en uvurderlig indsats.

Dem bør vi være stolte af! Uden dem ville stemmeretten først have været sikret langt senere.

Og vi kan svare, at det også i fremtiden vil være nødvendigt, at begge køn gør en indsats for ligestillingen. Problemerne er for store til, at vi kan overlade dem til det ene køn.

Danmark ligger ganske vist i dag nummer fem på World Economic Forums bedømmelse af alle verdens landes kønsligestilling. Og det er flot!

Men når det gælder magtfordelingen på ledelsesniveauerne, er Danmark nede på en 72 plads.

Og så er der jo lige voldtægterne, Malalas kamp, kvindernes globale kamp for uddannelse, syerskerne i Bangla Desh osv. osv.

Så der er – også på det kønspolitiske område – stadig meget at kæmpe for, hvis man hylder alle menneskers ret og chancer – uanset køn og observans.

Kan mænd være feminister?

Jeg er med på, at ikke alle hylder ligheden og ligestillingen. Mange liberalister synes jo ligefrem ganske åbent, at ulighed kan fremme udviklingen.

Men for os, der ønsker ligestilling – også kønspolitisk – er 100-året en god anledning til at komme ud af busken og erklære sig som mandlig feminist.

Deeds not words (handling, ikke ord) som suffragetterne sagde. Og er der et bedre tidspunkt at springe ud end 5. juni, hvor det historiske kvindetog genskabes til fejring af, at kvinderne omsider fik stemmeret.

Når man tænker det igennem, så er det i sandhed en skamplet på Danmarkshistorien, at det skulle tage så lang tid med den der stemmeret!

Det gik bestemt heller ikke nemt for sig med at få stemmeretten vedtaget. Der var dengang, op til 1915, en mur af modvilje i en grad, som man dårligt kan forestille sig i dag.

Modviljen havde form som masser af undskyldninger, som vi i dag må opfatte som dødssyge og i hvert fald meget tidsbundne.

Opfattelsen af menneskets psyke, økonomien og forståelsen af kønsrollerne var tydeligvist milevidt fra dagens forhold.

Man sagde dengang i vide, velhavende og konservative kredse – og det var dem, der indtil 1901 sad på magten – som et argument mod valgret til kvinder, at kvinder jo havde en kvindelig psyke – de tænkte med hjertet og ikke med hjernen.

Og det var jo klart, at sådan nogen kunne man ikke give stemmeret. Så ville de store stolte, mandlige projekter som Boerkrigen og Første Verdenskrig og den slags jo kunne gå helt galt!

Til gengæld besad kvinderne evnen til omsorg, empati mv. trøstede man. Og disse evner var velegnede i varetagelsen af kvindens hovedopgave, som var at være hustru og mor. 

I 1888 var spørgsmålet om kvindernes kommunale stemmeret til debat i Landstinget.

Og dér udtalte den nationalliberale politiker og modstander af kvindernes stemmeret, Carl Ploug sig meget symptomatisk således:

»Men jeg tror på ingen Maade, at de ere særlig skikkede til Lovgivningsvirksomhed; thi rolig Overveielse og logisk Slutning turde vel være Hovedbetingelserne for med Held at kunne deltage i den.«

Et andet argument imod at give stemmeret til kvinder dengang var, at de jo allerede var repræsenteret via deres ægtemand. Og det var ikke i samfundets interesse at gøre ægteskabet til en politisk slagmark og dermed sætte spørgsmålstegn ved den traditionelle kønsarbejdsdeling.

Mandlige forkæmpere for ligestilling

I dag kan man ryste på hovedet af Carl Ploug. Og sikkert more sig over ham. Men der var jo faktisk rigtigt mange, der tænkte som ham.

Heldigvis er der også mange eksempler på, at mænd gennem årene har spillet en uvurderlig rolle i kampen for kvindernes stemmeret og for ligeberettigelse.

Det var for eksempel ikke tilfældigt, at mange suffragetter kunne citere den amerikanske forfatter Walt Whitman, der i sine rimløse digte modigt talte for social respekt for alle.

Hvis man tager til Storbritannien, kan man se, at de var langt fremme, når det gjaldt ligestilling.

The Subjection of Women er titlen på et berømt trendsættende essay, skrevet af John Stuart Mill i 1869. Samme år blev det oversat og udgivet af Georg Brandes som »Kvindernes Underkuelse«.

Essayet, der sandsynligvis er skrevet sammen med Mills kone, Harriet Taylor Mill, argumenterer for kønnenes ligeberettigelse og for at kvinderne måtte kunne stemme for at kunne forsvare deres rettigheder og stå på egne ben – moralsk og intellektuelt. Stærk tobak dengang!

Da skriftet blev offentliggjort, var det en alvorlig krænkelse af de konventionelle europæiske normer for kønsroller.

I lighed med danske Fredrik Bajer brugte Mill ofte også sin position som medlem af parlamentet til at kræve stemmeret for kvinder.

I England er et andet godt eksempel på mænd, der turde stå op for kvindernes rettigheder, skotten Keir Hardy, der som lille dreng havde arbejdet i kulminerne med en ’grubepony’ som trækdyr.

Og som voksent parlamentsmedlem lagde han altid trofast øren til kvindernes krav og repræsenterede deres sag.

Og der er Frederick Pethick-Lawrence (1871 – 1961), redaktør af bladet Votes for Women og repræsentant for mange suffragetter i retten.

Desværre kom han – ifølge den fremragende engelske tv-serie »Shoulder to Shoulder« (BBC 1974) om suffragetternes kamp - grusomt i klemme mellem Emmeline og Christabel Pankhurst, der havde det med at betragte bevægelsen som deres personlige opfindelse.

Netop den tv-serie, der heldigvis findes på Youtube, måtte dansk tv i øvrigt godt genudsende her i jubelåret.  

I nyere tid har det gjort et stort indtryk på mange, at den afdøde svenske forfatter Stig Larsson, ham med krimisucceen Mænd, der hader kvinder, erklærede sig som feminist. Han gik endog så vidt, at han trænede kvindelige guerillasoldater i Eritrea i at bruge mortergranater.

Jeppe Aakjær og Fredrik Bajer

Herhjemme havde vi modige kulturfolk som Jeppe Aakjær. Han skrev blandt andet en sang til kvindevalgretten i 1908, som det fremgår af bladet Kvindevalgret 1. august.

Her kan man læse:

»Nedenstaaende Sang har vi modtaget fra Forfatteren Jeppe Aakjær, der herved indfrier et tidligere givet Løfte til os om at skrive en Sang til vort Landsforbund. Den blev sunget den 26. Juli ved et stort Kvindevalgretsmøde i ’Jebjerg’, hvor Fru Rambusch og Aakjær talte. Vi bringer paa Landsforbundets Vegne Forfatteren vor hjerteligste Tak for den Interesse, han herigennem viser vort Arbejde, og som han i saa lødige og forstaaende Ord har givet Udtryk i sin smukke Sang.
Redaktionen«

Første vers af sangen, der går på melodien »Langt Højere Bjerge«, lyder således:

»Der skrider i Lyset et frelsende Tog,
Det kalder ved Smaamandens Døre,
Paa Lovgiver-Porten det rungende slog,
Selv døveste Drog maa det høre.
Det sender sit Bud til hvert eneste Hjem,
Og Hænderne vinker, hvor Toget gaar frem.«

Og så er der ikke mindst den danske Nobelfredspristager fra 1908 Venstremanden Frederik Bajer, der helt tilbage i 1871 sammen med sin kone, Mathilde Bajer, stiftede Dansk Kvindesamfund, fremsatte gang på gang i Rigsdagen forslag om kvindelig valgret.

Og forslagene blev hver gang – med Socialdemokraternes og Venstres støtte – vedtaget i Folketinget, men afvist af det Højre-dominerede Landsting.

I 1913 stiftede Bajer sammen med andre prominente mænd »Mandsliga til fremme af Kvindens Stemmeret«.

Bajer, hvis Livserindringer fra 1909 i høj grad er læseværdige, er i dag hædret med en overset plads og et ligeså overset monument ved Fælledparken i København.

Han blev fyret som officer, men det passede ham – som tilhænger af fredelig konfliktløsning og kvindernes ligestilling – egentlig meget godt.

Kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemches mand, Jonan Henrich Lemche, bør også nævnes i denne sammenhæng.

Ikke fordi han holdt brandtaler om ligestilling, men fordi han – godt hjulpet af tjenestefolkene – aldrig var bleg for at passe parrets ti børn, trille med barnevognen på Lyngby Hovedgade og tage sig af husførelsen, mens hustruen passede politikken og sit forfatterskab.

Hvad kan man så gøre i dag, hvis man vil følge i ledestjernernes, Bajers og Aakjærs fodspor?

Tæve en rigtig mandschauvinist? Dem kan man udenfor al tvivl finde i en rockerbande, i Islamisk Stat eller Boko Haram.

Nemmere, mindre farligt og mere nærliggende ville det helt sikkert være at starte med at læse den pakistanske nobelprismodtager Malalas bog, Jeg er Malala og gå med i kvindetoget 5. juni og lade sig inspirere af det og af den efterfølgende folkefest foran Christiansborg.

Det er ikke forbudt for mænd!

Allan E. Petersen er cand.mag i dansk og historie, lærer og postbud.