Annonce

FagligTillid
11. januar 2013 - 14:50

Tillidsfolk forbereder nyt fagligt netværk

Det uløste dagpengeproblem sparker liv i fagligt netværk i hovedstadsområdet med navnet FagligTillid.

Onsdag den 23. januar vil fagligt aktive stifte et nyt netværk for tillidsvalgte fagforeningsfolk i hovedstadsområdet. Det vil ske på et møde i 3F-lokaler i Valby.

Netværket er på forhånd navngivet FagligTillid og er en delvis genoplivning af et tidligere initiativ, forklarer Jan Mathiesen, faglig sekretær i 3F København og en af initiativtagerne, til Modkraft.

– Der eksisterer i forvejen et netværk mellem aktive tillidsfolk i hovedstadsområdet, men det har i lang tid i praksis kun fungeret som et nyhedsbrev. Nu vil vi gerne bringe de aktive tillidsfolk sammen fysisk og synliggøre den aktivitet, der foregår, siger han.

Anledningen er utilfredsheden med dagpengeproblematikken:

– Tusindvis af ledige står til at falde ud af dagpengesystemet og fattigdommen risikerer at eksplodere. Det har medført flere nye initiativer og aktiviteter blandt fagligt aktive, som vi vil synliggøre og præsentere på mødet, siger han.

Aktiviteterne, Jan Mathiesen henviser til, er blandt andet arbejdsløshedsnetværket »Solidaritet eller frit fald«, HK-netværket »Den går ikke Bjarne«, og den satiriske hjemmeside Human Bank, der tilbyder at fryse arbejdsløse ned, til der er brug for deres arbejdskraft. Desuden vil forberedelsen af et samarbejde mellem tænketanke, fagforeninger, grønne bevægelser og medier med arbejdstitlen PLAN 2B, som også Modkraft deltager i, blive præsenteret på mødet.

Tillidsmandsmødet den 23. januar adskiller sig fra tidligere landsdækkende fagforenings- og tillidsmandsmøder det seneste år ved ikke at være en selvstændig politisk manifestation, men snarere et laboratorium for aktiviteter:

– Dagsordenen er lagt an på at præsentere aktiviteter og initiativer, ikke at vedtage et papir med et politisk grundlag. Det er min oplevelse, at der lige nu er en del forvirring blandt de aktive om, hvilke initiativer, der er sat i gang. Mødet skal gerne skabe overblik og koordinering mellem de forskellige initiativer.

–  Vi vil også meget gerne finde frem nye måder at fortsætte det fælles tillidsarbejdet på. Vi kan ikke blot læne os op af fortidens måder, men må finde nye måde, der dels inddrager de folk, der rammes af eksempelvis dagpengeforringelserne, men også videreudvikler medlemsaktivitet, siger Jan Mathiesen.

Besøg FagligTillid på Facebook

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce