En tidligere statsleder og general i det mellemamerikanske Guatemala, Efrain Rios Montt, bliver nu for anden gang tiltalt for folkedrab.
En domstol i Guatamala City har mandag den 21. maj besluttet, at der er belæg for en retslig proces mod general Rios Montt for en massakre på 201 civile landsbybeboere i 1982.
General Montt blev første gang tiltalt for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i januar 2012, efter i en årrække at have kunnet dække sig bag parlamentarisk immunitet.
Den aktuelle sag handler om drab i landsbyen Dos Erres i 1982.
En specialenhed af Guatamalas hær, kendt som Kaibiles, stormede Dos Erres, hvor de mistænkte beboerne for at støtte og skjule en venstrefløjsguerilla. I løbet af tre dage dræbte soldaterne systematisk mænd, kvinder og børn ved at skyde dem, slå dem med køller og smide ligene i en brønd.
Fem soldater er tidligere blevet dømt for massakren - sidst blev en tidligere soldat idømt ikke mindre end 6060 års fængsel i marts 2012.
Dommeren Patricia Flores besluttede mandag den 21. maj, at der foreligger tilstrækkeligt med beviser til en retslig afprøvning af general Rios Monts forbindelse til massakren i Dos Erres.
Retssalen var ifølge BBC fyldt med slægtninge til ofrene for massakren og menneskeretsaktivister, der begyndte at klappe ved domstolsafgørelsen.
Rios Monts forsvarere argumenterede med, at generalen ikke havde været til stede under drabene og derfor ikke kan holdes ansvarlig. Anklagerne mente derimod, at han havde beordret den militære operation igangsat.
Adspurgt i retten udtalte general Rios Montt under høringen, at han havde handlet i henhold til militærlovgivningen og derfor var uskyldig.
Rios Montt blev første gang anklaget for folkedrab i januar 2012. Det skete, da hans parlamentariske immunitet udløb efter 12 års medlemsskab af landets senat.
Kort efter embedets udløb den 14. januar blev han anklaget for ansvar for mord på 1.771 maya-indianere og tvangsflytning af 29.000 andre.
Det anslås, at omkring 200.000 personer blev dræbt eller meldt savnet i løbet af borgerkrigen i Guatamala, en konflikt, der sluttede i 1996.
General Rios Montt var statsleder i Guatemala gennem 17 måneder i 1982-1983. Perioden regnes for en af de mest voldelige under landets lange borgerkrig.
Rios Montt er lige nu underlagt husarrest.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96