Annonce

Antifascisme
2. marts 2016 - 15:41

Tidligere kolleger i chok over undercover-agent

Det er chokerede tidligere kolleger fra Researchgruppen, der i weekenden modtog nyheden om, at svenskeren Martin Fredriksson sprang ud som undercover-agent for det svenske sikkerhedspoliti.

 

Det kommer som et chok for tidligere journalistkolleger hos Researchgruppen, at en svensk antifascist er sprunget ud som undercover-spoin for det svenske sikkerhedspoliti.

Researchgruppen er et svensk freelance-kollektiv, der blandt andet har skrevet afslørende artikler om det højreekstreme miljø i Sverige. Martin Fredriksson havde en fortid i den svenske udgave af Antifascistisk Aktion, inden han var med til at grundlægge Researchgruppen.

Martin Fredriksson forlod Researchgruppen i foråret 2015. Den 28. februar afslørede han på sin Twitter-profil, at han af to omgange har arbejdet for det svenske sikkerhedspoliti SÄPO.

Læs Modkraft-artiklen »Svensk antifascist springer ud som undervover-agent«

Ifølge Martin Fredriksson gav han informationer til SÄPO om nationalsocialister i perioderne 2004-2007 og 2009-2010.

Han understreger desuden, at han ikke har udleveret oplysninger om antifascister.

Chokerende overraskelse

Researchgruppen har efterfølgende skrevet følgende erklæring.

»Det kom som et chok og en fuldstændig overraskelse for os, da Martin Fredriksson afslørede, at han i flere år blev aflønnet af sikkerhedspolitiet med det formål at kortlægge den højreekstreme bevægelse. Fredrikssons aflønnede samarbejde med Säpo skete, efter hans egne oplysninger, i en tid hvor Researchgruppen endnu ikke havde startet sin virksomhed. Martin Fredriksson forlod Researchgruppen i foråret 2015.«

Erklæringen fortsætter:

»Researchgruppens indstilling er, at al journalistik i alle afskygninger skal være uafhængig af myndighedernes indflydelse. Derfor er vi stærkt kritiske over for Martin Fredrikssons handlinger, og at han hemmeligholdt sit samarbejde med sikkerhedspolitiet for os og alle andre.«

Selv skriver Martin Fredriksson, at han er »stolt over at have været med til at have forårsaget den nationalsocialistiske bevægelse konkret skade og forhindret grov kriminalitet.«

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce