KOMMENTAR: »Jeg sidder og drikker vin med en ven. Hun spørger, hvilke film jeg skal se til MIX. Jeg svarer »I don’t fuck with that«… Hun kigger spørgende på mig. Jeg henter programmet og åbner første side med billeder af alle årets aktivister. Jeg peger på billederne og siger »that’s why«. »Wow… Ok,« svarer hun.«
Det er den tid på året, hvor mange af mine venner er oppe og køre over årets LGBTQ filmfestival – MIX.
Vi har på mit arbejde fået leveret et bundt programmer og flyers, der ligger og pryder den ellers ret rå bar på Nørrebro.
Jeg har et par venner, der igennem flere år har været frivillige, og hvert år bliver der hidsigt reklameret for festivalen på alle de queer-sider, jeg er medlem af på Facebook.
Der mangler LGBTQ-repræsentation i fjernsynet, i Hollywood og generelt i vores samfund, så for mange i miljøet er det selvfølgelig dejligt at kunne spejle sig i personerne på lærredet, når man sædvanligt ellers aldrig har kunnet genkende sig i de karakterer, man har set i medierne.
Alligevel er der noget, der skærer lige så snart, jeg åbner det lille, lyserøde program for årets MIX Copenhagen Filmfestival…
Jeg sidder og drikker vin med en ven. Hun spørger, hvilke film jeg skal se til MIX. Jeg svarer »I don’t fuck with that«… Hun kigger spørgende på mig.
Jeg henter programmet og åbner første side. Der har MIX trykt billeder af alle årets aktivister. Jeg peger på billederne og siger, »that’s why«. »Wow… Ok,« svarer hun.
Vi skal altså med vores kroppe træde ind og bringe mangfoldigheden ind i et ellers neutralt, hvidt rum.
Hun kan med det samme se, hvad jeg mener, uden at jeg skal sige, hvad problemet er. Måske mest fordi, hun umiddelbart kan se, at hendes erfaring som sort queerperson, ikke findes repræsenteret i festivalen – en festival som netop handler om repræsentation og »en mangfoldig verden«.
Så hvad er problemet?
Det er ret svært at forklare, og jeg har ikke tænkt mig at påstå, at jeg har svarene på, hvordan et miljø, hvor majoriteten består af hvide danskere, skal kunne være mere inkluderende over for People of Color, brune, sorte, ikke-vestlige, racegjorte, kald det hvad du vil… Fordi på en måde er det netop der, hvor problematikken starter – at vi skal inkluderes, slippes ind i varmen, integreres.
Det gør, at vi aldrig må vælge præmissen for, hvordan vi skal ses, høres og tolkes. Fordi det skaber repræsentationsproblemer, når 18 hvide mennesker skal vælge, hvordan Queer People of Color skal fremvises til en festival.
Fordi, alligevel om MIX har valgt, at vise film om og af QPOC, bliver det i sidste ende deres billede af os, der bliver projiceret.
Det gør, at vi bliver observeret som »anderledes« og gennem vores »anderledeshed« skal bringe mangfoldighed til rummet.
Mange postkoloniale feminister taler om mangfoldighed og diversitet på denne måde og kritiserer, at der – for at skabe et mangfoldigt rum – kræves, at det hvide ses som default, hvor den »anden« er »mangfoldig«.
Vi skal altså med vores kroppe træde ind og bringe mangfoldigheden ind i et ellers neutralt, hvidt rum.
Og det er nok allerede der, hvor min afsmag for festivalen starter.
Jeg har ikke tænkt mig at lægge krop til jeres tanke om mangfoldighed, fordi for mig er snakken om mangfoldighed et liberalt påfund.
Når vi bruger de termer, holder vi samtidigt op med at snakke om racisme og snakker i stedet for, om »manglen på mangfoldighed«.
Og det er nemmere at stræbe efter mangfoldighed end at tage snakken om strukturel racisme.
For mig er det interessant at se, hvordan MIX til årets festival har valgt at sætte fokus på »fortællinger fra dele af verden, hvor LGBTQ+ personer oplever store udfordringer,« som de skriver på tredje side af deres program.
Allerede her har man valgt at sætte negative konnotationer ved, hvad der sker for LGBTQ+ personer uden for det trygge Danmark.
Med dette »tema« har MIX valgt at beskrive og sortere en række film med hashtagget #POC.
Men hvordan har MIX valgt at placere dette hashtag? Det virker ret inkonsekvent i mine øjne.
Jeg har markeret alle steder i programmet, hvor hashtagget #POC er blevet brugt og studser lidt over de steder, hvor man har valgt ikke at bruge hashtagget.
Jeg hentyder selvfølgelig ikke til, at der er siddet en mastermind og planlagt disse tilfældigheder for igen at skabe misforståelse og fremmedgørelse om og for people of color (POC).
Men problemet opstår, når en gruppe på 18 hvide mennesker arrangerer en LGBTQ filmfestival, hvor de gerne vil vise sig mangfoldige ved at inkludere film fra og omhandlende folk fra hele verden.
Det er så tydeligt at se, at det er hvide mennesker, der har placeret det, hvor de finder det relevant.
#POC bliver brugt som en markør for, at noget er anderledes, afvigende. Kunne MIX ikke i stedet for sætte et #WHITE hashtag på alle de film, hvor hvide mennesker ses?
Desuden synes jeg, at netop den inkonsekvens, som hashtagget er blevet sat med, skaber en misforståelse af, hvad begrebet POC faktisk betyder og indebærer.
Begrebet beskriver nemlig alle, der ikke er hvide. Det er altså et ekstremt bredt begreb, som ikke altid skal bruges singulært og uden kontekst.
Race og etnicitet er mere komplekst end det og er tit betinget af en lokal kontekst og historie. Mange af dem, der bliver racegjorte i Danmark, kan sagtens blive læst som hvide i andre dele af verden.
Samtidigt oplever jeg som chilener ikke den samme raceliggørelse som en person fra Uganda gør. Og det er vigtigt at huske denne kompleksitet, fordi vi bliver nemlig tit opfattet som en statisk masse med essentielle egenskaber, og dette forenklede hashtag, opretholder netop denne forståelse.
Det forarger mig, at jeg skal være den, der påtaler det her. Fordi alle i queermiljøet vil gerne være allierede, men gør sjældent noget, når der faktisk er brug for det.
Videre er det som om, at MIX har valgt kun at sætte dette hashtag på de film, hvor folks raceliggørelse, hudfarve eller etnicitet skaber udtalte problemer for dem. De er kun #POC, når noget i filmen faktisk handler om netop racisme og andetgørelse, hvilket så også betyder, at deres eksistens er betinget af en hvidhed, de kan blive sat op mod.
Hashtagget er blevet sat ved filmen Same but different, der handler om faste og diskriminerende kønsroller i det sorte, lesbiske miljø i USA.
Men hvad med filmen Strike a pose, der vandt årets Lili-award omhandlende Madonnas baggrundsdansere, hvor majoriteten var sorte og brune? Hvorfor har MIX valgt ikke at bruge #POC der?
Jeg ved det ikke, men jeg tror ikke, at 18 hvide mennesker har evnerne til at tagge film og erfaringer med #POC, når de åbenbart ikke forstår kompleksiteten af begrebet og processerne omkring raceliggørelse.
Det forarger mig, at jeg skal være den, der påtaler det her. Fordi alle i queermiljøet vil gerne være allierede, men gør sjældent noget, når der faktisk er brug for det.
Og det er frustrerende at se, at queermiljøet ikke er kommet længere end det.
Ironisk nok skete noget lignende for et stykke tid siden, hvor Østerbro antiracister og No Pegida-netværket ville arrangere en fest med »LGBTQ tema« i Bumzen.
Mange queers, inklusive mig selv, skrev forarget på event-væggen om, at LGBTQ-kampen altså ikke er et tema, som man kan tjene penge på til egen vinding.
Læs kommentaren »En splittet venstrefløj? Den er rådden indefra og er uspiselig«
Det blev stærkt kritiseret, at pengene ikke skulle gå til et projekt, som direkte arbejdede med racegjorte LGBTQ’ere, når festen ville fejre LGBTQ-miljøet og samtidigt påstod være anti-racistisk.
Det er som om, at hvide queers glemmer, at de også har en racetilhørighed. Som om de glemmer, at eksklusivt hvide arrangementer også handler om race og etnicitet.
Desuden var folk forargede over, at queerpersoner ikke blev inkluderede i festen, fordi det selvfølgelig er kontraproduktivt, at en »anti-racistisk« fest med LGBTQ-tema bliver holdt af hvide cisheteroer.
Endvidere blev der skrevet artikler om problematikken, hvor racegjorte queer-kroppe og erfaringer blev holdt som gidsel i en hellig kamp om, hvordan venstrefløjen skal kunne inkludere minoriteter i sin aktivisme.
Da Erik Storrud så skrev et svar, hvor han kritiserede de queers, der havde reageret og skrevet til festarrangørerne, for at være for akademiske og for erfarne inden for venstrefløjen, men ikke påtalte hans egne eller andre cishetero aktivisters stilhed, spurgte jeg mig selv, hvordan minoriteter inden for venstrefløjen nogensinde skal kunne føre en fælles kamp sammen med majoriteten, når vi gang på gang ser, at ingen har vores ryg?
Læs blogindlægget »En festlig magtballade« her
Jeg spørger mig selv om det samme i dag. Fordi alle de hvide queers, der dengang var forargede og klappede sig selv på skulderen over, at de godt kunne se, at racegjorte queers i den forbindelse blev usynliggjorte, er nu helt stille om MIX.
Mange af dem er flittige besøgere, og andre er endda frivillige og arrangører af festivalen!
Det at MIX, som de selv beskriver det, gerne vil »repræsentere et mangfoldigt København på tværs af køn, seksualitet og identitet,« men alligevel ikke lykkes med at rekruttere racegjorte queers, illustrerer bare det privilegium, man som hvid LGBTQ’ere har, når man tror, at man kan skille race, etnicitet og religion fra, når man taler om køn, seksualitet og identitet.
Jeg har mange gange fået at høre, når jeg har kritiseret dét, at race og raceliggørelse ikke er en åbenbar del af diskussionen til LGBTQ-arrangementer, at man i denne omgang gerne ville koncentrere sig om køn og seksualitet.
Race og racisme måtte blive et andet arrangement.
Men det er ikke to skilte ting.
Det københavnske queermiljø har nemlig den samme hellighed over sig, som resten af det venstreradikale miljø har.
Race og raceliggørelse er, eller burde i hvert faldt være, en integreret del af diskussionen om køn og seksualitet, fordi det ikke kan skilles ad.
Det er som om, at hvide queers glemmer, at de også har en racetilhørighed. Som om de glemmer, at eksklusivt hvide arrangementer også handler om race og etnicitet.
Og simpelt forklaret tror man det, fordi man har købt den racistiske forestilling om, at hvidheden er neutral og derfor forbliver usynlig, hvorfra alt andet afviger og skiller sig ud.
Men udefra er denne hvidhed højst synlig, og for den der ikke er del af hvidheden, er den tydelig at se og mærke.
Jeg skrev til 8. marts en artikel, hvor jeg kritiserede venstrefløjen for at drive antiracismen som en slags identitetskamp, hvor racegjorte aktivisters faktiske oplevelser med racisme ikke bliver taget i betragtning, og hvor hvidheden som objektiv og altvidende reproduceres, når man udelukkende omgås med og laver aktivisme sammen med hvide mennesker.
Jeg kritiserede, hvordan dette usynliggør mine og mange andres oplevelser med racisme og måden, vi hver dag skal håndtere og tackle den.
Desværre hersker denne slags racisme også inden for LGBTQ-miljøet i København…
Det københavnske queermiljø har nemlig den samme hellighed over sig, som resten af det venstreradikale miljø har.
Man er antiracistisk, man ved hvad post-kolonialisme og intersektionalitet er og bruger flittigt ordene på Facebook. Man ved, at den hvide feminisme er ond, og at man ikke længere må kritisere udelukkende hiphoppen for at være sexistisk.
Men selv er man vist ikke en del at problemet. Det private er politisk, men kun indtil det handler om racisme.
Men racismen lever altså livligt inden for queermiljøet. Det er hele præmissen for miljøet, »os« og »dem« -politikken. I samfundet er queers generelt »de andre,« og det er de fleste i queermiljøet godt bevidste om.
Derfor har man skabt et miljø hvor »os« er de mærkelige, dem der er udenfor, og dem der er »queer« – afvigende.
Og som i alle konstruktioner af et »os« skal der findes et »dem« – og desværre er »os’et« ikke blevet defineret bredt nok til at rumme racegjorte, ikke-vestlige queers – så vi faldt udenfor.
Og dét, at I kender til ordene intersektionalitet, raceliggørelse og postkolonialisme er altså ikke nok.
Min antiracistiske kamp handler om, for det første, at indse, at racismen ligger som grund for vores samfund og penetrerer hver eneste én af os.
Specielt ikke, når I med jeres aktivisme og sociale kreds tillader den hvide separatisme at leve videre. Og det er vigtigt for mig at kalde det netop hvid separatisme, fordi det ellers ikke er en term, der bliver brugt om normen.
Vi er vist dem, der skal trodse normen og organisere os separatistisk, som om det er et nyt fænomen. Og I kan råbe anti-racisme så meget I vil, men i queer-miljøet er vi altså stadig kun et par stykker Queer People of Color, og de fleste i miljøet hænger stadig kun ud med og laver aktivisme sammen med andre hvide mennesker. Så hvad er det egentlig, I gør anderledes end No Pegida-netværket og Østerbro Antiracister? Hvad betyder intentionen, når konsekvensen er den samme?
Da jeg begyndte at tænke over, at jeg ville skrive en kritisk artikel om MIX, vidste jeg hurtigt i processen, at artiklen ikke skulle udgives under eller i forbindelse med afslutningen af festivalen.
Jeg vil som sagt ikke have, at min krop og mine erfaringer bliver brugt i jeres »mangfoldigheds«-agenda.
Så I kan spare jeres tid og lade være med at invitere mig til møder og evalueringer for at forbedre næste års festival.
Måske mest fordi jeg på ingen måde har brug for at blive »inkluderet« i sådant et rum. Racisme ligger i selveste kernen af MIX, og jeg tror simpelthen ikke på, at dét, der skal til, kan gøres med sådan en festival, som har så meget offentlig- og virksomhedsstøtte, som MIX har.
Fordi for mig handler den antiracistiske kamp ikke om at inkludere flere racegjorte mennesker ind i det hvide rum. Den kamp overlader jeg til liberalisterne.
Min antiracistiske kamp handler om, for det første, at indse, at racismen ligger som grund for vores samfund og penetrerer hver eneste én af os.
Den ligger til grund for, hvordan vi lever vores liv, og hvordan vores institutioner er opbygget.
Ved at være klar over dette ved jeg også, at der kræves et totalt opbrud med den magt, som hvidheden indebærer. Det hvide er det smukke, det neutrale, det ideale, det er objektivt og hegemonisk.
Og for nogensinde at kunne gøre op med det, bliver vi nødt til at starte forfra. Skabe et rum, hvor disse idealer ikke må gro rødder. Et rum, hvor hvidheden kan decentraliseres, og hvor LGBTQ+ kampen bliver defineret ud fra andre rammer.
Og det rum er simpelthen ikke MIX.
Og ja, jeg er ret kynisk.
Jeg tror ikke på radikal forandring inde fra varmen. Men jeg tror på nye initiativer og på at skabe alternativer med radikale værktøjer for at fremkalde forandring.
Derfor jeg har de sidste to år deltaget i en separatistisk queerfestival kaldt CutieBPoC Fest (Queer, trans*, intersex*, black and people of color).
Den er tidligere blevet holdt i Berlin i 2015 og 2016, og næste år afholder vi festivalen i København.
Jeg er allerede begyndt at forberede mig på den kritik, vi højst sandsynligt vil møde fra hvide mennesker, som råber omvendt racisme og splittelse.
Men vi er bevidste om, at separatisme i sig selv ikke er målet. Men det er en måde for os at modstå assimilering.
At endelig kunne fortælle vores egne historier og skabe et rum, hvor hvidheden ikke er central, og hvor hvide queers ikke engang kan tage plads ved at sige, at de ikke skal tage plads.
Puha, det har vi brug for.
Og jeg glæder mig så meget til at vise det københavnske og venstreradikale queermiljø, at vi eksisterer.
Vi eksisterer, og vi er ved at bygge et stærkt og radikalt miljø op, hvor vi endelig kan heale de sår, som kolonialismen, eksil, assimilationskravene, usynliggørelsen, segregationen, raceliggørelsen, stereotyperne, queerfobin, fattigdommen og racismen har skabt hos os. Fordi tro det eller ej, vi er derude, og vi er i gang. Og nu har vi endelig ikke brug for jeres tilladelse eller velsignelse.
Vi er klar til at være kompromisløse, punktum.
Violeta Ligrayen Yañez Hidalgo er 28 år gammel, studerer Migration og Postkolonialisme på Malmö Högskola og er aktivist og organisatør inden for queer-, feministiske og antiracistiske initiativer.
Læs kommentaren »En splittet venstrefløj? Den er rådden indefra og er uspiselig«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96