Ti principper for effektiv venstreorienteret kommunikation

I en tid, hvor man som venstreorienteret kan befinde sig i defensiven, er det altid godt med inspiration.

I en ny bog forsøger Michael Hunnicke at give en praksisorienteret guide til venstrefløjens kommunikation. Brug sproget politisk hedder udgivelsen, der udkommer 1. Maj2015.

Undertitlen »10 gode principper for venstreorienteret kommunikation« siger meget præcist, hvad det er, vi har med at gøre.

Forlaget Solidaritet har altså begavet det danske bogmarked med noget så særligt, som en hands-on guide til venstreorienteret kommunikation. Det er en let læst sag på 96 sider, og den kan erhverves en flad tyver. 

Den tiltænkte læser er folk »der er aktive i partier, organisationer og bevægelser og placerer sig til venstre for den politiske midte herhjemme « (side 4). Bogen er ikke skrevet til ansatte kommunikationsfolk og spindoktorer, men til alle os, der igen og igen kommunikerer og fortæller om et venstreorienteret politisk projekt.

Måske tænker vi ikke altid, at vi kommunikerer, men netop derfor forsømmer vi sikkert alle sammen mange chancer for at bruge sproget politisk.

Bogen er derfor både til dem »der taler fra Folketingets talerstol, er kandidater til valg, fungerer som talspersoner eller aktivister i faglige organisationer og NGO’er, og for dem der deler flyers ud på gågaden, skriver et læserbrev eller blander sig idebatterne på de sociale medier.«

Bogens væsentligste ærinde er at give tips og tricks til, hvordan man som venstreorienteret bedst kommunikerer sine budskaber.

Bogens udgangspunkt er et, jeg i høj grad selv kan genkende: Hvordan sproget bruges, påvirker politiske styrkeforhold, og venstrefløjen er i defensiven i mere end én forstand.

Dybest set kan man jo mene en af to ting. Enten at sproget er lige meget, at det kan være et fedt om et læserbrev er fængende, eller også at det faktisk nytter noget. At det flytter magt, stemmer og holdninger. Eller mere beskedent, at vi mister noget, hvis vi ikke aktivt bruger sproget.

Få vil nok for alvor forfægte det første synspunkt. Af samme grund er bogen vigtig. Fordi den leverer tips til, hvordan vi flytter styrkeforhold og leverer et par advarende pegefingre i forhold til ting, vi helst skal undgå. 

Krydret med eksempler fra det virkelig liv, forsøger bogen at give 10 mere eller mindre håndfaste principper for god venstreorienteret kommunikation.  

Princip 1: Politik er at tænke i målgruppe, strategi og taktik

Det første princip fremhæver, at vi altid skal overveje, hvem vi taler til, og hvem vi kæmper for.

Med udgangspunkt i den aktuelle klasseanalyse fra Lars Olsens o.a. Det Danske Klassesamfund  fremføres det, at der findes et stort flertal i den erhvervsaktive befolkning, der som udgangspunkt er venstrefløjens målgruppe.

Det flertal udgøres af det, bogen definerer som arbejderklasse og middelklasse, der tilsammen udgør 73% af den erhvervsaktive befolkning. Disse grupper fremhæves for deres centrale samfundsposition (side 12).

I tillæg hertil nævnes også underklassen som et mål for venstreorienteret kommunikation og som nogle, vi laver politik for. Underklassen fremhæves dels af moralske grunde (i betydningen at deres kår bekymrer moralsk) og dels fordi mange jo set over et livsforløb befinder sig i denne gruppe og i den erhvervsaktive befolkning.

Den naturlige følge af, at der er nogle man aktivt kommunikerer til, når disse kun udgør en del af befolkningen, er, at der også er nogen, der ikke er målgruppen.

Her nævnes specifikt samfundets rigeste, eksemplificeret ved topdirektører, højtlønnede jurister og overlæger. Om disse skriver bogen, at de er mere end velkomne til at sympatisere med vores projekt og aktivt støtte det, men de er ikke vores kommunikationsmæssige målgruppe.

Det udgangspunkt, at der er bestemt folk, vi søger at nå, er »udgangspunktet for logikkerne i de øvrige principper« (side 13).

Jeg er enig i budskabet, og synes det er velovervejet præsenteret i bogen. Men jeg ved også, at det på venstrefløjen kan støde på modstand.

Her forveksles det til tider med et synspunkt om, at kun bestemte grupper må tilslutte sig et parti. Et selvsagt anderledes budskab, som jeg ikke kender nogen, der har forfægtet, men dog en del der er blevet beskyldt for at fremføre.

Hunnicke balancerer den dygtigt.

Herefter følger bogens første løftede pegefinger. For i forsøget på at række ud efter nye vælgere, skal man ifølge Hunnicke passe på med ikke at miste dem, man har.

Det understreger selvfølgelig også at de oplistede samfundsgrupper ikke nødvendigvis er ensartede størrelser med ensartede værdisæt.

Hunnicke bruger SF fra 2008 og frem som eksempel på et parti, der i starten når ud til nye vælgergrupper med markante meldinger på fx ulighed og offentlig velfærd, men senere med værdipolitiske stramninger i fx udlændingepolitikken endte med at have skubbet traditionelle vælgergrupper fra sig.

Lektien, Hunnicke tager herfra, er, at man er nødt til at kommunikere med respekt for grundværdier og kernevælgere (side 16). Tanken synes at være, at kraftige kursændringer kan tiltrække nye vælgere, men også frustrere eller skubbe traditionelle vælgere bort.

I forhold til den konkrete case er det vigtigt at være skarp på, hvorvidt frustrationen blandt kernevælgere faktisk handlede om kompromisernes indhold (fx at lade 24-års reglen være uberørt i denne valgperiode, noget der længe før dette kompromis var et parlamentarisk faktum). Eller om det snarere handlede om det tab af troværdighed, der fulgte med den opfattelse, at kompromiserne blev indgået og fremført ud fra rent taktiske hensyn.

Analysens udstrækkes også kortfattet til SF’s rolle i regeringen efter 2011-valget, hvor partiet også kritiseres for at sælge nederlag som sejre. Noget der i hvert fald er rigtigt i forhold til den forliste betalingsring.

Det havde været spændende med refleksioner over den sikkert i bredere kredse oversete detalje, at SF faktisk i en lang periode rakte ud efter de arbejdervælgere, Hunnicke efterlyser ved at markere sig på tunge politiske områder som jobskabelse og økonomi.

Tænk blot på hvorledes partiet i 2011 udråbte valget til en folkeafstemning om efterlønnen.

Et bidrag til partiets kvaler i regering har givetvis også været, at man aldrig for alvor opnåede ejerskab til disse dagsordener, men til gengæld blev straffet, når den førte politik ikke afspejlede ambitionerne.

Det fører alt for vidt at tage den drøftelse her, men det bør nævnes i tillæg til de ting Hunnicke fremfører.

Princip 2: Politik er altid et spørgsmål om styrkeforhold

Med bogens andet princip udvides den klassiske ide om, at styrkeforhold handler om styrken af interesserne bag, til at vi også kan ændre dette styrkeforhold med sproget.

Som eksempel på dette fremhæves Pia Olsen Dyhrs effektive angreb på Finansministeriets regnemodeller, hvor både præmisser og konklusioner kritiseres med hverdagsnære eksempler.

SF-formanden fremhæver, at Danmark er blevet rigt, selvom vi er et lige samfund med ordenlige lønninger og minder om, at det var samme regnemodeller, der vurderede at kun 2-4.000 ville falde ud af dagpengesystemet.

Kapitlet fortæller endvidere, at et politisk parti kan styrke sin position ved at lave alliancer og få inputs fra interesseorganisationer.

Det omtales lidt misvisende som »at snyde lidt på vægtskålen« (side 23), men reelt er der vel blot tale om, at man gør opmærksom på de kræfter ude i samfundet, der bakker op om ens krav?

Princip 3: Tal i dit eget verdensbillede

Med dette princip lanceres en række gode råd, om at man skal tale i billeder, der bekræfter egne opfattelser.

Bogen giver et godt eksempel: Det er bedre at tale om folk, der falder ud af dagpengesystemet, end at de har opbrugt deres dagpengeret (side 31).

Det første understreger, at systemet er i stykker, det sidste taler til en mere individorienteret opfattelse.

Tankegangen er, at sproget ikke er neutralt, og i tråd med det forrige princip er det sproget, der påvirker styrkeforholdet.

Et andet eksempel, der gives, er, at udtrykket ’en skattelettelse’ har positive associationer, vi lettes for en byrde. Bogen fremfører, at vi står stærkere, hvis vi taler om de negative konsekvenser af en sådan prioritering af de offentlige midler, fx nedskæringer.

Det leder til en naturlig diskussion af, hvor langt man kan gå væk fra det almindelige sprogbrug uden at tabe folk helt.

Princip 4: Politik er følelser

Det fjerde princip handler om, at politisk kommunikation aldrig må blive tørt og kedeligt.

Uanset hvor ofte du har sagt noget, eller hvor træt du er, skal folk kunne mærke, at du mener det. Ingen gider politikere eller aktivister, der lirer en remse af uden følelser.

Den naive tro på, at det bedste argument vinder til sidst, skal erstattes af en vilje til at investere følelser i sine argumenter.

Princip 5: Tal i historier og billeder

Det femte princip præsenterer, hvor vigtigt det er at sætte billeder på sine politiske argumenter. Billeder kobler værdier og følelser til genkendelige fænomener.

Tal er gode, men nogle gange skal der en historie fra virkeligheden til at gøre dem håndgribelige. Tænk blot på gribende historier om folk, der har søgt over 1.000 job og stadig står uden arbejde.

Princip 6: Almindelig sund fornuft

At tale inden for menneskers erfaringsramme er afgørende (side 51). Man skal så at sige være uden for konsensus, men inden for rækkevidde.

Socialister, der kun taler højt og flot om fremtidens drømmesamfund, har det med at ende med ikke at være så mange i deres organisationer.

Det er vigtigt at kommunikere på en måde der er genkendelig og samtidig med det mål at udstille højrefløjens politik som absurd (side 54).

Også her fremhæves SF’s nuværende formand, Pia Olsen Dyhr, som et godt eksempel. Hun betoner i sin kritik af udlicitering af kernevelfærd, at det skaber usikkerhed for borgerne, og spørger (retorisk) »hvor meget koster det at trøste et barn« (side 52).

Almindelig sund fornuft tilsiger, at det er svært og måske endda forkert at lave den udregning. 

Princip 7: Politik skal være bredt forankret og dybtfølt

I dette syvende princip ligger der en opfordring til bredde i de politiske mærkesager. Venstrefløjen skal tage sager op med klangbund i den brede befolkning.

Dagpengeproblematikken er et oplagt eksempel herpå. Det berører mange direkte, og endnu flere indirekte fordi deres venner eller familie rammes. 

Men klangbund er ikke nok. Det er også vigtigt at mene noget andet end de andre.

Bogen peger begavet på, at det for flere af de områder, venstrefløjen ofte slår sig op på, faktisk kræver en ret lang fortælling at forklare forskellen på vores og højrefløjens position (side 59).

Bogen lancerer også en såkaldt ’idiot-test’, der indtrængende beder os overveje, om nogen i virkeligheden er imod et budskab.

Det lyder som ’ikke-testens’ lidt ondsindede fætter (ikke-testen tester budskaber for, om man kan indsætte ikke i det, altså om man meningsfyldt kan mene det modsatte af budskabet.)

Budskabet om brede budskaber moderes af en betragtning om, at det selvsagt ikke betyder, at smalle emner er uvigtige. Blot at de er svære at anvende i den brede kommunikation.

Princip 8: Positive fællesskaber

Venstrefløjen skal dyrke den positive fortælling om stærke fællesskaber. Frem for en marginaliserende og aggressiv retorik skal man være inkluderende. Det kan få flere med i vores arbejde.

Hunnicke peger effektivt på forskellen mellem en demonstration under parolen om Aarhus for Mangfoldighed, og de mere aggressive udtryk, der til tider præger andre dele af det anti-racistiske arbejde. Et udtryk der næppe får børnefamiler og den brede befolkning på gaden

Princip 9: Fjendebilleder - eliten versus folket

Det er fint at tale det gode op. Men ofte vil det i kommunikationen være nyttigt at have nogen at være imod.

Bogens foretrukne anvisning er vist at tale en konflikt mellem folket og elite op – noget som Dansk Folkeparti med succes har gjort i årevis.

Udvælgelsen af fjendebilleder er kompliceret, for det påvirker selvsagt hvem, man kan lave alliancer med i arbejdet for en given sag.

Bogen fremhæver også højrefløjens effektive brug af fjendebilleder. Som da 3F blev de onde i sagen mod Amin Skov, den lille mand med restauranten i Vejle (side 73).

Princip 10: Tal ind i begivenheden

Kommunikation handler også om timing. Om at tale ind i aktuelle begivenheder og formulere sig i relation til dem.

Et eksempel herpå kunne være, hvorledes foreningen Kritiske Aktionærer i nogle år har brugt bankers generalforsamlinger til at minde dem om de ting, de nødig vil tale om, såsom skattely. En begivenhed giver budskabet aktualitet og pondus.

Lille og handy

Ovenstående (relativt) kortfattede beskrivelse yder selvsagt ikke retfærdighed til alle bogens detaljer og nuancer. Men det er skrevet for at give et fuldstøbt billede af hvilken slags bog, vi har med at gøre, og hvilke typer af råd man får, hvis man læser dem.

Anmeldelsen her kan ikke fungere som andet end en appetitvækker og en vurdering. Den kan ikke erstatte selve bogen.

Da bogen landede i postkassen spurgte min kæreste, hvad jeg havde købt. Da jeg svarede, at det var en bog, kiggede hun noget skeptisk på den lille kuvert, der lå på køkkenbordet. Bøger herhjemme plejer ikke ligefrem at kunne være i en almindelig kuvert.

Men det kan denne lille bog. Den kan såmen også være i jakkelommen og er derfor lige til at have med på farten.

Det er klart en styrke, at bogen er holdt klart og kontant. Helt i bogens ånd bruges der ikke tid på akademiske udredninger, lange fodnoter eller udviklingen af et teoriapparat.

De, der leder efter den slags, skal ganske enkelt et andet sted (eller snarere: i litteraturlisten!).

I stedet er bogen et bidrag til hverdagens kampe. Til læserbrevet, til pjecen og til 1. maj talen. Til inspiration og til opslag. Som en reminder om, at vi altid kan gøre det lidt bedre. At vi alle kan anstrenge os lidt mere og bruge sprogets potentiale fuldt ud.

Bogens ivrige brug af eksempler gør den letlæst, og selvom de er aktuelle, vil bogen ikke miste aktualitet lige med det første.

Som en der står på nippet til at kaste sig ind i en folketingsvalgkamp for fuld damp, er jeg sikker på, at jeg vil have god gavn af bogens principper ved det næste læserbrev og til næste paneldebat.

Måske endda den bliver fast følgesvend i rygsækken? Den ide er hermed givet videre.

Andreas Albertsen er landsledelsesmedlem for SF og Folketingskandidat i Ringkøbing-Skjern.

Michael Hunnicke: Brug sproget politisk. Forlaget Solidaritet. Pris 20 kroner.

Læs et uddrag af bogen, »Tal idit eget verdensbillede« på Modkraft