Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
25. august 2012 - 20:24

Terroristen og massemorderen fik 21 års forvaring.

Breivik er endeligt defineret som den højreekstreme terrorist, han er, og har fået en dom for de 77 drab og terrorhandlinger, han har erkendt

Oslo Tingsret har enstemmigt fundet den tiltalte terrorist skyldig og har idømt ham 21 års forvaring. Den strengeste straf i Norge. 

Der har gennem hele retssagen været debat om, hvorvidt retten ville finde Breivik strafegnet eller ville erklære ham for utilregnelig.

Der har i Norge og I Danmark været stor spænding om udfaldet af sagen.

Mange eksperter troede, at han ville bliver erklæret utilregnelig. Begrundet i at den første retpsykiatriske undersøgelse ikke havde tillagt Breiviks højreekstreme sympatier nogen nævneværdig vægt. De tolkede hans politiske udtalelser som symptomer, fremfor ekstremisme.

Dommer Wenche Elisabeth Arntzen gennemgik i dag den 24. August 2012, hvordan retten vurderede diagnoserne, som de to første sagkyndige havde fremsat. Og gennemgangen var en fuldstændig ”demontering” af rapporterne.

Slutningen blev i følge retten, at Breiviks handlinger og opfattelser er forenelige med de ideer som findes i højreekstreme subkulturer. Og da dommer Arntzen læste op af den enstemmige domsafslutning var tvivlen om, hvorvidt Breivik var strafegnet fejet af bordet.

Det fremgik klart, at den tiltalte blev fundet tilregnelig, og han blev idømt 21 års forvaring.

Det ser ikke umiddelbart ud til, at nogen af parterne vil anke sagen. Men der foreligger ikke noget officielt fra Breiviks forsvarer, ej heller fra anklagemyndigheden om at anke.

Fra Demos redaktion skal der, ligesom det lyder på gaderne i Oslo, lyde en positiv tilslutning til afgørelsen.

Det er med stor tilfredshed at vi kan iagttage, at der fra rettens side er lagt afgørende vægt på Breiviks ideologiske tilknytning til det højreekstreme og kulturkonservative miljø, og ikke på emotionelle og psykotiske forstyrrelser.

Dommen over Breivik bekræfter, at der findes et højreekstremt miljø, som arbejder på tværs af landegrænser, og som er ekstreme både i deres holdninger og handlinger.

I Demos vil vi fortsat arbejde for, at der også i Danmark i fremtiden må være øget opmærksomhed fra regeringen og statsmagten omkring de nationalekstreme grupperinger, der fremsætter hadefulde og diskriminerende synspunkter på hjemmesider og øvrige medier.

Det er grupperinger, der lever i cyber-space som rene racister. De gemmer sig ofte bag en pænere facade, hvor de ”bare” bruger deres ytringsfrihed mod det multikulturelle samfund.

Anders Behring Breivik, fremstod ved første øjekast ikke som den typiske højreekstreme terrorist. Et medlem af Frimurerlogen, som tjente sin første million som 24-årig, kristenfundamentalist, kulturkonservativ bonde og selvstændig næringsdrivende passede ikke ligefrem til den profil, man er vant til at tegne af en racistisk voldsmand.

Men han havde til hensigt at gøre, hvad han skrev i sit massive manifest, og det havde et efterretningsvæsen i Norge ikke øje for.

Efter Breivik kan et PET eller FE ikke sætte deres lid til det traditionelle politiske skræmmebillede, som de forskellige efterretningstjenester har ageret efter gennem de sidste mange år.

Demos er en antiracistisk organisation, der arbejder på at dokumentere højrefløjens aktiviteter i både Danmark og internationalt.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce