Tallerkenen er blevet et par millimeter dybere

Siden januar er en ny månedsavis, La Marea, hver måned udkommet i Spanien. Månedsavisen er en del af de selvorganiserende initiativer, der er udsprunget af den økonomiske krise i landet.

La Marea betyder »tidevandet«. Og avisen er ligesom batteridrevne landsbyer i Saharas ørken og kvindedrevne andelsforeninger i Amazonas, en del af de selvorganiserende udviklinger og initiativer, der for tiden udspringer rundt omkring i verden.

Efter fyring af en stor del af personalet på den spanske avis Publico, startede en gruppe journalister og en støttegruppe af læsere den uafhængige, samfundskritiske månedsavis.

Ambitionen er et professionelt og demokratisk produceret medie, der er uafhængigt af kapitalinteresser og arbejder ud fra et klart etisk grundlag.

La Marea har måske ikke opfundet den dybe tallerken, men den har i det mindste gjort den et par millimeter dybere - ved at starte en demokratisk virksomhed og stå ved egne principper.

Fødslen

Det hele startede med den altomspændende bankkrise.

Avisen Publico erklærede sig bankerot og drejede nøglen om, for blot at vende tilbage som en internetavis, med de samme ejere, men uden 85 procent af de tidligere ansatte, som var blevet fyret.

Inden fyringerne havde de ansatte og en hel del af deres læsere forsøgt at købe avisen og dermed holde flere hundrede mennesker i arbejde. Men som så ofte før i det kapitalistiske markedssystem, overbød de gamle ejere, stadfæstede fyringerne og fortsatte en trimmet jagt efter profit.

Omend forsøget på at redde deres gammel arbejdsplads og avis var gået i vasken, antændte sammenholdet mellem journalisterne og deres læsere en gnist: La Marea blev resultatet.

Syv af de gamle Publico medarbejdere og den skare læsere, der tidligere havde forsøgt at hjælpe dem, nedsatte en andelsforening med det formål at lave en ny avis, der skulle være 100 procent selvejet og have klare etiske principper i forhold til banksektoren, miljøet, mangfoldighed, samfundets svageste mm.

Efter flere måneders fundraising og en fejlslagen udgivelse, fandt den nye andelsavis endeligt sit ståsted. Avisen kunne i januar 2013 byde læserne velkommen i en artikelverden, der præsenteredes på 64 kompakte sider, der indeholdt alt fra økonomiske politik til klummer om »venstreorienterede fodboldspillere«.

Den spansksproget avis, der udkommer en gang om måneden, sælger pt. omkring 6.000 eksemplarer, kan købes i kiosker i Spaniens tre største byer, samt hos private initiativtagere i mindre byer.

Internethjemmesiden får lidt over en kvart million besøgende hver måned og generer derudover et vist følgeskab på de sociale medier.

Redaktionen, der siden starten er vokset med to og nu består af ni medlemmer, er flyttet fra arbejderkvarteret Vallecas, i udkanten af Madrid, til kontorer i hjertet af den iberiske hovedstad.

Største styrke: uafhængighed

På en af Madrids mange mondæne torve, nærmere betegnet Café Central på Plaza del Angel, mødtes jeg med Thilo Schäfer, en forårsdag i april, til en snak om andelsavisen. Jeg ville undersøge om avisen skal opfattes som et sporadisk påfund eller et udtryk for fremtiden for socialisme-venlige medier.

Hvad er jeres styrke?

– Uafhængigheden! Vi er helt selvejet. Vi har ingen økonomiske bagmand, der står og skal tjene penge på sin investering, så vi har til en vis grad råd til at tænke nytte og kvalitet før profit.

– Derudover har alle medlemmer af andelsforeningen en stemme, og vi opererer heller ikke med chefredaktør, men tager derimod alle beslutninger i fællesskab. Det betyder, at engagementet fra de involverede er meget stor.

– Vi er som udgangspunkt ikke en partipolitisk avis, men fremlægger blot fakta, som vores læsere så selv kan tage stilling til.

– Vi er hundrede procent frie, og kan tillade os at sige præcis hvad vi mener. Det er en enorm styrke.

– Eksempelvis er vi en af de få, hvis ikke den eneste avis i Spanien, der nævner navnene på de banker, der er skyldige, hver gang nogen bliver smidt ud af deres hjem.

Etisk annoncepolitik

Der er en stor tilgang af socialisme-venlige og direkte venstreradikale aviser i Spanien. Er der mon plads til jer alle?

– Det håber jeg, men jeg tror det ikke rigtigt. I fremtiden bliver det muligvis svært for os alle at få en hverdag til at løbe rundt.

– Mange af de andre aviser har et større økonomisk pusterum end La Marea, blandt andet pga. vores annoncepolitik, hvor vi ikke tager imod annoncer fra bankvirksomheder, våbenindustrien osv. Det er en hindring, men på den måde kan vi stå helt inde for avisens værdier.

Er det ikke sandsynligt at folk vil vende nystartede socialisme-venlige medier ryggen, så snart tiderne bliver »gode«, og der ikke er nogen arbejdsløse at råbe op for? 

– Måske er det blot en krisetidstendens, som vil fordufte og tage os med, så snart økonomien vender. Men krisen har også rejst en masse spørgsmål, som ikke er eksplicit økonomiske, og som jeg tror at folk stadig vil stille om mange år.

– Spørgsmål om retssikkerheden, gennemsigtighed, urimelige privilegier osv. vil stadig være værd at dække, selv i en økonomisk optur.

Du nævner jeres etiske principper i forhold til banksektoren som en økonomisk udfordring. Er der andre etiske principper som giver jer visse problemer?

– Vores etiske diskussioner beror sig mest på annoncerne. Eksempelvis havde vi for noget tid siden en ejendomsmæglerkæde, der gerne ville annoncere i vores avis.

– At være ejendomsmægler i sig selv var ikke det store problem, men vi fandt ud af at denne virksomhed tjente en del af sine penge, på bortauktionerede huse, hvor folk i bogstaveligste forstand var blevet smidt på gaden. Ejendomsmægleren købte derefter disse menneskers huse enormt billigt, så de stadig sad i gæld til halsen, og solgte dem derefter med en betydelig profit.

– Den form for virksomhed kunne vi ikke annoncere for.

– Derudover er der selvfølgelig størrelsen på vores redaktion. I og med at vi beskæftiger os med samfundet og alle de dertilhørende aspekter, kunne vi selvfølgelig godt have flere mennesker tilknyttet.

– Vi har dog samtidigt en aftale om at betale alle vores bidragsydere, så økonomien er ganske enkel ikke til det.

– Der er diskussioner i Spanien såvel som andre lande, omkring ulønnet journalistik og der er sandelig også mange dygtige, frivillige bloggere osv., men vi tror på en professionel journalistik som fremtiden.

– Folk skal kunne leve af det og dermed kunne hellige sig arbejdet. Vi kommer formodentlig aldrig op på de lønninger vi havde på Publico, men vi skal stadigvæk have en hverdag til at køre rundt.

Miljøprofil og papirtryk

I har miljø som et etisk princip og alligevel er jeres avis på papir. Er det ikke et forkert signal at sende?

– Tjo.. men lige angående dét, var der mange hensyn at tage. La Marea er jo en månedsavis med lange, dybdegående artikler, grafer osv. og sådanne artikler klarer sig normalt dårligt i et internetformat.

– Spaniere læser helst deres store aviser/magasiner i weekenden i fred og ro, og henfalder i meget stor grad stadig til fysiske eksemplarer.

– Dertil skulle vi medtænke, at det stort set er umuligt at tjene penge på internettet. Med de etiske annonceprincipper, vi har, og vi vil ikke have en brugerbetalt hjemmeside, så er papir en fin løsning.

– Vi er dog i gang med at videreudvikle på vores internetside, så den kommer til at spille en større rolle.

Hvordan har I kørt markedsføring, i forhold til jeres annonceprincipper osv.?

– For os handler det om at møde vores målgruppe, der hvor den er. Vi afholder en del foredrag på universiteter, ved private initiativer, vi er til demonstrationer osv.

– Derudover har vi en aftale med nogle andre ligesindede medier om at køre annoncer for hinanden, det er pt. de ting vi har rent markedsføringsmæssigt.

Omtale i udlandet, tavshed i spanske medier

I har fået relativt meget omtale i udlandet. Hvor er I på vej hen og hvad ligger der i støbeskeen?

– Apropos udlandet, er det sjovt, at vi får meget mere omtale uden for Spanien end hjemme. Tyske, engelske og franske aviser har belyst vores projekt, men i Spanien er det stort set kun internetbloggere, der har beskæftiget sig med La Marea. Vi er ikke særlig populære indenfor den etablerede spanske mediebranche. Haha.

– I forhold til fremtiden arbejder vi selvfølgelig på at konsolidere avisen og få flere læsere. Derudover arbejder vi på at videreudvikle vores internetplatform, så læserne i endnu højere grad bliver en del af La Marea.

– Endvidere arbejder vi også pt. på at skabe et netværk af ligesindede medier fra udlandet, hvor vi samarbejder tæt og på den måde kan dække hele verdenen, uden egentlig at have ressourcer til det.

– Selvom vi har bidragsydere i Ecuador, Mexico osv. er tiden med udenlandskorrespondenter måske forbi, når fællesskab med andre medier, kan dækker emner, som vi finder relevante.

St symbol på vilje og sammenhold

Det er selvsagt umuligt at spå om La Marea vil kunne overleve. Men det ser ud til at både både medarbejdere og læsere kæmpe for at holde liv i hjertebarnet.

Den professionelle ramme, engagementet, åbenheden og de foreløbige resultater tyder på La Marea som et bud på fremtidens mediestruktur.

Der er stadig lang vej endnu, og La Marea  fortsætter ufortrødent med at udfordre tandløse mainstream-medier.

Céleste Michel Nshimiyimana er filmdokumentarist