Tale ved demonstrationen Refugees Welcome: Virkeligheden overgår mareridtene

Jeg har som journalist dækket krigen i Syrien i snart fire år og krigen i Afghanistan i 10 år.  Og jeg kan fortælle jer, at det, syrerne og afghanerne flygter fra, er en virkelighed, der overgår de fleste danskeres værste mareridt.

Jeg var i Syrien tre gange sidste år. Senest i december. Men et halvt år forinden var jeg i Aleppo, hvor jeg overværede modige redningsarbejdere og lægers kamp i det største ragnarok, vi har på jorden i øjeblikket.

På et ødelagt hospital, som var afhængig af en gammel generator, så jeg dagligt desperate læger kæmpe for at redde menneskeliv.

De voldsomme tøndebomber, nok den største og vedvarende krigsforbrydelse, som den syriske regering står bag, forårsagede på daglig basis kaos og ødelæggelser i beboede områder med civile.

På hospitalet så jeg en lille dreng på 11 år, der så på, mens faren, der var blevet såret under et luftangreb, langsomt forblødte ihjel, fordi generatoren løb tør for strøm.

Jeg husker, hvordan den lille dreng var ved at besvime, da han så sin fars blodige og livløse krop. Han begyndte at græde og hostede og lavede opkastlyde, fordi  chokket var så stort.

Hvis drengen er så heldig at overleve krigen, vil han være mærket for livet.

Da jeg var i Aleppo sidste år i det nordlige Syrien, så jeg en far stå med sin afdøde lille datters lyserøde sandal i murbrokkerne efter et luftangreb og bebrejde sig selv for ikke at have flygtet. En mand, der vil bebrejde sig selv resten af sit liv.

Det var den barske virkelighed, syrere, derikke flygtede, mødte i Aleppo.

Intet barn burde blive udsat for sådan en virkelighed. Intet menneske fortjener de oplevelser.

Kan vi virkelig være det bekendt ikke at have forståelse for, hvorfor disse mennesker flygter? Behøver vi virkelig at opleve det samme for at få lidt empati?

Og så hører man politikerne tale om nærområderne, hvor der trods alt ikke er krig.

For lidt over et halvt år siden, i december 2014, var jeg senest i Syrien. Dér blev jeg venner med en familiefar fra Damaskus, fra Ghouta, som var flygtet med sin familie til den grænseby, hvor jeg opholdt mig, mens jeg lavede min seneste dokumentar.

Grænsebyen var »sikker« og et nærområde, for der faldt ingen bomber fra himlen.

Han boede i en teltlejr sammen med sin kone og børn.

Men han var en mentalt stærk person og havde forpagtet et lille sted, hvor han solgte små retter. Selvom han var en fattig mand, insisterede han ofte på, at jeg ikke skulle betale. For som han altid sagde: Du er kommet langvejs fra Danmark og er vores gæst.

Jeg kom der næsten hver dag og fik et godt forhold til ham.

En af de sidste dage, spurgte denne venlige og søde mand mig med en skamfuld stemme, om han kunne låne nogle penge af mig.

Han kiggede ned i jorden, mens han spurgte og lovede mig, at han ville betale pengene tilbage.

Pengene, sagde han, skulle bruges til husleje til et midlertidigt værelse, så han og hans kone og børn kunne undgå at bo i teltet i de kolde vintermåneder. For teltene har hverken varme eller toiletter, og de lokale skal gå lang efter vand. Det er virkelige ulidelige forhold.

Da jeg spurgte, hvor meget han havde brug for, nævnte han et ret lille beløb.

Jeg gav ham pengene og sagde, at han ikke behøvede at betale mig dem tilbage.

Manden blev ked af det og lidt fornærmet og sagde, at jeg ingen ret havde til at nægte ham at betale sin gæld tilbage.

Da jeg forlod ham, gav ham mig et varmt og hjerteligt knus, som var jeg det mest gavmilde menneske på jorden. Han sagde, han ville bede for mig og mine familie resten af sit liv….

Der skulle virkelig lidt til for at gøre ham glad, men der dukker desværre ikke nogen op med få måneders mellemrum for at give ham penge til husleje.

Derfor er jeg sikker på, at han og hans familie nu er endt i teltlejren igen.

Det er den virkelighed, som nogen her i landet forventer, at flygtningene fra Syrien og Afghanistan skal affinde sig med.

Jeg ved godt, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde været i deres sted. Jeg var flygtet. Til et sikkert sted, hvor familien kunne leve under menneskelige forhold.

På det seneste har vi set borgerne træde til dér, hvor politikerne har svigtet.

Borgerne viser vejen, dér hvor politikerne har tabt mælet. Borgere som tager initiativ og viser, at det faktisk er os, der leder dette land og ikke politikerne.

For i virkeligheden er politik jo, at vi vælger nogen, som skal repræsentere os og vores holdninger.

Men i stedet er politik blevet til et bureaukrati med en masse karrieremennesker, der bliver valgt ind i Folketinget for derefter at deponere alle deres løfter og lydhørighed overfor borgerne for at køre deres eget lille show, hvor det handler om at lave spin og aftaler i korridorerne og sørge for, at man kommer til at se godt ud på en måde, hvor selve den virkelige  essens af deres arbejde går tabt.

Derfor er det, vi ser nu en brydningstid, hvor vi kan være ledestjernerne og fornyerne, der kan gøre de folkevalgte opmærksomme på, at de har svigtet os, og de er i gang med at svigte deres medmennesker.

Men jeg lover jer, at hvis vi holder fast og ikke falder ind i den koma, som har ramt Danmark i så mange år, så vil vi blive til ledestjerner for politikerne, fordi de ikke kan tåle at miste os.

De er afhængige af os, og de vil rette ind for at gøre os tilfredse, for vi er trods alt deres adgangsbillet til Folketinget.

Nagieb Khaja er journalist. Artiklen er hans tale ved demonstrationen Refugees Welcome den 12. september 2015 på Christiansborg slotsplads.