Tal i dit eget verdensbillede

»Alverdens venstreorienterede vil 
så gerne møde vælgerne, ’hvor de er’. 
Derfor rykker de til højre og taler til
 vælgernes konservative side. Men ved 
at gøre det, bliver borgerne blot bekræftet
 i det konservative verdensbillede – de 
bliver mere højreorienterede. Det viser
 vores studier i sprogets metaforer og
 hjernens processer
«

George Lakoff, professor i lingvistik og venstreorienteret teoretiker

De fleste husker valgsloganet fra Socialdemokraterne frem mod valget i 2007: »Velfærd eller skattelettelser«.

Det kan umiddelbart synes som et klart valg og et stærkt slogan, der får vælgerne til at forholde sig til forskellen mellem de to statsministerkandidaters partier og deres politik.

Men faktisk er sloganet et glimrende billede på, hvad venstrefløjen ofte gør galt. For i stedet for at give vælgerne et valg mellem noget godt på den ene side og noget dårligt på den anden side giver man vælgerne et valg mellem to gode ting.

Velfærd er godt, men mange mennesker synes også, at det er rart at betale mindre i skat.

Et bedre slogan kunne have lydt »Velfærd eller nedskæringer«. Hermed vil man give vælgerne et klart valg mellem noget godt, velfærd, og noget dårligt, nedskæringer. Dermed vil Socialdemokraternes velfærdspolitik virke som det indlysende rigtige.

I det følgende skal vi kigge på, hvordan venstrefløjen bedst kan kommunikere sine egne værdier.

Men hvad er værdier egentlig? En værdi kan beskrives som en moralsk overbevisning. Et værdisæt kan være henholdsvis venstreorienteret (ligheds- og fællesskabsorienteret) og højreorienteret (»Enhver er sin egen lykkes smed«).

De fleste mennesker har sammensatte værdier. Det vil sige, at en person både kan have værdier, der er venstreorienterede og højreorienterede.

Den amerikanske lingvist George Lakoff påpeger i bogen Don’t think of an elephant, at venstrefløjen konsekvent skal indramme sine politiske budskaber i sit eget værdisæt, fordi man dermed bliver i stand til at aktivere folks venstreorienterede holdninger til et givent emne.

Det kaldes med et andet ord at frame.

Hvis vi tager Enhedslisten som eksempel, kan vi sige, at social retfærdighed gennem lighed og fællesskab er det moralske hovedbudskab i hele partiets politik.

Når vælgerne skal træffe et valg. gør de det på baggrund af lige dele fakta og følelser. Vælgerne legitimerer med hjernen, men vælger med følelserne.

Når Enhedslisten kæmper mod dagpengeforringelser er det en konkret politik (fakta), men der ligger samtidig altså en underliggende værdi om social retfærdighed (følelser), fordi arbejdsløshed anskues som et strukturelt problem og ikke noget selvforskyldt.

Her ser vælgerne på partiets konkrete politik, men træffer valget ud fra de værdier som er indlejret i politikken med ord.

Men hvordan kommer denne værdimæssige ladning mere specifikt til udtryk? Sproget er langt fra neutralt. Tværtimod bærer alle ord en værdimæssig ladning med sig.

Vi forstår typisk værdier gennem metaforer. En metafor er et sprogligt billede, der peger på indlejrede værdier.

Lad os prøve at forstå det nærmere ved at vende tilbage til det indledende eksempel med »velfærd eller skattelettelser«. Det helt afgørende er her ordet »lettelse«, der er sat sammen med skat.

Det er et godt eksempel på en metafor, som vi forbinder med noget positivt. Vi kan næsten mærke det i kroppen, når vi hører ordet »lettelse«. Vi slapper af og bliver glade, fordi vi kan forstå på ordene, at vi er sluppet af med noget, der må være en byrde.

Ordet »skattelettelse« er gennem de senere år blevet et integreret ord i den politiske debat i Danmark uanset partifarve. Partierne kan være for og imod skattelettelser, men de anvender alle sammen det samme ord for det.

Problemet er bare, at når venstreorienterede bruger ordet »skattelettelse«, taler de ind i et højreorienteret værdisæt, hvor skat er en byrde for den enkelte og samfundet.

Når det er en lettelse at sænke skatten, betyder det, at skat er noget, man helst vil være foruden. Det er underforstået, at de personer, der er ramt af denne skattebyrde er »ofre«, og at de, der forsøger at befri borgerne for byrden, er »helte«.

Dermed frames venstreorienterede som skurke, fordi de er imod en sænkning af skatten. Ved at bruge ordet skattelettelse, giver venstrefløjen indirekte – og ofte uden at være klar over det - højrefløjen medhold i, at skattelettelser er noget godt.

Men hvordan kan venstrefløjen i stedet tale om »skat« og samtidig tale på en måde, der fremstiller vores værdier som de rigtige.

En »skattelettelse« kunne eksempelvis omformuleres til, at det er »nedskæringer på vores fælles sygehuse, skoler og børneinstitutioner«.

Vi kunne også kalde »skat« for en »fællesskabsinvestering« eller »investeringer i vores fælles velfærd«. Det er ikke godt nok at sige »vi ønsker ikke skattelettelser«.

Ordet skal erstattes med noget andet, der skaber de billeder, vi ønsker. Ellers støtter vi højrefløjens verdensbillede.

Hvis vi tager vender tilbage til eksemplet med Enhedslisten og dagpengene, foregår der også i denne debat en sproglig værdikamp.

For har en person »opbrugt sin dagpengeret« eller »falder man ud af dagpengesystemet«? Det kan umiddelbart synes som en ubetydelig nuance, men dækker i realiteten over en stor værdimæssig forskel.

»Opbruger« man sin dagpenge er det underforstået, at det er rimeligt nok, at du ikke længere kan modtage dagpenge. Du har fået det, du havde ret til, så nu må du klare dig selv. Samfundet skylder dig ikke længere noget.

Bruger vi derimod metaforen »at falde ud af« dagpengesystemet signalerer det, at der noget galt med et system, hvor mennesker bare får en hård landing, fordi de ikke kan finde job. Det er dermed ikke selvforskyldt.

På den måde taler Enhedslisten ud fra sit eget værdisæt, hvor man er imod dagpengeforringelser, fordi man ser det som udtryk for konsekvenserne af den økonomiske krise og finder det vigtigt med et socialt sikkerhedsnet.

Et emne, der næsten er en bog for sig, er spørgsmålet om udlændingepolitik i bred forstand. Det gælder, hvad enten vi taler om nydanskere, indvandrere, flygtninge, asylansøgere eller mere specifikt kulturmødet med islam og muslimer.

Siden terrorangrebet på World Trade Center i 2001 har det været det helt store politiske emne i Danmark. Og ofte har det fyldt mere end økonomiske emner som velfærd og beskæftigelse.

Det blev yderligere forstærket med krigene i Afghanistan og Irak, krisen med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i 2006 og senest med terrorangrebet på et debatarrangement i København i februar 2015.

Debatten er sjældent foregået på venstrefløjens præmisser. Terrorhandlinger skal naturligvis fordømmes og forkastes. Det siger sig selv. Og islamistiske miljøer skal italesættes som yderligtgående fascister.

Men mere generelt er det symptomatisk for udlændingedebatten, at Dansk Folkeparti (DF) er gået frem ved alle valg siden 1998, og partiets meget indvandrerkritiske linje er gradvist blevet mainstream-politik blandt de fleste politiske partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten og til dels SF og Det Radikale Venstre.

Logikken fra de andre partier har været, at vi er nødt til at være ligeså stramme på udlændingepolitikken som DF, hvis vælgerne ikke skal forlade os til fordel for DF. Resultatet har været det modsatte.

Ved at tale på DF’s præmisser er vælgerne blevet bekræftet i, at DF har den rigtige politik. Og så kan man jo ligeså godt stemme på den rene vare i stedet for en halvdårlig version af DF.

Som venstrefløj skal vi ligesom med skat og dagpenge altid tale ud fra vores eget verdensbillede og ikke højrefløjens. Men det er ikke det samme som ikke at tage udlændingepolitik alvorligt.

Hvis mange vælgere opfatter noget som et problem, så er det et problem. Og når et emne fylder meget i medierne, så kan man godt regne med, at det er et emne, der optager store del af befolkningen.

Men hvad er så løsningen? Grundlæggende handler det om at tage vælgernes bekymringer alvorligt, men at give venstreorienterede svar.

Vi skal starte med at erkende, at der ikke er noget quick-fix. Mainstream i udlændingedebatten i nutidens Danmark er så langt til højre, at vi er nødt til at være realistiske om, hvor langt vi kan komme med venstreorienterede svar på den korte bane. Vi kommer ikke til at kunne rykke DF’s vælgerskare mod venstre foreløbig på udlændingeområdet.

Men vi kan tale til de dele af befolkningen, som på nuværende tidspunkt hører til omkring venstrefløjen og lidt højre til for os og forsøge at fastholde dem i vores verdensbillede på udlændingeområdet.

Men hvordan håndterer vi så den mere generelle integrationsdebat retorisk?

Vi skal tale med afsæt i, hvad George Lakoff vil den kalde den »omsorgsfulde forældre- model«.

Lakoff opdeler højreorienterede og venstreorienterede værdier i familie-steoreotyper. »Den strenge fader« repræsenterer det højreorienterede verdensbillede, hvor den strenge patriarkalske fader er en autoritet som kommunikerer envejs, som handler uafhængigt, og som ikke kan tillade at få sin autoritet udfordret.

Et barn, der ikke opfører sig ordentligt, skal mærke konsekvensen eksempelvis gennem stuearrest eller måske ligefrem ved at blive afstraffet fysisk, hvis vi sætter det på spidsen.

Oversat til politik taler det eksempelvis til en logik om, at kriminelle skal have hårde fængselsstraffe for at lære, at deres handlinger er forkerte.

Modsat står den »den omsorgsfulde forælder«, der vægter omsorg, ansvar, beskyttelse, retfærdighed, frihed, mulighed, rigdom, sammenhold, samarbejde, tillid, ærlighed og åben kommunikation. Det er naturligvis et venstreorienteret verdensbillede.

Venstrefløjens fortælling om udfordringer med integrationen er grundlæggende, at integrationsproblemer i vidt omfang kan forklares som et resultat af social ulighed, arbejdsløshed, isolering gennem ghettoisering og mangel på en ordentlig langsigtet integrationsindsats via børneinstitutioner, skoler, boligpolitik og job- og fritidstilbud til unge, der ellers tiltrækkes af kriminelle eller radikaliserede islamistiske miljøer.

Sagt på en anden måde, så skal vi være hårde ved årsagerne til integrationsproblemerne. Vi skal vise, at Muhammed bliver ramt af arbejdsløshed ligesom Peter, og skillelinjen derfor ikke går mellem »sort og hvid« men mellem de rigeste i samfundet og alle os andre.

Vi skal hele tiden fokusere på de positive historier.

Den store udfordring er, at frygt virker. Det er meget let for Dansk Folkeparti at lave en »dem og os« fortælling, hvor de fremmede truer det trygge og hyggelige Danmark.

Men frygt virker kun, fordi vi er fremmedgjorte overfor hinanden. Derfor handler det altid om at finde de nærværende positive modstillinger. Det kan være lettere på et mere lokalt plan, hvor folk kender hinanden.

Det kan være Muhammed, der er skolekammerat med Søren. Det kan være, at den lokale buschauffør er født og opvokset i Tyrkiet, men gennem de sidste 20 år har passet sit job upåklageligt og i øvrigt er en god kollega. Det kunne også være en historie om en udvisning af en iransk familie, hvor børnene har spillet i den lokale fodboldklub og alle har et godt indtryk af dem i den lille landsby i Jylland.

Som venstrefløj handler det om at finde de små gode historier, og så ellers bare få dem ud i lokale medier, bruge dem i politiske debatter og arrangere brede demonstrationer, hvis nogle flygtninge står til en uretfærdig tvangsudvisning.

Endelig må vi som venstrefløj nok også erkende, at der er nogle problemer som umiddelbart kræver straf og konsekvens, fordi samfundet simpelthen ikke er gearet til at håndtere hårdkogte kriminelle med socialpædagogiske redskaber på den korte bane. Her må vi så bare vælge at være ærlige om, at det er en nødvendighed.

Men i den sammenhæng er det godt at huske at gøre det til et problem med kriminelle og ikke til et problem med indvandrere generelt.

Det kan være lettere sagt end gjort at tale i sit eget verdensbillede, når det kommer til konkrete situationer.

Derfor er det altid godt at have tænkt over det inden, man eksempelvis skal deltage i en politisk paneldebat, skal udtale sig til en avis eller uddele flyers på gågaden.

Man kan starte med at finde ud af, hvilket politisk emne, der skal debatteres og dermed overveje hvilke centrale ord, der kommer i spil. Og så er det altid godt bare at huske, at venstrefløjen står for lighed og fællesskab, og det altid bør være indeholdt i svaret på ethvert spørgsmål i en politisk debat.

KORT OG GODT:

⚡ Venstrefløjen skal tale politik i sit eget værdisæt

⚡ Venstrefløjen skal undgå at tale på højrefløjens præmisser

⚡ Vi skal tale i metaforer, der bekræfter venstrefløjens værdier

Michael Hunnicke Jensen forfatter til bogen Brug sproget politisk - 10 gode principper for venstreorienteret kommunikation, der udkommer på forlaget Solidaritet den 1. maj.

Læs også Andreas Albertsens anmeldelse »Ti principper for effektiv venstreorienteret kommunikation« på Modkraft