Annonce

Følelsesudbrud
15. november 2013 - 12:40

Tak til det danske folk

Sagen om Im og Suthida Nielsen vidner om systemets brutalitet og dets politiske kontekst, hvor omstændighederne for de implicerede først forandres, når medierne ser en interesse i at sensationalisere deres migrationshistorie, og hvor bitte små korrektioner af systemet iværksættes for at videreføre systemets grundlæggende præmisser.

Den sidste tid har medierne været fyldt med historier om Im og hendes mor Suthida Nielsen, der er blevet udvist fra Danmark til Thailand, fordi Suthida Nielsens danske mand døde af kræft sidste år. Fra demonstrationer, fakkeloptog, Facebookgrupper og et broget sammenrend af politikere fra både højre og venstre er forargelse, vrede og bestyrtelse væltet ud over regeringen og især justitsminister Morten Bødskov.

Fra folket har der lydt krav om, at mor og datter skal forblive i Danmark. For her er en sag, der er fuldstændig og ubetinget genkendelig som uretfærdig. I trettende time har regeringen foretaget en kovending, og familien kan så – fra Thailand – forsøge at omdirigere sit flyttelæs. 

Som med mange andre enkeltsager, der får en ’lykkelig’ udgang, bliver historien nu brugt til at samles omkring, at ’medmenneskeligheden har vundet’ og at politikerne endelig er kommet ’til fornuft’. Men sagen om Im og Suthida Nielsen – deres udvisning og forventede tilbagekomst – vidner lige præcis om det modsatte. Nemlig om systemets brutalitet og dets politiske kontekst, hvor omstændighederne for de implicerede først forandres, når medierne ser en interesse i at sensationalisere deres migrationshistorie, og hvor bitte små korrektioner af systemet iværksættes for at videreføre systemets grundlæggende præmisser.

Nationen græder, nationen raser

Mens medierne taknemmeligt har dokumenteret det kollektive følelsesudbrud, har nationen grædt over Im og Suthida Nielsens skæbner, hvis den da ikke har været i gang med at rase og forbande de ansvarlige politikere. Følelserne er blevet masseret gennem utallige artikler og nyhedsindslag i medierne, der har lagt vægt på at understrege især Ims forbilledlige evne til at tilpasse sig i det danske samfund.

Den kollektive omfavnelse af en 7-årigs tilpasningsevne vidner dog måske allermest om, at danskheden får anledning til at elske sig selv dybest og mest inderligt, når ’de andre’ tager den til sig. Så får man et stærkt bevis på, hvor fantastisk danskheden i virkeligheden er (noget man jo ellers godt kan blive lidt i tvivl om). Opmærksomheden omkring den ’vellykkede’ tilpasning er gået hånd i hånd med en vis eksotisering og racialiseret infantilisering i dele af pressedækningen. Mor og datter er mange steder kun blevet omtalt som Im og Suthida (uden efternavn) og i Ekstra Bladet omtales Im Nielsen som ’lille Im’.

Men trykbølgen fra de kollektive følelser, bærer altså nu frugt. Det er det danske folk, som har formået at redde Im. Sådan stod der i hvert fald på Ekstra Bladets forside dagen efter regeringens kovending. Her kunne man også kan læse, at ’mareridtet er slut’.

Men slut for hvem? For Suthida Nielsen der møjsommeligt skal i gang med at flytte sig selv og sit barn tilbage til Danmark? Eller for de mennesker, der allerede er udvist og deporteret, eller som bliver det i dag og i morgen og i næste uge og i næste måned?

Det er en kættersk tanke, men måske har mareridtet først og fremmest fundet en midlertidig afslutning for de mange danske vælgere, der valg efter valg bliver ved med at sætte en stemme ved partier, fra både højre og venstre, der ønsker en stram udlændingepolitik. Partier som dag efter dag finpudser de regler og polerer de fortællinger, som gør, at lige præcis dén stramning og dén stramning fremstår fuldstændig indlysende og rationel, så velfærdsstaten og den såkaldte ’sammenhængskraft’ ikke bryder sammen. Og som til kommunalvalget vil fortsætte i nøjagtig samme stemmespor.

Disse vælgere kan nu ånde lettet op. De får ikke blot mulighed for at se sig selv som Im og Suthida Nielsens heroiske redningsmandskab. Hele migrationssystemet fremstår også en anelse mere retfærdigt og gyldent end før justitsministeren indkaldte til et møde. Som kronen på værket kan man på Ekstra Bladets website se en video, hvor Im Nielsen siger tak, fordi hun må komme tilbage til Danmark.

Lige præcis den tak siger meget lidt om 7-årige Im Nielsen. Men den fortæller en hel masse om, hvad den folkelige opbakning forventer sig af følelsesmæssig betaling i den herskende migrationsøkonomi.

Status quo

I disse dage eksploderer de sociale medier således i støtteerklæringer til Im og Suthida Nielsen. Jeg er ikke i tvivl om, at denne støtte bygger på stærk identifikation med netop mor og datter. Men den nationale fejring, af at vi med sagen er vidne til en sejr (over systemet) eller en forbedring (af systemet), er i bund og grund en fejring af, at politikerne har fundet frem til en model, hvor status quo kan bevares, og den pågældende mor og datter kan lempes igennem systemet som en undtagelse.

Det springende punkt er nemlig, at den kollektive opbakning til Im og Suthida Nielsen ikke afspejler en bredere opbakning til grundlæggende forandringer af migrationssystemet og opfattelsen af, at migranter bør sorteres i ’integrationsegnet’ og det modsatte.

Set i det lys giver det al mulig mening, at Lars Løkke Rasmussen på sin Facebook-profil ønsker mor og datter tillykke. De små ændringer, som nu vil blive gennemført, er lige præcis et cadeau til den udlændinge- og migrationspolitik, som hans regeringer har båret igennem, og som tydeligvis ikke står til at blive grundlæggende forandret med den nuværende sammensætning af Folketinget.

Den massive opbakning til Im og Suthida Nielsen oppebæres af gode intentioner. Men det er også en opbakning, der er stærkt investeret i troen på, at det danske migrationssystem i udgangspunktet er retfærdigt. Se bare hvad folket kan afstedkomme af (gode, velmenende) ændringer gennem et kollektivt grådanfald.

Den førte migrationspolitik står kun styrket her på den anden side af det folkelige følelsesudbrud.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce