Tabet af den magiske ghetto og den eksotiske anden

Med sin film Tomorrow we disappear tegner den amerikanske instruktør Jim Goldblum et portræt af bydelen Kathputli, en magisk ghetto i New Delhi, der siden 1950erne har huset flere tusinde udøvere af traditionel, indisk kunst. Da Goldblum i 2011 besluttede sig for at lave en film om bydelen, stod den til at skulle rives ned, til fordel for opførelsen af et moderne, eksklusivt forretningskompleks. Filmen portrætterer kunstnerkolonien, dens indbygger, og den kamp, de i de seneste år har kæmpet for at få lov til at eksistere.

Tomorrow we disappear er en smuk film, der inviterer os ind i et magisk univers af gadekunstnere, dukkemagere og tryllekunstnere, der lever side om side med deres farverige masker, kolossale dukker, og al den støv, stegeos og tobaksrøg, der hvirvles omkring i bydelens små passager; et farverigt men fattigt sted, som Goldblum med sin film både hylder og forherliger. 

Invitationen til at huske

I filmens første scener møder vi dukkemageren Puran Bhat, der med en cigaret i mundvigen flirter med kameraet og diskuterer med sig selv, hvorvidt han skal iklæde sig en skjorte. Han konkluderer, at han kun klæder sig pænt på, når han optræder og at han i vores selskab derfor vil nøjes med sin slidte, hvide undertrøje.

Puran vinker os med ud af døren – ”kom med!” siger han - og på den måde bliver vi inviteret ind i de små huse og passager i den farverige slum, der i de sidste 70 år har vokset sig til et hjem for de indiske kunstnere. Her øver børnene sig på at slå knuder på sig selv, magikere tryller ting væk og tilbage igen, de danser og synger, og de voksne mænd aer hinanden på kinderne med de dukkehænder, de omsorgsfuldt og pertentligt sliber og maler og optræder med for hinanden.

Hyldest til traditionerne

Ifølge Puran og de andre beboere udgør Kathputli et unikt udgangspunkt for udøvelsen af de traditionelle indiske kunstarter, som ellers trues med at miste deres plads i et Indien med moderniseringsambitioner. Således fortæller Puran os, at han ønsker, at der bliver lavet en film om hans by, så at man i fremtiden vil kunne huske, hvordan den så ud. Og ikke mindst så det bliver dokumenteret, hvad der gik tabt, idet udøverne af Indiens traditionelle kunst blev fordrevet fra sit hjem.

Som filmens titel antyder, er filmen en hyldest til noget, der er ved at forsvinde - et forsøg på at dokumentere det, før det er for sent. Således møder vi i smukke, farvemættede billeder blandt andre en stolt tryllekunstner, der imponerer sit skeptiske publikum med snedige trylletricks, men som i stigende grad bliver fordrevet fra sin scene på gadehjørnerne af politiet. Vi møder den unge akrobat, Maya, som kan bøje sig selv af led og sy fine sting med sine tæer, men som allerede aner umuligheden i en fremtid som gadekunstner i en by, hvor optrædenerne er ulovlige.

Publikum bliver introduceret for disse menneskers kunst(ner) og håndværk, og deres historier om, hvordan og hvorfor de holder de traditionelle kunstarter i hævd. Disse scener kalder på mere, og man kan ærgre sig over, at der ikke er brugt lidt mere tid på at dvæle ved de detaljer, der giver et konkret og ikke mindst smukt indblik i det, der skabes og findes i Kathputli.

Et Indien i forandring

Filmen har også en større historie at fortælle: nemlig den om, hvordan traditionelle indiske praksisser er ved at miste deres plads i det indiske samfund – helt konkret i form af tabet af deres jord, som i løbet af de næste par år skal prydes med et moderne storcenter. Her skal være Versace tapet, rulletrapper og en eksklusiv klub med pool og fitnesscenter; inventar i en tilværelse, der ligger langt fra Purans stue, hvor det er svært at skelne gulv fra kloak og hvor ingen rum kan lukkes og låses af.

Beboerne i Khatputli står for at skulle genhuses i højhuse et andet sted i Delhi, og den sidste halvdel af filmen er dedikeret til beboernes kamp mod dette. Her ser vi bl.a. hvordan Puran desperat forklarer ejendomsselskabets udsendinge, at der i højhusenes lavloftede rum ikke vil være plads til de mange, meter høje dukker, han og de andre kunstnere i Kathputli kreerer; et helt konkret eksempel på den utilpassethed som Kathputlis beboere vil opleve, når de tvinges ud i det samfund markedskræfterne ønsker at Indien skal udvikle sig til at blive.

At forsvare traditionerne og at ville have forandring

Det er tydeligt at instruktøren er på Purans side og vi kigger derfor forarget med, når nogle af koloniens beboere alligevel er villige til at underskrive fraflytningsaftalen. Ikke alle beboerne i Khatputli er nemlig enige med Puran: flere klandrer ham vredt Puran for ikke at tænke på de beboere, hvis boliger i kolonien dagligt oversvømmes af resten af husenes afløb, eller hvis børn må leve af at samle skrald. Det er altså ikke alle, der ønsker at blive ved med at leve sådan, som de er henvist til i Kathputli, og som sætter traditionerne så højt, at de ikke vil have forandring.

Således er det ikke kun konflikten med dem udenfor, der skildres, men også en intern konflikt, hvor det er langt sværere at skelne rigtigt og forkert fra hinanden.

Filmen giver ikke nogle svar på, hvordan dette kan løses, men viser både Purans indædte kamp for, at de andre beboere i Kathputli ikke skriver under på, at de vil fraflyttes, og den unge akrobat Maya som udtaler, at de ældre i kolonien ikke formår at følge med tiden, og at hun selv drømmer om at tage et kursus i computer for at kunne få et job udenfor Khatputli.

Vestens eksotiske anden

Goldblum fortæller i et interview, at han fik idéen til filmen efter at have læst Salman Rushdies roman Midnatsbørn, hvor der (bl.a.) fortælles om en dreng, der fødes i en ghetto af magikere. Idéen om en ’magisk ghetto’, fascinerede Goldblum, siger han, og ledte ham til at opsøge Kathputli.

Men selvom Goldblums blik for de indiske gadekunstnere er både kærligt og velment, synes hans repræsentation af deres verden at vække en række problematiske associationer til den slags vestlige fremstillinger af Orienten, som Edward Said i 1978 kritiserede for at være mere et udtryk for Vestens egne fantasier om det orientalske, end egentlige forsøg på at forstå det, der blev betragtet. Altså en påpegelse af, at Vesten skabte en eksotisk anden at fantasere om, snarere end at lade denne anden tale for sig selv.

Goldblum lader de indiske kunstnere tale selv, men han giver dem stemme i en film, der i den grad taler den vestlige æstetiks sprog: Tomorrow we disappear  ligner til forveksling både de smukke malerier, europæiske kunstnere i 1800-tallet fremstillede af Orienten, og de moderne reklamefilm for rejser til Østen, der lover det vestlige publikum oplevelser af den magi og passion, vi savner i det kolde nord.

Goldblum romantiserer den magiske slum på en måde, der giver det kritiske publikum lyst til at pege på, hvordan det hele ikke kun er så smukt og godt i Indien og i Khatputli, som instruktøren ønsker at vise os, at det er. For der er, som nævnt, beboere i Khatputli, der til Puran (og instruktørens) ærgrelse faktisk ikke mener, at alt bør bevares som det er, men som ønsker sig forandringer og bedre levevilkår.

Goldblum viser disse uenigheder i sin film, og man får indtryk af kompleksiteterne i Kathputlis situation, men med den samtidige æstetisering og romantisering af kunstnernes liv i kolonien, bliver det alligevel historien om deres kulturelle bevarelsesværdighed, der dominerer Goldblums film.

Komplekse kampe

Tomorrow we disappear er en smuk film, der altså dels handler om beboerne i Khatputli og deres vilkår i et samfund, hvor forholdet mellem traditioner, fremskridt, kulturel identitet, og økonomisk ulighed skal forhandles i et puslepil der højst sandsynligt aldrig kan gå op.

Goldblum ønsker at vise os væsentligheden i at dyrke og bevare kulturel særegenhed; han vil fortælle historien om de smukke, magiske indere, der holder det autentiske og traditionelle i live igennem deres kunst, og som må kæmpe en kamp for at stå imod de kræfter, der ønsker at skabe et Indien efter vestligt ideal. Det er en vigtig fortælling, og Goldblum bringer den til os efter alle (film)kunstens regler.

Katinka Schyberg er antropolog

TOMORROW WE DISAPPEAR // Jimmy Goldblum, Adam Weber, 84 min, USA, Indien. Filmen har været en del af filmfestivallen CPH:DOX.