Jobcentre i København, Randers, Aalborg og Aarhus er fredag formiddag mål for happenings imod dagpengestramninger, kontanthjælpsreform og regeringens generelle beskæftigelsespolitik.
Fredag vil man på en række af landets jobcentre kunne opleve et noget usædvanligt syn. Her vil arbejdsløse nemlig på fredelig vis overtage jobcentret ved at fylde det med mennesker.
Det sker under overskriften »Jobcentret er fyldt – hvor er jobbene?« og er en protest mod dagpengestramninger, kontanthjælpsreform og regeringens generelle beskæftigelsespolitik.
– Men det handler ikke kun om dagpenge, men også om den generelle politik, hvor ikke kun folk på dagpenge, men også for eksempel kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, fleksjobbere og mange flere betaler prisen for en økonomisk krise, de er uden skyld i. Derfor er der brug for et opgør med hele regeringens fattigdomsskabende politik, siger Anna Rytter fra gruppen »Bekæmp Fattigdom NU«, som står bag en aktion på Jobcenter København i Nyropsgade.
Initiativet udspringer af en konference om fattigdom i Svendborg i september, hvor græsrødder og aktivister mødtes for at diskutere hvad man stiller op med den stigende ulighed og fattigdom i Danmark.
Læs artiklen »Græsrødder sætter fattigdom på dagsordenen« hos Modkraft.
Fredagens happening er annonceret til at finde sted i Aalborg, Randers, Aarhus og København, og støttes af både fagforeninger og en række græsrodsbevægelser
Se mere nederst i denne artikel.
Den brede opbakning til protesten afspejler ifølge arrangørerne, at stramningerne overfor de arbejdsløse rammer stadig flere mennesker.
– Der er mere 60.000 gode grunde til at skrotte dagpenge-forringelserne fra 2010, udtaler Anna Rytter.
Hun henviser til de 47.000 arbejdsløse, der ifølge A-kassernes Samvirke allerede har mistet deres dagpenge siden januar 2013 samt de omkring 14.000, som vil miste dem det kommende års tid.
I følge arrangørerne af fredagens aktioner skyldes det den aftale, som den daværende VK-regering i 2010 indgik med Dansk Folkeparti og De Radikale, hvor dagpengeperioden halveredes fra fire til to år og optjeningsperioden fordobledes fra seks måneder til et år.
I december 2012 lavede netværket »Solidaritet eller frit fald« en lignende happening i jobcentre i flere danske byer, hvor flere hundrede mennesker deltog.
Læs artiklen »Jobcenter-protest giver mod på mere« hos Modkraft.
Fredagens aktioner finder sted:
København
Fredag den 24. oktober kl. 9-10
Jobcenter København, Nyropsgade 41, 1602 København V.
Aarhus
Fredag den 24. oktober 12.45-13.45
Jobcenter Aarhus, Værkmestergade 3-5, 8000 Aarhus C.
Aalborg
Fredag den 24. oktober kl. 9-10.
Jobcenter Aalborg, Vestre Havnepromenade 15, 9000 Aalborg.
Læs mere på facebook her.
Randers
Fredag den 24. oktober kl. 9-10
Kasernen, Regimentvej 10 D, 8930 Randers NØ.
Fredagens happenings støttes af: Folkebevægelsen Podemos Danmark, Solidaritet eller frit fald, Syg i Svendborg, Landsforeningen Lediges Vilkår, 3F Ungdom, Velfærd Danmark, Folkets Parlament, Socialpædagogerne Storkøbenhavn og Bygge, - Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening København 3F.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96