Annonce

Grækenland
16. juli 2015 - 15:21

Syriza-regering skaffer flertal for reformpakke, som den ikke tror på

Den græske premierminister Alexis Tsipras kalder landets EU-aftale for et nederlag for Europa, men stemmer alligevel for aftalen sammen med den borgerlige opposition.

Det græske parlament har med stort flertal bakket op bag den »reformpakke«, som premierminister Alexis Tsipras i weekenden indgik med eurolandene.

229 ud af parlamentets 300 medlemmer stemte for aftalen, 64 stemte imod og seks undlod at stemme.

Koalitionsregeringen af det venstreorienterede Syriza-parti og det borgerligt-nationalistiske Anel-parti skaffede sig flertal sammen med den borgerlige opposition af partierne Neo Demokratia og Potami samt det socialdemokratiske Pasok.

Parlamentsgrupperne fra det græske kommunistparti, KKE, og det neonazistiske parti Gyldent Daggry stemte imod aftalen.

Tsipras: Pyrrhussejr for Europa

Op til afstemningen holdt Syriza-formanden og premierminister Alexis Tsipras en tale, hvor han forsvarede aftalen som nødvendig, men ude af stand til at løse Grækenlands problemer.

I et tv-interview har han desuden kaldt aftalen et en »pyrrhussejr« og et »nederlag for Europa«, og han sagde her, at han har underskrevet en aftale, som han ikke selv tror på. Men trods kritikken fastholder han, at aftalen er det bedste Grækenland kunne opnå i forhandlingerne.

Se interviewet med Alexis Tsipras hos The Telegraph

Stor intern modstand i Syriza

Tsipras står da heller ikke alene med kritikken af aftalen. Den kunne da også kun vedtages i kraft af tilslutning fra den borgerlige opposition, da hele 32 medlemmer af Syriza stemte imod aftalen og seks andre undlod at stemme.

Blandt modstanderne var ikke kun medlemmer af den erklærede partitendens Venstreplatformen, men også flere tidligere ministre, blandt andet Yanis Varoufakis.

Også et flertal i Syriza ledelse er imod aftalen. Den britiske avis The Guardian kunne op til afstemningen i parlamentet afsløre at 109 medlemmer af partiets centralkomité på 201 medlemmer var imod aftalen.

Samtidig har masser af lokalafdelinger vedtaget erklæringer imod aftalen og mange medlemmer er offentligt gået ud og kritiseret aftalen.

De fleste Syriza-parlamentarikere, der stemte imod aftalen kommer fra den officielle partitendens Venstreplatformen, der argumenterer for at en såkaldt Grexit, dvs. en græsk udtræden af euro’en som et alternativ til EU-aftalen.

Den græske energiminister Panagiotis Lafazanis, der også tilhører Venstreplatformen, sig udtalte efter afstemningen, at han på trods af sit nej til EU-aftalen, fortsat støtter Alexis Tsipras som premierminister.

Venstreplatformen vil mandag den 20. juli holde holde et offentligt møde i Athen, hvor den fremlægger sin plan for en græsk udtræden af eurozonen.

Demonstrationer, generalstrejke og gadekampe

Mens aftalen blev vedtaget var flere tusind demonstranter forsamlet på Syntagmepladsen foran det græske parlament, hvor det kom til sammenstød mellem græsk politi og molotovkastende demonstranter.

Det græske politi anslog deltagerantallet til godt 12.000.

Græske Nej-aktivister fra kampagnen op til forrige uges folkeafstemningen om et EU-udkast til aftale, skriver på Facebook, at demonstranterne på pladsen blev fordrevet med tåregas og angreb fra det berygtede oprørspoliti Delta, selv om netop den enhed var lovet opløst af Syriza-regeringen.

En erklæret generalstrejke fra fagforbundet ADEDY, der organiserer offentlige ansatte, blev også gennemført onsdag. Men selv om flere ministerier, herunder finansministeriet, måtte lukke ned på grund af strejken, blev omfanget dog mindre end ventet, skrev et centralkomitemedlem af Syriza i løbet af onsdag.  

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce