Syden befriet – 40 år

30. april 2015 er det 40 år siden USA evakuerede sin ambassade i Saigon (nu: Ho Chi Minh City) og trak sine tropper ud af Vietnam. Modkraft markerer årsdagen for Vietnamkrigens slutning med et digtet »Uddrag af turistguide for Befrielsesmuseet i København«, der blev skrevet til en Vietnamaften i september 1975.

Uddrag af turistguide for Befrielsesmuseet i København engang om en del år

For os der er vokset op i en verden
uden udbytning og undertrykkelse
uden krig og imperialisme
kan det være vanskeligt at tro de gamle historiebøger.

Eksisterede de gale hærførere virkelig?
Attila, Djenghis Khan, Hitler, Nixon...
var de virkelige?
Kunne mennesker forgifte floder og afgrøder
kaste napalm og fragmenteringsbomber over andre mennesker?
Disse beretninger om vanvid og lemlæstelse
disse dystre eventyr fra en mørk fortid
var de engang nøgterne referater af faktiske begivenheder?

Nogle har ment at de floder af blod
der strømmer gennem menneskehedens natmørke forhistorie
indtil revolutionen
udspringer af kilder dybest i menneskenes sind,
at ondskabens frø ligger inderst i menneskehjertet,
at mord er en naturlig beskæftigelse
for rovdyret mennesket.

Men dette Befrielsesmuseum viser
at ondskaben har en årsag.
Gå gennem museets Vietnamsale
og se hvordan det vietnamesiske folk
årtusinder igennem har måttet lide under
at deres land er rigt.
Et fyldt kornkammer
lokker rotterne til.
Under et samfundssystem
hvor naturens rigdomme
kan flyde ned i enkeltpersoners lommer
virkede Vietnams råvarer
- wolfram, tin og meget mere -
som magneter på imperialismens jernhæle.
Med den ene hånd plyndrede de
med den anden myrdede de
og skabte sig dermed yderligere profit
gennem rustningsindustriens opblomstring.

Under et samfundssystem
hvor et lands velstand måltes på
hvor meget det ødslede bort
kunne et land sikre sin rigdom
ved at knuse et andet land.
Rigdommen måltes gennem bruttonationalproduktet
der måltes efter produktionen.
Jo flere lemlæstede soldater
jo flere hospitaler skulle bygges
og jo rigere blev landet.
Jo mere napalm hældt ud over mennesker
i andre lande
jo rigere blev brandstifterne.
Jo flere ligkister der produceredes
jo rigere blev skovejerne
jo flere lig der produceredes
jo rigere blev ådselsgribbene.

I Vietnamsalene på Befrielsesmuseet
ser vi vidnesbyrd om mord, tortur og ødelæggelse.
Og vi ser gengivelser
af de præsidenter der gik i spidsen for barbariet.
En Eisenhower med golfkølle og korsfarerrrustning
en Kennedy med båndoptager der synger
koldkrigsrefræner:
ichbineinberlinerichbineinberlinerichbineinberlinerichbin.
en Johnson der viser ar efter blindtarmsoperation frem
mens han svinger hunde i ørerne
og sutter barbecuesovs af fingrene
en Nixon med begge hænder i statskassen
en Ford der forgæves prøver at snøre sine sko
og tygge tyggegummi
på samme tid.

Fra disse præsidenter går tråde ind
til den danske afdeling
hvor endnu mindre dukker spræller rundt
i snorene:
En Erhard Jacobsen med indbygget grammofonplade
af mærket »His Masters Voice«,
en fossil general Kragh,
en Schlüter, en Stetter,
måske udstoppet, måske ikke -
en fremvæltende Hækkerup.

Man ser hvorledes disse små danske sprællemænd
dirigeres inde fra den amerikanske sal.
Men også fra de amerikanske præsidenter
går tråde bagud
til de multinationale selskaber.

Der lå magten
der lå skylden.

Vi der lever i en anden
og lykkeligere tid
må ikke glemme hvem der bar skylden.
Vi må ikke miste det fortærende og rensende had
der brændte brandstifterne op.

I Vietnamsalene ser vi
hvorledes hadet mod mord og undertrykkelse
og den lyse tro på at det kan nytte
kan besejre verdens største imperialistiske magt.

Et bombefly kan ikke flyve uden pilot
en krig kan ikke vindes uden soldater
der tror på dens retfærdighed.

Vi der lever i en anden
og lykkeligere tid
må lære af vore vietnamesiske kammeraters ukuelige tro
på at sandhed er stærkere end løgn
på at opbygning er bedre end ødelæggelse
på at socialistisk fællesskab er bedre
end imperialistisk udplyndring,
denne tro der bar det vietnamesiske folk over alle prøvelser
frem til sejrens dag
og fremskyndede revolutionens
endelige opgør
i hele verden.

Digtet er en prolog, der blev skrevet og fremsagt til en Vietnamaften i Huset i Rådhusstræde, København, den 2. september 1975. Benny Andersen, Erik Stinus, Jørgen Bruun Hansen og Arne Herløv Petersen læste digte op. Per Bille havde lavet vægtmaleri af Ho Chi Minh. Ellers var der taler, og folk sad ved lange borde.

Arne Herløv Petersen er forfatter. I foråret 2015 har han udgivet digtsamlingen Perronens længsel efter luftskibe, romanen Nidkære Guder og fortællingerne Usømmelig omgang med fjerkræ, alle på forlaget Det Poetiske Bureau.

40-årsdagen for Vietnamkrigens afslutning markeres af Dansk-Vietnamesisk Forening med et debatmøde med Mogens Lykketoft og Niels Bjerre-Poulsen. Læs mere i Modkrafts kalender.

Se også Modkrafts tidslinje for links om 30. april 1975, Vietnamkrigen og Vietnambevægelsen.