Annonce

CSC-sagen
9. december 2013 - 17:34

Svensk computeraktivist klager over danske fængselsforhold

Danmarks isolationsfængsling af Gottfrid Svartholm, der er mistænkt for digitalt indbrud i politiets databaser, er under al kritik, mener hans forvarer. Wikileaks-grundlæggeren Julian Assange er enig.

Den svenske computeraktivist og medstifter af fildelingshjemmesiden The Pirate Bay, Gottfrid Svartholm Warg, blev udleveret til Danmark den 27. november og har siden siddet varetægtsfængslet på Københavns Politigård.

Han er mistænkt for sammen med en 20-årig dansker via firmaet CSC's servere, at have skaffet sig ulovlig adgang til politiets kørekort- og kriminalregister, samt digitalt indbrud i et register for efterlyste personer i Schengen-landene, hvor også kodeord og adresser på 10.000 tjenestemænds e-mail er opbevaret.

Både den unge dansker – der har været varetægtsfængslet siden juni – og Gottfrid Svartholm Warg nægter sig skyldige i alle anklager i sagen, der af de danske myndigheder bliver betragtet, som den største hackersag i Danmark nogensinde.

Læs artiklen »»Et alvorligt angreb på den nationale sikkerhed«« hos Modkraft.

Isolationsfængsel uden dommerkendelse

Mens den danske mistænkte er placeret i et almindeligt arresthus i provinsen, så afsoner den svenske »tophacker« iblandt landets mest farlige kriminelle, nægtes bøger i sin celle og er udelukket fra fællesskab med andre fanger.  

Det har nu fået Gottfrid Svartholm Warg danske forsvarer til at klage over Kriminalforsorgens behandling af hendes klient.  

– Udover det helt indlysende problem - at en person holdes isolationsfængslet i mere end en uge uden en dommerkendelse - så gør Kriminalforsorgen sig ikke engang den ulejlighed at overholde helt grundlæggende regler, skriver advokat Luise Høi blandt andet i sin klage ifølge onlinemagasinet ComputerWorld.

Politiets forklaring på de hårde restriktioner er, at de frygter, at Gottfrid Svartholm Warg kan påvirke sagen ligesom de påstår, at der muligvis stadig er medgerningspersoner på fri fod.

Men den forklaring køber Luise Høi ikke.

Gottfrid Svartholm Warg – der blandt venner er kendt som Anakata – har nemlig inden han blev udleveret til Danmark siddet fængslet i flere måneder i Sverige i en anden sag, hvor han har haft rig lejlighed til at påvirke efterforskningen, hvis han ønskede det.

– Det er simpelthen bare et spørgsmål om, at man er i gang med at straffe ham på forhånd. Og jeg tænker, at grunden til, at man gør det her, det er fordi, at denne her sag, den jo i udgangspunktet er ekstremt pinlig for politiet, siger forsvarsadvokaten til DR.

– Han sidder varetægtsfængslet i Danmark, og det burde foregå under ordentlige vilkår. Det er simpelthen ikke værdigt for den danske stat at byde ham sådan nogle forhold, mener hun.

Læs artiklen »Tophacker klager: Mister Playstation og bøger« hos ComputerWorld.dk.

Læs artiklen »Hacker-svensker er fængslet som en af Danmarks farligste fanger« hos DR.

Læs artiklen »Pirate Bay Founder’s Imminent Extradition Raises Big Questions« hos TorrentFreak.

Assange: Han er »politisk fange«

Også Julian Assange fra whistleblower-hjemmesiden Wikileaks, der er kendt for at offentligøre fortrolige amerikanske militærdokumenter, følger den dansk-svenske sag tæt.

Ifølge Julian Assange, der de seneste tre år selv har befundet sig på Ecuadors ambassade i England, på flugt fra de svenske myndigheder, er Pirate Bay-grundlæggeren en »politisk fange«.

I et offentligt brev på Wikileaks hjmmeside fordømmer han i stærke vendinger Sveriges beslutning om at udlevere svenskeren til Danmark.

Det er på tide, at nogen siger det, som det er: Gottfrid Svartholm Warg er en politisk fange, og Sverige er med dets behandling af ham væk fra verdenskortet over anstændige nationer, skriver Julian Assange.

Han beskriver endvidere Gottfrid Svartholm Warg som »ideologisk drevet« og minder om, at den hackermistænkte svensker tidligere har arbejdet »utrætteligt« for at hjælpe Wikileaks med at afsløre det amerikanske militærts infrastruktur og USA's »nedslagtning af civile« i Irak.

Læs artiklen »Julian Assange: Danmark har en politisk it-fange« hos ComputerWorld.dk.

Læs pressemeddelelsen »WikiLeaks consultant Gottfrid Svartholm Warg extradited from Sweden after alleged access to NSA contractor CSC« hos Wikileaks.

Læs artiklen »No charges ever pressed: Assange marks three years of UK detention« hos RT.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce