Svar til mig selv: Jo, Enhedslisten skal opstille ved EU-valg

I 2013 skrev jeg en kommentar på Modkraft om, hvorfor jeg mente, at Enhedslisten ikke skulle stille op som selvstændigt parti til EU-parlamentet. http://modkraft.dk/artikel/enhedslisten-skal-ikke-opstille-til-eu-valg

Det var en holdning, som flertallet af Enhedslistens medlemmer bakkede op om ved en urafstemning og senere på årsmødet.

Den 10-17. marts skal Enhedslistens medlemmer ved en vejledende urafstemning tilkendegive, om de mener, at Enhedslisten skal stille op til EU-parlamentsvalget i 2019, og det bliver endnu en gang et tema på et årsmøde i maj 2016.

Jeg har nu skrevet et svar til mig selv:

Kære Lasse anno 2013

Grundlæggende havde du to argumenter imod, at Enhedslisten skulle stille op: Et kortsigtet/taktisk (vi vinder ikke folkeafstemningerne om mere EU, hvis vi ikke har en bred bevægelse med på holdet) og et langsigtet/strategisk (EU’s grundlag er nyliberalistisk).

Måske tænker du, at jeg gør mig illusioner om, hvad venstrefløjen kan udrette i EU-parlamentet? Det er ikke tilfældet.

Hvis jeg starter med den sidste del af din/min/vores kommentar, omkring EU’s neoliberalistiske grundlag, kan jeg kort konstatere, at vi er fuldstændig enige.

Faktisk har udviklingen siden 2013, hvor EU har trynet Syrizas forsøg på at styre Grækenland gennem eurokrisen uden trojkaens voldsomme austerity-politik, yderligere bestyrket min overbevisning om EU’s nyliberalistiske karakter.

Udviklingen har vist, at selv når et lands befolkning ved demokratiske valg vælger en anden vej end sparevejen, så vil den blive tvunget igennem alligevel.

Den græske venstrefløjsregering blev stillet over for »valget« mellem fortsat medlemskab af EU og euroen eller en exit til en usikker fremtid med forventelig statsbankerot, hvor Rusland, Kina og USA på forhånd havde afvist at træde til med lån eller anden hjælp.

Syriza-regeringen valgte det første, og den sidder nu og gennemfører de nedskæringsdiktater, den blev valgt på at ville gøre op med.

Derfor er jeg på ingen måde uenig med dig, Lasse anno 2013, i, at ambitioner om at føre en radikalt anderledes politik vil blive mødt med begrænsninger af EU, og man vil ultimativt stå med valget mellem EU eller at opgive forandringerne.

Du advarede imod, at Folkebevægelsen risikerede at ryge ud af EU-parlamentet – med voldsomme økonomiske konsekvenser til følge – hvis Enhedslisten stillede op. Samtidig mente du, at Folkebevægelsen havde en god chance for at opnå genvalg til Parlamentet.

Udviklingen viste, at du havde ret i den sidste antagelse; Folkebevægelsen fik i 2014 sit bedste resultat siden 1999 og opnåede for første gang nogensinde at blive valgt til EU-parlamentet uden valgforbund (Folkebevægelsen har før fået resultater over den arbitrære spærregrænse på ca. 7,7%, men 2014-valget var det første uden valgforbund).

Som du sagde i 2013, var rygterne om Folkebevægelsens død stærkt overdrevne. Du fik ret.

Jeg ved, at du havde en nagende tvivl om, om tilhængerne af Ø-opstilling mon vil bakke op om Folkebevægelsen, hvis årsmødet beslutter, at Enhedslisten ikke skal stille op.

Men det kommende års videre udvikling viste, at denne tvivl var fuldstændig ubegrundet.

At Folkebevægelsen klarede valget i 2014, skyldes bl.a. en rigtig flot, helhjertet hjælp fra Enhedslisten i form af endorsements af Folkebevægelsens spidskandidat fra folketingsmedlemmer, en god aktivistindsats mange steder og praktisk og politisk hjælp fra Enhedslistens ansatte til Folkebevægelsen og dens kandidater.

Faktisk arbejdede en del tilhængere af selvstændig Ø-opstilling hårdere i Folkebevægelsens valgkampagne end en del af dem, som mente, at vi skulle satse entydigt på Folkebevægelsen.

Heriblandt, må jeg jo nok indrømme, mig/dig selv.

Ø-vælgere er også politisk hjemløse ved EU-valg

Du havde nogle betragtninger omkring »politisk hjemløse« EU-modstandere, som stemmer på Folkebevægelsen.

Det havde du fuldstændig ret i. Valget i 2014 viste, at cirka 2/3 af Folkebevægelsens vælgere i 2014 er folk, som ved folketingsvalg typisk stemmer på ja-partier. Det er en betydelig gruppe, som vil næppe stemme på Enhedslisten, og derfor er deres støtte til Folkebevægelsen ikke afhængig af, om Enhedslisten er på stemmesedlen eller ej.

Men du overså noget: Enhedslistevælgere i stor skala er også politisk hjemløse ved valg til EU-parlamentet.

Omkring halvdelen af Enhedslistens vælgere fulgte opfordringen til at stemme på Folkebevægelsen, og den anden halvdel gjorde ikke. De har i stedet været sofavælgere eller stemt på ja-partier.

Nu, hvor der er opstået et nyt EU-begejstret parti, der hedder Alternativet, som du var lykkeligt uvidende om i 2013, og som er mange enhedslistevælgeres foretrukne andetvalg, er denne trussel ikke ligefrem blevet mindre.

I slutningen af din kommentar skriver du:

»Om Enhedslisten skal stille op til Parlamentet eller ej må besluttes ud fra en politisk vurdering af, hvordan vi bedst styrker den progressive EU-modstand – både på kort og lang sigt.«

Helt enig.

Og når vi kan se, at Folkebevægelsen får størstedelen af sine stemmer fra andre end dem, der stemmer Ø til folketingsvalg, og når halvdelen af dem, som stemmer på Enhedslisten ikke stemmer på Folkebevægelsen, kan vi se, at den risiko for »Ø-strandhugst« blandt Folkebevægelsens vælgere, som du frygtede, ikke er helt så reel, som du troede.

Der er selvfølgelig ingen automatik i, at folk, som stemmer på Enhedslisten til Folketinget, også vil gøre det til EU-parlamentsvalg, men der er alligevel en vis sandsynlighed for, at en del af dem vil gøre det.

I et valgforbund mellem Enhedslisten og Folkebevægelsen kan vi i 2019 derfor tiltrække en betydelig del af de vælgere, som foretrækker Enhedslisten, men ikke stemmer på Folkebevægelsen.

Valgforbund styrker den progressive unionsmodstand

Ved at samle kræfterne i et valgforbund kan vi trække på hinandens styrker: Folkebevægelsen kan appellere til både venstreorienterede, midtervælgere og borgerlige, som er imod EU, men aldrig vil stemme på Enhedslisten, og Enhedslisten kan trække vælgergrupper til, som Folkebevægelsen har sværere ved at nå. F.eks. yngre vælgere, som ikke har samme historiske forhold til Folkebevægelsen, som ældre vælgere (heriblandt mig selv) har.

I dét scenarie er det ikke urealistisk med to pladser i EU-parlamentet til den progressive unionsmodstand, men det vil selvfølgelig kræve hårdt arbejde. Nøjagtigt som det gjorde at sikre én plads til Folkebevægelsen i 2014, og som det vil gøre det igen i 2019 uden valgforbund.

Du havde formentlig ret i, at tiden ikke var inde til EU-opstilling i 2014, men jeg er overbevist om, at vi styrker den progressive unionsmodstand mest muligt ved at sikre, at også Enhedslisten er på stemmesedlen i 2019 i et valgforbund med Folkebevægelsen.

Faktisk ved jeg førstehånds, at det er en erkendelse, du gradvist når frem til om ca. et år i 2014, når valget til EU-parlamentet nærmer sig, og du opdager, at der mangler socialistisk EU-kritik, og det mere og mere EU-begejstrede SF fremstiller sig selv som det eneste venstreorienterede alternativ. En venstreorienteret alternativ, som i øvrigt pga. valgforbund sikrer Radikale Venstre fem år mere i den liberale gruppe, efter RV ikke selv får stemmer nok til at opnå valg.

Spild af venstrefløj kalder nogen vist den slags.

Lasse P. N. Olsen er medlem af Enhedslisten og rådmand for miljø og energi i Aalborg Kommune