Svævebaneperspektiv over ruinerne af Sovjetkommunismen

Andre byer har busser eller sporvogne. I Tjiatura i Georgien foregår offentligt transport med svævebaner. De bringer passagerer til boligkvarterer oppe ad skråningerne. Har beboerne et ærinde, rammer de bekvemt den centrale svævebanestation midt i byen. Her mødes tre kabler fra hver sin retning.

Stationen er den eneste af sin art i verden. At nogen linjer koster beskedne 20 tetri, mens andre er gratis, gør svævebanerne til en ekstra populær måde at komme frem på. De er en attraktion i sig selv.

På en måde kan Tjiatura næsten sammenlignes med et stort tivoliland. For besøgende er det sjovt at lade sig transportere hen over byen og op i bjergene i de forskellige typer gondoler på de mange ruter.

Svævebanerne er i dårlig stand, fordi systemet ikke har været renoveret siden en gang i 1970'erne.

Sprækker skærer sig gennem stationernes cementkonstruktioner, hvor enkelte græstotter og andet ukrudt slår rod. Rødbrune jernwirer stikker frem, forvitrede og skøre. Hjulværk holdes sammen af lange gummiremme. Mekanikken driver gondolerne frem ad de rustne kabler. Tæt ved primitive svejsesammenføjninger lader slidhuller ekstra dagslys pible ind gennem de tynde metalplader, der udgør bunden af vognene. Kombineret med sug-i-maven-udsigten og de mange hundrede meter ned bidrager det til spændingen ved at køre med svævebane som gæst i Tjiatura.

Men for byens indbyggere har årene siden omkring 1990 været knap så fornøjelige. På den tid opløstes Sovjetunionen, som Georgien var en del af.

Fra den ene dag til den anden sank den højt udviklede industrination ned i en spiral af kaos og armod. Med frygtelige livsbetingelser for befolkningerne i de 15 delrepublikker til følge. Hvilke konsekvenser Sovjetunionens sammenbrud havde for en industriby som Tjiatura giver et  nærmere blik oppe fra gondolen et indtryk af:

Omgivet af overvældende natur mellem Kaukasusbjergene kommer kæmpe fabriksruiner til syne som mørke og skumle skygger af den klare solskinsdag. Bygningerne blev tidligere brugt til at forarbejde mangan. Den bedste og nemmest tilgængelige malm er for længst hentet op af gruberne, men bjergene omkring Tjiatura har stadig betydelige forekomster.

Regionen var verdens vigtigste sted for udvinding af metallet. Da det enorme sovjetiske hjemmemarked forsvandt, blev industrien nærmest udslettet. Stærkt svækket af kapitalismens fuldstændig anderledes vilkår kæmper enkelte fabrikker videre under en lang og svær tilpasningsproces. Resten af bygningerne ligger som græske ruiner i det smukke landskab og minder om en svunden storhedstid.

Floden Kvirila er også synlig oppe fra gondolen. Den løber tværs gennem Tjiatura og er en nuance mørkere end den ellers ville have været. Sort spildevand fra forarbejdningen af manganet ledes direkte ud i strømmen og bidrager til den alvorlige forurening af området.

Hvis passageren på turen hen over Tjiatura får øje på ejendommelige lysninger i skråningernes ellers tætte bevoksning, har det også en forklaring. Op mod 40 procent af træerne i oplandet blev fældet i årene efter Sovjetunionens sammenbrud. Indbyggerne samlede brænde for at overleve de til tider hårde georgiske vintre. Det traditionelle system til opvarmning af boligerne kunne ikke opretholdes.

Med deres udslåede vinduer bidrager de tomme boligblokke, som svævebanen passerer tæt forbi, ligeledes til historien om den postindustrielle nedgang.

Befolkningstallet er gået fra over 30.000 til omkring 15.000 siden velmagtsdagene i 1980'erne.

På den tid var Tjiatura en sovjetisk mønsterby, hvor indbyggerne nød høj levestandard. Mineindustrien tiltrak de bedste ingeniører og andre højtuddannede specialister fra hele unionen.

Til persontransport og til at fragte manganet førte 90 svævebaner dengang over området som en del af den effektive infrastruktur. I dag er antallet reduceret til 43.

På det sidste stykke ned mod stationen fører kablet lavt over gaderne, og det bliver tydeligt, hvor meget de sovjetiske myndigheder gjorde for at gøre byen attraktiv for de mange tilflyttere. Imposant og imperialt stalinarkitektur pryder begge sider af hovedgaden. Henne i enden afløses den af bygninger i en mere bastant form for socialistisk modernisme, der har en vis rå skønhed. Påfugle spankulerer stadig rundt i små anlagte parker på promenaden langs floden.

Byens centrale svævebanestation tager sikkert mod gondolen. Den særprægede bygning skyder linjer af sted mod tre verdenshjørner og har også en ventesal.

I kontrolrummet øverst oppe betjener 52-årige Muradi Tjingaladse teknikken, der får svævebanerne af sted. Han kigger opmærksomt ud af vinduet, sikrer sig at alt er som det skal være, trykker på nogle knapper og hiver i et håndtag. Han har også tid til kort at vinke til en bekendt, der netop er kommet ind oppe fra en af skråningerne.

Rummet er et virvar af tandhjul, paneler med elektriske sikringer, ledninger og olieindsmurt maskineri. Måleinstrumenters nåle angiver et eller andet gennem små støvede ruder.

På stationen arbejder også 59-årge Tengiz Abramisjvili som elektroingeniør. Han kontrollerer desuden billetter.

– Systemet er enestående i verden. Det er gammelt, men det virker stadig fremragende, siger han og

henviser til at den første linje til persontransport blev taget i brug i Tjiatura i 1953.

Stationen her er fra 1967. Abramisjvili bekræfter, at de sidste 20 år ikke har været de nemmeste for den by, som svævebanerne betjener. Det kan blandt andet afledes af, at det kun er et særligt segment af indbyggerne, der tager med dem op til arbejdet i gruberne om morgenen.

– Tjiatura er ramt af høj arbejdsløshed. I minerne arbejder kun gamle. Alle de unge tager til Tbilisi eller videre endnu til USA, Tyrkiet og Vesteuropa for at arbejde og studere. Derfor svinder befolkningen, siger han.

De barske betingelser i minerne og månedslønnen på 1.500 kroner frister ikke den yngre generation.

Abramisjvili er ked af udviklingen i byen og sammenligner med den sovjetiske periode:

– Dengang var tilværelsen nemmere og tingene fungerede bedre, siger han.

Han suppleres af 22-årige Mamuka Kentjosjvili, der ligeledes hører til stedets ansatte.

– Vi måtte blandt andet lukke en linje oppe ved politistationen. Der var ikke længere brug for den på grund af befolkningsnedgangen i den bydel, hvor den førte hen. Men gondolerne derovre fra kunne vi bruge på en af linjerne her, forklarer han.

Ifølge Kentjosjvili har indbyggernes flugt fra Tjiatura medført, at en treværelses lejlighed nu kan lejes for ned til 170 kroner om måneden.

Han er ikke gammel nok til at huske den sovjetiske tid, som Abramisjvili mindes. Men han kan huske årene umiddelbart efter, og hvordan det var som barn at bo i en by, hvor forsyningsnettet pludselig desintegrerer:

– Vi levede syv år uden elektricitet. Jeg læste lektier i lyset fra en petroleumslampe. Mine klassekammerater brugte også den slags lamper. Det var i årene mellem 1997 fra 2003. Vi kunne ikke se fjernsyn. Vi kunne ikke høre radio, siger han.

Kentjosjvili erindrer desuden, at der kun var rindende vand et par timer om dagen samt brænderovet om vinteren.

– Økonomien og samfundet var brudt sammen. Det må have været som under den store depression i 1930'erne i USA, siger han.

Tjiatura står som eksempel på den tragiske nedgang, som ramte tusindvis af lignende postsovjetiske samfund.

Da unionen brød sammen blev millioner af indbyggere kastet ud i dyb fattigdom. Kaos, nationalisme, oligarki og en lang række lokale krige hærgede de 15 delrepublikkers vidtstrakte territorium op gennem 1990'erne og videre.

Processen blev i Vesten mestendels omtalt som en nødvendig »overgangsperiode« til demokrati og markedsøkonomi.

Netop depressionen bruger en af USA's ledende eksperter i postsovjetiske forhold Stephen F. Cohen også til at sammenligne forholdene. Og han vurderer at årene efter Sovjetunionens opløsning var betydeligt værre.

I sin bog Failed Crusade bemærker han, at sammenbruddet var »den værste økonomiske og sociale ødelæggelse et moderne land nogensinde har lidt i fredstid« og at den skabte »en hidtil uset af-modernisering af et land i det tyvende århundrede«.

Men til trods for at de seneste årtier ikke er gået let hen over Tjiatura og dens populære form for offentlig transport, er der også gode nyheder fra byen.

For tre år siden blev der indlagt fjernvarme på ny, som nu når ud til næsten alle boliger. Desuden er vandforsyningen blevet langt mere stabil, fortæller Kentjosjvili.

Gud ske tak og lov – og næsten utroligt når man tager deres tilstand i betragtning – har der aldrig været alvorlige ulykker med svævebanerne.

– En evakueringsmekanisme er på plads, så vi kan få passagerne ned på under en time, hvis noget går galt, forsikrer Kentjosjvili.

Han glæder sig desuden over en planlagt renovering af systemet:

– Der er forhandlinger i gang med en række franske firmaer. Arbejdet burde gå i gang om højst et år eller to.

Om den tiltrængte istandsættelse kan finde sted er dog afhængigt af bevillinger fra donorer i andre lande. Den georgiske stat ikke kan betale de omkring 6-7 millioner euro, som er det foreløbige budget for projektet.

– Visse georgiske regeringsmedlemmer har gode forbindelser i den franske og østrigske svævebaneindustri. De kan sandsynligvis forhandle en god løsning på plads, siger Kentjosjvili.

– Så kan vi omsider få svævebanerne op på europæisk standard. Det er vores drøm, siger han.

Jens Malling er journalist.