De sultestrejkende iranske asylsøgere har søgt tilflugt i Enhedslisten Vesterbros lokaler, efter at meninghedsrådet i Stefanskirken på Nørrebro har afvist fortsat at huse dem.
De sultestrejkende iranere har søgt tilflugt i lokalerne på anden sal i Demokratihuset på Vesterbro, hvor Enhedslistens lokalbestyrelse holder til.
Det sker efter, at menighedsrådet i Stefanskirken har besluttet at stoppe med at give iranerne husly i kirken, hvis ikke de ville stoppe deres sultestrejke.
Partiforeningen fortæller, at de sultestrejkende havde bedt om et møde i lokalerne, efter det ikke har været muligt at få andre kirker til at åbne dørene for dem.
Efterfølgende har de valgt ikke at forlade huset.
Læs artiklen »Landsdækkende sultestrejke kommer til Nørrebro« hos Modkraft.
Beslutningen om at søge tilflugt hos et parti og ikke i en kirke eller forening er en nødløsning, fortæller iranerne.
– Der er ingen anden udvej, alle andre har sagt nej tak. Og da vi ikke kunne sætte folk på gaden, besluttede vi at henvende os til Enhedslisten på Vesterbro. Vi er forberedte på at forsætte strejken, så længe vi kan. Og må, forklarer Said Parvin, der er gruppens talsmand, til Modkraft.
Partiafdelingen på Vesterbro agter ikke at smide iranerne på porten.
– Det er deres valg at indtage de lokaler, der står tomme i huset, og vi vil ikke tvinge dem ud. Det er mennesker, der er i en håbløs situation, som står uden tag over hovedet, og det står ikke i vores magt at smide dem ud i regnen, forklarer lokalafdelingens kontaktperson Stinna Gammelgaard til Modkraft.
Hun tilføjer, at hun ikke bryder sig om iranernes beslutning om at nægte at indtage føde i længere tid.
– Vi sympatiserer ikke med deres måde at aktionere på, men vi sympatiserer med menneskers ret til at aktionere. Vi var ikke forberedte på det her og ved endnu ikke, hvad der skal ske, så vi ser tiden an. Og så har vi ikke flere kommentarer, tilføjer hun.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96