Annonce

Udland
11. juli 2013 - 16:29

Sultestrejkende græsk anarkist løslades mod kaution

Den græske anarkist Kostas Sakkas kan efter 951 dage i varetægtsfængsel og 38 dages sultestrejke se frem til løsladelse. Det koster dog 225.000 kroner i kaution og restriktioner i bevægelsesfriheden. Danske aktivister penge samler ind.

En appelret i Athen har torsdag den 11. juli beordret løsladelse af Kostas Sakkas efter mere end 2 ½ års fængsel under rettergang.

Kostas Sakkas blev arresteret den 4. december 2010 og har siden været varetægtsfængslet anklaget for ulovlig våbenbesiddelse og mistanke om medlemskab af en terrororgisation.

Det græsk politi mener, at den 29-årige aktivist er medlem af den anarkistisk-nihilistiske organisation »Conspiracy Cells of Fire«, der blandt andet har taget ansvaret for flere brevbombeattentater.

Et medlemsskab, som både organisationen og Sakkas benægter.

Læs artiklen »Court Orders Release Of Hunger Striker Sakkas« hos GreekReporter.

Sultestrejke

Græsk lovgivning giver mulighed for at man kan tilbageholde en person i 18 måneder uden en retssag, hvilket kan forlænges med 12 måneder, hvis andre anklager fremlægges.

De tidsrammer ramte varetægtsfængslingen af Sakkas den 4. juni 2013, men stadig uden at han kom for en dommer.

Sakkas indledte derfor en sultestrejke, der nu har varet i 38 dage.

Læs artiklen »Sultestrejkende, græsk anarkist i »meget kritisk tilstand«« hos Modkraft.

Begrænsningerne

Kostas Sakkas kan dog kun løslades mod en kaution på 30.000 Euro svarende til ca. 225.000 kroner.

Sakkas må desuden ikke forlade Athen og han skal møde på en politistation hver mandag.

Han har forbud med at være i kontakt med folk, der kan være involveret i hans sag ligesom han kun må opholde sig i sine forældres hus, hvor han har adresse.

På trods af en åbenlys overtrædelse af græsk og international menneskeretslovgivning har der stort set ikke været nogen opmærksomhed om sagen uden for Grækenland.

Støttearrangement i København

I København har en gruppe venstreradikale aktivister besluttet at støtte den græske aktivist. 

Det sker fredag aften den 12. juli i kollektivet Bumzens bar på Nørrebro, hvor overskuddet fra salg af øl og sodavand vil gå til at betale kautionen.

- Vi samler penge ind til politisk kammerat Kostas Sakkas, der har været varetægtsfængslet i 31 måneder og sultestrejket siden den 4. juni. Skal løsladelse ske, skal der skaffes 30.000 Euro. Solidaritet er vores styrke, skriver de danske aktivister i invitationen, som er rundsendt via sms-kæder. 

Læs mere om sagen her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce