Annonce

Fremdriftsreform
27. november 2013 - 23:53

Studenterprotester sparker universitetsreform til hjørne

Københavns Universitet udskyder stramninger overfor de studerende efter blokader og demonstration mod ny reform. I Aarhus varsler byens universitet derimod nedskæringer og fyringsrunde trods protester.

Onsdag var der undervisningsnedlæggelser på samtlige fakulteter på Københavns Universitet (KU) og blokader flere steder inden op mod 9.000 studerende omkring middagstid samledes på Frue Plads plads for at protestere mod den såkaldte fremdriftsreform og Københavns Universitets annoncerede indgreb i deres studietid.

Den store demonstration i hjertet af København var oprindeligt indkaldt til at finde sted samtidig med, at ledelsen på KU skulle vedtage implementeringen af en nye universitetsreform, der har til formål, at få de studerende hurtigere igennem deres uddannelse.

De studerende er vrede over, at den nye reform betyder, at dem der ikke kan klare sig på normeret tid mister deres uddannelsesydelse ligesom de frygter, at de nye regler er så stramme, at det hindrer studieophold i udlandet eller mulighed for erhvervspraktik.

Læs bloggen »Befriende studenterprotester!« og deltag i debatten hos Modkraft.

Københavns Universitet havde oven i hatten tilføjet en række ekstra stramninger i forbindelse med reformen, men udsigten til masseprotester fik universitetsledelsen til i 11. time at bøje sig for de studerendes krav.

Og skrinlægge alle tiltag, der ligger ud over de egentlige lovkrav.

– Vi har lyttet til de mange bekymrede stemmer og er parat til at drøfte sagen på ny. Vi vil gå mere gradvist frem og inviterer til en bred drøftelse af, hvordan studietiden kan blive nedbragt. Vi er indstillet på ikke at vedtage nye regler på Københavns Universitet omkring studieaktivitet og orlov i første omgang. Men vi holder skarpt øje med studietiden og vedtager nye initiativer, hvis Københavns Universitet ikke er på ret kurs i 2015, siger rektor for KU Ralf Hemmingsen i en pressemeddelelse, hvor han også invitere de studerende til forhandlinger.

Læs »Rektor indbyder studerende til forhandlinger om fremdriftsreform« hos KU.

Se Modkrafts fotoserie fra protesterne.

Retter fokus mod ministeren

De studerende gik derfor på gaden med en sejrsfølelse – men også fortsat kampgejst nu blot mod regeringen.

– Takket være vores massive protester er første sejr nu i hus. Kampen er dog langtfra slut. Vi retter nu al vores energi mod minister Morten Østergaard med én opfordring. Lyt til de studerende og genåbn forhandlingerne om hurtigere-ud-reformen. Vi vil ikke se passivt til, mens kvaliteten i vores uddannelser bliver voldsomt forringet af en ugennemtænkt reform, lyder det fra formanden for Studenterrådet ved Københavns Universitet Mie Sofie Andersen i en pressemeddelelse.

Læs artiklen »Massiv blokade af Panum« hos Universitetsavisen.

Læs debatindlægget »Derfor går vi på gaden« hos Universitetsavisen.

Nedskæringer og fyringer i Aarhus

Også på Aarhus Universitet var der onsdag demonstration mod fremdriftsreformen.

Omkring 1.000 studerende var mødt op foran universitetets rektorat, hvor der var taler af repræsentanter fra Studenterrådet, Frit Forum, Psykrådet og Medicinerrådet.

Bagefter bevægede demonstrationen sig ind på rektoratsgangen.

Her kom rektor Brian Bech Nielsen ud fra sit kontor og talte med de studerende, det var lykkedes for at klemme sig ind.

– Vi spurgte til, om han ville gå med os i demonstrationer og i medierne, men han troede mere på den stille lobbyisme, fortæller Formanden for Studenterrådet ved Aarhus Universitet Per Dalbjerg til Modkraft og fortsætter:

– I forhold til indholdet af reformen, mente han ikke han kendte den godt nok til at kunne komme med markante udtalelser. Men han mente, der kunne være gode grunde til at være forsinket, og han var for orlov og forskningsår. Han mente dog, at intentionen bag reformen – at få folk hurtigere gennem studierne – er rigtig.

– Han kunne ikke fortælle os, hvornår der vil blive meldt noget ud i Aarhus, men han ville ikke love, at der ikke ville komme stramninger på Aarhus Universitet. Dog mente han ikke problemet var så stort på her, da den gennemsnitlige studietid kun skal nedbringes med fire måneder i modsætning til for eksempel syv måneder på Københavns Universitet, siger Per Dalbjerg.

Modkraft har forgæves forsøgt at kontakte rektor Brian Bech Nielsen.

Han har dog også haft en travl dag: Her til formiddag meddelte han på et orienteringsmøde for de ansatte på Aarhus Universitet, at universitetet skal spare 200 millioner frem til 2016 – hvilket vil betyde fyringer.

Læs artiklen »Universitets-medarbejdere er i chok« hos Jyllands-Posten.

Læs artiklen »Bestemt ikke et ønskescenarium« hos Aarhus Universitet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce