Stråmandsdebat i Enhedslisten

I et interview den 17. marts på Modkraft begrunder Niels Frølich beslutningen om at oprette Forum for Socialistisk Demokrati (FSD).

I samme interview er der også plads til nogle få kommentarer fra Pelle Dragsted som repræsentant for det flertal i Enhedslistens ledelse, som FSD bl.a. kritiserer for at udvande hele partiets politiske grundlag med skrivegruppens forslag til nyt principprogram.

Pelle Dragsteds lidt syrlige kommentar til FSD kan opsummeres i én sætning, nemlig at han mener, at det er et problem, »at personerne bag det nye forum blander deres politiske nederlag sammen med mangel på demokrati«.

Her henviser Pelle Dragsted selvfølgelig til, at vi, udover at være initiatitagere til FSD, har skrevet vores eget forslag til et nyt principprogram, som  ikke vandt tilstrækkelig opbakning på en delegeretkonference i marts til at gå videre til årsmødet.

Lidt af en tilsnigelse må man nok sige al den stund, det er blevet gjort stjerneklart flere steder og sidst på delegeretkonferencen, at FSD bliver dannet, fordi vi mener, at der med udsigten til et kollaps for den socialdemokratiske arbejderbevægelse mere end nogen sinde er brug for et handlekraftigt venstrefløjsparti, der kan handle på egen hånd og også lede den antikapitalistiske modstand og modstanden mod borgerlig politik i eksempelvis Folketinget.

Men for at komme dertil er der behov for meget omfattende politiske diskussioner i partiet om socialistisk teori, kapitalismekritik og en socialistisk reformstrategi her og nu.

Hvis disse diskussioner blev organiseret af partiets ledelse og de allerede kørte ude i partiafdelingerne, ville der ikke være behov for FSD. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Derfor oprettes FSD og forummets opgaver rækker langt ud over den igangværende programdebat. Der kommer jo en dag efter årsmødet.

Og hvis nu ikke Pelle Dragsted var gået videre med sine små tilsnigelser, der samlet set fordrejer hele debatten, ville vi sådan set ikke have haft behov for at skrive mere.

Vi kunne blot henvise til grundlaget for FSD og annonceringen af det kommende stiftende møde den 29. april.

Men Pelle Dragsted får afsluttet interviewet med en mindre charmerende påstand om, at vi fører stråmandsdiskussion ved at argumentere mod konstruerede synspunkter, som modstanderen aldrig har haft. Hvorefter Pelle Dragsted selv lukker op for stråmandsmetoden.

Lad os kaste et kort blik på flere af Pelle Dragsteds påstande eller konstruerede modstillinger, for de kan faktisk kaste lys over nogen af de reelle politiske modsætninger, der er i Enhedslisten.

Stakkels Lenin

Pelle Dragsted anerkender, at der bl.a. er politiske uenigheder, hvad angår statsanalysen og fører i den sammenhæng det synspunkt til torvs, at vores »opfattelse af staten er et afskrift af Lenins opfattelse af den tsaristiske stat«. Hvilket indebærer, at vi skulle opfatte staten som »kapitalens lydige redskab«.

Det må siges at høre til kategorien stråmænd.

For det første har Lenin haft flere analyser af den russiske stat. For det andet har ingen af disse forskellige analyser på noget tidspunkt tangeret det lavpunkt af mekanisk tænkning, som Pelle Dragsted tillægger ham.

Og for det tredje forfalder Pelle Dragsted som så mange andre til at læse Lenin gennem Stalin og til helt at negligere Lenins konstante påpegning af forskellen på betingelserne i Rusland og vilkårene i Vesteuropa, hvor han fuldt tilsluttede sig Engels analyse af de nye demokratiske stater og de muligheder for socialistisk reformarbejde, de åbnede for.

Vi har selv gjort rede for vores statsopfattelse i vores forslag til principprogram og der optræder ingen stat som lydigt redskab. Hvis der skulle være formuleringer, der kan lede i den retning, modtager vi gerne henvisninger.

I modsætning til forestillingen om staten som kapitalismens lydige redskab stiller Pelle Dragsted staten som også værende »et udtryk for og resultat af klassekamp og af de sejre som arbejderbevægelsen har opnået«.

Ja – selvfølgelig – hvad ellers?  Og det er vel næppe udtrykt mere klart end af netop Lenin i hans bog Staten og revolutionen.

Velfærdsstatskonstruktionen

Men lad nu stakkels Lenin og de andre koryfæer være, og lad os se på, hvad Pelle Dragsted får ud af kritikken af staten som lydigt redskab.

Jo, for det første kommer han helt uden om at tage stilling til statens klassekarakter, hvilket kan tolkes i retning af, at Pelle Dragsted skulle mene, at en stats klassekarakter alene bestemmes ved, om den er et redskab for en bestemt klasse og ikke ved, om den regulerer og reproducerer en ganske bestemt samfundsformation og så selvfølgeligt også den herskende klasses interesser.

Dvs. at det er statens funktion, der bestemmer dens klassekarakter og ikke dens mere eller mindre instrumentelle udøvelse.

Hvad får denne skillelinje egentlig af praktisk betydning? Ganske simpelt den:

• at man ved at kritisere vores holdning for at opfatte staten som lydigt redskab,

• henvise til klassekampens bestemmende indflydelse på statens ageren,
• og ikke selv fremlægge noget eksplicit bud på statens karakter,

indirekte aflejrer den opfattelse, at staten er en neutral størrelse, der som en gelemasse alene tager form efter klassestyrkeforholdene.

Ført til sin logiske konsekvens indebærer denne ikke eksplicit formulerede holdning, at statssystemet kan overtages og tages i anvendelse for gennemførelsen af den socialistiske transformation.

For det andet understøtter Pelle Dragsted sit underliggende synspunkt ved netop at operere med begrebet statens »dobbelthed«.

Staten kan under pres fra klassekampen og mod kapitalens interesser eksempelvis indføre arbejdsmiljølovgivning, dagpenge, folkepension etc. Ja, men under hvilke historiske betingelser?

Pelle Dragsted anvender begrebet »dobbelthed« generelt og abstrakt og lader dermed de specifikke historiske betingelser for denne i øvrigt ganske problematiske dobbelthed tilbage i mørke. Dobbelthedsbegrebet gøres til alment og ahistorisk begreb.

Det fører for det tredje til, at Pelle Drag kan fremføre, at der i velfærdsstaten – som netop er udtryk for denne dobbelthed – kan hentes argumenter for, at en socialistisk økonomi er en mulighed, fordi velfærdsstaten netop har organiseret aktiviteter, »der ikke er baseret på profit og markedsudveksling«.

Ja, selvfølgelig udøver statsapparatet »aktiviteter, der ikke er baseret på profit.« Ellers ville det jo ikke være i stand til at regulere kapitalismen.

Og det er lige præcis det, der karakteriserer den kapitalistiske stat og især statsapparatet efter 2. Verdenskrig: At den for at regulere og reproducere de kapitalistiske produktionsforhold var tvunget til at trække store dele af samfundslivet ud af det kapitalistiske kredsløb.

Hvorfor? Fordi de var uprofitable og kørt i sænk af kapitalismen, og fordi staten bedre end nogen anden institution kunne sørge for, at samfundets samlede arbejdskraftspotentiale og produktionsbetingelser blev udviklet i takt med den samlede kapitalismes interesser og balancere de enkelte kapitalgruppers interesser.

Dertil kom, at kapitalen i hovedtræk foretrak, at det historiske kompromis med en relativ stærk arbejderklasse over alt i Europa efter 2. Verdenskrig blev reguleret af staten og ikke blev overladt til et snævert forhold mellem arbejdergiverne og de faglige organisationer.

Velfærdsstaten som korporativ stat blev resultatet, og arbejdsgiverne blev lettet for de fleste af de »uprofitable udgifter«, fordi lønmodtagerne gennem skattebyrden betalte broderparten af velfærdsydelserne.

Det er der vist ikke meget socialistisk perspektiv i og heller ikke i velfærdsydelsernes konkrete udformning, der helt tilbage til slutningen af 50erne løbende har været tilpasset kapitalens akkumulations- og reguleringsbehov.

Den tilbagerulning, der sker i dag, adskiller sig principielt ikke fra den tidligere udrulning. Begge bevægelser er foregået gennem klassernes kamp om, hvordan den kapitalistiske stat skulle fungere sat ind i »samfundsingeniørernes« forskellige modeller.

Hvordan det samlede statssystem så faktisk har fungeret og konkret er blevet udbygget har delvist været bestemt af de meget svingende klassestyrkeforhold, uden at det faktiske statssystem dog på noget tidspunkt er kommet i afgørende konflikt med sin kapitalistiske klassekarakter.

Det ulidelige magtspørgsmål

Nu forholder det sig rent faktisk sådan i dag, at stort set alle de velfærdsgoder, som hidtil har været unddraget profitkravets åg, er ved at blive elimineret eller privatiseret.

Den bevægelse har været i gang siden begyndelsen af 1980’erne, hvor kapitalen endeligt gjorde op med klassekompromiset og indledte en omfattende offensiv for at styrke sit herredømme og tilpasse staten de nye krav på det globaliserede marked – det vi lidt populært kalder den neoliberale bølge.

Den klassekamp, der har foldet sig ud under offensiven, er foreløbigt endt med, at velfærdsstaten stort set ikke eksisterer længere, og at vi i 2014 er vidne til et statsapparat, der mere og mere direkte og ensidigt varetager kapitalens umiddelbare interesser ved at deregulere kapitalens rammer og stramme reguleringen af borgernes handlemuligheder, så de helt ind i samtalekøkkenet er underlagt kapitalens konkurrencekrav.

Vi er med andre ord langt fra de forestillinger, Pelle Dragsted lægger frem på sin blog den 24. januar 2014, hvor han skriver:

»Jeg mener, at en socialistisk samfundsudvikling i et højt udviklet land med en lang demokratisk tradition som Danmark mest sandsynligt og forhåbentligt vil foregå som en proces, hvor vi vinder opbakning til en socialistisk politik, hvor demokratiet skridt for skridt vinder frem på bekostning af markedskræfterne, hvor kapitalismens magt i vores samfund gradvist fortrænges, undermineres og eroderes og hvor almindelige menneskers indflydelse erstatter den økonomiske elites magt og privilegier«.

For at lægge afstand til eventuelle beskyldninger for »klassisk socialdemokratisk reformisme«, slår Pelle Dragsted fast, at forskellen består i, at socialdemokraterne rent faktisk bekendte sig til klassesamarbejdet.

Ja, så er den ged barberet. Det er blot ikke rigtigt.

Mange socialdemokratiske politikere og teoretikere mente faktisk nøjagtigt det samme som Pelle Dragsted i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne.

Man behøver blot at gennemlæse de forskellige ØD-oplæg og Socialdemokratiets principprogram fra 1977 for at se, at man også her mente, at kapitalen kunne fortrænges mere og mere gennem sociale og demokratiske reformer.

Helt op i 1990’erne argumenterede flere ledende socialdemokrater for muligheden af at »sætte hegn om markedet« og gøre »markedet til redskab for samfundet«.

Det er som bekendt ikke sket. Tværtimod.

Men hvordan kommer Pelle Dragsted så frem til, at hans forestillinger repræsenterer en farbar vej for den socialistiske transformation af samfundet? Ved at anvende en ny stråmand.

Kritikerne af hans opfattelse tillægges en meget primitiv opfattelse af en reformistisk vej som modstilles den »revolutionære/leninistiske« vej.

Igen skal stakkels Lenin holde for som rollemodel for alt det, man tager afstand fra, så man kan omgå det, man på den anden side ikke bryder sig om at argumentere for.

Pelle Dragsted uddyber sin stråmand med at lægge tryk på modstillingen:

»Enten tror man på det store pludselige revolutionære brud, stormen på Vinterpaladset og den efterfølgende opbygning af det nye socialistiske samfund fra scratch. Eller tror man på gradvise og nyttesløse reformer baseret på klassesamarbejdet.«

Ja, så er rammen ligesom lagt. Alle, der ikke er enige i Pelle Dragsteds strategi for den »demokratiske fortrængning af kapitalen«, kan rubriceres under kategorierne »håbløse revolutionsromantikere« eller »håbløse socialdemokratiske reformister«.

Hvad opnår Pelle Dragsted med sin falske modstilling? Han får opstillet en klassisk stråmand, der består i, at man enten er helt eller delvist enig med ham eller også kan man henvises til en af de to ovennævnte kategorier, som på forhånd diskvalificerer ethvert udsagn herfra.

Så er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt PD har ret, men om at man ikke kan mene noget andet uden at være hinsides almindelig fornuft. Så er det den almene fornuft, der taler, og ikke Pelle Dragsted. Og hvem kan rimeligvis gå imod den almene fornuft?

Det får som konsekvens, at de – bl.a. os – der insisterer på at diskutere magtspørgsmålet i forbindelse med statsdiskussionen eller i forbindelse med klassekampen og kampen for socialisme, automatisk kan stoppes ned i kategorien for åndløse revolutionsromantikere.

Ikke fordi Pelle Dragsted selv fører en grænseløs naivitet til torvs. Det gør han ikke.

Han gør det oven i købet helt klart, »at man ikke viger tilbage den dag hvor yderligere forbedringer for almindelige mennesker og yderligere demokratisering af samfundet kræver et opgør med den økonomiske elites magt og privilegier«.

Det kan bl.a. være i form af kontrol med valutastrømme, nationalisering af finanssektoren osv. Helt fint.

Men hvem skal tilkæmpe sig magten til at gennemføre den nødvendige politik? Hvordan skal kampen føres? Og hvad skal der gøres, hvis kapitalen nu ikke overholder de demokratiske spilleregler? Eller staten ikke er neutral, men handler på vegne af de herskende klasser?

Det får vi ikke noget svar på og så kan alt jo lade sig gøre. Det handlende subjekt, der skal ændre forholdene, findes ikke!

De nævnte spørgsmål havde socialdemokraterne i slutningen af deres storhedstid heller ikke noget svar på.

Selv om de i deres program fra 1977 havde skrevet, hvordan den socialistiske og demokratiske økonomi skulle opbygges, undveg de de centrale spørgsmål: Hvem skulle kæmpe det hele igennem, og hvad skulle der gøres, hvis dem, hvis magt og privilegier blev truet, slog kontra?

Derfor stod socialdemokraterne også helt uden noget modsvar, da kapitalen og de herskende klasser opsagde klassesamarbejdet og gik til angreb på den velfærdsstat, som især den socialdemokratiske arbejderbevægelse havde gjort til sit eget barn.

Men Pelle Dragsted skriver så for at komme ud af klemmen, at socialdemokraterne den gang kunne have valgt: »mellem enten at bøje sig og acceptere tilbageskridt for almindelige menneskers vilkår og deregulering (afdemokratisering) af økonomien. Eller indgriben i arbejdsgivernes magt. Man valgte det første, og det udløste den politiske krise som socialdemokraterne efter min mening siden har stået i«.

Bortset fra at økonomien ikke på et eneste tidspunkt var demokratiseret, heller ikke under velfærdsstatens belle epoque, så havner Pelle Dragsted ganske ufrivilligt i et moralsk limbo.

Socialdemokraterne kunne have gjort noget andet. Nej det kunne de jo netop ikke, fordi de ifølge Pelle Dragsted stod på klassesamarbejdets grund eller mener Pelle Dragsted, at socialdemokraterne kunne have skiftet deres klassesamarbejdslinje ud?

I hvert fald kan man læse hans opfattelse sådan, og så bliver det motiverne bag en given politik, der bliver det centrale, og ikke politikken eller strategien selv.

Altså, havde socialdemokraterne levet op til deres politisk-moralske ansvar, havde vi ikke stået i den situation, som vi gør.

Herved ledes vi elegant uden om kardinalspørgsmålet, som er mere påtrængende i dag end da socialdemokraterne kom til kort. Hvad gør vi, når selv begrænsede reformforslag bliver mødt af de herskende klasser med sammenbidt modstand, kapitalflugt og investeringssabotage mv?

Det satans magtspørgsmål er ikke til at komme udenom uanset, hvor mange stråmænd, der end bærer argumentationen. Klassesamarbejde eller ej – magtspørgsmålet stiller sig altid som et praktisk spørgsmål.

Ideernes magt

Socialdemokraterne kunne altså der sidst i 1970erne have valgt en anden vej. Men de gjorde ikke, fordi de ville klassesamarbejdet. Underforstået, at de kunne have valgt den modsatte vej.

Men ville socialdemokraterne så ikke have stået overfor kapitalen i et åbent modsætningsforhold, hvor enden måtte være den fuldstændige fortrængning af kapitalen fra enhver samfundsindflydelse?

Jo, og det ville de også kunne have gjort, for ifølge Pelle Dragsteds opfattelse forholder det sig sådan, at »kapitalens magt i samfundet afspejler samfundets ideologiske og materielle styrkeforhold – og virker dialektisk med disse«.

Altså havde socialdemokraterne udvist en anden ideologisk styrke og haft et andet ideologisk tag i brede dele af befolkningen, havde der været en tilstrækkelig materiel kraft til at trænge kapitalen tilbage.

Eller sagt med en spidsformulering, det var socialdemokraternes idemæssige svaghed, der fik dem til at vælge den forkerte vej. Et andet parti i samme situation med andre ideer ville have valgt en anden vej og undgået den krise for hele arbejderbevægelsen, som vi i dag er vidne til.

Kort og godt: Socialdemokraterne solgte arbejderklassen, fordi lederne havde de forkerte ideer.

Så er opgaven også ligetil: At erstatte de socialdemokratiske ledere og partier med nye ledere og partier, der har de rigtige ideer.

Vi genkalder os pointerne fra positionerne i den store »revisionismedebat« i 2. Internationale op til 1. Verdenskrig, hvor gud og hver mand kaldte hinanden for »reformister«, »revisionister«, »revolutionsromantikere« mv. uden i øvrigt at komme ud af stedet og uden at forberede sig på, hvad man skulle gøre, når den kapitalistiske verdensroden brød sammen, som den som bekendt gjorde i august 1914.

Som Pelle Dragsted gør det i dag, hævdede mange den gang også, at »frem for at se økonomiske samfundsformationer som skarpt adskilte kasser, bør vi måske nærmere se dem som kontinuum, hvor kimen til det nye samfund vokser i det gamle samfunds skød«.

Og nu som dengang henviser Pelle Dragsted til Marx’ »Bidrag til kritikken af den politiske økonomi« for at give opfattelsen autoritet.

Hvilken opfattelse? Påstanden om, at kapitalismen selv udvikler en række af de betingelser, organisationsformer mv., som kan udgøre kimen til dannelsen af et nyt samfund – det socialistiske samfund.

Opgaven var og er derfor først og fremmest at vinde den ideologiske kamp og dermed folkeflertallets opbakning til at gennemføre de nødvendige politiske reformer og økonomiske forandringer, dvs. at flytte de politiske forhindringer og herved sætte et andet fortegn foran den kapitalistiske økonomi.

Eller som Pelle Dragsted formulerer det på spørgsmålet om mulige større samfundskonflikter i forbindelse med reformpolitikken:

»Socialistisk orienterede reformer oppefra og opbygning af magt nedefra vil formentlig møde massiv modstand fra den kapitalistiske elite. Derfor er det sandsynligt, at der i løbet af processen vil komme begivenheder, som har karakter af brud. Hvor der sker nogle større og mere pludselige spring i samfundsudviklingen».

»Med andre ord vil en samfundsforandring formentlig både have elementer af gradvise reformer og brud af revolutionær karakter«, hvilket ifølge Pelle Dragsted taler imod »den klassiske opfattelse af en modsætning mellem reform og revolution«.

Til gengæld abonnerer han ubekymret på socialdemokratismens grundlæggende forandringsopfattelse »socialistisk orienterede reformer oppefra og opbygning af magt nedefra«.

Men det var præcist denne elitære reformopfattelse, der blev væltet omkuld i løbet af et tiår.

Problemet er, at der ikke, som Pelle Dragsted påstår, reelt har hersket en klassisk opfattelse af en modsætning mellem reform og revolution.

Men derimod på den ene side mellem en tro på, at kapitalismen i sig selv bevægede sig mod sin egen fallit og i sin egen bevægelsesform skabte kimene til en socialistisk samfundsformation, der lod sig gennemføre »skridt for skridt«.

Og så på den anden en opfattelse af, at et opgør med kapitalens omfattende magt i samfundet gik over en udviklet klassekamp, hvor arbejderklassen og de andre undertrykte klasser både måtte erobre statsapparatet og hurtigt og effektivt afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne for at organisere hele samfundsproduktionen på en ny måde.

Den politiske strømning i den internationale arbejderbevægelse, der gik ind for den sidste strategi, anså det som en farlig utopi at tro på, at »kampen for et socialistisk samfund (handler) om skridt for skridt at fratage den økonomiske elite den enorme udenomsparlamentariske magt den i dag besidder og fortrænge kapitalismen som den dominerende produktionsrelation«.

Indgangen til 1980’erne skulle demonstrere konsekvenserne. De herskende klasser satte deres neoliberale offensiv ind mod velfærdsstaten og arbejderbevægelsens styrkepositioner.

Og det var netop socialdemokratismens grundfæstede forestilling, at man som bevægelse »skridt for skridt« kunne fratage kapitalen og de herskende klassers deres magt og evne til at undergrave velfærdsstaten ved brug af udenomsparlamentariske metoder, der gjorde, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse stod magtesløs, da kapitalismens krise slog igennem først i 1970’erne.

Og det var præcist den grundfæstede forestilling om, at det rigtige parti med de rigtige ideer kunne gennemføre de socialistisk orienterede reformer fra oven, der efterlod arbejderklassen fuldstændig uforberedt på den voldsomhed, som de herskende klassers offensiv indeholdt.

Som bekendt er den socialdemokratiske arbejderbevægelses ideer og indflydelse blevet rullet tilbage med utrolig hast siden indgangen til 1980’erne og erstattet af de borgerliges ideer og materielle magt på en sådan måde og med en sådan kraft, at det i sig selv dementerer Pelle Dragsteds forestillinger om den skridtvise reduktion af kapitalens magt og ideernes selvstændige indflydelse.

Afsluttende bemærkninger

Det er faktisk spørgsmålet om, hvordan vi overvinder årtiers socialdemokratisme som fremherskende tænkeform i arbejderbevægelsen og dens efterfølger »neoliberalismen«, der motiverer os til at danne FSD og fortsætte de teoretisk-strategiske diskussioner, der er blevet frisat med principprogramdiskussionen.

Og det kunne derfor være ret befriende, hvis de diskussioner kunne gennemføres uden om stråmænd og falske modstillinger.

Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak, Niels Henrik Nielsen er initiativtagere til Forum for Socialistisk Debat, som er et netværk i Enhedslisten.

Se også Revideret oversigt over indlæg på Modkraft om Enhedslistens principprogram-debat.