Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
15. april 2014 - 11:46

Store koncerner – en ny verdensorden

Folkestyret er ved at bliver erstattet af et koncern-vælde, der er en mere raffineret form for magtkoncentration end enevælde.

Den moderne virksomhed, med de store koncerner i front, har udviklet sig til vor tids alt dominerende samfundsinstitution. Magten forskyder sig i disse år væk fra de klassiske, nationale, overnationale og internationale institutioner og over i et koncern-vælde som – i al diskretion - har indtaget rollen som verdens overstyrmand.

Men måske bærer institutionen i sig selv kimen til forandring.

En case

EU forhandler i øjeblikket med USA om en frihandelsaftale[i], der kan sikre, at de nationale regeringer ikke lægger hindringer i vejen for, at de store virksomheder kan tjene endnu flere penge.

Denne gang er det ikke kun afgivelse af suverænitet, der er på spil. Denne gang er det penge, det handler om. Derfor skal der andre boller på suppen.

Vi skal have en særdomstol, hvor de udenlandske investorer kan bringe landene for et tribunal med overnationale beføjelser til at idømme landene erstatninger, hvis de nationale bestemmelser hindrer virksomheden i at opnå den fortjeneste, den forventer.

Det er nok ikke sager, de lokale politikere ville få mange point på i befolkningen, så derfor er forventningen, at politikerne efterhånden kan få lært at udøve en passende regulatorisk selvcensur, hvis de f.eks. skulle få fikse ideer om at lægge hindringer i vejen for en spændende ny gen-variant af McDonalds.

Der bliver simpelthen konkurrence om at øve mest mulig selvcensur for at tiltrække de store investeringer.

Den slags er naturligvis kontroversielt, så derfor foregår forhandlingerne i en lukket kreds, så man kan få det vigtigste på plads – sammen med de store virksomheder – inden der lukkes op for posen i et større forum.

Vi ved jo godt, at det kan forstyrre processen, hvis der bliver åbnet for en offentlig debat for tidligt, mens der stadig er væsentlige ting, der skal på plads.

Vi ved også godt – fra reklamefolk og spindoktorer – at folket skal have en positiv udlægning, en god historie.

Og hvad er det så, de går og drømmer derude, den helt almindelige dansker og den helt almindelige tysker – billig benzin og billige bajere! Og så selvfølgelig gerne nogle flere arbejdspladser.

Den virker hver gang, så hvorfor gøre det mere kompliceret. Vi bruger bare den sædvanlige DREAM-model til at lave de sædvanlige nonsensberegninger over antal nye arbejdspladser, og skulle der senere vise sig at komme alt for mange spændende mutationer eller alt for få i arbejde eller alt for meget vand i baghaven, er resten af historien sikkert glemt til den tid.

Og så sidder der for øvrigt et nyt hold på taburetterne.

Forhandlingerne kører under overskriften ’Det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab’ (TTIP), og særdomstolen kaldes ’investor-state dispute settlement’ (ISDS), som, ifølge EU-kommissionen, er »et vigtigt redskab til at beskytte investeringer og derfor til at fremme og sikre økonomisk vækst i EU«.

I USA er det ved at blive en lukrativ advokatforretning at føre den slags sager.

EU-kommissionen har haft en intens mødeaktivitet med erhvervslivet igennem de sidste ti år.

Af de godt 130 møder Kommissionen har afholdt i 2012 og lidt ind i 2013, var 119 med erhvervslivet – særligt arbejdsgiverorganisationen Business Europe (med bl.a. DI og DA), bilindustrien og serviceindustrien har været begunstiget.

I EU er alle væsentlige dokumenter relateret til forhandlingerne fortrolige, mens USA løbende udleverer dem til den komite af 6oo erhvervsfolk, der skal rådgive regeringen.

Dette er ikke kun et skridt på vejen til det store, frie verdensmarked. Det er også to forhandlingskulturer, der møder hinanden.

Hvor den europæiske stadig må trækkes med visse reminiscenser af et fodslæbende demokrati i baglandet, er den amerikanske model mere strømlinet, med de store virksomhedsledere i førersædet og administration og politikere til at udfylde de vigtigste servicefunktioner, bl.a. at sørge for tilpasningen af love og regler og få solgt komplekset til befolkningen.

Når det kommer til effektiv samfundsdrift, har vi endnu meget at lære.

En institution uden lige

Koncernbetegnelsen dækker normalt over et moderselskab og et antal datterselskaber, typisk spredt over flere lande.

Her skelner jeg ikke mellem forskellige organisatoriske og juridiske konstruktioner. Jeg går ud fra, at store koncerner i en eller anden grad opererer transnationalt, dvs. er karakteriseret ved at kontrollere indkomstskabende aktiver i flere lande på samme tid – og i øvrigt er privatejede.

Store koncerner udgør den mest indflydelsesrige, globale institution i den moderne verden. Både i kraft af deres direkte indvirkninger på mennesker, natur og samfund og i kraft af deres dominerende indflydelse på andre virksomheder og institutioner, herunder politiske institutioner, medier og de internationale institutioner.

Institutionsbegrebet er omdiskuteret i samfundsvidenskaberne, men dækker i en eller anden form over nogle indarbejdede, bestemte måder at håndtere forskellige områder af et samfunds funktioner på.

Institutioner indkapsler bestemte forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, muligt og ikke muligt. Og jo mere disse forestillinger om f.eks. relationen leder-medarbejder eller rationel markedsadfærd virker, uden at vi (be)mærker dem, jo mere grundfæstet er institutionen.

Den moderne virksomheds store betydning og indflydelse skyldes dens unikke evne til at koncentrere kapitalen om at organisere og målrette menneskets aktivitet til sin egen fordel, i stadig større enheder.

Institutionen hviler først og fremmest på den neoklassiske mytologi om det frie markeds evne til at skabe (økonomisk) vækst gennem en effektiv ressourceudnyttelse.

Den giver virksomheden sin ultimative ’raison d’être’ – nemlig at skabe profit til sine ejere, den giver den det ultimative redskab – nemlig effektivisering og produktivitet, den sikrer en ubønhørlig dynamik i form af konkurrence, og den legitimerer den klassiske organisationsstruktur med ledere og hierarkier (Weber) og specialisering (Taylor). Vi får en klar adskillelse mellem leder og (med)arbejder, styring og udførelse.

Gennem virksomhedsinstitutionen sikrer kapitalen (investorer og aktieejere) sig kontrollen over arbejdet og ressourcerne, den sikrer sig at begge dele målrettes mod at akkumulere mere kapital, og den sætter turbo på hele baduljen gennem sin stadige jagt på den højeste profit.

Så selvom »kapitalismen påstår at være en vækstmotor, er dens primære redskab, virksomheden, et magtfuldt værktøj til at trække vækst ud til sig selv«[ii] i form af profitter.

Virksomheden bliver kapitalismens udførende, operative led, og den moderne koncern repræsenterer institutionens foreløbige kulmination.

Set fra kapitalens synspunkt er virksomhedsinstitutionen en bragende succes.

Det store gennembrud

Virksomhedsinstitutionen opstår i embryonal form i 1500-tallets England, nærmere bestemt 1505, hvor selskabet Merchant Adventures så dagens lys.

Det var en overgangsform, som på mange måder mindede om lav eller gilder, dvs. en sammenslutning af selvstændige fagfæller, i dette tilfælde købmænd.

Den adskilte sig på et væsentligt punkt, nemlig det at der var tale om en vis fælles kapital. Flere af den type selskaber kom til i løbet af det 16. århundrede i England frem til år 1600, hvor det, der nu regnes som alle selskabers moder, East India Company, fik sin koncession.[iii]

Vi er i merkantilismens epoke, og det er de kapitalkrævende ekspeditioner til Mellem- og Fjernøsten, der lokker med de helt store fortjenester, men også med enorme risici for tab.

Så det handlede om at skaffe kapital, og det handlede om at dele risikoen. East India Company lancerede den første form for aktie for 400 år siden. 

Dermed var vejen banet for udviklingen af de grundlæggende principper for den moderne virksomhed.

Først og fremmest betød aktien, at selskabet kunne udskilles – adskilles fra sine ejere – som en selvstændig enhed. Og dernæst at det blev muligt at skaffe kapital udefra ved at sælge aktier til tredjemand, dvs. skaffe kapital fra investorer, som ellers ikke havde noget med virksomheden at gøre.

Det tredje afgørende princip er indførelsen af det begrænsede ansvar, hvorefter aktieejere kun risikerer at tabe deres aktiekapital, hvis det går galt, og ikke kan gøres ansvarlige for den skade, virksomheden måtte forvolde omkring sig.

Men her er vi langt inde i anden halvdel af 1800-tallet.

I perioden efter den amerikanske uafhængighed flytter tyngdepunktet for udviklingen af den moderne virksomhedsinstitution sig gradvist fra England til det nye kontinent og tager et tigerspring mellem afslutningen af den amerikanske borgerkrig og frem til begyndelsen af 1900-tallet.

Bestemmelser fra før 1860erne omkring bl.a. geografiske begrænsninger, hvilken form for forretning der måtte drives, forbud mod at eje aktier i andre selskaber, begrænsninger på profit og forbud mod sammenlægninger og overtagelser blev afskaffet én efter én[iv].

I perioden fra 1898 til 1904 blev 1.800 virksomheder konsolideret til 157.

Det er i samme periode – måske ikke helt tilfældigt – der indgås et tæt samarbejde mellem regeringerne og de store koncerner om at (ud)bygge infrastrukturerne – Suez Canal Company 1869, Panama Canal i 1914, jernbanerne, kommunikation med bl.a. Store Nordiske Telegraf Selskab i spidsen for den transsibiriske telegraf i 1860erne og Edison Telephone Company med den første europæiske telefonforbindelse  i 1879. 

Helt afgørende bliver USA's højesterets afgørelse i 1886 om, at en virksomhed skal nyde samme beskyttelse mod begrænsninger i de borgerlige rettigheder som en amerikansk statsborger og have samme muligheder for en juridisk proces (det der i den amerikanske forfatning går under bestemmelsen ’14th Amendment’).

I de mellemliggende 2-300 år har Vesteuropa fået skrabet tilstrækkelig kapital sammen fra kolonierne til at finansiere industrialiseringen, og til forskel fra den klassiske virksomhedsform under handelskapitalismen får den moderne virksomhedsinstitution, der befordrer industrialiseringen, gennemgribende betydning for de samfund, den huserer i. 

1970’erne og frem er perioden, hvor de multinationale virksomheder erobrer scenen, og hele det regime, der bliver til et koncern-vælde, sejler igennem USA og Europa på toppen af den (neo)liberale bølge af dereguleringer og privatiseringer.

Fra 1990 til 2000 voksede antallet af multinationale fra ca. 35.000 til ca. 65.000 med langt den største vækst i udviklingslandene, mere end 250 procent.

Pudsigt nok var Danmark værtsland for de fleste moderselskaber – ca. 14 procent – i 1998.[v] Værdien af aktiver ejet af de 50 største koncerner voksede med astronomiske 686 procent i perioden fra 1983-2001.[vi]

Foreign Direct Investment (FDI) viser størrelsen af investeringer i virksomheder uden for eget land og er eksponentielt stigende med tæt på en faktor 4 for hver 10-års periode fra 1980-2012.

UNCTAD anslår, at op mod to tredjedele af verdenshandelen i dag kontrolleres af multinationale koncerner. Disse koncerners – investorers – beslutninger om, hvor de vil investere, har derfor enorm betydning for landenes muligheder for at skabe indtjening.

De store koncerner bliver den direkte anledning til en dybere integration på det globale plan, fordi de flytter vægten fra international handel til direkte investeringer i at producere i andre lande.

Den moderne, multinationale koncern har klare fordele i forhold til sine mere nationalt orienterede konkurrenter, fordi den frit kan søge hen, hvor de ressourcer, den har brug for, er billigst, og de reguleringsmæssige krav til f.eks. arbejdsmiljø og miljø er mindst, og mulighederne for at ’eksternalisere’ omkostningerne derfor er størst.

Netop de store koncerners transnationale mobilitet sætter dem i stand til at sætte nationer og regioner op imod hinanden i en konkurrence om at gøre sig mest attraktiv for investeringer.

Og de nye frihandelsaftaler – jf. ovenfor – giver selskaberne mulighed for at bringe nationalstaterne for retten, hvis de ikke selv kan finde ud af at sænke paraderne.

Selvom der er langt fra East India Company til Exxon, er der alligevel en ubrudt udviklingslogik hele vejen igennem, som handler om, hvordan kapitalen skaber sig større og større råderum til at akkumulere og dermed større og større magt til at øge råderummet.

Koblingen mellem kapitaldannelse og magtkonsolidering er en selvforstærkende mekanisme.

I det forløb spiller virksomheden en afgørende rolle som den form, kapitalen kan koncentrere og konsolidere sig i, og hvorfra den kan organisere og tilpasse mennesker, natur og samfund efter sine egne behov – med den stadig større styrke der følger af akkumuleringen.

Koncern-vælde – en helt ny styreform

Bogen Leviathans – Multinational Corporations and The New Global History, som har leveret væsentlige bidrag til denne artikel, trækker en parallel mellem den globale koncern og den Leviathan (søuhyre), som Thomas Hobbes brugte, i sit berømte værk af samme navn.

Her blev det en metafor for den ene, fælles vilje – ’Common-Wealth’ – som ved fælles overenskomst skulle skabe fred og forsvar.

Hobbes kalder denne suveræn for en ’dødelig guddom’, kunstigt skabt af mennesker. På det tidspunkt, hvor al autoritet stammede fra guddommen, den udødelige, er det helt banebrydende at lancere det, vi nu ville kalde en politisk institution.

På samme måde er en moderne koncern også et kunstigt skabt væsen, som med tiden har fået tildelt status som et selvstændigt individ med beføjelser, der på nogle områder rækker længere end dem, der er beskåret mennesker af kød og blod.

Når Hobbes bruger navnet Leviathan, er det for at betone den risiko, der ligger i at overgive dele af sin selvbestemmelse til en suveræn, der nemt kan forfalde til magtmisbrug.

Hobbes’ suveræn havde jo intet som helst at gøre med det, vi forstår ved demokrati. Begge dele med paralleller til den moderne koncern.

Jeg vil trække den en tand længere og se den moderne Leviathan ikke bare som den enkelte koncern, men som en form for plutokrati. En særlig styreform der eksekveres gennem den moderne virksomhedsinstitution og en række fælles, globale institutioner, netværk og klubber, baseret på et stadig tættere interessefællesskab mellem de store koncerner.

Vi er på vej væk fra folkestyret, tilbage i retning af en mere raffineret form for enevælde, som jeg vil kalde koncern-vælde.

Denne styreform viser sig i den enkelte virksomhed, hvor ledelsen og i sidste ende de største investorer er stort set enerådende, dog med den væsentlige håndfæstning at selve institutionen er konstrueret til at skabe profit gennem en endeløs udnyttelse og omsætning af mennesker, natur og samfund.

I 2002 havde Fortune 500-selskaberne tilsammen ansat omkring 47 mio. mennesker, ca. 1.6 procent af den samlede arbejdsstyrke i verden[vii], og da jeg fornylig lavede en opgørelse over den seneste Fortune 500 oversigt havde alene de 10 øverste koncerner ansat lige i underkanten af 7 mio. mennesker.

Toplaget i de store koncerner, topledelsen, hovedaktionærer og institutionelle investorer, har udviklet et magt-regime af et omfang, der sikkert kunne få de romerske kejsere til at blegne.

Den kraft, som koncern-vældet kan lægge i at få tilrettelagt omverdensbetingelserne – i form af et globalt marked og råderum – for at akkumulere, er uden sidestykke.

Og denne ’very economic elite’[viii] folder sig ud på mange måder.

Under overskriften ’Invisible Government’ annoncerede New York Times 29. november 1999 følgende:
»Verdenshandelsorganisationen (WTO) fremstår som verdens første globale regering. Men ingen har valgt den, den opererer i hemmelighed, og dens mandat er: ’at underminere de suveræne staters forfatningsmæssige rettigheder’«.[ix]. (Præcis det forhandlingerne om frihandelsaftalen mellem EU og USA handler om).

Det skal retfærdigvis siges, at WTO er så splittet af modsatrettede interesser, at det i det hele taget er svært for organisationen at nå til enighed om ret meget.

Verdensbanken og IMF er velkendte redskaber for storkapitalen til at tilpasse specielt udviklingslandenes, og nu også Europas gældsfallerede landes, samfundsmæssige og fysiske infrastruktur efter de neoklassiske principper, med de gælds- og finansieringsinstrumenter, som finans- og storkapitalen stiller til rådighed, som helt åbenlyse, kontante magtmidler.

Men der er også gang i de lukkede ’klubber’.

Den Trilaterale Kommission[x], grundlagt i 1972 af David Rockefeller og en gruppe andre velhavere, havde i 1990 350 medlemmer, hvoraf en del havde nøglepositioner i 60 af de 100 største koncerner.

Kommissionen arbejder på ’at fremme en rekonstrueret kapitalistisk verdensorden, som passer til de transnationale kræfter’ og ’udvikle en strategisk bevidsthed og enighed mellem de ledende eliter i dens medlemslande’.[xi]

The World Economic Forum karakteriserer sig selv som ’det fremmeste globale partnerskab mellem virksomheds-, politiske, intellektuelle og andre ledere af samfundet til forbedring af verdens tilstand’[xii](min oversættelse).

Ligesom den Trilaterale Kommission mødes de udvalgte en gang om året – vel at mærke til en lukket fest.

En statistik over deltagerne i Davos 2000 viser, at langt den største gruppe kommer fra virksomheder, i alt 77 procent, og fra det politiske establishment, 11,3 procent, og med en enorm overvægt af repræsentanter fra USA, i alt 533. Næststørste repræsentation er England med 171.[xiii]

En anden indflydelsesrig organisation, The Business Roundtable, lykkedes i 1994 med at få udvirket en ændring af regnskabsbestemmelserne, som indebærer, at virksomhederne kan undlade at tage ledelsens aktieoptioner op som udgift i regnskabet.

Dermed kan aflønningen af de øverste virksomhedsledere i USA karakteriseres som »en af de største – ikke voldelige – overførsler af værdier fra en klasse til en anden i historien«.[xiv]

Udover de formelle institutioner og klubber indgår de store koncerners topfolk sammen med toppolitikere og nøglefolk fra tænketanke og universiteter også i nogle magtfulde, uformelle netværk.

Og der har de nok ikke så svært ved at finde melodien, for de kommer stort set fra de samme sociale lag i samfundet.[xv]

I bogen The Making of a Transnational Capitalist Class: Corporate Power in the 21st Century[xvi], beskrives, hvordan denne nye elite har medvirket til at udviske nationale grænser og frigøre de store virksomheders forretninger fra de nationale domæner.

Alt i alt er vi måske på vej mod en større grad af centraliseret styring, end Sovjetunionen og planøkonomien nogen sinde kom i nærheden af.

Når Ross Jackson skal skitsere den herskende verdensorden i bogen Occupy World Street[xvii] , bliver det til et hierarki med det, han betegner et ’Corporatocracy’ i toppen – svarende til mit begreb om et koncern-vælde. Under det USA's kongres, derunder de enkelte stater, administrationen og udenlandske eliter, og videre ned WTO, IMF, Verdensbanken og NATO – og i bunden verdens syv milliarder borgere.

Heri ligger yderligere det budskab, at hvis vi vil finde ud af, hvem der styrer verden, skal vi starte med at finde ud af hvem, der styrer USA.

Og det gør altså et ’Corporatocracy’ – »et konglomerat af store koncerner, støttet af en meget lille, ekstremt velhavende gruppe amerikanere – dem der med succes lancerede det neoliberale projekt i verden med sig selv som de begunstigede«.[xviii]

Det er tankevækkende, at Hobbes Leviathan udkom i 1651, blot tre år efter afslutningen af 30-årskrigens rædsler og ødelæggelser. Almindeligvis regnes Den Westphalske Fred i 1648 som starten på det moderne system af stater og nationer, vi er født og opvokset med.

Måske betegner den moderne Leviathan, koncern-vældet, begyndelsen på enden af netop det system.

Hvad er problemet?

Der kan naturligvis være forskellige opfattelser af, hvilke virkninger af en sådan styreform, der er ønskelige, og hvilke der ikke er, dvs. i det hele taget hvordan et ønskværdigt samfund ser ud.

Selv er jeg ikke i tvivl om, at virksomhedsinstitutionen for længst har skubbet kloden forbi det punkt, hvor den samlede bundlinje for mennesker, natur og samfund – hvis sådan en ellers findes – er positiv.

Hvad der derimod er svært at komme udenom, er, at uanset hvilket samfund vi hver især går og drømmer om, så er vores – almindelige menneskers – mulighed for indflydelse på udviklingen under kraftig tilbagegang.

I takt med at magten flytter sig med hastige skridt fra de mere eller mindre demokratiske institutioner over i virksomhedsinstitutionen, anført og forfineret af et voksende koncern-vælde.

Denne nye styreform er formentlig noget af det mest udemokratiske og uigennemtrængelige regime, vi endnu har oplevet. I selve magtudøvelsen giver den mindelser om enevælden og andre totalitære systemer.

Men i stedet for at banke sin befolkning på plads har koncern-vældet sat sig så godt og grundigt på alle væsentlige kanaler i hele det ideologiske magtapparat, at det nu er ved at slå over i sin allermest raffinerede form, nemlig selvcensur.

Som når ansatte i flere virksomheder, støttet af fagforeningerne, begynder at foreslå, at de selv bliver sat ned i løn for at gøre virksomheden konkurrencedygtig og bevare deres arbejdspladser. Næste skridt er vel, at vi skal til at fyre os selv.

»Mennesker bliver løsrevet fra sted og anden mening end den, en virksomhed finder det profitabelt at påføre os. Markedstyranni er måske nok mere subtilt end statstyranni, men det er ikke mindre effektivt i at gøre de mange til slaver af de få«.[xix]

East India Company rådede over en hær, der var større end den engelske. Koncern-vældet råder over en hær af neoklassiske økonomer, som dukker op i snart sagt alle ender og kanter af samfundet, hvor de bidrager til en gigantisk ideologisk hjernevask.[xx]

Denne ustoppelige malstrøm af økonomisk tågesnak er en hjørnesten i opretholdelsen af et koncern-vælde, som ellers er uden nogen form for demokratisk legitimitet.

»Virkeligheden bag PR-billederne er, at virksomheden er en institution med enorm magt og meget lille ansvar, drevet af dens særlige struktur og ejerskab til at ekspropriere og sælge ud af verdens levende kapital for at skabe hurtige gevinster, koncentrere rigdommene i hænderne på de rigeste og kontrollere den offentlige kommunikation for at begrænse offentlighedens opmærksomhed på konsekvenserne af det kapitalistiske regime…«. ”Den [dvs. virksomheden, red.] er drivkraften i vores undergang«.[xxi]

Midt i et paradigmeskift

Netop fordi koncern-vældet placerer sig i et demokratisk tomrum, og netop fordi det – af samme grund – til stadighed må forsøge at legitimere og retfærdiggøre sig selv på det ideologiske plan, er det også sårbart.

Og da nu hele det kapitalistiske projekt, som koncern-vældet og virksomhedsinstitutionen opererer, er skabt til at omdanne klodens levende kapital til død profit og affald, er det langtfra givet, at det samme projekt er egnet til at løse de problemer, det selv er skyld i.

Snarere tværtimod, problemer kan ikke løses af den samme bevidsthed, som har skabt dem, som en klog mand sagde engang.

Koncern-vældets evne til at løse verdens problemer er langtfra overbevisende. De oratoriske krumspring, vi oplever, når økonomer og politikere skal forklare, hvorfor der ikke bliver færre fattige i verden, eller hvorfor det finansielle sammenbrud bare var et bump på vejen, eller hvorfor vi alligevel nok skal lykkes med millennium målene, for at overbevise sig selv og os andre om at svarene stadig ligger gemt i vækst, effektivitet og konkurrenceevne, lyder stadig mere hult, når vi nu bare behøver at se ud af vinduet for at få øje på katastroferne.

Det er i denne voksende afstand mellem virkeligheden og forklaringen, at potentialet for forandring ligger – både på samfundsniveau og på virksomhedsniveau.

I min profession arbejder jeg med at planlægge og gennemføre store strategiske forandringer i den finansielle sektor og er i den sammenhæng med i både forskningsnetværk, uddannelsesnetværk og forskellige professionelle netværk med andre større virksomheder.

Alle vegne ser jeg tydelige tegn på, at noget nyt er undervejs.

Drevet af en erkendelse af at den måde, vi i de sidste 100 år har gennemført forandringer på, simpelthen ikke står mål med den eksponentielt voksende kompleksitet, virksomhederne møder i deres omverden og selv skaber inden for murene.

Det giver ikke længere tilstrækkelig mening at arbejde med simple, lineære forklaringsmodeller og planer i en verden, hvor sammenhængene er cirkulære og omskiftelige og derfor stort set uforudsigelige.

Derfra åbner der sig nogle helt nye perspektiver i samfundsvidenskaberne omkring bl.a. kompleksitetsteorier og systemteorier, som ender i et begyndende paradigmeskift, væk fra det mekanistiske verdensbillede og hen imod et mere biologisk-organisk. Tendenser som begynder at rokke ved de klassiske principper for ledelse og organisering, der hviler på en høj grad af forudsigelighed og gentagelse.

Den nuværende virksomhedsinstitution er god til at løse opgaver, den kender, men dårlig til at skabe noget nyt og finde nye løsninger på nye problemer. Den vil altid forsøge at tilpasse sin omverden til det, den kan, i stedet for omvendt.

Den har svært ved at tænke i helheder, og den har svært ved at forholde sig til noget, den ikke har set før. Klassisk ledelse og organisation handler først og fremmest om styring og kontrol.

Der tegner sig en udvikling hen imod ledelses- og organiseringsprincipper, som har deres styrke i et dynamisk samspil med omverdenen, hvor tilpasninger sker hele tiden, på alle niveauer, som en naturlig og integreret del af organisationens DNA.

Fremtidens ledelse bliver i mindre grad et spørgsmål om at planlægge og styre oppefra og ned og i højere grad et spørgsmål om at få fat i, bygge videre på og kanalisere organisationens egne potentialer i den rigtige retning.

Virksomhedsinstitutionen henter sin eksistensberettigelse i den neoklassiske mytologi og sin konstruktion i den klassiske – Weberske-Taylorske – styrings- og organisationsmodel.

Begge dele er dybt nedsænket i det mekanistiske paradigme – som videre bagud er forankret hos Thomas Hobbes.

»Hobbes antog, at ikke bare universet, men mennesket i sig selv kan forklares mekanisk. Alt hvad mennesket gør, er bestemt enten af hans appetit eller hans aversion, og disse er på sin side enten nedarvet eller opnået gennem erfaring. På samme måde antog Hobbes, at der ikke er nogen absolutte standarder for godt og ondt. Det gode er blot det, der giver velbehag; det onde det, der giver smerte. På den måde kombinerede Hobbes materialisme og mekanisme med en gennemgående hedonistisk filosofi«.[xxii]

Det var dette rationelt materialistiske udgangspunkt, som neoklassisk økonomi gjorde til en ’videnskab’ om menneskelig adfærd og organisering.

Helt konkret bliver det hedonistiske perspektiv om at søge velbehag og undgå smerte til en ’business case’ i den moderne virksomhed i form af henholdsvis indtægter og udgifter.

Dermed kan alt andet – mennesker, natur og samfund – gøres til midler for dette hellige princip. Kombineret med antagelsen om at mennesker er rationelle, skaber det også illusionen om ’the economic man’.

Det er hele dette kompleks af rationelle mekaniske, lineære forestillinger om verden, inklusive forestillingen om, at det er muligt at adskille det observerede fra den, der observerer, der blive udfordret i disse årtier.

(R)Evolution nedefra

Den moderne virksomhed kan ikke længere nøjes med at bruge Corporate Social Responsiblity som et gimmick i reklameringen for sig og sine produkter.

Kravene fra det omkringliggende samfund om at påtage sig et reelt ansvar, der rækker ud over de finansielle bundlinjer, vokser.

Virksomhedens klassisk-strategiske tilgang til at tilpasse sig til omverdenen som årligt tilbagevendende begivenheder og hele den traditionelle, hierarkiske ledelsesform slår ikke til i en hyperkompleks verden, der forandrer sig hele tiden.

Grænserne for, hvor hårdt virksomhederne kan blive ved at presse mere ud af sine ressourcer i effektivitetens og produktivitetens navn og stadig forbedre bundlinjerne, er ved at være nået.

Der er tegn i sol og måne på en voksende erkendelse af, at vejen frem ikke er belagt med mere af det samme, men at der må findes helt nye veje.

Det handler ikke længere om bare at kunne spille spillet, det handler om at bryde ud af de fastlåste tankemønstre og forandre spillereglerne. Som Ford formulerede det for 100 år siden: ’hvis jeg havde spurgt dem, havde de ønsket sig hurtigere heste’.

Den virkelige nøgle til udvikling er samarbejde snarere end konkurrence, helheder snarere end dele, og mennesker snarere end bundlinjer.

Måske kommer gennembruddet nedefra, fordi virksomhederne simpelthen er tvunget til at handle fundamentalt anderledes.

Jeg skimter, om ikke en motorvej til den ny verden, så dog en sprække i den gamle verdens ideologiske panser.

Jens Laugesen er medlem af redaktionen på tidsskriftet Det Ny Clarté, hvor artiklen bringes også i nummer 24/2014. 

Udvalgt litteratur

Ted Nace, Gangs of America – The Rise of Corporate Power and The Disabling of Democracy, 2003, Berrett-Koehler

David Korten, The Post-Corporate World, 1999, Berrett-Koehler

David Korten, When Corporations Rule the World, 1995, Berrett-Koehler

John Micklethwait og Adrain Wooldridge, The Company, 2003, Phoenix

Alfred Chandler, jr. og Bruce Mazlish, Leviathans – Multinational Corporations and the New Global History, 2005, Cambridge

Christoph Ellersgaard, Anton Larsen og Martin Munk, A very Economic Elite, 2012 i Sociology



[i] Dette afsnit bygger på udvalgte artikler fra Information fra november-december 2013, skrevet af Jørgen Steen Nielsen og Kenneth Haar. Sidstnævnte skrev en grundig analyse af forhandlingerne i Det Ny Clarté # 23.

[ii] Korten, 1999, s. 48).

[iii] Historien om East India Company er velbeskrevet, bl.a. i H.V. Bowen, The Business of Empire, 2006, Cambridge.

[iv] Se Nace for en nærmere gennemgang.

[v] UNCTAD (United Nations Conference on Trade and Development), World Investment Report 1992 (UN 1992, New York) dækker tallet 35.000 + første del af 250%-beregningen, UNCTAD, World Investment Report 2002 (UN 2002, New York) dækker tallet 65.000 + anden del af 250%-beregningen. UNCTAD, World Investment Report 2002, Annex Skema A1.3 bringer oplysningen om Danmark.

[vi] Roach i Chandler og Mazlish.

[vii] Brian Roach i Chandler og Mazlish.

[viii] se Ellersgaard m.fl.

[ix] Citeret i Chandler og Mazlish, s. 11 – min oversættelse.

[x] Dino Knudsen har netop udgivet afhandlingen The Trilateral Commission. The Global Dawn of Informal Elite Governance and Diplomacy, 1972-1982 som er den første arkivbaserede historiske undersøgelse af Den Trilaterale Kommission. Afhandlingen omhandler skabelsen og udviklingen af kommissionen og dens betydning for, hvordan vi forstår regeringsførelse (governance) og diplomati i den undersøgte periode, med særligt henblik på USA.

[xi] Chandler og Mazlish, s. 176.

[xii] Chandler og Mazlish, s. 177.

[xiii] For flere detaljer, se Chandler og Mazlish.

[xiv] Robert Monks i Chandler og Mazlish, s. 198.

[xv] Ellersgaard m.fl. ibid.

[xvi] William Carroll, Zed Books. 2010.

[xvii] 2012, Green Books.

[xviii] Jackson, s. 145 – min oversættelse.

[xix] Korten 1995, s. 160.

[xx] Der synes ikke at være grænser for, hvad økonomer kan bruges til. Senest (DR 7.-8.1.2014) hørte vi, at en ferm lille økonom i tænketanken KRAKA havde regnet ud, at børn lærte mere, hvis de gik et år tidligere i skole, og så kunne Danmark rykke lidt højere op på rangstigen i de PISA undersøgelser, der i øvrigt ikke kan bruges til noget som helst. Man kunne have sagt herregud! – men dette tåbelige stunt fik kæmpe opmærksomhed i både medier og – dermed – på den politiske dagsorden.

[xxi] Korten 1999, s. 79 – min oversættelse.

[xxii] Citat af Edward McNall Burns, i Korten 1999, s. 27 – min oversættelse.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce