Annonce

MiljøAnalyser og kommentarer om klima- og miljøspørgsmål
Kommentar
8. juli 2013 - 22:35

Stop det transatlantiske frihandelsmonster!

Hvis EU og den danske regering indgår en frihandelsaftale med USA og Canada, viser det, hvor tom deres grønne retorik er. Frihandel rimer lige så dårligt med grønne hensyn, som det gør med røde. En grøn økonomi er lokal – og det er en social og demokratisk økonomi også!

Så kom det frem i lyset, hvad der åbenbart længe har været arbejdet på i det skjulte: At EU, USA og Canada planlægger at oprette en nordatlantisk frihandelszone under navnet Transatlantic Trade and Investment Partnership, forkortet TTIP.

Begrundelsen er angiveligt, at man i disse kapitalistiske kernelande er trætte af at vente på de langsommelige forhandlinger i WTO om en længe ønsket liberalisering af verdenshandelen. Derudover er man formentlig nervøse for de fremstormende økonomier i lande som Kina, Indien, Brasilien osv., som truer med at svække de vestlige økonomiers herredømme. En eksklusiv nordatlantisk klub antages at kunne sætte skub i de involverede landes skrantende økonomier og derigennem forhåbentlig genetablere Vestens økonomiske herredømme.

Det er alt sammen meget logisk, hvis man anskuer verden med kapitalens øjne. Derfor er det også ganske forudsigeligt, at TTIP er blevet mødt med begejstring hos storkapitalens repræsentanter på begge sider af Atlanten. Det er mindre logisk, at en angiveligt rød-grøn dansk regering helhjertet bakker initiativet op, ja, at den oven i købet melder sig som en af de ivrigste frihandelstilhængere blandt alle europæiske regeringer.

For frihandel rimer lige så dårligt med grønne hensyn, som det gør med røde.

Frihandel handler om at skabe bedre vækstmuligheder for den globalt orienterede kapital, hvilket uundgåeligt betyder et større pres på natur og miljø, foruden at den underminerer de lokalt forankrede fællesskaber. Det er en simpel konsekvens af vækstøkonomiens indre logik, men hvis ikke man er overbevist om det, kan man blot se på den faktiske udvikling over de sidste 20-30 års globalisering af økonomien: Overalt er vore fællesskaber sat under pres til fordel for en individualistisk forbrugerisme, der samtidig har øget vores overudnyttelse af naturens begrænsede ressourcer. Derfor er bl.a. vort klima ved at gå amok, hvorfor f.eks. Centraleuropas floder dette forår er gået over alle breder og har lagt by- og landområder øde.

Ironisk er det derfor, at alle forsøg på at lave internationalt forpligtigende klimaaftaler er strandet i ørkesløse og udsigtsløse forhandlinger, hvor ikke mindst USA og Canada konsekvent har saboteret ethvert nok så lille fremskridt.

Hvis EU – og den danske regering – på den baggrund indgår en frihandelsaftale med de selvsamme lande, viser det blot hvor tom deres grønne retorik i virkeligheden er.

En grøn økonomi er lokal!

Skal vi tage miljøudfordringerne alvorligt, må vi bevæge os i en helt anden retning. En virkelig grøn omstilling handler nemlig først og fremmest om, at reintegrere vores økonomi i naturens kredsløb, og da disse kredsløb overvejende er lokalt forankrede, må vores økonomi nødvendigvis være det samme.

Sagt på en anden måde: Vi skal lukke vore stofkredsløb og skabe en cirkulær økonomi, hvor vi genanvender så meget som overhovedet muligt, og hvor den sidste rest af affald kan genindtræde i naturens kredsløb.

En sådan økonomi må helt overvejende være lokalt organiseret, for i en global økonomi er det logistisk umuligt at realisere en cirkulær økonomi. At det forholder sig sådan, understreges yderligere af det faktum, at en sådan økonomi skal drives af vedvarende energi, dvs. i sidste ende af solen, hvilket betyder at vort energiforbrug skal reduceres markant.

Troen på, at vi kan opretholde det nuværende energiforbrug – og det hertil hørende produktions- og forbrugsmønster – med vedvarende energi, er nemlig en stor illusion, som vækstøkonomiens fortalere forsøger at prakke os på. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre, selv ikke hvis man propper hele landskabet til med vandkraft, vindmøller og bioafgrøder – for der er ganske enkelt ikke areal nok.

En cirkulær økonomi, der skal drives af solens energi, indebærer helt uomgængeligt, at vi må reducere vores energiforbrug ganske betragteligt – ikke 10, 20 eller 30%, men snarere 70, 80 eller 90%.

Og det er umuligt i en globalt organiseret økonomi, med dens enorme transportbehov og dertil hørende energiforbrug.

Det er en social og demokratisk økonomi også!

Der findes altså tvingende økologiske grunde til, at fremtidens økonomi må være lokalt baseret, men hertil kan føjes tilsvarende sociale og demokratiske argumenter.

For en decentralt organiseret økonomi er jo også en forudsætning for, at vi kan genskabe de sociale fællesskaber, der nødvendigvis kun kan eksistere lokalt. Udover at dette er ganske logisk, så bekræftes også det til fulde af kendsgerningerne ved den nuværende globale økonomi, som jo overalt på kloden har ført til fællesskabernes opløsning, ja visse deres totale kollaps.

Fællesskabernes svækkelse medfører tillige en underminering af demokratiet, for man kan ikke have et demokrati, uden at det er forankret i et fællesskab. Den globale økonomi er demokratisk ustyrlig, ja, den sætter i realiteten demokratiet ud af kraft til fordel for de rene markedskræfter, dvs. de kolde kontanter. Se blot på, hvor mange af de demokratisk besluttede love og regler, vi i Danmark har måttet give køb på, for at tilpasse os de økonomiske realiteter i EU’s indre marked.

Løfter vi beslutningerne op på et endnu højere niveau – det være sig WTO eller den planlagte transatlantiske frihandelszone – vil vi nødvendigvis skulle give køb på endnu mere, f.eks. i forhold til hormonkød og GMO-afgrøder. Konsekvensen er, at demokratiet tømmes for indhold, hvorfor politik reduceres til ren symbolpolitik, hvad det næsten allerede er.

No deal is better than a bad deal

Når demokratiet tømmes for indhold og fællesskaberne svækkes, føler folk sig afmægtige, hvilket vi da også er vidne til mange steder i verden, ikke mindst i Syd- og Østeuropa. Frem for at kræve demokratiet tilbage vil mange være tilbøjelige til at følge den ene eller anden folkeforfører, som i den slags situationer altid byder sig til med letkøbte løsninger og hårdtslående retorik. Forude lurer fascismens fare.

Vi må generobre magten over livet

Heroverfor findes der kun ét holdbart svar: At tilbageerobre de mangfoldige fællesskabers demokrati. Den kamp kan ikke føres bag lukkede døre eller i den centraliserede magts korridorer. Den kan kun føres på »gaden« – dvs. ved at organisere folk lokalt og derigennem genskabe fællesskaberne.

Den opgave handler ikke blot om politik, men nok så meget om økonomi, for man kan ikke genskabe fælleskabet uden samtidig at tilbageerobre magten over økonomien.

At føre magten over økonomien tilbage til de lokale fællesskaber betyder, at produktion og forbrug må tilpasse sig de grænser, som den lokale natur og det lokale miljø sætter. Hermed er cirklen sluttet, for uanset om vi argumenterer økologisk, socialt eller demokratisk, så ender vi med den samme konklusion: At magten må føres tilbage lokalt. Den konklusion er egentlig ganske banal, for det er jo netop på det lokale niveau – og kun her - at livet finder sted i alle sine afskygninger.

At livet finder sted lokalt, betyder omvendt, at enhver grænseoverskridende økonomi er livstruende. Jo mere grænseoverskridende, desto mere livstruende er den. Derfor må den transatlantiske frihandelszone TTIP afvises som det livstruende monster, den reelt er!

John Holten-Andersen er lektor ved Aalborg Universitet og medlem af NOAH-Modvækst.

 

Mere om TTIP:

Læs artiklen »De multinationales frihedsbrev« hos Modkraft

Læs artiklen »EU/USA-aftale sniger GMO'er over Atlanten« hos Modkraft

Læs artiklen »International fagbevægelse afviser ny frihandelsaftale« hos Modkraft

Læs artiklen »Pia Olsen Dyhr er frihandelsfundamentalist« hos Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce