Voldsomme gadekampe og ildspåsættelser i Stockholm-provinsen Husby efter politiets drab på en ældre mand. Lokale aktivister beskylder politiet for racisme og brutalitet.
Natten til søndag og mandag den 19. og 20. maj 2013 har der været voldsomme gadekampe mellem kampklædt politi og stenkastende unge i Stockholm-provinsen Husby.
Urolighederne kommer efter politiets drab på en 69-årige psykisk syg mand i hans hjem en uge tidligere og er ifølge lokale aktivister udtryk for længere tids frustration over politiets opførsel.
Situationen eskalerede, da politibetjente søndag blev sendt ind i området for at slukke nogle påsatte brande og her blev angrebet med brandbomber. Tre betjente kom til skade.
Efterfølgende har flere klaget over, at beboere, som forsøgte at nedtrappe situationen, blev mødt af maskerede betjente med hunde og trukne knipler og tiltalt med racistiske udtryk.
Mødet med de aggressive betjente har formentlig været en medvirkende årsag til, at flere hundrede unge den følgende nat går på gaden igen, deltager i nye kampe med politiet og sætter ild til containere og flere end 40 biler.
Flere mennesker måtte evakueres på grund af voldsom røgudvikling. Indtil videre er seks unge mennesker anholdt for vold mod politiet.
Urolighederne spredte sig i løbet af natten til flere andre forstæder udenfor Stockholm, hvor der ligeledes var ildspåsættelser og stenkast mod politiet, skriver avisen Aftonbladet.
Læs artiklen »Nya konfrontationer i Husby« hos Aftonbladet.
Læs artiklen »Nattvandrare kritisk till polisen« hos SvD.
Beboergruppen Megafonen, som holder til i Husby og som arbejder på et erklæret venstreorienteret grundlag, vurderer, at weekendens uroligheder er udtryk for utilfredshed med stigende ulighed i det svenske samfund.
En ulighed, der kan ses i forskel på indkomst, men også i forholdet til myndigheder og den demokratiske proces generelt.
Politiets drab på den 69-årige mand i Husby er blot dråben, som har fået bægeret til at flyde over.
Megafonen har afholdt en demonstration mod politivold og forgæves forsøgt at få iværksat en uafhængig undersøgelse af episoden, som man mener har udløst en alvorlig tillidskrise mellem politiet og lokalbefolkningen.
Læs kommentaren »Vi kräver en oberoende utredning av dödsskjutningen i Husby« hos SVT.
– Det, som politiet og de store medier stempler som almindeligt uro i forstaden, er i virkeligheden en protest mod mandagens mord. Dette er absolut ikke en isoleret begivenhed. Det er et udtryk for frustration over, at de traditionelle demokratiske veje er blevet lukket, skriver Megafonen i en analyse af optøjerne i Husby og fortsætter:
– Vi har holdt fredelige demonstrationer, men myndighederne har ikke ønsket dialog. Politiet undersøger sig selv og konkluderer, at det ikke har begået nogle fejl, til trods for at sandheden er enkel: Det, som skete i mandags, var et mord i vores gader.
I samme artikel udtrykkes forståelse for beboernes reaktion på »politibrutaliteten«.
– Vi forstår beboernes reaktioner, og ser nattens uro som et svar på politiets brutalitet mod medborgerne og vores naboer. Begivenheder som disse kan kun forebygges med lige muligheder for alle – uanset bopæl. Vi ønsker en social revitalisering af vores område, og det må politikerne forstå. De er nødt til at lytte til os, folket. Gør de reelt det, kan vi undgå lignende situationer i fremtiden, mener beboeraktivisterne.
Læs analysen »Husby belägrat av poliser. Gå hem? Det här ÄR vårt hem« hos Megafonen.
Læs kommentaren »Fråga dig själv, Sverige« hos SVT.
Læs analysen »Husby: Polisen håller i nyckeln« hos Feministisk Perspektiv.
Læs artiklen »Svenske uroligheder: Brutal ildkamp mellem unge og politi« hos Ekstra Bladet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96