Stilsikker novellesamling lægger op til, at man tænker selv

Jeg måtte flere gange genlæse de ultra-korte noveller, der er samlet i Banedanmark, forfatteren Peder Frederik Jensens novellesamling, som udkom i februar måned.

http://da.wikipedia.org/wiki/Peder_Frederik_Jensen

Ikke fordi historierne ikke går klart ind første gang, men fordi der ofte er noget ildevarslende i starten af hver historie, noget som det er svært at sætte fingeren på, men som pludselig forvandles til enten en dramatisk slutning eller til et udflydende punkt i hovedpersonens fortsatte dekadence.

Proletariseret provins

Forfatteren har tilsyneladende skrevet novellerne i toget mellem København og Kalundborg, og hans bog portrætterer da også folk i provinsen.

Det gennemgående tema er livsbaner i de fattige og forsømte dele af Danmark, de steder, hvor arbejdsløshed og depression er allesteds nærværende.

Udover sin forfattergerning er Jensen også uddannet bådebygger, og han bruger ofte termer fra arbejdslivet og de redskaber, der knytter sig til det.

Jeg synes ikke, at det gøres påtrængende eller som en misforstået romantiseret arbejderisme. Det kobles snarere konkret til de mennesker, der lever i en virkelighed, hvor håndens værk er i centrum.

I bogens suverænt bedste tekst, den korte »Solen har travlt«, møder man en psykisk syg mand, der er blevet fyret fra den lokale fabrik. Hans kone er død af kræft, og man følger ham på en sidste tur igennem huset, hvor han sanser sig frem til minder om et liv, som man fornemmer i korte glimt. Slutteligt knækker han løbet på sit gevær og lader.

Denne triste historie får mig til at tænke på Lolland-Falster og den proletarisering (eller måske nærmere lumpen-proletarisering), som er ved at ske i et område, hvor skibsværfter, sukkerfabrik og lagre lukker på stribe, og hvor antallet af arbejdsløse og nedslidte førtidspensionister vokser eksplosivt. Det er fra den virkelighed at Jensen trækker sin hovedstol, og det giver novellesamlingen stor aktualitet.

Køn

Det andet helt store tema i Banedanmark er køn, eller rettere kønsdriften. På nådesløs vis blotlægger Jensen kønnenes intentioner og indbyrdes relationer.

I den ustyrligt morsomme »Hun har gemt mit nummer« spankes en mandlig fortællerstemme, som triumferende indvilliger i at give husly til en pige, der passerer forbi København, og med hvem manden gør sig store forventninger. Da hun er væk næste dag, slutter historien med den bidende lakoniske sætning: »han bruger resten af dagen på et website«. Bum!

Novellen »Ægløsning« handler om Caroline, der i sin træthed over hankønnet og dets evindelige fuldesnak om potens vælger at tage fra fest til fest og have ubeskyttet sex med tilfældige bejlere i håbet om graviditet efter et one night stand.

Forfatteren finder også plads til at kombinere temaerne køn og provins i den tragisk-smukke tekst »Torben og Bitten«, som handler om ægteskabelig vold. Det er en tekst, der formår at løfte sig, fordi volden hele tiden ligger imellem linjerne, den beskrives ikke med detaljer, ligesom parret hele tiden prøver at glemme den.

En passage som denne skærer sig helt ind i hjertekulden:

»Da de vågnede næste morgen, kørte de i Føtex. Hun fyldte vognen med kager og kød. Kager og kød. Lever og spæk. Øl. Hun nynnede, mens hun passerede gennem frost og køl. Hun mente at de skulle have en ny stegepande. At den gamle brankede kødet.
(…)
Da de kom hjem, nåede de ikke længere end til bryggerset. Hun holdt fast i kummefryseren imens. I plastichåndtaget, der endte med at knække af. Hun tvang ham ned på knæ. Hun sad og kiggede på ham fra betongulvet. Han åbnede fryseren. Han fandt en lammekølle. Vend dig, sagde han.
Bagefter stavrede hun ind på sofaen.«

Stilsikkert

Det, som gør Banedanmark så vellykket og gennemført, er Jensens stil. Han er ordknap og har tydeligvis redigeret helt ind til benet, informationerne i hver sætning er overvejet ned til den sidste detalje.

Man keder sig derfor aldrig i løbet af de hundredesyvogtredive sider.

Den ordknappe stil efterlader rum til, at læseren selv kan tænke og gøre sig forestillinger, men det nødvendiggør samtidig, at hver hovedpersons handlinger og tanker skal ramme rigtigt, have en symbolik over sig, der danner stof til eftertanke.

Indimellem kan man godt føle, at Jensens univers bliver for dystert, at der er for meget råddenskab iblandt de skæve eksistenser, som ofte er hovedpersoner. Men måske er det i højere grad valgene end miljøerne, som er det vigtigste budskab. At hverdagen er fyldt med valg, som er konditioneret af vores livsvilkår og fortid, men som stadig står der og venter på, at vi skal fare ned af den ene eller den anden bane.

Andreas Bülow er i lære som film- og TV-produktionsassistent.

Peder Frederik Jensen: Banedanmark, Forlaget Samleren/Rosinante og co, 2014, 138 sider, 199 kr.