Stat, kapitalisme og organisk krise

På Modkrafts baggrundsmagasin Kontradoxa 20/2 2014 kritiserer Anders Lundkvist den 20. februar 2014 (»Herfra hvor vi ligger«) det, han tror, er den klassiske marxistiske statsteori, og som i hans udlægning fremtræder som en firkantet materialistisk teori, en teori som han igen lader være forankret i den velkendte basis-overbygning model.

Ledsagende får vi endda at vide, at denne teori skulle være en af årsagerne til stalinismen i Sovjetunionen. Desuden skitserer Anders Lundkvist en ’idealistisk statsteori’, som han også forkaster.

Midt imellem disse to opfattelser, hvis tåbelighed alle kan se, placerer han så sin egen statsopfattelse. Endnu en gang fremlægger han derefter sin ofte fremførte opfattelse af staten som ’den demokratiske offentlige sektor’, hvorfra den videre kamp for socialisme må udgå.

Nu er for det første det, Anders Lundkvist kalder ’den materialistiske statsopfattelse,’ betydeligt mere alsidig og sofistikeret, end den fremtræder i hans karikatur.

Marx selv havde mindst to forskellige statsteorier og fem forskellige begreber om demokrati. [i] Statsopfattelserne var i øvrigt vidt forskellige hos skikkelser som Karl Kautsky, Eduard Bernstein, Rosa Luxemburg, V.I. Lenin, Leon Trotskij, Rudolf Hilferding, Otto Bauer og Antonio Gramsici. [ii]

Det er en tilsnigelse her at tale om én ’marxistisk statsteori’. Og flere af disse teoretikere opererede også i tidens løb med forskellige statsteorier.

Det hænger sammen med det forhold, at de alle løbende kæmpede desperat for at justere teorien til de særegne eller ændrede konkrete forhold i den virkelighed, der omgav dem.

Og under ingen omstændigheder kan man forklare Ruslands udvikling i det 20. århundrede ud fra et teoretisk nedslag.

Som i andre europæiske lande var det den virkelige udvikling, der var afgørende, f.eks. de to verdenskrige, den russiske revolutions isolering, landets periferisituation og dybe moderniseringsproblematik, den mislykkede socialistiske revolution i Tyskland, fascismens fremkomst og den storpolitiske dialektik.

At ville forklare noget så kompliceret som stalinismens udvikling i Rusland som et produkt af ’den marxistiske teori’ er simpelthen udtryk for en ensidig idealistisk tilgang. En Bent Jensen med modsat fortegn så at sige.

Jeg tror ikke, at en sådan type diskussion, som den Anders Lundkvist her lægger op til, bringer os meget fremad til en nærmere forståelse af et moderne socialistisk partis vilkår og en adækvat socialistisk strategi.

I stedet for at tage udgangspunkt i skematiseringer , karikaturtegninger af opponenternes opfattelser samt en fritsvævende idealisme må vi tage vores udgangspunkt i en analyse af virkeligheden selv. For vores vedkommende den nutidige krise.

Nutidens krise

Nutidens krise er omfattende og kompleks, ikke ’bare’ rent økonomisk.

Den politiske demokratiske magt er for det første svækket af det, man kunne kalde forskydningsfænomenet: Vigtige områder af den økonomiske virksomhed og politik er stadig, og i stigende grad, unddraget demokratisk politisk kontrol og beslutningstagen.

Store områder og vigtige beslutningsprocesser er overladt til velorganiserede og magtfulde nationale, og ikke mindst regionale og globale, økonomiske corporations og supranationale myndigheder, som er vedvarende lydhøre overfor disse velorganiserede interesser.

Men først og fremmest er der overalt i den vestlige verdens udviklede økonomier et tæt samspil mellem økonomiske og statslige eliter. Disse agerer ikke nødvendigvis mod hinanden, men som regel med hinanden i komplekse elitestrukturer og -relationer. [iii]

Modstående, i bunden af samfundene, er de organiserede massebevægelser for folkelig deltagelse og indflydelse smadrede eller under opløsning.

Den fortsat fremadskridende koncentration af magt og indflydelse i samfundenes top, den enorme ophobning af ressourcer, som forvaltes, bruges og misbruges af økonomiske og politiske eliter, modsvares af en fremadskridende atomisering i bunden af samme samfund (et forhold, som i den dominerende ideologi eufemistisk benævnes ’øget individualisme’).

Ind i alt dette skyder sig også medierne som en ny faktor.

Medierne synes i dag at være et vigtigere element i den politiske proces end de politiske partier. Medierne udgør, trods deres manglende demokratiske legitimitet, i sig selv en magtfaktor. De er ikke længere (som de selv tror) bare den uafhængige kritiske ’fjerde magt’, men en elitestruktur som er flettet sammen med de øvrige eliter i de bestående samfund.

Samtidig har det politiske kraftfelt ændret sig. Neoliberalismen er blevet den samlende hegemoniske ideologi.[iv]

Socialismens krise er et iøjnefaldende træk i den moderne virkelighed, og det samme kan siges om kommunismen. Dette træder tydeligt frem med i en sammenligning mellem den nutidige situation på den ene side og mellemkrigsperioden og perioderne fra 1945-1980’erne på den anden side.

Derimod er højreradikalismen igen under stærk fremmarch, om end i en anden form og under en anden retorik end i mellemkrigsårene.

Kapitalismen og staten har vokset sig enormt stærke, og neoliberalismen er denne magtens sammenbindende og legitimerende ideologi. Magtkomplekset synes umådeligt og ubrydeligt og ideologien alt gennemtrængende.

Neoliberalismen er så stærk, at den har absorberet ikke blot den klassiske liberalisme og transformeret den, men også konservatismen og de ledende lag i de europæiske socialdemokratier.

Udgangspunktet: ’Kompromis-demokratiet’ og ’socialpartnerskabet’ efter 1945

Det begyndte tilsyneladende ellers så godt lige efter afslutningen af 2. verdenskrig.

I Vesteuropa blev der som følge af aksemagternes nederlag i verdenskrigen, den nye storpolitiske situation, samt forskydninger i det sociale kraftfelt i løbet af årene efter 1945 etableret et ’kompromisdemokrati’.

Det europæiske højre og indflydelsesrige kræfter i erhvervslivet og magtfulde samfundsmæssige institutioner, som endnu i mellemkrigsårene havde sværmet for autoritære eller fascistiske løsninger, overgik nu til ’demokrati’, ja, proklamerede oven i købet at de skam altid havde været for demokrati.

Men 1945-demokratiet var et ’demokrati,’ der var beskåret til blot et system med regelmæssige valg mellem konkurrerende politiske eliter.

Den direkte folkelige inddragelse i og indflydelse på de politiske beslutninger var begrænset, og privatejendomsretten til produktionsmidlerne forblev intakt.

Arbejderbevægelsen accepterede også ’socialpartnerskab’ og ’produktivisme’ som en grundnorm. Hele bevægelsens historiske projekt for en grundlæggende ændring af magtforholdene i samfundet og en revolutionær transformation af den bestående sociale orden blev skrinlagt.

Til gengæld havde man, ud over det nævnte ’kompromisdemokrati’, fået velfærdsstat, muligheden for keynesiansk økonomisk politik samt hele det internationale Bretton Woods system, der den gang havde en helt anden karakter end i dag.

Den uhæmmede kapitalisme og liberalisme var i det mindste blevet ’embedded’ dvs. indlejret i sociale netværk og foranstaltninger. Og fascismen var væk, troede man. Det var socialdemokratismens håbefulde periode.

Denne periode varede fra ca. 1945 frem til ca. 1973 og blev yderligere understøttet af en hidtil uset økonomisk udvikling, den berømte ’Golden Age’ samt den af den storpolitiske koldkrigssituationen skabte politiske stabilitet (i Europa).

Siden begyndelsen af 1970’erne har kapitalismen og det politiske system imidlertid været plaget af gentagne og stadigt mere omfattende kriser.

Krisen fra 1973 og fremefter: Neo-liberalismen

En række forskere indenfor den neo-marxistiske tradition har i deres forsøg på at forklare overgangen i 1970’erne og den efterfølgende periodes vanskeligheder fokuseret på problemer omkring ’overakkumulation’ samt på udviklingen af rytmikken mellem materiel produktion og finanstransaktioner. [v]

Gerard Duménil og Dominique Lévy, f.eks. vil forklare omsvinget i økonomiske udvikling fra begyndelsen af 1970’erne og fremefter ud fra bevægelser i profitraten, forstået meget enkelt og indlysende som forholdet mellem den indtjente profit pr år og den udlagte kapital pr. år. [vi]

Kriser og omstruktureringer af kapitalismen har herunder været et historisk tilbagevendende fænomen. [vii]

Krisen fra begyndelsen af 1970’erne og fremefter var en repetition af det historiske grundmønster. Den viste sig i faldende profitrate, inflation, lønstagnation og stigende arbejdsløshed. [viii]

’Neoliberalismen’ er så igen udtrykket for den økonomisk herskende klasses forsøg på at presse profitraten og deres egen magt tilbage til førkrigsniveau. [ix]

Yderligere kendetegn på neoliberalismens praksis er den omfattende kommercialisering af sociale relationer og globaliseringen. [x]

Robert Brenner forsøger ligeledes at forklare det samme omsving, specielt i den amerikanske udvikling.[xi] Også Brenner definerer ’profit’ på en enkel måde: som overskuddet minus afskrivninger, indirekte skatter osv.[xii]

Udviklingen i den amerikanske økonomi fra ca. 1970 til i dag analyseres derefter med fokus på bevægelser i profitmasse, idet Brenner dog tillige inddrager spørgsmålet om købekraft (demand).

Trods alle forsøg fra skiftende regeringers og de store ’corporations’ side på at genskabe førkrigens og de første efterkrigsårs profitrate har tempoet i væksten været nedsat: »Et vedvarende fald i profitraten i den internationale fremstillingssektor, forårsaget af den vedvarende overkapacitet og overproduktion, har været og fortsætter med at være fundamental ansvarlig for nedsat profitabilitet og langsom vækst på et systemplan på langt sigt …. «.[xiii]

Antropologen David Harvey breder i sammenligning hermed perspektivet ud til en videre magtsociologisk undersøgelse af den globale udvikling i henseende til omfordeling og koncentration af rigdom. [xiv]

Ifølge David Harvey styrede de udviklede vestlige lande i løbet af 1970’erne ind i en kapitalakkumulationskrise. [xv]

I USA, f.eks., var den øverste én procent af befolkningens andel af nationalindkomsten ved afslutningen af 2. verdenskrig faldet fra 16 procent før krigen til 8 procent. [xvi]

Efter neo-liberalismens gennemslag, ved slutningen af 1970’erne var de riges andel igen steget til 15 procent. [xvii]

I en bred bevægelse kloden over kunne man fra begyndelsen af 1970’erne se en bevidst strategi og politik for en omfordeling af rigdom i opadgående retning. ’Neo-liberalismen’ var primært en politik for genskabelsen (: i de vestlige lande) eller etableringen (: Rusland og Kina) af økonomiske eliters magt og sikring af en omfordeling der kunne styrke akkumulationen. [xviii]

Denne målsætning og denne politik var dog tilsløret af en retorik og en ideologi om ’effektivitet’, ’frihed’, ’valg’, og ’individets rettigheder’’. [xix]

Gennem den officielle politik, gennem en enorm ideologisk oprustning, gennem et paradigmeskift i den økonomiske politik, gennem eksperter og tænketanke, og – kan man tilføje – gennem samfundsvidenskabernes tilpasning til ’tidsånden’ og drejning over i evolutionisme og eviggørelse af den bestående sociale orden, udbredtes en ideologi, der tilslørede og/eller legitimerede omfordelingen og koncentrationen af magt og indflydelse. [xx]

I sin nærmere udformning var neo-liberalismen præget af en styrkelse af de store virksomheder, ’the corporate economy’, af ’management’ og ved den enorme styrkelse af finansielle aktiviteter. [xxi].

Også statsmagten trådte – trods den liberalistiske retorik – tilbagevendende til med ofte brutale indgreb, således som det f.eks. viste sig i Chile i 1973, i England i 1984 og i Kina i 1989. [xxii]

Harvey foregreb her Naomi Kleins fremragende analyse af samspillet mellem økonomisk politik og statslig politik, mellem liberalisme og autoritær statsmagt. [xxiii]

Forløbet har i det hele taget været krisepræget og med en ujævn – og stadigt skiftende geografisk – udvikling.

’Strukturtilpasningsprogrammer’ er blevet gennempressede kloden over, og den organiserede arbejderbevægelse er blevet knust eller inddæmmet. Som i Pinochets Chile, Thatchers England og i Kina, hvor der er ved at udvikle sig en særegen form for kapitalisme – og hvor der ligeledes er sket en indkomstkoncentration i toppen og en massiv proletarisering i bunden af samfundet. [xxiv]

’Neo-liberalismen’ har i sit faktiske forløb overalt udviklet sig i et tæt parløb med en stærk stat, et grundforhold påpeget af mange forskere på feltet. [xxv]

Konsekvenserne har været vidtrækkende. Overalt på kloden har ’neo-liberalismen’ kunnet realisere målsætningen om en omfordeling til fordel for de økonomiske og politiske eliter. [xxvi]

Derimod slog en anden ofte proklameret målsætning om derved at sikre generel global økonomisk vækst fejl, med visse undtagelser, undtagelser der så i den dominerende ideologi er blevet fremstillet som normen, selv om statens rolle også her var fremtrædende. [xxvii]

Harvey når generelt til samme konstatering som Branko Milanovic og Robert Hunter Wade gør det i deres kendte undersøgelser: Uligheden i verden er forøget, og de i forvejen velhavende er blevet begunstigede. Der er sket en omfordeling fra bund til top, men den neoliberalistiske doktrins sekundære målsætning om økonomisk vækst er kun delvist blevet nået.

Alle internationale statistikkers gennemsnitstal her er i øvrigt forhøjede alene i kraft af det gigantiske kinesiske eksperiment, et eksperiment, som ikke har meget at gøre med klassisk liberalisme i europæisk forstand, men måske nok i høj grad med ’neo-liberalisme’ som defineret af Harvey og Klein.

I Kina er uligheden blevet stærkt øget, men samtidig er enorme menneskemasser blevet trukket ud af den yderste fattigdom. Det giver et broget billede og trækker de internationale statistikkers gennemsnitstal opad.[xxviii]

Realiteten, det egentlige resultat, har været en stigende ulighed både globalt og i de enkelte regioner og lande samt den fortsatte eksistens af store enklaver af fattigdom. [xxix]

David Harvey taler om ’dispossession’ (’fordrivelse’, red.) i fire varianter: 1) Privatisering og kommercialisering, 2) Financialisering, 3) Krisehåndtering og 4) Reduktion af den offentlige sektor og skattelettelser.

Gennem privatiseringer og kommercialisering af hidtil offentlige virksomheder og goder er der for at bane vej for øget akkumulation blevet overført store indkomster fra de fattige til de rige.[xxx] Et spektakulært eksempel er her Rusland i 1990’erne. [xxxi]

Neo-liberalismen har også medført en eksplosion i antallet af rene finansielle transaktioner. [xxxii] Hvor værdien af de daglige finansielle transaktioner i 1983 udgjorde 2,3 milliarder dollars var det tilsvarende beløb i 2001 steget til 130 milliarder. [xxxiii]

Dereguleringen fra 1980 og fremefter åbnede op for et finansielt system, hvor der gennem spekulation, svindel og bedrag blev overført enorme summer til en lille elite. Enron-skandalen i USA var her symptomatisk. [xxxiv]

Håndteringen af de hyppige ’gældskriser’ har ligeledes bidraget enormt til en global omfordeling. Mønsteret i hver gældskrise, i Mexico, Argentina, Sydasien, Rusland osv. var overalt det samme: Når der indtraf en bankerot med efterfølgende gældssanering, var det altid befolkningerne, der skulle betale til det, der i sidste instans var de rige landes kreditorer.[xxxv]

Siden 1980 er der herved blevet overført 4,6 trillioner dollars fra de fattige periferilande til de rige centerlandes økonomiske eliter. [xxxvi]

Dette var grundmønsteret i krisehåndteringerne, et mønster som også er fremdraget og analyseret af Joseph Stiglitz. [xxxvii]

Men hvor den liberale dissident og keynesianer Joseph Stiglitz ser det som et eksempel på en fejlagtig økonomisk politik, ser marxisten David Harvey det som et iboende træk i den globale kapitalistiske akkumulation og neoliberalismens hoved målsætning.[xxxviii]

Endelig peger Harvey på de faktiske virkninger af nedskæringerne i den offentlige sektors velfærdsydelser, privatiseringer af offentlig forsorg og skattelettelser. Igen har grundmønsteret været nedpresning af de dårligst stilledes livsvilkår og overførsel til de rige. [xxxix]

I Vesten bestod altså det i 1945 etablerede ’kompromis’, socialpartnerskabet og ’den indlejrede liberalisme’ med enkelte rystelser frem til krisen i 2008, en krise der dog om sagt begyndte at aftegne sig allerede tilbage i 1970’erne. Derefter indledtes en proces, hvor 1945-systemet er under begyndende afvikling og en nye orden under udvikling.

Den neo-liberalistiske omstruktureringsproces i forening med den storpolitiske udvikling har skabt en ny hegemonisk situation. Samtidig har hele det økonomiske, sociale og politiske system bevæget sig ind i en kritisk fase.

Liberalistisk omstrukturering og ’post-demokrati’

Eliternes magt er overalt blevet styrkede, dels på grund af den folkelige selvorganiserings svækkelse, dels, og ikke mindst, fordi de økonomiske, politiske, militære og ideologisk-kulturelle midler og ressourcer for magtudøvelse er blevet så enormt forøgede i indeværende århundrede, og den objektive afstand mellem eliter og befolkning er derved blevet øget.

Elitenetværket er blevet udbygget og styrket i kraft af eliternes gensidige funktionelle afhængighed i et moderne udviklet samfund, og den politiske og økonomiske magt er herunder blevet tæt sammenflettede.

Disse forhold, hele denne proces, er blevet glimrende beskrevne og analyserede af Colin Crouch i en meget omtalt bog om ’post-demokratiet’ [xl]

Hvor den samfundsvidenskabelige mainstream ellers tilbagevendende tilslører disse faktiske forhold og udviklingsforløb og på grundlag af skrøbelige subjektive survey-undersøgelser og med ryghold i evolutionismen reproducerer den hegemoniske ideologis modstående billede af ’folkestyre’ og social og politisk harmoni, [xli] angriber Crouch uforfærdet hele denne ideologiske konstruktion og taler om en bevægelse hen imod et ’postdemokrati’. [xlii]

Colin Crouch fastholder nemlig en definition af ’demokrati’ som folkestyre:

»Demokrati trives, når flertallet af almindelige mennesker har store muligheder for aktivt, gennem diskussioner og selvstændige organisationer, at deltage i udformningen af en dagsorden for det offentlige liv, og når de er aktivt bruger disse muligheder.«[xliii]

Den definition er mere adækvat end de pluralistiske teoretikeres gængse definition, der ophøjer de faktiske tilstande til at være ’demokrati,’ selvom der i realiteten blot er tal om en elite pluralisme. [xliv]

Crouch sondrer ikke blot mellem ’demokrati’ og ’ikke-demokrati, men indføjer som en tredje kategori ’post-demokrati’.

Ved hjælp af kategorien ’post-demokrati’ kan man nemlig bedre vurdere sundhedstilstanden i et hidtidigt demokrati:

»Ideen om et post-demokrati hjælper os til at beskrive situationer, hvor kedsomhed, frustration og desillusion har sat ind efter et demokratisk øjeblik/bevægelse [’democratic moment’, red.]; når magtfulde minoritetsinteresser er blevet langt mere aktive i at få det politiske system til at arbejde for dem i stedet for flertallet af almindelige mennesker; hvor politiske eliter har lært at styre og manipulere folkelige krav; hvor folk skal overtales til at stemme ved reklamekampagner styret ovenfra«.[xlv]

‘Post-demokrati’ er ikke (endnu) det samme som ‘ikke-demokrati’. Men det betegner en tilstand, eller snarere en bevægelse, væk fra ’the democratic moment’ henimod en tilstand hvor ethvert demokrati er opløst og erstattet af et moderne oligarki.

’The democratic moment’ var f.eks. Storbritannien og Skandinavien lige efter 2. verdenskrig. I dag kan man overalt se en postdemokratisk bevægelse hen imod et skævdrejet demokrati, et ’demokrati’ der mere og mere kommer til at minde om et plutokratisk oligarki. [xlvi]

Årsagerne til denne udvikling er for det første globaliseringen og de store internationale corporations og finansinstitutioner vældige magtforøgelse. [xlvii] Samtidig er almindelige menneskers politiske betydning blevet stærkt reduceret.

Toppen af samfundet er blevet enormt organiseret og styrket og bunden er blevet fragmenteret, atomiseret. [xlviii] Konsekvensen har været den omtalte post-demokratiske bevægelse, øget ulighed og tilbagerulning af velfærdstaten.[xlix]

Den dobbelte udvikling i henholdsvis samfundets top og samfundets bund har overalt styrket de økonomiske eliter og tilgodeset disses interesser. Bevægelsen har yderligere været understøttet og cementeret af en række videre forandringer.

De økonomiske eliter har i stigende grad fået både en privilegeret adgang til den politiske magt og en stærkt øget indflydelse på samfundsområder, også udenfor økonomien i snævrere forstand.

Ikke blot er der i form af privatiseringer sket en direkte overførsel af hidtidige offentlige opgaver til privat virksomhed, men i kraft af sponsoreringer har erhvervslivet fået en stor direkte indflydelse på en række samfundsmæssige opgaver.[l]

Vigtige samfundsopgaver er gennem et omfattende system af udliciteringer og kontrakter blevet unddraget demokratisk politisk kontrol, samtidig med at staten er blevet tappet for vigtig ekspertise og kompetencer, som i stigende grad er placeret i konsulentvirksomheder og andre private firmaer. [li]

I den henseende er statsmagten blevet svækket og har mistet autoritet.

Alligevel vil det være forkert at sige, at statens centrale beslutningskerne er blevet svækket. Det er rigtigere at sige, at vi i stigende grad ser en sammenfletning af økonomisk og politisk magt. Der er ved at opstå ’en forenet økonomisk og politisk klasse’. [lii]

Den udvikling understøttes tillige gennem de politiske partiers forvandling fra brede, velorganiserede massepartier til snævre politiske eliteorganisationer i en sammenfletning med erhvervslivets top.

Partiledelserne indgår i et tæt samspil med ledende personer og rådgivere fra erhvervslivet og dets magtfulde interesseorganisationer. Det politiske partis klassiske ledende ’cirkel’ er blevet til en ledende ’ellipse’.

Og omvendt er dets massebasis blevet stærkt reduceret og har mistet indflydelse, eller er simpelthen fraværende. Den illustrerende case her er Berlusconi’s Forza Italia, måske fremtidens parti type. [liii]

Også medierne har gennemgået en forvandlingsproces. Medierne er for det første selv blevet en del af den kommercialiserede sektor, med deraf følgende konsekvenser.

’Nyheder’ og kommunikation bliver her et markedsprodukt og er præget af krav om simplificering, underholdning, personhistorier og fokusering på ’sager’ og ‘skandaler’. Selve sproget er, ligesom i stigende grad politikernes sprog, blevet reklameindustriens sprog. [liv]

Det andet påfaldende træk i udviklingen er den enorme koncentration af mediemagt. Kontrollen over politisk relevante nyheder og information er verden over i stigende grad blevet underlagt nogle få velhavere og deres gigantiske Corporations. [lv]

Vi er overordnet vendt tilbage til en tilstand, hvor privilegerede grupper i samfundet har en helt ekstraordinær indflydelse.

Men, siger Crouch, der er dog ikke tale om en simpel tilbagevenden til fortidens oligarkiske styrer. De moderne vestlige samfund er stadig præget af de historiske erobringer og den forandrede politiske diskurs.

Der er tale om en post-demokratisk udvikling siden ’the democratic moment’ efter afslutningen af 2. verdenskrig, men vi er ikke helt tilbage i fortidens fascisme, autoritære styrer og oligarkier. ’Historien har gennemgået en ’parabel bevægelse’, som han udtrykker det.

Vi er slået tilbage i forhold til ’the democratic moment’ i 1945, men vi befinder os dog på et andet sted på tidsaksen. [lvi]

Men igen er forholdet endda noget mere kompliceret end som så.

Colin Crouch’ bog er en meget engelsk bog med deraf følgende begrænsning. I Central- og Østeuropa, f.eks., var udviklingen både historisk og i det 20. århundrede noget anderledes end i Skandinavien og Storbritannien.

I Centraleuropa brød de efter 1. verdenskrig nyetablerede demokratiske republikker sammen, og den stærke socialdemokratiske arbejderbevægelse led et historisk nederlag overfor fascismen. [lvii] Højreautoritære eller fascistiske bevægelser og regimer var derefter udbredte på det europæiske kontinent i mellemkrigsårene og under 2. verdenskrig.[lviii]

Dette var tilfældet både i Central- Syd- og Østeuropa. Og endnu længere mod øst, i Rusland, degenererede den russiske revolution til stalinisme. [lix]

Revolutionens nederlag i Tyskland i årene 1918-23 og socialismens endelige nederlag overfor stalinismen i Rusland skabte, som vi i dag kan se, en skæbnesvanger dialektik i hele den europæiske udvikling.[lx]

’Regimes of Austerity’: Sociale nedskæringer og forkælelse af investorer og banker

Medens Colin Crouch analyserer demokratiets degeneration til ’post-demokrati,’ analyserer Armin Schäfer og Wolfgang Streeck en anden vigtig, og dermed sammenhængende, udvikling.

Svækkelsen af demokratiet - selv det beskårne ’kompromisdemokrati’ fra 1945 – forstærkes, påpeger de, yderligere af den igangværende indsnævring af rummet for politiske valg og afgørelser overhovedet.

Siden ca. 1970 er ’gabet’ mellem statens udgifter og statens skatterevenu blevet større og større i alle OECD-lande, et gab som staterne har søgt at dække til ved hjælp af stadig øget låntagning.

I perioden fra 1970 til 2010 er statsgælden i en række udviklede vestlige lande da også (målt i procent af GDP) vokset fra godt 40 til 90 procent. [lxi]

Dette er primært et resultat af ophøret af vækstperioden fra 1950 til omkring 1970 og den efterfølgende periode af liberalistisk omstrukturering, herunder i den sidste del af forløbet hjælpen til de betrængte banker under 2008-krisen.

Schäfer & Streeck tilbageviser også højrefløjens klassiske argument, at stigningen i statsgælden skulle skyldes alt for meget demokrati og velfærdsstatens udvikling. [lxii]

Problemet opstod og udviklede sig tværtimod i den periode efter begyndelsen af 1970’erne og frem til i dag, hvor regeringernes politiske magt over økonomien er blevet svækket, den demokratiske deltagelse har været faldende og velfærdsstaten sat under pres.[lxiii]

Konsekvenserne har været vidtrækkende.

Overalt er der blevet indledt et ’regime of austerity’, overalt er regeringernes muligheder og politik på forhånd indsnævret ved den store gældsmasse, de skal tilgodese, overalt er de blevet mere afhængige af og underlagt kreditorernes ønsker og krav, og overalt er partiernes politik som følge heraf blevet mere og mere ens.

Rummet for demokratisk politik er herved blevet betydeligt indsnævret, hvilket igen har fremkaldt øget politisk apati og faldende valgdeltagelse, en afpolitiseringsproces der i øvrigt har været stærkest i lande med størst ulighed. [lxiv]

Den neo-liberalistiske omstrukturering af EU

Den neo-liberalistiske omstruktureringsproces er her i Europa ikke mindst blevet drevet frem af EU.

EU er en unik institution, der blev udviklet under det forenede pres af den kolde krig og fremtrædende elite-aktørers situationsopfattelse og visioner. Men også af storpolitiske interesser på baggrund af mellemkrigsårenes og krigens erfaringer, samt ikke mindst i en proces af socialt og politisk kompromis, der sikrede bibeholdelsen af den bestående sociale orden gennem etableringen af en historik blok og en dertil hørende hegemonisk ideologi.

Derefter udviklede organisationen sig under den kolde krigs politiske stabilitet og den økonomiske væksts betingelser. Det var ikke EU der skabte stabiliteten, men stabiliteten, der skabte EU.

Udviklingen fortsatte i et triumftog efter murens fald og blev i stigende grad præget af neoliberalismens politiske, økonomiske og ideologiske dominans, men nu her også på det sidste under pres af økonomisk og politisk krise.

Samtidig er EU’s (og NATO’s) indflydelsessfære gennem optagelser af nye medlemmer blevet presset stadig længere øst på.

Den økonomiske krises udvikling har kun yderligere bestyrket eliterne i deres forsæt om at drive en liberalistisk politik igennem. Den ’nødvendige politik’. [lxv]

EU har cementeret kapitalismens i forvejen så overvældende dominans. Ved ’Enkeltakten’ i 1986, Maastricht-traktaten i 1992, på Københavnsmødet i 1993, ved Amsterdam-traktaten i 1997 og Nice-traktaten 2001 stipuleredes den liberalistiske markedsøkonomi som værende den overordnede målsætning for EU og obligatorisk for alle daværende og kommende medlemslande.[lxvi]

På ministertopmødet i Lissabon i 2000 opprioriteredes landenes konkurrenceevne over de sociale hensyn, og i Lissabon-traktaten fra 2007 proklameredes målsætningen (allerede formulere på topmødet) om, at EU skulle være den mest konkurrencedygtige økonomi i den nye ’videns baserede økonomi’.[lxvii]

Finanspagten fra 2012 bekræfter yderligere den sejrende liberalismes økonomiske doktrin og krisebekæmpelsesstrategi og foreskriver endda, at dens grundbestemmelser skal indskrives i landenes forfatninger.[lxviii]

Hvis ikke ideologi og virkelighed passer sammen, skal virkeligheden ændres, så den bliver et spejlbillede af lærebøgerne.[lxix]

Fra Maastrich-traktaten til Lissabon-traktaten og Finanspagten samt i den aktuelle krisebekæmpelsespolitik kan man konstatere en på én gang doktrinært begrundet og interessemæssigt motivet og styret anstrengelse for ’ovenfra’ at gennemføre en bestemt samfundsform og politik.

Demokratiets tilbagerulning, slagen arbejderbevægelse, styrkedt kapitalisme og enorm statsmagt

Jeg har i min bog, Stat, Nation, Klasse, påvist, at demokrati ikke var et på forhånd givet resultat af en forudgående udviklingsproces gennem århundreder, men at der var flere udviklingsveje, og at flere regimeformer var og er mulige.

Undervejs blev demokratibegrebet også omtolket flere gange. Selve forståelsen af ’demokrati’ indgik i den fortløbende politiske kamp. [lxx]

Jeg har også påpeget, at det efter krigens afslutning i 1945 etablerede ’kompromisdemokrati’ var udtryk for magtforhold og interesser i den givne situation.

’Kompromisdemokratiet’ opretholdtes af en videre socialpagt og en bestemt hegemonisk konstruktion, og såvel demokratikonstruktionen, som socialpartnerskabet blev understøttet af den usædvanlige økonomiske vækst i perioden fra ca. 1950-1973 samt den storpolitiske konjunktur.

Disse unikke forudsætninger og betingelser er i dag væk. Samtidig er den nu helt løsslupne kapitalisme og dens politisk-ideologiske udtryk, neo-liberalismen, ved at borterodere selve samfundenes fundamentale sociale solidaritet samt tilbagerulle 1945 konstruktionen.

Processen er i dag så vidt fremskreden, at man med rette med Colin Crouch kan tale om et ’post-demokrati’.

Stat og kapitalisme er sammenflettede i gigantiske nationale, regionale og globale magtstrukturer. Arbejderbevægelsen er slået. Liberalismens altgennemtrængende ideologi og højreradikalismen marcherer igen.

Det er den virkelighed en moderne venstrefløj må forhold sig til i stedet for at regressere til perioden 1945-1973 med dens socialdemokratiske situationsopfattelse og forhåbninger.

Adækvat socialistiske strategi

En moderne socialistisk strategi må forholde sig til den moderne virkelighed. Det er her den må tage sit udgangspunkt, ikke i skematiske formler og gamle skænderier.

En moderne socialistisk bevægelse må være international, den må indgå i den verden over foregående bølge af revolter mod kapitalismen og ’den politiske klasse’. [lxxi]

Bevægelsen må videre være antikapitalistisk, og den må være radikal kritisk overfor den herskende elite af professionelle politikere og deres samspil med de økonomisk eliter.

Den må kæmpe ikke blot mod erhvervslivets og finansverdenens eliter, men også den magtfuldkomne privilegerede elite af politikere og bureaukrater. Angrebsmålet må være den forenede magtblok af kapitalisme og stat.

Bevægelsen må omvendt være forankret i de folkelige oprørsbevægelser og initiativer nedefra. Den må støtte disse i stedet for at modarbejde dem eller forholde sig passivt til den osteklokke af indelukket Christiansborg-politik.

Men gang på gang oplever vi hvorledes bevægelser ude i landet (lærerkonflikten, Dong sagen, den stærkt voksende politikerlede i befolkningen) blot får halvhjertet opbakning af venstrefløjens politikere på Borgen.

Diskussionerne om sådanne spørgsmål er i fuld gang rundt omkring i Europa og den øvrige verden.[lxxii]

Kan det passe, at den danske venstrefløjs bidrag her blot skal bestå i at lukke af for den internationale diskussion, skærme af over for virkeligheden og i øvrigt søge tilbage til den socialdemokratiske grundposition fra perioden 1945-73? 

Curt Sørensen er professor emeritus i sociologi.

Se også diskussionsoversigt om Enhedslistens principprogram-debat