Stalinisme og islamisme

Tit høres på venstrefløjen, at et folk skal lades i fred, få lov til at leve deres eget liv og løse deres egne problemer. Underforstået: Vi kan synes, at det ikke er rigtigt, at et folk i den tredje verden skal leve under diktatur og kvindeundertrykkelse, men hvis vi vil gøre noget ved det, lider vi under vestlig ”kulturimperialisme”.

Vi vil i så fald påtvinge andre folk vores standarder, ”når de nu har deres egen kultur”.

Denne holdning minder meget om stalinisternes ”folkefrontpolitik”, som blev dyrket fra midten af trediverne; kommunister og socialister skulle danne fælles front mod fascismen sammen med alle, som kunne bevæges til det.

Også sammen med konservative, for eksempel katolikker som ville stå vagt om gammeldags familieværdier, traditionel opdragelse og andet som vi, oplyste venstreorienterede egentlig var imod.

Vi skulle foreløbig give køb på vores fremskridtsvenlige holdninger for at besejre den fælles fjende, fascismen. Efter det kunne vi arbejde for revolutionen.

Selv om meget af dagens ”tredjeverdensisme” minder om stalinisternes folkefrontspolitik, så er der afgørende forskelle.

For dengang skulle socialister og kommunister afstå fra kritik af konservative værdier, fordi når folket engang bragtes til at kæmpe for egne interesser, ville det opdage hvem, der var dets forbundsfæller i denne kamp – os – og hvem, der var dets fjender og ville modsætte sig dets befrielse – højrefløjen.

Det er jo elementær marxisme, at vi ikke kan overbevise folk ved at holde lærde taler for det, først skal det i kamp for egne interesser. Derefter kan det forstå vores taler.

Når nogle af vores kammerater – IS og folk fra andre fløje i Enhedslisten – går ind for at frede dem, som siger, at de er imod USA-imperialismen, frede for eksempel islamister, såsom Taleban, og når disse kammerater sige,r at et folk kun kan frigøres af sig selv, så laver de en helt elementær fejl.

Fejlen er den, at selv om islamister mobiliserer masserne bag sig, ganske som i sin tid Mussolinis fascister og Hitlers nazister gjorde, så er der aldeles ikke tale om nogen folkelig mobilisering for dets egne interesser.

Tværtimod, enhver tendens til sligt bliver hårdt slået ned. Kvinder bliver sendt hjem til køkken og børn, kvindeskoler bliver sprængt i luften, kvinder, der går ”usømmeligt klædt” på gaden, bliver offentlig pisket, hvis ikke de får næse og ører skåret af.

Taler nogen om socialisme, bliver han offentligt hængt. Ledelsen taler om at bekæmpe ”den store Satan” – USA – men det er kun i Allahs navn, og man skal have diktatur i guds navn, for det er guds vilje. At diskutere dette ville være gudsbespottelse.

Derfor har jeg tit sagt, og siger det igen; islamisme er noget helt andet end islam. Man kan ikke generalisere om alverdens muslimer, for ingen kan kende de over en milliard mennesker, som er opvokset i lande, hvor islam er den herskende religion. Disse mennesker er vidt forskellige med hensyn til uddannelse, profession, nationalitet og verdenssyn.

Kun fordomsfulde fjolser som Dansk Folkeparti kan generalisere om dem, sige, at de alle er ens.

Men islamisme á la Taleban og Irans styre er noget helt andet, nemlig en politisk bevægelse, som går ind for diktatur i Allahs navn. Den politik vil de ikke diskutere, så de kan kun bekæmpes med våben. At frede Taleban vil uvægerligt bringe dem til magten igen.

Nutidens socialister ryster nogle gange på hovedet af fortidens stalinister. Hvordan kunne de lade sig narre i så høj grad, hvorfor gennemskuede de ikke den gale politik.

Men vores ”tredjeverdensister” er langt værre end fortidens stalinister, som generelt ikke havde noget alternativ, men som dog havde nok sund politisk sans til at strømme til Spanien for at bekæmpe diktatur og fascisme. Nåede de ikke det, så bekæmpede de fascisterne i gaderne hjemme.

Nu siger man: Lad dog afghanerne sejle deres egen sø, et folk kan kun frigøres af sig selv. Som om afghanerne havde noget valg, som om de havde valgt Taleban, der forbyder ethvert valg.

Når vi siger, at et folk kun kan frigøre sig selv, mener vi en socialistisk revolution. For den betyder jo, at folket selv tager magten. Noget helt andet er at forsvare et folk mod overgreb, som dengang Vietnams styre invaderede Kampuchea for at fordrive ”de røde Khmerers” terrorstyre.

Er der nogen, der nu mener, at det var forkert at invadere Kampuchea?