Mere end 1.000 mennesker var den 4. maj mødt op til et traditionsrigt fakkeltog igennem Istedgade imod krig og fascisme.
Omkring 1.000 personer deltog 4. maj i et fakkeltog gennem Istedgade i anledning af 70-året for Danmarks befrielse.
Optoget er en tradition, som har eksisteret siden 1960 under et slogan hentet fra folkestrejken i København i juni 1944: Istedgade overgiver sig aldrig. Optoget hæfster sig desuden op på et aktuelt politisk tema - i år under parolen: Sammen mod krig og fascisme.
I anledning af 70-året for Danmarks befrielse var starten for fakkeltoget i år lagt på Rådhuspladsen i København, hvor der var taler og musik.
Yonathan Goldsthein, blogger hos Modkraft, talte om palæstinensernes situation i Israel og i de besatte områder.
Menneskerettighedsadvokaten Bjørn Elmquist talte blandt andet om den retssag, som han på vegne af en gruppe bekymrede borgere anlagde mod staten i 2003 for at få afprøvet lovligheden af Danmarks krigsførelse i Irak.
Udgangspunktet var Grundlovens paragraf 19 som blev indføjet ved grundlovsændringen i 1953 netop for at undgå, at Danmark blev deltager i offensive krige uden bemyndigelse fra FN. Sagen blev afvist af højesteret.
Omkring kl. 19 kom en karavane på omkring 20-30 demonstranter fra en islamfjendtlig demonstration, der var arrangeret af Pegida-bevægelsens afløser: For Frihed, tæt forbi Rådhuspladsen. De blev fulgt af 7-8 af politiets mandskabsvogne og en stor gruppe antifascister.
Se video fra demonstrationen på YouTube:
Inden frihedsbudskabet lød ud over pladsen kl. 20.36, havde Annisette med Savage Rose afsluttet en koncertdel med en udgave af Nordahl Griegs Kringsat af fjender.
Fakkeltoget gik derefter igennem Istedgade med frihedsfanen forrest, efterfulgt af røde faner og hornorkesteret Røde Horn på en ladvogn.
Stig Mørch Christensen fra Røde Horn kunne fra sin siddeplads i musikervognen konstatere, at fakkeltoget i Istedgade fyldte hele gadens længde og dermed var den største 4. maj-manifestation i mange år.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96