Annonce

Udland
21. juli 2013 - 15:11

Splittelse ulmer på Taksim

Protesterne på Taksim-pladsen i Istanbul forenede regeringskritiske grupper, som har stået meget langt fra hinanden. Men protesternes fysiske adskillelse, risikerer også at forplante sig til en politisk splittelse. Reportage fra Taksim.

[Istanbul:] Det er i slutningen af juni, og det store Taksimtorv har i to uger været tømt for demonstranter. I den varme morgenluft skynder de travle indbyggere i Istanbul sig på arbejde henover pladsen.

På trods af den tilsyneladende genetablerede ro på Taksim, minder de store vandkanoner, der stadig står spredt i kvarteret, om de massedemonstrationer, der fandt sted her for blot et par uger siden.

Menneskeretsaktivst: Middelklassen angrebet

I en af de smalle sidegader til Taksimpladsen møder vi den tyrkisk-kurdiske menneskerettighedsaktivist Eren Keskin på hendes kontor.

Hun har siden midten af 90'erne arbejdet med at kortlægge overgreb, som det tyrkiske politi og militær har gjort sig skyldige i. For det arbejde er hun blevet idømt to fængselsstraffe og er blevet udsat for flere mordforsøg.

– Den tyrkiske stat har længe slået ned på folkets protester, såsom LGBT-demonstrationer og minoritetsgruppers protester. Det, der er unikt for Tayyip Erdogans politik, er, at han som den første premierminister er gået til angreb på den brede middelklasse i Tyrkiet. Det er en gruppe, der ikke er vant til at blive angrebet, og det var derfor protesterne voksede så hurtigt på Taksim, siger hun.

– Nu har Tyrkiets middelklasse en chance for at føle solidaritet og måske få en forståelse for, hvad mere udsatte grupper i Tyrkiet har måttet udstå gennem årtierne.

Strammere moralsk styre

Der var flere grunde til, at protestbølgen blev udløst. Under den siddende regering ved magten er abortlovgivningen blevet skærpet, journalister fængslet og en øget statslig indblanding i folks privatliv er vokset frem med blandt andet nye alkohol- og tobakslove.

Mange har også protesteret imod, at premierminister Tayyip Erdogan personligt har forsøgt at opdrage kvinder i, hvordan de skal klæde sig, og hvor mange børn de skal føde.

Traditionelle modstandere forenet

At titusindvis af demonstranter fyldte Tyrkiets torve og gader i begyndelsen af juni, var en stor begivenhed.

Men det mest bemærkelsesværdige var, at protesterne for første gang pludselig havde succes med at forene bevægelser, som traditionelt set står langt fra hinanden.

LGBT-aktivister stod pludselig side om side med islamister, socialister med liberalister, og måske mest iøjefaldende: tyrkiske nationalister side om side med kurdiske separatister.

Fredsforhandlinger mellem kurdere og tyrkisk regering

Desuden havde den tyrkiske stat for første gang i lang tid indledt fredsforhandlinger med den kurdiske, væbnede modstandsbevægelse PKK. Det kunne se ud til, at kurdere og tyrkere var ved at nærme sig hinanden. I hvert fald til en start.
Eren Keskin tænder en cigaret og ser ud gennem vinduet på den politibus, som langsomt patruljerer området.

– I 19 dage var området omkring Taksim besat, og demonstranterne formåede at håndtere de forskelle, der var mellem grupperne på pladsen. Desværre gik regeringen ind med tåregas og vandkanoner og slog ned på oprøret. Derfor er der ingen der ved, hvordan demonstranterne ville have håndteret de forskelle på sigt, siger hun.

Læs artiklen »Gezi-parken ryddet af tyrkisk politi« på Modkraft

Læs artiklen »Folkelige protester mod Tyrkiets regering spreder sig« på Modkraft

Læs artikeln »To demonstranter dræbt på - uroligheder fortsætter« på Modkraft

Militær dræber kurdisk fredsdemonstrant

Om aftenen den 28. juni, samme dag, som vi har mødt Erin Keskin, bliver den 19-årige kurder Medeni Yıldırım dræbt af skud af tyrkisk militær under en fredsprotest i Lice i det sydøstlige Tyrkiet.

De kurdiske demonstranter protesterede mod opførelsen af en ny militærbase i området med skilte med påskriften »Vi ønsker fred, ikke krig«.

»Lørdagsmødre«

Fordi drabet er foregået under en våbenhvile, demonstrerer de såkaldte »Lørdagsmødre« dagen derpå ved Galatasaray et par hundrede meter fra Taksim-pladsen.

Lørdagsmødrene består af pårørende til henrettede og forsvundne kurdere. De har trodset regimet med fredelige protester hver lørdag siden 1995.

Gruppen er inspireret af de mødre, der trodsede det argentinske diktatur og samlede sig på Plaza de Mayo i Argentina i slutningen af 1970'erne.

Det er unge mødre, der bærer børn på skuldrene og det er ældre mødre med sammenbidte tænder. I hånden holder hver kvinde slidte fotografier af deres myrdede søskende, mænd, døtre og sønner.

Tyrkisk mobilisering

Men den 29. juni er det ikke blot Lørdagsmødrene, der gør opmærksom på den tyrkiske stats dødsgivende skyderi i Lice.

På Twitter og Facebook spredes hashtagget #DirenLice (»GivModstandLice«) som en løbeild, og bliver i løbet af dagen mere hyppigt kombineret med tilføjelsen @Taksim.

Da skumringen ruller ind over Taskim, er pladsen allerede fyldt af politi. Alligevel samler titusindvis af demonstranter sig på gaderne omkring pladsen.

Til sidst trodser folkemassen den tætte mur af fremmødt politi og generobrer roligt pladsen under massiv jubel fra tilskuere og beboere i husene omkring pladsen.

Demonstrationen er en manifestation for at hædre de demonstranter, der er blevet dræbt og skadet under den seneste måneds protester på Taksim og i hovedstaden Ankara.

Men mange holder også bannere op med budskaber om de myrdede kurdere i Lice.

Observerende kurdere på tagterrasse

På en tagterrasse med udsigt over pladsen samles en gruppe kurdiske mænd sammen med journalister og andre tilskuere. De er medlemmer af det kurdiske separatistparti BDP (»Freds- og demokratipartiet«), og de følger nøje hændelserne på pladsen.

En af mændene, Bareş, fortæller, at de er forsigtige med at udstråle glæde.

– Demonstrationerne virkede uvirkelige i starten. Kurdere og tyrkere side om side. Grupper, der aldrig tidligere har ville være sammen, slog pludselig lejr sammen i Geziparken, og omgikkes uden at der opstod de mindste skænderier, fortæller han.

– Det har jeg aldrig før oplevet i Tyrkiet, det er historisk. Tyrkerne har tiet i årtier, alt imens vi kurdere er blevet myrdet af tyrkisk militær. Nu demonstrerer vi side om side, siger han. Og tilføjer:

– Men vi har svært ved at stole på, at det kan blive ved.

Kurdisk forsigtighed

Han skimter ud over det gigantiske Taksimtorv, der er så fyldt med mennesker, at selv sidegaderne og tværgaderne er fulde af demonstranter.

Et ensomt, gult BDP-flag flagrer stille over folkehavet. Partiet er under forskellige navne blevet forbudt siden starten af 1990'erne, senest i år 2009.

– Det her er første gang BDP har turde tilslutte sig politiske protester sammen med tyrkiske nationalister, fortsætter Bareş.

– Men vi er forsigtige. At tale om kurdisk frigørelse i Tyrkiet er stadig utroligt følsomt.

Underskriftsindsamling imod fredsaftale

Ved Istanbuls hovedgade, Istiklal, der munder ud mod Taksim-pladsen, står en gruppe mennesker og indsamler underskrifter. Gruppen er kemalister, tyrkiske nationalister med rødder i det moderne Tyrkiets grundlægger Kemal Atatürks idéer. De indsamler underskrifter imod fredsaftale mellem den tyrkiske regering og PKK.

– PKK er en terroristgruppe, som har myrdet og kidnappet civile. Vi nægter at tillade en fredsaftale med terrorister, forklarer en ung kemalist, som ikke vil oplyse sit navn.

– Det er den primære anledning til, at vi befinder os på Taksim, og der er mange, der står bag os. Indtil videre har vi indsamlet to millioner underskrifter, siger han.

Politi forcerer barrikade

Pludselig høres et brag, og folkehavet på Taksim-pladsen begynder at løbe.

Braget kom fra en af politiets transportvogne, som med stor kraft har forceret en af demonstranternes barrikader. Transportvognen trækker sig dog hurtigt tilbage, og demonstranterne råber til sympatisører, at de ikke skal stikke af eller gå i panik, men i stedet stå stille.

Hvis der udbryder panik i den tætte folkemængde, kan det hurtigt kunne udvikle sig til en livsfarlig situation.

Sidegaderne er smalle, og på det enorme torv står menneskerne i forvejen så tæt, at det er svært at trænge sig frem.

Folkemassen falder ned igen, og de, der har nået at flygte fra pladsen, bevæger sig langsomt tilbage. Der er en spændt stemning.

Mange som befinder sig på pladsen denne aften har også været her under de første, initierende protester, som politiet aggressivt opløste med tåregas og vandkanoner.

Under de optøjer omkom fire demonstranter og en politibetjent.

Oppositionel TV-kanal pludselig størst

En journalist fra den regeringskritiske tv-kanal, Ulusal Kanal (»Nationalkanalen«) har søgt beskyttelse bag et rækværk og laver direkte livereportage fra pladsen. Han har en gasmaske om halsen og beskyttelseshjelm på.

Reporteren hedder Naci Eriş, og da han har afsluttet sin udsendelse, får vi tid til at tale mere med ham og hans kollega Esra Atalay.

– I denne uge er vi den største tv-kanal i Tyrkiet, fortæller Naci Eriş.

– Når vi laver direkte udsendelser fra Taksim-demonstrationerne, sender mange af de andre tv-kanaler dokumentarer om pingviner eller direkte fra premierminister Erdogans tale til folket. Men folket vil se protesterne og vide, hvad der sker!

– I øjeblikket sender vi over satellit, eftersom vores hjemmeside, hvor vi plejer at bringe udsendelser, i fem dage har været underlagt et hackerangreb og er lukket ned, fortsætter Naci Eriş.

– Det er højst sandsynligt Erdogans regime som står bag. 15 af vores journalister er blevet fængslet,  og tre ud af de fire chefredaktører, vi har haft de seneste 13 år, har været fængslet. Den fjerde tæller dagene til den 5. august, hvor det er hans tur til at sidde i fængsel.

Tyrkiske socialister imod kurdisk selvstændighed

Ulusal Kanal er tilknyttet et oppositionelt, socialistisk parti, Arbejderpartiet. Men Esra Atalay fortæller, at der arbejder journalister fra mange forskellige partier på nyhedsstationen.

Alle er på den ene eller anden måde modstandere af Erdogans politik. De nævner årsager som privatiseringer og salg af offentlige pladser, indskrænkninger af menneskerets og frihedsrettigheder.

Men premierminister Erdogans fredsforhandlinger med kurderne er et ømtåleligt spørgsmål. Når det spørgsmål kommer op sænkes stemmen. Esra Atalay stirrer alvorligt på os:

– Det er det kurdiske spørgsmål. Vores regering vil tale om fred med kurderne og med mennesker, som vil have en kurdisk stat. Når vi ser nogen fra den kurdiske modstandsbevægelse eller nogen med BDP-flag, så ødelægger vi deres flag og jager dem væk fra pladsen. Vi er socialister, vi vil have et samlet Tyrkiet. Et frit Kurdistan ville ikke være godt for os.

»Vi må lære at respektere hinanden«

Tilbage på tagterrassen over Taksimpladsen.

Bareş og hans venner er gået i gang med at pakke sammen for at tage hjem. Natten lægger sig over Taksim-pladsen, og selvom, der er mange demonstranter tilbage, så bliver de langsomt blandet op med lørdagsfestende unge fra natklubberne omkring pladsen.

Her og der er der lyse fra de små vogne, der sælger vandkastanjer og majs.

Inden vi skilles, peger Bareş på sine venner.

– Ham dér er muslim. Ham dér er kristen. Ham dér er kurder og ikke-troende. Og ham dér er araber. Og ham der, han har fået hele sin familie myrdet af tyrkisk militær på grund af deres kurdiske identitet. Men I ser ingen forskel på os. Vi skal lære at acceptere hinanden og respektere hinanden.

Tagteressen, der tidligere var tæt på at bukke under på grund af alle tilskuerne, er nu næsten tom, og på pladsen er de sidste demonstranter ved at bevæge sig hjemad.

En kvindelig demonstrant, en af de sidste på pladsen, bærer på en knækket flagpind og et sønderrevet, gult flag. På flaget kan man stadig tyde de sorte partibogstaver BDP.

Næste morgenen efter dræbes yderligere en kurder af skud af tyrkisk militær.

Artiklen er oversat fra svensk af Sofie Lein Sadeghi.

Den kan også læses på svensk her (word dokument)

Læs også Astrid Vang Hansens blog »Oprøret i Tyrkiet lever stadig« på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce