Splittelse i fransk feministbevægelse

Venstrefløjen i Frankrig er i vildrede om, hvordan kvindekampen skal tage sig ud i dag. Der tegner sig en konflikt mellem på den ene side en traditionel marxistisk universel feminisme og på den anden side en mere pluralistisk og, måske, individorienteret og løs organisering.

I Paris er et alternativt 8. marts-kollektiv opstået som direkte konsekvens af uenigheder om kampdagens indhold.

Begge fløje orienterer sig ud fra et antikapitalistisk perspektiv og i opposition til den dominerende blå feminisme. Alligevel er de uenige på så afgørende punkter, at bevægelsen i praksis er delt i to.

Uenighed blandt aktivister i den franske venstrefløjs feministbevægelse beror på en konflikt om, hvordan feminismen skal udformes i dag, og mere præcist hvem der kan siges at være dens retmæssige subjekt. 

På den ene side er der tale om en traditionel, materialistisk feminisme, der kæmper for kvinders rettigheder i forhold til abort og muligheder på arbejdsmarkedet, og fastholder en traditionel marxistiske religionskritik.

På den anden side har vi at gøre med en nyere, mere pluralistisk bevægelse, der kritiserer det, de opfatter som en paternalistisk og elitær feminisme, og understreger at artikulationen af det feministiske projekt altid må foregå hos de personer, der berøres af den givne undertrykkelsesstruktur.

De to store uenigheder i diskussionen handler om tørklæder og sexarbejde, to emner som ligeledes har fyldt meget i mainstreammediedækningen i Frankrig de sidste par år.

Jeg har talt med repræsentanter og aktive i de to bevægelser.

To gange 8. marts

Tørklædedebatten, der stadig er i fuld flor, er et af de mest markante stridsspørgsmål, og direkte medvirkende til at den ellers nogenlunde samlede venstrefløjsfeminisme er blevet splittet i to.

Under den fælles 8. marts demonstrationen i Paris i 2012, arrangeret af Collectif National de Droits de Femmes (CNDF, Den nationale sammenslutning for kvinders rettigheder, grundlagt i 1996, samler de fleste venstreorienterede partier, fagforeninger og feministiske grupper) blev en gruppe kvinder smidt ud af optoget, fordi de bar tørklæde, hvilket man tilsyneladende fandt i uoverensstemmelse med kampdagens paroler.

Andre grupper synes ligeledes at være blevet ekskluderet ved samme lejlighed: dels transpersoner og dels sexarbejdere, der følte sig chikaneret pga. arrangørernes eksplicitte modstand mod prostitution.

Episoden gav anledning til grundlæggelsen af en alternativ og mere inkluderende 8. marts demonstration, arrangeret af en paraplyorganisation der kalder sig Collectif 8 Mars Pour ToutES (C8PT, Sammenslutningen 8. marts for alle, opstået i 2012).

Organisationen opstod som direkte konsekvens af interne uenigheder om, hvordan bestemte minoritetsgruppers interesser passer ind i et fælles feministisk projekt, og initiativtagerne understregede nødvendigheden af et modsvar til det de kalder »den etablerede institutionsfeminisme«, som de mener er »hvid og elitær«.

Det evige tørklæde

Det har siden 2004 været forbudt at bære religiøse symboler (herunder hijab) i skoler og andre offentlige institutioner i Frankrig, og i 2010 blev der tillige indført forbud mod at »skjule ansigtet i det offentlige rum«, hvilket også indebærer gader og veje og i det hele taget bygninger, der er tilgængelige for offentligheden.

Loven er mere præcist møntet på brugen af niquab og burka, og Belgien er det eneste land med en lignende lovgivning.

Tørklædedebatten, der med skiftende intensitet har verseret de sidste tredive år, har delt de feministiske stemmer i Frankrig. Flere mener at man må indvilge i et sådant gruppespecifikt og dermed marginaliserende tiltag for at støtte unge muslimske kvinder.

Tørklædet er for dem blevet det typiske symbol på sexistisk vold, og diskussionen udfolder sig omkring en tilsyneladende konflikt mellem at ville modarbejde hhv. stigmatiserende og kvindeundertrykkende kræfter.

Første uenighed

Laure M. er en mangeårig aktivist i bevægelsen Osez le feminisme!, der slutter op om CNDF. Men hun deltager efter episoden i 2012 ikke længere i CNDF’s aktiviteter.

Hun kritiserer i en artikel i Le Nouvel Observateur (8. marts 2015) CNDF for at opfatter tørklædebærende kvinder som »ude af stand til at træffe deres egne valg, og som [nogle] man, koste hvad det vil, prøver at ’frigøre’, ved at forbyde tørklædet på uddannelsesinstitutioner, i det politiske rum og i det offentlige rum om muligt. Men, når man udelukker tørklædet, udelukker man også den person der bærer det«.

CNDF støtter forbuddet mod at de religiøse symboler, inklusive tørklædet, og talspersonen for CNDF Suzy Rojtman siger om eksklusionen af muslimske kvinder i 2012:

– Vi er ikke imod enkeltpersoner. Det er rigtigt nok, at vi ikke ønsker kvinder, der bærer tørklæde som organiseret gruppe, fordi vi mener, at det at bære tørklæde ikke passer ind i kvindefrigørelsen. Så sådan er det. Jeg siger dig, at tørklædet kan have en polemisk karakter – der er kvinder, som bærer tørklæde, der siger at ’jeg er muslim, jeg kræver min ret til det’, men politisk set er det at bære tørklæde, efter vores mening, ikke i overensstemmelse med kvindefrigørelsen.

Rojtman henviser til, at der er masser af kvinder for hvem, retten til at frasige sig tørklædet er en aktuel politisk kamp.

CNDF udspringer af en traditionel marxistisk feminisme og insisterer på en almen religionskritik:

– Vi har altid peget på, at religion, alle religioner, og især de monoteistiske – kristendom, jødedom og Islam – er imod kvinders rettigheder. For eksempel dannedes CADAC [en sammenslutning af fagforeninger og partier for retten til abort, red.] i 1990’erne for at bekæmpe fundamentalistiske kristne, der stod foran portene til de hospitaler og klinikker, hvor kvinder fik udført abort.

– Vi er ikke imod religion som sådan, alle har ret til at være religiøse, det, vi siger, er, at når man ser ordentligt efter, så ser man, at alle religionerne er misogyne, mod kvinders rettigheder.                                                         

– For os kan tørklædet udmærket have flere forskellige betydninger. Men hvis man taler om den politiske situation på globalt plan eller i fransk kontekst, kan vi ikke se, hvordan det skulle kunne være noget frigørende for kvinder

’Ne me liberez pas, je m’en charge!’ ('Befri mig ikke, jeg klarer det selv)

Støtten til tiltag som forbuddet mod tørklædet er hovedsageligt blevet begrundet med ønsket om at beskytte kvinder, og det hviler på en forudsætning om, at der er visse kvinder, der særligt skal tages hånd om pga. deres kulturelle baggrund, hvilket man for eksempel ser hos organisationer som Ni putes ni soumises.

Tankegangen synes at indbefatte en ide om, at det kun er disse mere privilegerede kvinder, der kan gennemskue hvilken situation, de muslimske kvinder er i, og hvad de har brug for.

– Det er mainstream-feminisme og faktisk racistisk, også selvom man måske ikke selv er sig det bevidst, siger Neyhed, gymnasielærer og demonstrant i C8PT’s optog, om CNDF’s forsamling.

– De ekskluderer racialiserede kvinder i deres retorik omkring det at bære tørklæde – de siger, at de er fremmedgjorte, at de ikke ved, at de lader sig undertrykke.

Blandt CNDF’s kritikere er det et dominerende synspunkt, at man skal lade de berørte om selv at definere formen på deres frihedskamp.

C8PT skriver for eksempel på sin hjemmeside:

»Hver enkelt fællesskab, hver minoritet i kamp mod sexistisk vold, bærer på forskellige krav, idet de konfronteres af mange forskellige former for undertrykkelse, og det er op til dem selv at bestemme, hvordan de vil frigøre sig«.

Samtidig kritiseres CNDF samt andre feministiske kræfter, der støtter tørklædeforbuddet, for at udøve en slet skjult racisme, der tager form af omsorg overfor ’særligt udsatte’ grupper af samfundet.

Den franske sociolog Christine Delphy undrer sig over, at en så stor del af dem, der kalder sig feminister, kan være ignorante overfor det forhold, at de selv udøver netop den slags dominans, de ellers forsøger at bekæmpe:

»Hvordan kan de ikke se, at voldsudøvelsen mod børnene, kvinderne og de koloniserede altid tager ofrenes ’svaghed’ som undskyldning, en svaghed der selv er konstrueret af det paternalistiske blik?« spørger hun i artiklen »Antisexisme ou antiracisme? Un faux delemme« i tidsskriftet La République.

Essentialiserende omsorg

Delphy kritiserer feministerne for at have købt pro-forbudsfolkenes billede af, at de kvinder, der lever i ghettoområderne, er udsat for en særligt slem vold. En forestilling, der har som konsekvens. at den pågældende voldsudøvelse gøres eksotisk ved at blive udskilt fra det resterende samfund: Ved at sætte fokus på og særbehandle den muslimske befolkningsgruppe, medvirker man til opretholdelsen af en historie om, at der her er tale om en grundlæggende anderledes patriarkalsk vold, der stilles i modsætning til den ’almindelige’ sexisme i resten af samfundet:

»Denne helt særlige vold er derefter denationaliseret – ’verdens hårdeste patriarkat’ må nødvendigvis komme fra et andet sted end heksagonen [Frankrig, red.]: det er afrikansk, det er muslimsk. I samme bevægelse bliver dets ophavsmænd, arabere og sorte, præsenteret som stående uden for det franske samfund.«

På den måde bidrager man på samme tid til at fremstille ’den muslimske kultur’ som en væsensmæssigt anden og voldeligere end ’den franske’ og altså underforstået demokratiske, og at neutralisere den strukturelle sexisme der netop er er at finde overalt i samfundet.

Sådanne »kolonialistiske stereotyper« indbilder os, mener Delphy, at sexismen er en essentielt iboende del af visse ikke-vestlige kulturer, og at den omvendt ikke findes i ’det demokratiske franske samfund’

»Og sådan bliver orientalismen – det vil sige eksotiseringen af volden – det uomgængelige grundlag for opførelsen af den antifeministiske diskurs.«

Tørklædeforbuddets tilhængere gør sig altså ikke bare skyldige i at blusse til det i forvejen godt hede racistiske bål, ifølge Delphys analyse og C8PT-fløjens opfattelse, de er ydermere reaktionære i forhold til et egentligt feministisk projekt.

Salg af sex: vold eller arbejde?

Det andet konfliktemne mellem CNDF og C8PT, og med dem to principielle standpunkter i moderne feminisme, er spørgsmålet om salg af seksuelle ydelser.

Sexarbejderes rettigheder har en central plads hos C8PT, og det var netop CNDF’s eksplicitte modstand mod prostitution, som udgjorde den anden hovedårsag til organisationens opståen.

Den franske lovgivning på området har været til diskussion de sidste par år, hvor behandlingen af et lovforslag i »kampen mod prostitutionssystemet« har været i gang. Forslaget består bl.a. i kriminalisering af kunderne med bøde på 1.500 euro for køb af sex, samtidig med at sælgeren af den seksuelle ydelse ikke længere skal kunne holdes strafbar, hvilket ellers har været reglen siden 1939.

Lovforslaget er netop blevet vedtaget i anden runde i Nationalforsamlingen (det ene af parlamentets to kamre), og tilhængere opfatter det som et fremskridt for beskyttelse af arbejdere i branchen.

Sexarbejdernes fagforening Strass selv er ikke begejstrede:

»At gå længere endnu [end den allerede eksisterende lovgivning omkring mindreårige, handlede etc., red.] ved at straffe myndige sexarbejderes kunder, ved fravær af nogen form for misbrug eller vold, medfører ikke bare en uacceptabel krænkelse af vores seksuelle frihed, men vil også resultere i en forværring af vores situation. Vi afviser ideen om at vi pr. definition skulle være ofre som man bør redde, og dette endda imod vores egen vilje.«

C8PT har demonstreret under parolen Clients penalisés = putes assasinées! (»Kriminaliserede kunder = myrdede ludere!«) og kritiserer CNDF for, i øvrigt stik imod sundhedssektorens udmeldinger, at forsvare et »sexistisk tiltag, der bringer en –kvindedomineret – befolkningsgruppe i fare«.

Rojtman siger til CNDF’s forsvar:

– Vi bekæmper på ingen måde de prostituerede personer, vi mener ikke, det er dem, der bør straffes, så når man siger, at vi ikke støtter de prostituerede, så er det fuldkommen forkert.

– At sige at det er et arbejde, eller ligefrem et frigørende arbejde [at sælge sex, red.], det er vi overhovedet ikke enige med, vi mener det er vold, og jeg kan altså ikke se hvordan det skulle kunne være frigørende.

Mellem identitetsgrupper

Der tegner sig en modstilling mellem en traditionel, universel feminisme og en (post)moderne, heterogen forestilling om kampprojektets diversitet og forskellige arenaer.

På den ene side har vi med CNDF og andre en opfattelse af feminismen som klassisk kvindekamp, i den forstand at der er en fastslået forestilling om, hvem subjektet for kritikken er.

Det ser ud til at have som konsekvens, at der opstår en skelnen mellem den feministiske hævdholder og ’de andre kvinder’, der fastholdes i en form for offerposition som nogle, der ikke har erkendt deres problem.

På den anden side en insisteren på nødvendigheden af minoriteters ret til at definere deres eget frigørelsesprojekt, som det ses hos C8PT:

– Patriarkatet fungerer ikke på samme måde når man er luder, trans eller hvid hetero i et monogamt forhold. Der er ikke kun én enestående frigørelsesmodel, siger Morgane Morteuil, der er en af initiativtagerne til C8PT til avisen Libération den 7. marts 2014.

Dele af venstrefløjsfeminismen har ment at måtte afveje forskellige hensyn og fx tillade det eventuelt stigmatiserende element i en tørklædelov i den gode (kvinde)sags tjeneste.

Men ifølge Delphy er der imidlertid tale om et falsk dilemma, når man tror, at det er et spørgsmål om at prioritere mellem den antiracistiske og den antisexistiske kamp:

– Mekanismerne i det patriarkalske system, kønssystemet, og i det racistiske system er de samme: anvisning af en social plads ud fra kriterier der essentialiserer en gruppe. Dilemmaet mellem den antisexistiske og den antiracistiske kamp kan slet ikke opstilles, medmindre man går ud fra, at de befolkningsgrupper, der udsættes for sexisme og racisme kan adskilles.

Men hvordan ser en såkaldt ’intersektionel’ feminisme ud i praksis?

Kvinde – og ingen papirer

Et eksempel på reel intersektionel aktivisme kunne være en gruppe som den parisiske Femmes en lutte 93, der arbejder for at gøre opmærksom på og forbedre forholdende for de såkaldte sans-papiers, dvs. papirløse immigranter, der afventer svar på ansøgning om opholdstilladelse, er blevet afvist eller på anden måde juridisk er uden for det offentlige system.

Det er i sagens natur svært at afgøre antallet af personer, der har denne status. Man kan dog få et praj (om et minimum) ved at se på hvor mange, der har benyttet sig af den statslige lægehjælp (l’Aide Médicale d’État) som immigranter, der opholder sig ulovligt i landet, har krav på (på betingelse af at de ikke tjener over et vist beløb, og at de har opholdt sig i landet en vis periode). Ifølge en regeringsrapport henvendte 262.646 personer sig i 2013. De papirløse immigrantarbejdere udgør en væsentlig del af arbejdsstyrken i landet, idet de ofte udfører det grove manuelle arbejde, og det uden at have tilsvarende krav på sikkerhed eller overenskomst.

De papirløse samt frivillige aktivister organiserer sig i ’kampkollektiver’, som oplyser om rettigheder og taktikker ift. myndighederne, ligesom grupperne fungerer som netværk, når politiet foretager razziaer med arrestationer til følge.

Awa på 45 år, der kom til Frankrig fra Senegal for fire år siden, har ikke fået godkendt sin ansøgning om at opholde sig i landet, og har for tiden sort arbejde som rengøringshjælp.

– Jeg skal give dem dokumentation for, at jeg har et lovligt betalt arbejde, og det er jo lidt svært, når man ikke kan få et arbejde uden at have offentlige papirer

Sammen med andre papirløse mødes hun to gange om ugen i bydelens foreningslokaler, og er aktiv i Femmes en lutte 93.

– Vi er ikke kun kvinder, vi er også arabere og afrikanere, vi oplever ikke kun sexisme, men også politivold og racisme, udtaler en talsperson fra Femmes en lutte 93, en aktivistgruppe fra forstaden Saint-Denis.

Hun ikke mener at de kvinder, gruppen repræsenterer, bliver inkluderet i CNDF’s, endsige de franske mediedebatters, forestilling om kvindekamp, og hun støtter derfor op om C8PT’s alternative 8. marts-demonstration og aktiviteter i øvrigt.

– Det er os, der lever i undertrykkelsen, der skal kæmpe vores sag, ingen andre skal tale i vores navn, lyder en af gruppens paroler.

Femmes en lutte 93 mener, at kvindekampen, hvis den ikke kobles sammen med et antiracistisk perspektiv, udelukkende er til gavn for en snæver, hvid, borgerlig elite, og gruppen opfordrer til at »komme ud af den institutionelle og borgerlige feminismes skygge«, da denne feminisme, skriver de i deres program, »benægter vores sociale virkelighed under dække af at ville forene alle kvinder«.

»Der findes ikke bare kvinder og mænd på den ene side, og etnisk franske overfor folk med anden baggrund på den anden side. Store grupper er kønsdiskriminerede samtidig med at de bliver racialiseret«.

Hvis er klassekampen?

CNDF afviser, naturligvis, enhver påstand om at være racistisk eller såkaldt ’farveblind’, og Rojtman understreger, at hun »intet har imod intersektionel teori«:

– Når man siger, at feministisk kamp er klassekamp, så er det allerede en intersektionalitet.

CNDF arbejder for kvinders muligheder for anerkendelse som lønarbejdere, dvs. forbedring af de rent materielle vilkår i en kapitalistisk økonomi.

Imidlertid, lyder kritikken, er CNDF’s interessearbejde kun centreret om ’bourgeoisiets kvinder’, og organisationen rubriceres derfor af mange sammen med den – virkeligt – ’blå feminisme’ (der i øvrigt, i Frankrig som i mange andre lande, fuldkommen dominerer mediebilledet).

Blå feminisme er mere eller mindre ensbetydende med en parlamentarisk politisk virkelighed, men CNDF er træt af sådanne beskyldninger:

– Vi er ikke ’institutionelle’, vi er for venstreorienterede til socialistpartiet!

En rundspørge blandt aktivister i Femmes en lutte 93 illustrerer baggrunden for kritikken:

– Institutionsfeminismen er ikke andet end en hvid, eurocentrisk bunke kvinder, og hvad vil de? De vil have de samme rettigheder som mænd, lige repræsentation i bestyrelser og lignende – men hele tiden inden for statens rammer, og hele tiden kun med deres egne snævre interesser for øje, siger Maya, aktiv i studenterorganisationen Solidaires Étudiant-e-s (Solidariske studerende), hvis medlemmer i øvrigt fordeler sig mellem CNDF og C8PT.

Rita, en italiensk samfundsvidenskabsstuderende, siger:

– Jeg vil hellere arbejde sammen med kvinderne fra ’les quartiers’, [dvs. de folkelige kvarterer, red.], det er her den rigtige kamp finder sted,

Rita kom til Frankrig som udvekslingsstuderende efter at have lavet studenterpolitisk arbejde i Milano, og hun har nu tænkt sig at blive, både i landet og i Femmes en lutte 93. 

– Vi kæmper for ’frigørelse’, selvom jeg hader det ord, siger hun.

Samme ræsonnement ligger til grund for Femmes en lutte 93’s orientering omkring aktiviteter i forstaden Saint-Denis: Paris er ikke bohemernes arrondissementer, det er ’les quartiers’, og derfor skal en kampdag foregå i folkets gader og inkludere andre end en etableret hvid middelklasse.

– Det er selvfølgelig ærgerligt, at bevægelsen bliver delt op på den måde, men det er de borgerlige feminister, der skaber en kløft, når de ikke inkluderer alle, siger Rita.

Fælles kamp: enhed eller diversitet?

Spørgsmålet om adækvat repræsentation går igen i stridighederne: flere grupper føler sig ekskluderet af CNDF’s udgave af feminismen. Udover debatten om tørklædet og sexarbejdernes rettigheder, er det tydeligt at se, at vandene skiller hvad angår syn på queeraktivisme.

Mens C8PT fungerer som paraply for utallige seksualitets- eller kønsspecifikke aktivistkollektiver, vægter CNDF i det hele taget ikke identitetspolitik særlig højt, hvilket tilsyneladende stemmer udmærket overens med deres klassiske, materialistiske fokus.

Det principielle problem ved queertanken er, ifølge Rojtman, at man sætter muligheden for at identificere en maskulin dominans af kvinden over styr, når kønnet er en rolle, der konstitueres ved social praksis, og man pludselig kan befinde sig i alle mulige slags kategorier:

– Så lider mændene lige pludselig også af ’undertrykkelse’ , og så kan man ikke længere tale om materielle kampe, det vil sige spørgsmål der for eksempel angår ligeløn eller det gratis arbejde i hjemmet.

Når CNDF ikke arbejder målrettet for transkønnedes eller andre udsatte minoriteters forhold, så er det fordi de prioriterer at ramme bredt:

– Man møder ikke så mange queergrupper, men hvis de kæmper for transseksuelles rettigheder, så synes jeg, det er fint, jeg har intet imod transseksuelle. Men deres situation er ikke delt af flertallet af kvinderne – eller mændene. Hvad angår deres rettigheder og ting som homofobi og så videre, er det klart, at jeg støtter det, men jeg kæmper også for resten af befolkningen.

Rojtman mener desuden, at aktivistmiljøet er stærk presset i disse nedskæringstider og derfor nedprioriteres specifikke gruppers problemer til fordel for brede projekter.

Når C8PT-støtterne understreger, at virkeligheden kræver en diversitet i frigørelsesmodeller, er CNDF mere forbeholden:

– Jo, det kan man godt forestille sig. Enhver kan gøre, hvad vedkommende vil… og som resultat vil kampen blive fuldstændigt segmenteret.

Ifølge Rojtman er C8PT-fløjen, på trods af sin kulturelle rubricering som ’yderste venstrefløj’, et eksempel på en stigende individualisme:

– Individ for individ, man opdeler alt, og dét er liberalisme. Restitutionen af det individuelle, det er det individualistiske Frankrig i stedet for en kollektiv kamp.

– Man forveksler en politisk kamp med en individuel kamp. Individet er vigtigt og skal anerkendes, men her fremhæver man det på bekostning af den kollektive kamp

I loven eller på gaden

Uenigheden blandt de to grupper viser sig ligeledes som en forskel i strategi, hvilket kan ses i udformningen af deres respektive politiske praksisser: hvor C8PT er løst organiseret og består af et hav af små aktivistfællesskaber, der befinder sig i udenomsparlamentariske arenaer, arbejder CNDF mere realpolitisk og søger konkrete forandringer på lovgivningsmæssigt plan:

– I modsætning til C8PT, der hele tiden kommer med generelle politiske udmeldinger, så prøver vi at lave lovgivningsarbejde og påvirke implementeringen af lovgivning, så vi stiller egentlige krav.

Radikale politiske visioner skal ikke komme i vejen for pragmatisk fodarbejde:

– Vi vil da gerne have, at der kommer en revolution, men i stedet for at vente på den, må man arbejde for konkrete forandringer: Situationen mellem kvinder og mænd i Frankrig er forkastelig i disse tider, og i stedet for bare at råbe, så har den kvindebevægelse, vi har haft i Frankrig de sidste 40 år, heldigvis opnået konkrete forandringer i samfundet, ellers ville man for eksempel stadig ikke have ret til abort.

Og til Danmark

Diskussionen åbner op for nogle grundlæggende problematikker, der også synes relevante for den progressive feminisme i Danmark. Man kunne for eksempel forestille sig at følgende spørgsmål melder sig:

1. Hvordan vil et feministisk projekt se ud, der ikke blot undgår elitære, racistiske eller andre ekskluderende undertoner, men som faktisk lykkes i positivt at formulere sig på en måde, så de forskellige gruppers sager forenes?
2. Hvad skal vi overhovedet – teoretisk såvel som i praksis – forstå ved den velbesungne forbindelse mellem kvindekamp og klassekamp, og i det hele taget mellem de forskellige undertrykkelsesstrukturer og det kapitalistiske system generelt (dvs. hhv. ud fra ’race’, krop etc. og de økonomiske magtforhold)?
3. I dansk kontekst synes queerinspirerede feministiske stemmer at dominere. Er der en egentlig fare for at queeraktiviteter ender som en overdrevet optagethed af individet og dets private udfoldelsesmuligheder? Og at det sker på bekostning af muligheden for en bred mobilisering med et fælles projekt?
4. Og vil en opløsning af de herskende eller ’alment accepterede’ identitetskategorier (fx binært og statisk køn) flytte fokus fra de underliggende økonomiske strukturer, og måske ligefrem underminere muligheden for at komme med en materialistisk kritik, der forbinder sig med traditionelle skemaer såsom ’mand’ og ’kvinde’?
5. Er der tale om en uundgåelig modsætning mellem a) anerkendelsen af den uprivilegeredes unikke evne til at formulere sin egen kamp (ud fra en opfattelse af, at det er principielt utilgængeligt for den privilegerede at sætte sig ind i vedkommendes situation), og b) en homogeniseret, samlet bevægelse, der er politisk frugtbar, men overser minoriteter eller marginaliseredes interesser? Hvordan får vi en bevægelse der er pluralistisk men ikke fragmenteret i sine krav?

Anna Cornelia Ploug er filosofistuderende ved KU og har været udveklingsstuderende i Paris 2014/2015.