Spin og realiteter i magtkampen Grækenland-EU

Den venstreradikale koalition Syriza dannet af 13 små venstrefløjsorganisationer i 2004 med Synaspismos (»Enhedslisten«) som den største. På en kongres i Athen juli 2013 blev koalisionen omdannet til et samlet parti under ledelse af den 39-årige Alexis Tsipras.

Syriza blev omorganiseret og fik en såkaldt »skyggeregering«, der i stigende grad søgte internationale kontakter også med politiske modstandere i Europa og USA.

Partikoalitionen, der første gang kom i parlamentet 2004 med seks mandater på baggrund af tre procent af stemmerne, stod i 2013 som konkurrent til regeringspartiet Nea Demokratia om at blive landet største.

Syriza opnåede dog ikke flertal i parlamentet ved valget i juni 2012, men blev det andet største parti med 27 % af stemmerne og 71 pladser ud af 300.

Ved det ordinære valg af ny præsident i Grækenland i slutningen af 2014 kunne den siddende konservative og socialdemokratiske regering ikke få det krævede flertal på 180 mandater og måtte derfor træde tilbage og udskrive nyvalg til parlamentet.

Ved det efterfølgende valg 25. januar 2015 fik Syriza 36,3 % af stemmerne og 149 af parlamentets 300 pladser. Det blev dermed det største parti, men uden at kunne danne regering alene.

Som noget helt nyt i græsk politik sikrede Alexis Tsipras sig flertal ved at dele regeringsmagten med højrepartiet De Uafhængige Grækere (ANEL), der ved valget fik 4,7 % af stemmerne og 13 pladser.

Den umiddelbart umage og uventede koalitionsregering mellem det venstreorienterede parti Syriza og det nationalt og højreorienterede parti ANEL skabte forundring, usikkerhed og vrede i den europæiske politiske elite, der frygtede lignende udviklinger i andre europæiske lande vendt mod de etablerede partier.

Men i græsk sammenhænge var den nye koalitionsregering den eneste mulighed for en ny regering, der var kritisk overfor Trojkaens (EU, ECB og IMF) krav om yderligere nedskæringer og forværring af den i forvejen omfattende fattigdom og humanitære katastrofe.

Den nye regering blev derfor fra første dag mødt med voldsom modstand fra EU’s konservative, liberalistiske og socialdemokratiske partier. De truede med at stoppe al økonomisk støtte herunder lån til den græske stat, hvis ikke den fulgte den afgående regerings aftaler med Trojkaen.

Efter lange og retorisk set meget voldsomme forhandlinger, ikke mindst i offentligheden, mellem den nye græske finansminister Yanis Varoufakis og Eurogruppens finansministre, ledet af den hollandske finansminister Dijsselbloem og den tyske finansminister Schäuble, blev der den 20. februar 2015 indgået en foreløbig aftale mellem den nye græske regering og EU-institutionerne.

Det var en en begrænset »overgangsaftale« på fire måneder frem til 1. juli 2015. Inden da skal parterne blive enige om et samlet reformprogram for den græske økonomi.

I aftalen blev der bl.a. lagt vægt på bekæmpelse af den humanitære katastrofe, bekæmpelse af skatteunddragelse, modernisering af den offentlige sektor, herunder af det juridiske system, delvis privatisering af offentlige virksomheder, nye investeringer i infrastruktur og den private sektor indenfor rammerne af et årligt primær budgetoverskud for staten på ca. 1,5%.

Som led i kampen om at sætte den offentlige diskurs i EU om årsagerne til og ansvaret for den økonomiske krise i Grækenland, har primært Tyskland forsøgt at fremstille og dæmonisere grækerne som dovne og overforbrugende i modsætning til de sparsommelige og hårdtarbejdende tyskere.

Grækenland er blevet betragtet som et sygt samfund, der skal behandles med tyske kirurgiske indgreb af »doktor« Merkel og »doktor« Schäuble. De må holde grækerne i ørerne som en anden skolemester og belære dem om, at man ikke må svindle, og at man skal betale sine lån tilbage.

Heroverfor har den nye græske regering sagt, at den vil betale alle lån tilbage, men har samtidigt agiteret for, at den græske gæld burde nedskrives til et bæredygtigt niveau med bl.a. henvisning nedskrivning af den tyske gæld efter 2. Verdenskrig.

For at lægge pres på Tyskland har den græske regering samtidigt færdiggjort en undersøgelse af de tyske krigsskadeerstatninger til Grækenland, der samlet set beløber sig til 280 mia. €. Erstatninger og tvangslån, som Tyskland afviser at betale.

Som en del af denne kamp om offentligheden har folkelige demonstrationer og dele af den græske presse dæmoniseret ledende tyske politikere, hvor fx Merkel og Schäuble er blevet portrætteret i offentligheden med Hitler-overskæg og nazi-uniformer. Et for grækerne symbol på endnu et tysk besættelsesforsøg og udplyndring af Grækenland.

Modsat har tysk presse med stor opbakning blandt borgerlige politikere og i befolkningen generelt italesat grækerne som dovne snyltere, der lever højt på tyske lån til Grækenland, som de tyske skatteborgere betaler.

At Grækenland kun har lånt og ikke fået penge fra Tyskland er derimod ikke en del af den offentlige diskurs.

Med den nye venstreorienteret ledet koalitionsregering efter valget 25. januar 2015 er der, som det første skridt, blevet valgt en ny præsident i landet.

Som kompromis anbefalede den nye koalitionsregering den tidligere konservative og centrumorienterede indenrigsminister Prokopis Pavlopoulos fra partiet Nea Demokratia.

Han blev valgt med 233 ud af 300 stemmer i den græske parlament i februar 2015 og senere indsat som præsident den 13. marts.

For det andet er der blevet ført en mere kritisk politik overfor EU, Tyskland og Tyrkiet samt iværksat et udvidet samarbejde med Rusland og Kina i form af en ny multidimensional udenrigspolitik inden for rammerne af NATO og fortsat samarbejde med USA.

Med det udvidede samarbejde med Rusland på den ene side og med USA på den anden side forsøger den græske regering at lægge pres på EU’s konservative og liberalistiske ledelse og dens fortsatte krav om nedskæringer og neoliberalistiske reformer i Grækenland.

Som en del af den nye udenrigspolitik vil den nye regering lægge op til et øget samarbejde mellem de sydeuropæiske lande i EU for at afbalancere magtforholdene internt i EU mellem syd og nord.

Den nye regerings udenrigspolitik vil i stigende grad være båret af landets særlige geopolitiske placering og såkaldte fredsskabende rolle i konflikterne mellem EU/USA på den ene side og Rusland på den anden side om situationen i Ukraine og krigene i Mellemøsten.

Den nye regeringsleder Tsipras har på møder med Putin og Medvedev april 2015 i Moskva indgået foreløbige aftaler med Rusland om støtte til naturgasledninger fra Rusland via Tyrkiet til Grækenland, sænkning af russiske naturgaspriser til landet samt russiske investeringer i græsk infrastruktur og evt. åbning for græsk landbrugseksport til Rusland for de 20 største græske landbrugseksportører.

Nye partier og valgresultatet fra 25. januar 2015

Den korte valgkamp op til valget den 25. januar 2015 vil historisk blive husket for en række særlige forhold.

For det første, at valget blev et spørgsmål om for eller imod de trojkadikterede nedskæringer i Grækenland, dvs. et valg mellem for eller imod EU’s, ECB’s og IMF’s låne- og nedskæringspakker.

For det andet den udbredte dæmonisering af politiske modstandere og trusler om kaos. Det gjorde sig ikke mindst gældende i den siddende konservative og socialdemokratiske koalitionsregerings udbredte trusler overfor befolkningen, at hvis den stemte på partier på den yderste venstrefløj og højrefløj, der var modstandere af den trojkadikterede nedskæringspolitik, så ville Grækenland gå konkurs, udtræde af eurozonen og EU, og krisen og arbejdsløsheden ville blive endnu større.

Det trusselbillede blev helt åbenlyst og meget usædvanligt støttet af ledende politikere i EU, Tyskland og andre lande, hvor normal praksis havde været, at EU ikke blander sig i de nationale valg.

Resultatet af trusler og dæmonisering blev kontraproduktivt, idet flere vælgere end forventet forlod de to gamle partier Nea Demokratia og Pasok, der var ansvarlige for nedskæringerne. De stemte enten på EU-kritiske partier på venstre- og højrefløjen eller på nyoprettede partier som det centrumliberale Potami (Floden) og det såkaldte nye græske socialdemokrati Kidiso (Bevægelse af Demokratiske Socialister), der under ledelse af den tidligere Pasok-regeringsleder og formand G. Papandreou havde dannet sit eget parti den 3. januar 2015.

Det samlede resultat af parlamentsvalget den 25. januar 2015, sammenlignet med junivalget 2012, blev efter størrelse og med angivelse af parlamentspladser i parentes, hvor det største parti får 50 pladser ekstra ud af parlamentets 300 pladser:

• Syriza gik fra 26,9 til 36,3% (149),
• Nea Demokratia gik fra 29,7 til 27,8% (76),
• Gyldent Daggry gik fra 6,9 til 6,3% (17),
• Potami fik som nyt parti fik 6,1% (17),
• Kommunistpartiet KKE gik fra 4,5 til 5,5% (15),
• ANEL gik fra 7,5 til 4,8% (13),
• Pasok gik fra 12,3 til 4,7% (13) og
• KIDISO fik som nyt parti fik 2,5% og blev ikke repræsenteret i parlamentet, da spærregrænsen er 3%.

Den samlede stemmeprocent steg med 1,4%-point fra 62,5 i 2012 til 63,9% i 2015.

Valgresultatet viser, at de kritiske EU-partier (Syriza, GD, KKE, ANEL) tilsammen fik 52,9% af stemmerne mod 45,8% ved valget 2012, mens de pro-EU-partier (ND, Pasok og Potami) fik 38,6% mod 42,0% ved valget 2012.

Magtkamp og fremtidige udfordringer

Den største udfordring for den nye græske regering vil fremover fortsat være forhandlinger med EU, ECB og IMF om bæredygtige låneaftaler med evt. omlægning og/eller reduktion af lån.

Den magtfulde politiske elite i EU skal balancere mellem pres på den græske regering for ikke at give for store indrømmelser, der kan sprede sig til andre sydeuropæiske lande, og hensynet til faren for en græsk statsbankerot, der kan medføre Grækenlands udtræden af Eurozonen og dermed skabe usikkerhed om Euroens fremtid.

Forlængelse af de gamle låneaftaler har den nye græske regering afvist, da de er forbundet med alt for ensidige nedskæringer på de offentlige udgifter, der rammer den almindelige befolkning, og fordi aftalerne har medvirket til at forværre den økonomiske og sociale krise.

Desuden er lånene ifølge regeringen alt for dyre. Fx har IMF siden første lånepakke 2010 frem til 2015 alene haft en renteindtægt på 2,5 mia. € og forventer samlet at tjene 4,3 mia. € på græske lån frem til 2024.

Hovedparten af lån til Grækenland er siden 2012 blevet omlagt til Euro-lande og her har fx Tyskland haft en renteindtægt på 360 mio. €. Tyskland forventer fremover at tjene 20 mio. € om året.

Den græske regerings krav er bl.a. at sænke den nuværende lånerente på ca. 3% til noget der minder om de faktiske omkostninger for lånene på ca. 1%.

En anden afgørende udfordring bliver at finde en løsning på alle de ikke tilbagebetalte såkaldte »røde lån«. Det var dem som hundredtusinde af græske borgere og små virksomheder havde optaget før krisen gennemslag 2009.

En afgørende opgave er sikre likvide midler i de græske banker, der har tabt enorme summer pga. finanskrisen og boligboblen i Grækenland. Hundredtusinder af grækere optog billige lån i græske banker til køb af boliger, biler og værdipapirer til lav rente fra slutningen af 1990’erne frem til krisens gennemslag 2009.

De følgende år blev godt 1 mio. grækere arbejdsløse, små selvstændige virksomheder lukkede og kunne derfor ikke betale deres lån tilbage til bankerne.

Mange banker gik konkurs og andre blev sammenlagt, mens fire store systemiske banker overlevede ved at blive rekapitaliseret med godt 50 mia. € fra de lån, som Trojkaen gav til den græske stat.

Det er dem, de græske skatteborgere skal tilbagebetale på længere sigt. Der var tale om mange mia. af €, som de græske banker pga. genforsikring måtte videregive til bl.a. tyske og franske banker, så disse undgik konkurs.

En tredje afgørende udfordring for den nye græske regering bliver at gennemføre en række socialt afbalancerede reformer, der kan modvirke den sociale katastrofe og sætte gang i beskæftigelsen uden at øge de statslige udgifter. Det fordrer både private  og offentlige investeringer.

Men også nok så meget EU-investeringer fra den Europæiske Investeringsbank og den Europæiske Investeringsfond i strategiske og bæredygtige brancher fra økologisk landbrug, moderne minedrift, informationsteknologi og skibsfart til vedvarende energi (sol, vind og vand), turisme, infrastruktur, uddannelse og nok så meget små og mellemstore virksomheder.

Indførelse af sociale reformer gælder også omstrukturering og ensliggørelse af pensionssystemet, hvor ca. 45% af alle pensionister (1,2 mio.) lever under fattigdomsgrænsen.

En fjerde udfordring handler om bekæmpelse af skatteunddragelse og indførelse af et nyt socialt afbalanceret skattesystem, hvor de mange velhavende grækere og de store nationale og internationale virksomheder skal betale forholdsmæssig skat.

I dag skylder borgere og virksomheder tilsammen ca. 76 mia. € i skat, og hvordan disse penge inddrives er i sig selv en stor udfordring for en nye regering.

Dertil skal tilføjes en opgave i bekæmpelse af korruption og det klientelistiske system, hvor ledende politikere og embedsmænd misbruger statens midler til enten at bestikke udvalgte vælgere, organisationer og virksomheder eller til at berige sig selv.

Der er ifølge det græsk finansministerium tale om op til 12 mia. €, der hvert eneste år bruges på »vedligeholdelse« af det klientelistiske system.

Endelig står den nye regering overfor et stort og potentielt konfliktfyldt arbejde med at omstrukturere, demokratisere og modernisere arbejdsmarkedet.

Den tidligere regering har svækket aftalesystemet gennem øget liberalisering og fleksibilisering samt ophævelse af en række sikringsordninger for lønmodtagere.

Udfordringen handler både om at skabe nye job i den private sektor, men også om genansættelse af offentlige ansatte, der blev fyret under den tidligere regering.

Her blev nedlæggelsen af det statslige radio- og tv-selskab, ERT, og fyring af 2.800 ansatte i efteråret 2013 et symbol på den tidligere regerings politik.

Den nye regering har i april 2015 fremsat et lovforslag til genoprettelse af ERT med max. 2.500 ansatte.

Den har også gennemført første skridt i genetablering af mindstelønnen til 650 € pr. 1. oktober og videre til 751 € i 2016.

Efter ca. tre måneder med regeringsmagten og voldsomme politiske konfrontationer med EU står den nye regering med en opbakning i vælgerbefolkningen på ca. 40%.Regeringslederen Tsipras har en personlig opbakning på 60 til 70%.

Det er altså en opbakning, der er langt større end valgresultatet fra den 25. januar angiver.

Samtidigt er de gamle regeringspartier Nea Demokratia og Pasok blevet alvorligt svækket.

Pasok-socialdemokraterne blev splittet i to partier januar 2015 mens Samaras’ lederskab af det konservative Nea Demokratia er truet af interne magtkampe mellem Samaras’ højrefløj og Karamanlis’ og Bakoyannis centrumfløj.

Der er blandt ledende EU-politikere, økonomer, journalister og andre stadig uenighed om Grækenlands fremtid i Eurozonen.

Vil/skal Grækenland træde ud af Eurozonen og hvilke konsekvenser vil det have for landet og befolkningen, for Eurozonen, EU og verdensøkonomien?

Er det muligt, at Grækenland

med accept af EU, ECB og IMF kan foretage en gældsnedskrivning, en kontrolleret statsbankerot og stadig forblive i Eurozonen?

Eller bliver den nye regering tvunget til at følge »institutionernes« (EU, ECB, IMF) krav om neoliberalistiske reformer for til gengæld at få en ny låneaftale?

Og hvad vil den græske befolkning sige til det?

Vil der blive udskrevet nyvalg, som de regeringsfjendtlige medier i landet efterspørger, eller vil der blive foretaget en folkeafstemning om en kompromisaftale om reformer og besparelser i håb om, at et klart befolkningsflertal vil støtte op herom?

Hvis det kommer så vidt, at befolkningen bliver spurgt i form af nyvalg eller folkeafstemning, taler alt for, at der bliver foretaget en folkeafstemning, fordi kritikken af EU’s neoliberalistiske reformer og nedskæringer møder stor og varig modstand selv blandt centrum- og højreorienterede vælgere.

Ifølge de seneste meningsmålinger fra medio april ønsker 72% af de græske vælgere, at regeringen skal nå et kompromis med EU, mens 23% mener, at regeringens skal afvise kompromisser.

73% mener, at Grækenland skal forblive i eurozonen, mens 20% ønsker landet ud af eurozonen.

69% af bange for et Greexit, mens 24% mener, at faren herfor ikke længere er stor.

Samtidig mener 80%, at Grækenland skal forblive i EU, mens 74% mener, at landet skal forblive i NATO.

Så den nye venstreorienterede regering befinder sig i et stort dilemma. På den ene side vil et stort flertal af vælgerne forblive i eurozonen samtidigt med, at mange af de samme vælgere er stærke modstandere af de EU-dikterede liberalistiske reformer og nedskæringer.

Set i lyset af, at 3/4 af befolkningen her og nu ønsker at forblive i eurozonen, er det en udfordring, hvis den nye græske regering beslutter at forlade eurozonen pga. de urimelige og kriseforlængende krav, som EU forlanger.

Regeringen vil antageligt miste opbakning, men spørgsmålet er hvor meget opbakning?

Det er svært at afgøre nu, men under alle omstændigheder står Grækenland overfor en uhørt og voldsom magtblok i EU, der ikke giver meget råderum for selvstændig politikudvikling i Grækenland.

Det bliver mere og mere tydeligt, at Grækenland er et godt og aktuelt eksempel på, hvor lidt politisk indflydelse de enkelte, ikke mindst små, lande har på udviklingen i egne lande og i EU, ikke mindst når man er en venstreorienteret regering.

Er det muligt at forestille sig et andet og mere demokratisk EU med en anden ikke-liberalistisk politik, der indtil videre har centraliseret magten til en lille politisk og økonomisk elite, et nyt oligarki, eller er det bedre at forlade Eurozonen og EU for i fremtiden at opbygge et reelt solidarisk fællesskab i Europa?

Reformer baseret på aftale fra 20. februar 2015 med EU

I de seneste måneders forhandlinger mellem den nye græske regering og EU, ECB og IMF har forhandlingsretorikken i offentligheden været meget hård.

EU- og specielt Eurogruppeeliten (de ledende finansministre i Eurozonen) har konstant beskyld den nye græske regering, og især den græske finansminister Varoufakis, for ikke at tage situationen alvorlig og levere forslag til reformer til tiden.

EU-eliten har systematisk dæmoniseret grækerne og har den ene gang efter den anden fremsat direkte usandheder om grækerne i offentligheden.

Senest har flere Eurozonefinansministre efter mødet i Riga den 24. april endnu engang sagt, at grækerne ikke har afleveret forslag til reformer med angivelse af indtægter og udgifter og blot ønsker at trække tiden ud.

De usande udsagn bliver uimodsagt og også formidlet via de danske medier til den danske befolkning. De danske medier er dermed med til at dæmonisere grækerne og den græske regering.

Fakta er, at den græske regering i midten af marts måned fremlagde et 27 siders reformprogram med angivelse af tal for udgifter og indtægter til Eurogruppens finansministre.

I overensstemmelse med aftalen fra 20. februar 2015 med Eurogruppen har den græske regering fremlagt et hav af reformforslag inden for rammerne af et primært budgetoverskud på ca. 1,2% for 2015.

Udgifterne til reformerne vil koste mellem 1 og 1,5 mia. €, mens indtægterne fra reformerne vil være på 4,6 til 6,1 mia. €.

Spørgsmålet er imidlertid: Skal dette overskud bruges til at betale af på lån, som »institutionerne« kræver, eller skal det bruges til investeringer, beskæftigelse og bekæmpelse af den humanitære katastrofe, som regeringen kræver?

Spørgsmålet er ligeledes om Eurogruppen kun anerkender liberalistiske reformer og ikke socialt afbalancerede reformer?

Der er tale om følgende reformer.

Skatteområdet:

• Beskatning af bankoverførelser fra og til Grækenland, inkl. multinationale selskabers profitoverførelse
• Bekæmpelse af illegal handel med olie, tobak og alkohol samt bekæmpelse af moms-snyderi.
• Forbedret indsamling af skat generelt og bekæmpelse af skattesnyd blandt små og store virksomheder.
• Øget skat på reklamer i TV, luksusvarer og store ejendomme samt skat på E-Gambling på nettet.

2. Privatisering:            

• Indgåede privatiseringsaftaler fastholdes, men undersøges individuelt for snyd og bedrag.
• Fremtidige privatiseringer skal foregås sådan, at staten forbliver medejer med afgørende indflydelse.
• Strategiske offentlige virksomheder bliver ikke privatiseret, fx DEI/PPC indenfor energiområdet.

3. Den offentlige sektor:

• Modernisering og effektivisering af den offentlige sektor uden fyringer.
• Indførelse af nye IT-systemer.
• Afvikling af bureaukratiske mekanismer for godkendelse, registrering og oprettelse af private virksomheder.    
• Færdiggørelse af en samlet jord- og matrikelregistrering for privat og offentlig ejendom.
• Modernisering, digitalisering og forenkling af det juridiske system.

4. Banksektoren:

• Generel modernisering, effektivisering og stabilisering af banksystemet med øget statslig kontrol.
• Oprettelse af en statsejet investeringsbank og kooperative banker.
• Bedre lånemuligheder til små og mellemstore virksomheder.

5. Energi og miljø:

• Gratis eller billig el-energi til ca. 300.000 fattige husholdninger og små virksomheder.
• Øget miljøbeskyttelse af særlige skov- og kystområder.
• Samarbejde og investering i naturgasledning fra Rusland via Tyrkiet til Grækenland.

6. Arbejdsmarkedet:  

• Modernisering af arbejdsmarkedet uden deregulering og forringelser af lønmodtagerforhold.
• Begrænsning af sort og ikke deklareret arbejde.  
• Genetablering af det kollektive aftalesystem og sikring af lønmodtagerrettigheder.
• Gradvis øgning af mindstelønnen til niveauet for 2010 på 751 € i perioden 2015 til 2016.
• Ensliggørelse af arbejdsmarkedslove og afskaffelse af klientelistiske gunstige og lukrative ordninger.

7. Det sociale velfærdssystem:  

• Ensliggørelse af pensionssystemet og afskaffelse af klientelistiske pensionsordninger. 35% til 80% nedskæringer på alle lukrative pensionsordninger og afskaffelse af tidlig pension.
• Afvikling af gæld til pensionsfonde for enkeltpersoner og små virksomheder.  
• Fri adgang til det offentlige sundhedssystem for alle, der har mistet deres »AMKA-sygesikringskort« pga. arbejdsløshed eller manglende selvforsikring.     
• Genindførelse af en 13. pensionsudbetaling til fattige pensionister og øget statslig kontrol med pensionskasser.  
• Opbygning af en bæredygtig sundhedssektor, genansættelse af læger, sygeplejer oa. samt ensliggørelse af og kontrol med sundhedsydelser.

8. Den humanitære krise:   

• Hjælp til de ca. 35% af voksne og 40% af børn (ca. 300.000 familier), der lever i fattigdom i form af madkuponer, gratis elektricitet, rentetilskud mv.

• Hjælp til husvilde og stop for udsmidning af konkursramte fattige familier fra bolig.

Tom T. Kristensen er ekstern lektor ved Institut for Tværnationale og Regionale Studier, Københavns Universitet, med speciale i Grækenland.

Artiklen udgør hans noter til et oplæg ved et debatmøde om Grækenland, Syriza og EU den 25. april, der var arrangeret af Enhedslisten og Modkraft.

Læs også Modkraft-artiklen om mødet »EU forsøger at splitte den græske regering«