Spids Nøgenhat: Hjemmerullet modkultur

Albummet Kommer Med Fred fra 2012 med Spids Nøgenhat er blevet og bliver hyldet næsten alle steder i det danske rocklandskab, men at vejen til den succes ikke ligefrem var snorlige eller let, fortælles i bogen Mere Lys af Thomas Løppenthin og Lars Krogh.

Aktørerne i bogen er Spids Nøgenhats medlemmer, der kalder sig eller kaldes Guf (Uffe Lorenzen/Lorenzo Woodrose), Hobbitten (Henrik Klitstrøm), Morten Aron Larsen, Anders Grøn og Anders Skjødt. Derudover en række af de musikere, som de fem har spillet sammen med i deres talrige bands, ikke mindst udspringet On Trial. Dertil kommer bandets meget vigtige lysmand Zeppo og deres uundværlige igangsætter og netværker Ralph Rjeily, som døde i 2012.

Historien fortælles i hovedtræk af aktørerne selv, der ikke altid husker tingene på samme måde. Resultatet er en kaleidoskopisk fortællestil med mange indgangsvinkler og mange forskellige udfaldsrum.

Dog er kapitlerne delt op, så de nogenlunde forholder sig til kronologien.

Mere Lys er historien om en gruppe ukuelige musikere, der stort set uden officiel støtte af nogen art har udgivet et utal af plader som medlemmer af en række bands, som fx On Trial, Baby Woodrose og Dragontears. Deres virke har været præget af, at de søgte udfordringer og kunstnerisk frihed i en række sideprojekter og omgrupperede fremfor at splitte sig op og starte påny som så mange andre.

I 2001 kastede tre af dem sig over endnu et sideprojekt, Spids Nøgenhat, der udgav vinylpladen En Mærkelig Kop Te, og som i løbet af tiåret voksede til kultstatus i musikundergrunden.

Da gruppen senere blev gendannet med de fem medlemmer, som er med i dag, gav Spids Nøgenhat en koncert under stormfloden på Roskilde Festival i 2011.

Her stod det klart, at et større publikum var blevet modent til at tage imod Spids Nøgenhat og deres syrede folkemusik. Og at Spids Nøgenhat var modent til at kommunikere længere ud.

Da Kommer Med Fred udkom i 2012, udfyldte den et gevaldigt hul på musikscenen, hvor der efterhånden var opstået et sug efter ærlig, konsekvent dansksproget musik, som ikke byggede videre på de udenlandske stilaftryk, mange danske bands præges af.

Musikken

Musikken hos Spids Nøgenhat står tydeligt i gæld til den danske syrerockradition fra Tømrer-Claus, Furekåben og Alrune Rod med mere.

Det er nok derfor, bandet er lykkedes med at nå et nyt publikum, for den musik er helt ude af mainstreambilledet og har derfor ikke været noget, som nye generationer helt automatisk kom i berøring med.

Det er passionen for musik og drivkraften for at finde det helt rigtige udtryk, der er det gennemgående træk i fortællingen om disse musikere.

Uffe Lorenzen er tydeligt inspireret af den texanske musiker Roky Erickson og hans band 13th Floor Elevators, men musikernes kompromisløshed byder dem ikke kun at nærlytte og lære af psychrockens koryfæer.

Den første plade med Dragontear, 2000 Micrograms From Home fra 2007, er faktisk indspillet, mens musikerne var på LSD. Dragontears bestod af de samme fem musikere, som i dag udgør Spids Nøgenhat.

Hashen og stofferne

Når man tager i betragtning, hvor stor betydning pot, hash og syre har for musikerne, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt, de faktisk gør ud af det, når de skal fortælle om sig selv.

Her er ingen opfordringer til lige at prøve noget af. Tværtimod hører man rigeligt om bagsiden og bivirkningerne.

For eksempel fortæller Aron om den første Spids Nøgenhat-plade En Mærkelig Kop Te:

»At indspilningerne trak så voldsomt ud skyldtes, at vi røg alt for meget hash, og at de andre stadig havde On Trial. Vi var rimeligt wasted allesammen, og det gik mere op i hat og briller end i noget andet.«

Og Guf fortæller: »Så røg vi en joint mere, og det blev efterår. Vi tog ud og samlede svampe. Hobbitten havde hele skuffen fuld af dem, og så brugte vi ligesom vinteren på at spise dem og sidde dér og trippe….«

Guf kan ikke huske, der skete ret meget mere det år, men indtaget af de mange svampe gav dem mavepine. Et problem, som blev løst ved at blande svampene i honning, som kunne røres ud i teen.

Som Thomas Løppenthin kommenterer: »I sandhed en mærkelig kop te.«

Bogen beskriver en tilværelse gennemsyret af musikken og delvis af stofeksperimenter, men også en tilværelse gennemsyret af sur social virkelighed fuld af fattig frihed og righoldige begrænsninger.

For eksempel fortæller Anders Grøn, hvorfor han gik ud af Baby Woodrose:

»Den dag min mor blev begravet, ringede jeg til Guf og fortalte ham, at jeg ikke var med længere (…) Jeg havde fået to børn, så der var en masse ting, der satte tingene i perspektiv for mig (…) Jeg ville hellere undvære pengene og så blive hjemme i weekenden og se Disney Sjov med børnene(….) Når man alligevel skulle have et job ved siden af og var væk i weekenden for at spille sin musik og så skulle hjem for at tjene penge for at spille musik i weekenden. Jeg syntes, det var alt for hårdt.«

Scoopet

Den stadige understøm af en socialhistorie er i virkeligheden bogens største scoop, idet den eksemplificerer et generelt vilkår for musikere og andre kunstnere i dette land.

At beskæftige sig med det kreative, ikke mindst med musik, fordrer en evig og stædig kamp på trods i et system, der i virkeligheden ikke regner musik for noget, før nogen uden for musikken kan udnytte den på den ene eller anden måde.

Et andet scoop er tydeliggørelsen af, hvordan musikere og kunstnere tænker politik versus    traditionel politisk tænkning. Hvor politikeren i den konkrete realpolitiske virkelighed ofte slipper visionerne til fordel for ‘nødvendige’ beslutninger og stadig kan kalde sig politiker, kan musikeren ikke gøre det samme uden at gøre vold på sit udtryk eller blive hjemme.

Musikerne er altid i tæt kontakt med drømmen, utopien, forestillingen om andre måder at gøre tingene på. Måske fordi de i musikken skaber en ny symbolsk orden hele tiden, og fordi den orden, der styrer skabelsen, er drømmenes orden.

Modkulturen

Spids Nøgenhat er ikke et politisk band i den gængse forstand, men de udgør en del af modstrømmen i forhold til den kommercielle mainstream.

For Guf er det meget enkelt:

»Der skal ikke så meget til for at være en modkultur. En stribet t-shirt, et folkevognsrugbrød og et fredstegn i en video.«

Gufs personlige kæphest er måden, man laver en plade på. At alt ikke skal være perfekt. For ham ligger sjælen i virkeligheden i fejlene og unøjagtighederne. Og så skal musikken høres på vinyl, så man lytter ordentlig efter.

Skal man kritisere Mere Lys for noget, er det, at man ikke for alvor kommer ind i hovederne på musikerne. Man kan høre i musikken, at der foregår ikke så lidt. Men mylderet af spidse svampe, syresynerne og de gennemsigtige mænds mareridt får ikke helt lov at udfolde sig, så man forstår, hvor sangene kommer fra.

Måske ligger en del af forklaringen i lysmanden Zeppos beskrivelse af Spids Nøgenhat:

»De er nogle følsomme drenge, der render rundt og er skide seje, fordi det er den eneste måde, de kan være i verden på.«

Kim Ingemann er musiker og projektleder.

Thomas Løppenthin og Lars Krogh: Mere Lys - historien om Spids Nøgenhat. Forlaget Bad Afro.  Udkommer 16. november.