Det spanske venstrefløjsparti Podemos annoncerede onsdag den 4. november, at partiet opstiller en tidligere forsvarschef, José Julio Rodríguez Fernández, som kandidat til parlamentsvalget den 20. december. Ifølge ekspert er Rodríguez' kandidatur et stærkt træk for det venstreorienterede parti.
Onsdag den 4. november annoncerede det spanske venstrefløjsparti Podemos, at den tidligere spanske forsvarschef, José Julio Rodríguez Fernández, stiller op som kandidat for partiet til parlamentsvalget den 20. december.
Han bliver nummer to på opstillingslisten i den spanske provins Zaragoza.
Den 67-årige Julio Rodríguez har haft en lang karriere inden for det spanske luftvåben og var forsvarschef for de spanske væbnede styrker fra 2008 til 2011. Siden da har han indgået i reserven som general og fungeret som repræsentant for den spanske militærorden Real y Militar Orden de San Hermenegildo.
Rodríguez' kandidatur for det venstreorienterede parti har vakt en del opsigt i Spanien, og fredag den 6. november reagerede den konservative regering ved at fyre ham.
Ifølge regeringen er Rodríguez i forbindelse med sit kandidatur kommet med en række udtalelser, der bryder med en regel om neutralitet, som forventes af folk i militæret. Derfor har regeringen valgt at fyre ham, da de ikke længere »har tillid« til ham.
Ifølge en række kilder, som den spanske avis El País har talt med, anmodede Rodríguez dog allerede ugen før fyringen om at blive fritstillet.
Normalt er man ude af militæret, så snart man anmoder om det, men ifølge den spanske regering kan Rodríguez kun forlade sit repræsentantskab for militærordenen på samme måde som han tiltrådte det: gennem kongeligt dekret.
Ifølge Rodríguez selv er fyringen et udtryk for, at regeringen bruger en teknikalitet til at sværte en politisk modstander til.
Ifølge Óscar García Agustín, der er lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, er det ikke utænkeligt, at den spanske regering forsøger at miskreditere Rodríguez. Som tidligere forsvarschef er han nemlig en særdeles attraktiv kandidat for Podemos:
- At få Rodríguez som kandidat har været et af de stærkeste træk, som Podemos har lavet. Der har aldrig været en lige så stor militærperson involveret i politikken før, skriver Óscar García Agustín til Modkraft.
I forbindelse med annonceringen af Rodríguez' kandidatur, udnævnte Podemos' leder, Pablo Iglesias, ham samtidig til skyggeforsvarsminister. Det vil sige, at Rodríguez er tiltænkt posten som forsvarsminister i en (mulig) fremtidig Podemos-regering. I så fald vil det være første gang siden demokratiet blev genindført i Spanien, at et så højt rangeret medlem af militæret indtager posten som forsvarsminister.
Og Rodríguez' stærke meritter kan ifølge Óscar García Agustín muligvis også smitte af på Podemos. Partiet, der af sine modstandere beskyldes for at være ekstremt venstreorienteret, kan bruge Rodríguez' kandidatur til at fremstå mere moderate i kampen om midtervælgerne.
Valget af Rodríguez som kandidat og skyggeforsvarsminister fører ikke umiddelbart til nogle ændringer i Podemos' sikkerhedspolitik.
Efter Rodríguez' kandidatur blev annonceret, har han givet en række interviews, hvor han bekræfter partiets linje i forhold til NATO: At partiet respekterer landets forpligtigelser i forhold til det eksisterende NATO-samarbejde, men at det samtidig forbeholder sig retten til - ved given lejlighed - at tage dette samarbejde op til revision.
Rodríguez' støtter også Podemos' vision om at styrke et europæisk integreret forsvar, der på sigt kan overtage den sikkerhedspolitiske rolle, som NATO spiller i dag. Ligesom han erklærer sig villig til at respektere, at Catalonien løsriver sig fra resten af landet , hvis det sker på baggrund af en officiel folkeafstemning.
Alt sammen holdninger som står i modsætning til den nuværende regerings politik på området.
Den 20. december er der parlamentsvalg i Spanien, og for første gang siden demokratiet blev genindført er der mere end to partier, der har en rimelig chance for at vinde valget.
Normalt er det de konservative i Partido Popular og socialdemokraterne i Partido Socialista Obrero Español (PSOE), der kæmper om magten. Men nu har det socialliberale parti Ciudadanos samt det venstreorienterede Podemos meldt sig ind i kampen.
En ny meningsmåling viser således en vælgertilslutning til det regerende Partido Popular på 29,1 %, mens socialdemokraterne i PSOE står til 25,3 %, og Ciudadanos og Podemos henholdsvis står til 14,7 og 10,8 procent af stemmerne.
For Podemos er det en tilbagegang i forhold til tidligere meningsmålinger. I begyndelsen af året lå partiet i toppen af flere meningsmålinger, men hen over foråret og sommeren har tilslutningen til partiet taget et dyk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96