Annonce

Kommentar
17. august 2016 - 16:43

Sorte aktivisters Palæstina-solidaritet udfordrer Israel-lobby

Den rolle, som Palæstina-solidaritet spiller i Black Lives Matter-bevægelsen stiller proisraelske lobbyorganisationer overfor et strategisk dilemma, som de ikke er enige om håndteringen af. Den sorte protestbevægelse kan ikke disciplineres med lobbyens sædvanlige taktik, påpeger Iagttager.

Blandt de millioner, som demonstrerer og aktionerer under parolen Black Lives Matter (BLM) er solidaritet med palæstinenserne blevet et centralt tema ved bevægelsens manifestationer mod politidrab på sorte mennesker i USA.

Og i en ny koalition har mere end 50 BLM-organisationer forenet sig på et grundlag, der med sin omtale af Israelsk politik overfor palæstinenserne som folkemorderisk og besættelsen som apartheid, stikker helt af fra Israel-lobbyens sædvanlige og let overskridelige kriterier for, hvad man kan sige kritisk om Israel uden at gøre sig skyldig i antisemitisme.

De propalæstinensiske tendenser i BLM-bevægelsen i almindelighed, og i den ny koalition i særdeleshed, har gjort det svært for organisationer og personer på lobbyens højre- og venstrefløj at finde det fælles fodslag de plejer at have, når nogen taler så ufordelagtigt om Israel, som den ny koalition gør det

Krav om klar afstandtagen

10 juli henvendte præsidenten for Zionist Organisation of America (ZOA) Morton A. Klein sig direkte til den proisraelske organisation Anti defamation League (ADL) for at få dens ledelse til utvetydigt at distancere sig fra Black Lives Matter.

-Den trofaste jødiske støtte til sortes kamp for ligeberettigelse bør ikke få nogen til at støtte Black Lives Matter bevægelsen. Den er antipoliti, antisemitisk og antiisraelsk. Derfor opfordrer min organisation, Zionist Organisation of America (ZOA) Antidefamation League (ADL) til at bringe støtten til #BlackLivesMatter bevægelsen til ophør, skriver Morton A. Klein i magasinet Algemeiner.

Morton A Klein motiverer sin opfordring med henvisning til mordene på fem politibetjente i Dallas i juli måned, og til den rolle, han mener Black Lives Matter har spillet i at skabe den politifjendtlige stemning, der fik morderen til at dræbe. Han hvenviser til en række fremtrædende politi- og militærfolk, der har markeret sig i debatten om sammenhængen mellem BLM og mord på politifolk.

-Ifølge eksperter som New Yorks forhenværende politikommisær Howard Safir, Oberst Derek Harvey fra US CENTCOM (United States Central Command, red.) og direktøren for National Association of Police Organisations William Johnson har  #Black Lives Matter bevægelsens opfordringer til vold mod politiet hjulpet til at skabe den stemning, som førte til massakren på politifolk i Dallas, skriver Morton A. Klein.

Han henviser også til den stærkt højreorienterede vært ved Fox News Bill O’Reilly, der har kaldt Black Lives Matter for »en had-gruppe«

Læs »The ADL and #BlackLivesMatter« I The Algemeiner

»Gennemsyret af jødehad«

Påstanden om BLMs ansvar for mord på politifolk var ikke Kleins eneste argument i forsøget på at overtale ADL til at følge trop med ZOA og distancere sig uforbeholdent fra den sorte protestbevægelse, selvom det efter hans mening burde være argument nok.

 -At medlemmer af #Black Lives Matter opfordrer til mord på politifolk er rigelig anledning for enhver anstændig organisation til at fordømme #BlackLivesMatter bevægelsen. Desuden bør alle jødiske og proisraelske organisationer fordømme og afvise at støtte #BlackLivesMatter bevægelsen, fordi den er gennemsyret af jødehad, og fordi den har allieret sig med antiisraelske grupper, der er ude på at boykotte og ødelægge Israel, skriver præsidenten for ZOA .

Han henviser blandt andet til BLM slogans som »from Palestine to Ferguson – end racism now« og »from Ferguson til Palestine, occupation is a crime«      

A Vision for Black Lives

Israel-lobbyens mishag med de strømninger som Morton A. Klein og andre havde bemærket i Black Lives Matter-bevægelsen, blev styrket da en ny koalition af sorte organisationer formulerede sit bud på et politisk grundlag for Black Lives Matter.

Koalitionen A Movement for Black Lives (MfBL), der samler flere end 50 organisationer offentliggjorde den 1. august »A Vision for Black Lives«, et politisk program med en en række forslag.

MfBLs vision involverer et radikalt opgør med amerikansk uden- og sikkerhedspolitik, og med den finanspolitiske priorietering, der lader USA militære udgifter udgøre halvdelen af de 600 milliarder dollar, som den føderale regering hvert år budgetterer med. De penge er bedre brugt, mener MfBL, på at gøre livet bedre for sorte og fattige i amerikanske storbyer.

Helt specifikt nævner A Vision For Black Lives de tre milliarder der hvert år tilflyder staten Israel som militær bistand og dermed gør USA meddelagtig i Israels »folkemord« på palæstinenserne. Israel er, skriver forfatterne til A Vision for Black Lives

»en apartheid-stat med mere end 50 love der sanktionerer diskrimination mod det palæstinensiske folk. Palæstinensiske huse og palæstinensisk jord bliver rutinemæssigt lagt fladt af bulldozere for at skabe plads til ulovlige israelske bosættelser. Israelske soldater aresterer og tilbageholder regelmæssigt palæstinenserne helt ned til fireårs alderen uden retfærdig rettergang. Hver dag bliver palæstinensere tvunget til art gå gennem militære kontrolposter ved den apartheid-mur, som USA har betalt for«

Læs »A Vision for Black Lives« hos Movement for Black Lives

Lobbyen slår igen

Det var skrap kost for mange proisraelske organisationer, også dem der havde tøvet med at distancere sig fra den populære massebevægelse. I Boston afviste Jewish Community Relations Council, en filial af et netværk af jødiske lokalorganisationer, pure MfBL fremstilling af Israels politik overfor  palæstinenserne og politivolden mod sorte som to sider af samme sag.   

-Vi er forfærdede over flere elementer i denne platform.  Især dens kapring og manipulation af bekymringer om racemæssig ulighed i det amerikanske retssystem for at fremme et tendentiøst og falsk narrativ om Israel-Palæstina-konflikten. At skære afroamerikaneres og palæstinenseres erfaringer over samme kan simplificere komplekse problemstillinger og postulere en falsk ækvivalens mellem dem, der negligerer deres unikke karakter, skriver JCRC.

I pressedddelelsen henviste JCRC også direkte til BDS-bevægelsen og til de initiativer, som amerikanske proisraelske politikere har taget til at kriminalisere BDS-aktivisme

-Vi afviser den dagsorden, der handler om at føre økonomisk og kulturel krig mod israelere, inklusive forsøgene på mobilisere mod lokale og statslige initiativer som afviser BDS-bevægelsen. Vi afviser at deltage i en enhver koalition som selektivt søger at isolere og dæmonisere Israel blandt verdens nationer, skriver JCRC

Læs »JCRC Statement Regarding Black Lives Matter Platform« hos JCRC

Læs også »Palæstinensiske aktivister: Kriminalisering af boykot truer ytringsfriheden i vesten« hos Modkraft

Folkemord, ligefrem?

Andre proisraelske organisationer og kommentatorer lagde sig i deres kritik op ad JCRC, men forsøgte i stedet af fremstille platformens ord om Israel som voldsomt overdrevne eller som et udtryk for politisk umodenhed.

-Black Lives Matter har al mulig ret til at kritisere Israel. Men ”folkemord” ligefrem? Bring solidaritet snarere end dumhed, tweetede den liberale Zionist Peter Beinart .

Beinart har tidligere markeret sig som kritiker af den israelske besættelsespolitik, som han mener bærer ansvaret for at unge amerikanske jøder i stigende grad vender staten Israel og zionismen ryggen

Beinarts synspunkt blev blandt andet uddybet af Jonathan Greenblat, der leder Anti Defamation League (ADL). ADL blev dannet i 1913 som en antiracistisk jødisk organisation, og har undervejs i sin historie været engageret i den brede borgerettighedsbevægelse. Idag markerer ADL sig mest som proisraelsk organisation, der protesterer mod den antisemitisme den ser manifestere sig i Israel-kritik og propalæstinensisk aktivisme.

Men det var ADLs rødder tilbage til kampen for Borgerrettigheder, som Greenblatt slog på da han den fjerde August opfordrede MfBL til at »koncentrere sig om målet, holde sig til kendsgerningerne og undgå fiktionen«

»Som mulige allierede i kampen for borger- og menneskerettigheder og for retfærdighed kan vi ikke ignorere platformens falske og utilsløret tendentiøse position med hensyn til relationerne mellem USA og Israel og til spørgsmål der angår forholdet mellem Israel og palæstinenserne. Vi afviser kategorisk dokumentets kritik af USA og Israel som ’delagtige i folkemordet på det palæstinensiske folk’. Det jødiske samfund ved for meget om folkemord«

Læs »Eyes on The Prize: In Pursuit of Racial Justice, Stick to the Facts and Avoid the Fiction« hos Medium

Jødisk støtte til koalition

Erfaringen med folkemord, progromer og Holocaust holdt imidlertid ikke alle jødiske organisationer fra at støtte MfBLs grundlag og dermed dets i andre kredse kontroversielle sprogbrug om Israel. Mest fremtrædende blandt dem er Jewish Voice for Peace (JvP), som »helhjertet støtter hele MfBLs grundlag, uden reservationer«.

Gruppe If Not Now, der er dannet som et jødisk modsvar til jødiske organisationer, som støtter Israels besættelse og krige gik i rette med blandt andre JCRC, som ved at distancere sig fra MfBL »har valgt at prioritere deres støtte til Israel og til den endeløse besættelse«.

-Vi nægter at lade os distrahere fra den virkelige trussel, vi som (jødisk, red.) samfund står overfor idag. Den virkelige trussel er ikke 11 ord i Movement for Black Lives grundlag. Det er besættelsen og vores samfunds støtte til den, som kompromitterer vores værdier og integritet, skriver If Not Now i en pressemeddelelse.

Læs »JVP Response to the Movement for Black Lives Policy Platform« hos Jewish Voice for Peace

Læs »Statement: The Jewish Community Needs to Support the Movement for Black Lives« hos If Not Now.

Jews of Color Caucus

Samme pointe blev gentaget af Jews of Color Caucus, en fillial af Jewish Voice for Peace som består af blandt andet af Mizrahi-jøder og sefardiske  jøder, som antydede at Israel-lobbyens angreb på MfBL var racistisk motiveret

-Vi ønsker at addressere de ubehagelige skridt anti-palæstinensiske og anti-sorte skridt  som medlemmer af det organiserede jødiske samfund i USA havde taget imod sorte og palæstinensere som svar til offentliggørelsen af Movement for Black Lives grundlag, skriver Jews of Color Caucus JCC i en pressemeddelelse.

JCC erklærer også sin ubetingede solidaritet med MfBL.

-Jews of Colour Caucus solidariserer sig og er kampfæller med Movement for Black Lives, en feministisk og intersektionel kamp for at bekæmpe systematisk vold mod sorte mennesker i de Forenede Stater.

Læs »Jews of Color Caucus Statement in Solidarity with the Movement for Black Lives« hos Jews of Color Caucus

BLM kan vinde over lobbyen

Men det er ikke bare de MfBL-sympatiserende jødiske grupper og organisationer og deres uvilje til at låne deres jødiske identitet til proisraelske angreb på BLM aktivister, der gør den populære massebevægelse til en udfordring for lobbyen.

Det mener Yakov Hirch, en jødisk aktivist og kommentator. I et indlæg på webmagasinet Mondoweiss går han så vidt som til at skrive, at »Black Lives Matter vil besejre Israel-lobbyen, fordi lobbyen ikke kan tale om virkeligheden«.

Yakov Hirsch peger på, at den fremkommelige tone i Greenblatts indlæg, og på at den tone er usædvanlig for ADL, der sædvanligvis er på aggressivt på pletten længe inden nogen finder på at kalde Israel folkemorderisk

-Der er intet om »ondskabsfuld og forkastelig antisemitisme«. Det er ret civiliseret i betragtning af, at denne Black Lives Matter organisation just har sagt, at Israel begår folkemord, skriver Yakov Hirsch.

Det er ingen tilfældighed, mener Yakov Hirsch: ADL-formandens tilbageholdenhed med at betjene sig af lobbyens sædvanlige aggressive taktik viser, at Greenblat har indset, at den taktik ikke dur, og at lobbyen ikke har noget at sætte i stedet for.

-BLM kan ikke trynes. BLM er ikke en tænketank eller en NGO eller en medieorganisation med et stort budget. BLM kan heller ikke købes, og nu er det for sent at marginalisere dem, skriver Yakov Hirsch på Mondoweiss.

Læs »Black Lives Matter will defeat the Israel lobby (because the lobby can’t debate reality)« hos Mondoweiss

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce