Solstrøm sejrer ad helvede til

Vilkårene for solstrøm er til debat i denne tid – en debat, som blev startet af klima- og energiminister Martin Lidegaard kort efter sommerferien, sandsynligvis på foranledning af arbejdet i en “lukket, tværministeriel arbejdsgruppe”.

Hvorfor nu det?

En mulig forklaring er at udbygningen med solcelleanlæg har taget rigtig fart i 2012, og det er nærliggende at antage at der er folk i Finansministeriet som er blevet nervøse over udsigten til mistede afgiftsindtægter på elektricitet.

Men den store interesse for solceller, både blandt private husejere, lejere og i kommunerne, har også udfordret regelgrundlaget på flere områder, og det har vist sig at logikken til tider halter. Solcelleanlæg omfattes af regler og økonomi som falder ind under flere forskellige ministerier, og som bærer præg af ikke at være tænkt sammen i en større helhed.

Kollektive solceller i klemme

Nettomålerordningen er i sig selv et udmærket regelsæt, som er rimeligt enkelt at forstå, men i nogle sammenhænge kommer ordningen i konflikt med andre regler.

I en boligforening hvor man sædvanligvis træffer kollektive beslutninger om alt hvad der vedrører afdelingens drift og forsyning, kommer man i problemer hvis man ønsker at dække husstandenes elforbrug med et solcelleanlæg. Her er det ikke nok at man træffer en beslutning kollektivt og demokratisk, for loven om elforsyning har fastlagt den enkelte forbrugers ret til frit valg af elleverandør.

Derfor kræves det at hver enkelt beboer fraskriver sig retten til dette valg ved underskrift, og dette tilsagn kan oven i købet trækkes tilbage til enhver tid. Med den konsekvens at boligforeningen kan blive nødt til at tage solcellepaneler ned!

Skattefidus på taget

Skatteministeriet blander sig ikke i afgiftsfritagelsen under nettomålerordningen, men ejeren af et solcelleanlæg beskattes i princippet af elproduktionen. Der gives dog et bundfradrag som dækker hele produktionen for et typisk husstandsanlæg. Men en del vælger i stedet at svare skat af hele produktionen, for så kan de til gengæld afskrive investeringen i anlægget under særdeles favorable vilkår.

Det kaldes “virksomhedsordningen”, og den er især populær blandt husejere som betaler topskat. Under virksomhedsordningen betragtes solcellerne som et produktionsanlæg, men betingelsen er at anlægget ikke er en integreret bygningsdel.

Det betyder at mange husejere vælger den mindst kønne løsning, hvor anlægget monteres oven på taget og ikke indbygget som en del af taget.

I bygningsreglementet tæller solceller i øvrigt som en energispareforanstaltning. Det gør det muligt at forbedre energiregnskabet for en bygning som ikke i øvrigt overholder kravene til energiforbrug.

Regeleftersyn tiltrængt

Faldende solcellepriser, nettomålerordningen og virksomhedsordningen har tilsammen gjort det endog meget rentabelt for husejere at investere i solcelleanlæg. Derfor er det pludselig begyndt at gå stærkt i 2012, og det har altså nu rettet fokus på området.

Skatteministeren og finansministeren kan se at skatte- og afgiftsgrundlaget reduceres. Lejere og boligselskaber er frustrerede over ikke at kunne komme i gang med større, kollektive anlæg. Og ude i den private boligmasse går det lige nu så stærkt at det ikke altid går byggeteknisk forsvarligt til.

Der er altså god grund til at kigge regelgrundlaget efter i sømmene, og helst set i sammenhæng.

Kryptiske meldinger fra ministeren

Hvad sker der så nu, og hvad er mon regeringens plan? Det forlyder at forhandlingerne om en revidering af lovgrundlaget skal ske mellem parterne i energiforliget, og de forhandlinger går formentlig snart i gang.

Indtil videre har energiministeren indbudt og modtaget forslag og analyser fra alle med interesse i området, herunder Boligselskabernes Landsforening, brancheforeningen Dansk Solcelleforening samt Dansk Energi, som repræsenterer elforsyningsselskaberne.

Ministeren har også selv gjort sig sine tanker. Martin Lidegaard har meldt ud at en investering i solceller skal kunne tjene sig hjem over en “overskuelig årrække”, men han mener at ordningen nu er for lukrativ. Han siger også at det skal være muligt at etablere større, kollektive anlæg, og at ordningen skal tilgodese dem der bruger strømmen når anlægget producerer.

Den sidste lidt kryptiske formulering peger i retning af en model som blev rejst af den tidligere regering, hvor afregningsperioden for nettomålerordningen skulle kortes af, fx til en måned. Det vil have den konsekvens at overskudsstrøm om sommeren vil skulle sælges til vedvarende energi-tarif, og at en større del af forbrugerens elforbrug vil blive afgiftsbelagt om vinteren.

Endnu mere kryptisk forlyder det fra ministeren at der skal være “mere lige vilkår, uanset hvem der ejer anlæggene”. Det lyder som en åbning for ESCO-modeller, hvor et energiforsyningsselskab påtager sig finansieringen af et solcelleanlæg – fx for en kommune eller en boligforening – og tager sig betalt i en del af energibesparelsen.

Sæt kurs mod 20% solstrøm

Hvad kan man så ønske sig af de kommende forhandlinger?

Der er ikke tvivl om at det er nødvendigt at rydde op i regelgrundlaget. Lige nu tilgodeser man byggeteknisk dårlige løsninger, og reglerne er entydigt mest fordelagtige for private husejere som betaler topskat.

Til gengæld er det mere diskutabelt om der bliver slået et så alvorligt hul i statskassen som det påstås blandt andet af Dansk Energi. Staten tjener gode penge på momsindtægter og skattekroner af de mange solcelleinstallatører. Og den nyligt indførte forsyningssikkerhedsafgift dækker faktisk den del af afgiftstabet for solcellestrøm som opgøres af elselskaberne som energispareforanstaltning.

Det er først og fremmest vigtigt at regeringen og energiforligets parter fastlægger et mål for mængden af strøm fra solceller. Beregninger har fornylig vist at 80% vind og 20% sol er optimalt. En revidering af lovgrundlaget skal sikre at vi når det strategiske mål, senest i 2050 og gerne før.

Energiafgift på nye måder

Det er nødvendigt at acceptere at afgiftsgrundlaget af energi vil blive stadigt mindre frem mod 2050, hvad enten det skyldes nettomålerordningen eller energibesparelser. Jo hårdere man beskatter energiforbrug, des mere af forbruget vil blive holdt “inden for dørene”, ved hjælp af batteriteknologi, varmelagring og intelligent styring af energiforbruget i hjemmet og i virksomhederne.

Energiforbrug bør aldrig blive gratis, for al energiteknologi har et økologisk fodaftryk, men afgifterne vil skulle opkræves på en anden måde. Energiafgift skal måske være en del af ejendomsskatten, der skal måske en afgift på at benytte elnettet, og der kan lægges afgifter på alle former for anlæg til energiproduktion, højest selvfølgelig for anlæg der benytter fossil energi eller biomasse med tvivlsom klimaeffekt.

Ud af kulkraftens skygge

Lige nu er det vigtigst at få sat det langsigtede mål for solstrøm og dernæst at lægge en plan for fremtidens energiafgifter som understøtter målet. På helt kort sigt bør det være nok at fjerne de skattemæssige afskrivningsregler for solcelleanlæg, og at gøre det muligt for kollektive anlæg at indgå i nettomålerordningen.

Det er nu, regeringen skal træde ud af kulkraftværkernes skygge og se op mod solen.

Jens Wenzel Andreasen er medlem af Enhedslistens Miljøudvalg.