Solidaritet i det offentlige skaber ikke lige løn

At vi ikke har ligeløn i Danmark ved de fleste, men at vi har et overenskomstsystem, som inden for den offentlige sektor fastholder uligeløn mellem klassiske mande- og kvindefag, er mindre kendt.

Og der er endnu færre bud på, hvordan denne ulighed kan løses. Det er heller ikke denne artikels hensigt, men jeg vil dog prøve at skitsere nogle af de væsentligste problemstillinger, og håber at det kan være med til at starte en ny debat om kampen for ligeløn.

Historiske årsager

Det forhold, at politibetjente tjener mere end pædagoger og lærere mere end SOSU-assistenter, har historiske rødder.

Det lønhierarki, som stadig findes inden for det offentlige, blev formaliseret med tjenestemandsloven i 1969. Loven blev udformet i den sociale kontekst, der fandtes på arbejdsmarkedet og i organisationsverdenen i sin tid, en kontekst som havde en norm om manden som forsørger.

Og denne dominerende norm kom til at farve placeringen i lønhierarkiet. Det skyldes naturligvis også, at det på dette tidspunkt stadig var mændene, som dominerede arbejdsmarkedet og de faglige organisationer.

Langt ind i rækken af kvindedominerede FTF-grupper gjaldt det i 1950'erne og 1960'erne, at kvinder så sig selv som havende en birolle på arbejdsmarkedet, og at deres løn skulle forstås som lommepenge mere end noget andet.

Der er selvfølgelig sket visse ændringer, men i det store hele er det dette lønhierarki, som gør sig gældende i dag, hvilket ikke mindst skyldes det offentlige overenskomstsystems konserverende karakter.  

OK-aftalens økonomiske rammer

Både for de private og de offentlige overenskomster sætter arbejdsgivere rammer op for forhandlingerne. På det private arbejdsmarked bliver rammen styret af markeds- og profithensyn, hvorimod den i det offentlige bliver styret af økonomiske og politiske hensyn.

Det offentliges ramme bliver sat af den økonomiaftale, som bliver lavet mellem stat og kommuner uafhængigt af overenskomstforhandlingerne. Inden for den ramme kan det kommunale forhandlingsfællesskab så forhandle, men det bliver i sidste ende altid et nulsumsspil.

Det har som konsekvens, at det er meget svært at løfte en bestemt gruppe, da det betyder at der er andre grupper, som så ikke får deres krav igennem.

I et forhandlingsfællesskab som består af faggrupper, som alle har egne særinteresser, er der sjældent enighed om ligelønskravet.

Jeg er sikker på, at man bredt forankret i fagbevægelsen kan blive enige om, at der skal være lige løn for lige arbejde, men spørgsmålet er, hvor meget man vil ofre for at løfte en anden faggruppe.

Solidaritet mellem faggrupperne

Hvis de lavestlønnede skal løftes inden for de rammer, som vi har set ved de sidste par overenskomster, vil det kræve en enorm solidaritet mellem de forskellige faggrupper, da det vil betyde, at andre faggrupper er nødt til at gå med til en regulær lønnedgang.

Det er et budskab som vil være svært for enhver fagforening at gå ud og sælge til sine medlemmer, især i en tid hvor det allerede er en kamp at få folk til at melde sig ind i en fagforening.

Det kan være, at et lønløft ville være nemmere i en opgangstid, hvor forhandlingsrammen er større end den er i dag. Dog er det ingenlunde sikkert, at der opstår solidaritet bare fordi der er flere penge at forhandle om.

Mit indtryk er, at samarbejdet mellem fagforeningerne – ja, selv mellem de venstreorienterede fagforeningsmedlemmer – ligger på et meget lille sted.

Man kan sikkert finde mange grunde til det manglende samarbejde, såsom interesseforskelle, positioneringskampe, etc. Men i sidste ende medfører det, at de fagforeningsaktive er fuldstændig fokuserede på deres egne medlemmer.

Og eftersom medarbejderne i den offentlige sektor samlet set ikke er særlig vellønnede, er det måske også mere interessant, hvordan man springer lønrammen.

At bryde ud af fællesskabet

Hvis et forbund i det kommunale forhandlingsfællesskab mener, at de ikke kan få deres krav igennem, kan de forlade fællesskabet og kæmpe for egne særinteresser. Et sådan træk bliver dog oftest set som usolidarisk af resten af fællesskabet.

Det er ikke desto mindre blevet gjort, bl.a. af FOA og Sundhedskartellet, netop på spørgsmålet om ligeløn. På det tidspunkt var der en forventning om, at offentlige konflikter ville være korte, måske især inden for sundhedsvæsenet, da de politiske konsekvenser ville være store.

Det viste sig dog ikke at være tilfældet i storkonflikten i 2008. Hvilke skyldtes, at VK-regeringen nægtede at gribe ind i konflikten, men i stedet kalkulerede med, at strejkekasserne blev tømt. Det gjorde de uden hensyntagen til det efterslæb af bl.a. operationer konflikten medførte, og dermed uden hensyntagen til politiske konsekvenser.

Så hvis sådanne politiske konsekvenser preller af på stat og kommune, og hvis de i modsætning til det private arbejdsmarkedet sparer penge på strejker, er det svært at forestille sig, at enkelte fagforbund kan gå alene ud og sikre et reelt lønspring for deres medlemmer.

Kampen om vælgerne

Spørgsmålet er, hvordan de offentlige fagforeninger skal forstå deres egen styrkeposition, når nu de ikke kan presse arbejdsgiverne på pengepungen. Det oplagt svar er at presse dem på meningsmålingerne.

Mange fagforeninger er begyndt at uddanne deres medlemmer i at fortælle om og diskutere deres fag.

Logikken bag det er, at de offentlige ansattes stærkeste kort er, at de er tættere på vælgerne end politikerne, hvilket gør, at borgerne sympatiserer mere med deres synspunkter, og at det derfor vil være farligt for politikerne rent vælgermæssigt at »skide på« de offentligt ansatte.

Dte kan man dog ikke godtgøre for ud fra de sidste par konflikter, vi har haft. Enten har politikerne været ligeglade med folkestemningen, eller også har befolkningen været ligeglade med de offentligt ansattes krav.

Man kan spørge sig selv hvor meget folkelig opbakning, der egentligt var under lærerkonflikten? Blandt mine pædagogkollegaer var den i hvert fald ikke stor: Jo, de havde da en vis sympati med, at de blev lockoutet, men samtidig havde de det ambivalent med deres krav. De mente at lærerne ikke havde noget at klage over i forhold til pædagogernes vilkår, og forresten mente ingen at kunne huske, at lærerene nogensinde havde støtte os i vores krav.

Måske havde folk lidt mere sympati for sygeplejerskerne i 2008, om ikke andet så fordi de selv blev ramt af konflikten, men heller ikke her reagerede politikerne. 

Det handler om magt

Et klassisk venstreorienteret standpunkt er, at hvis OK-rammerne skal sprænges, er fagbevægelsen nødt til at slå hårdt og hurtigt.

Det kræver for det første, at der kommer en stor arbejdsnedlæggelse på områder, som anses som vitale for, at samfundet skal blive ved med at køre. Det er for mig at se utænkeligt i en situation, hvor der intet samarbejde eller solidaritet er mellem fagforbundene inden for det offentlige.

Så første spæde skridt må være, at man begynder at tale om, hvilke fælles interesser man har, og hvordan der kan skabes en større forståelse og solidaritet mellem faggrupperne. Et sådan sammenhold burde give en mere reel magtposition i forhold til arbejdsgiver.

En anden konsekvens af en strejke er de tab, samfundet lider, mens den står på. Dette er dog et svært kort at spille for de offentligt ansatte på steder, hvor det virkeligt ville gøre ondt.

Eksempelvis er der, når sygeplejerskerne strejker, et forholdsvist stort nødberedskab. At skære ned på dette, ville åbenlyst give de offentlige ansatte mere magt.

Det er dog problematisk på to måder, for det første fordi ingen ønsker at få almindelige borgeres liv på deres samvittighed, og hvis det ikke skulle være nok, skulle det være virkeligt dårlige løn- og arbejdsvilkår, for at befolkningen generelt ville have sympati med en sådan strategi. 

Den Danske Model

Vi bryster os ofte af den danske model, og på venstrefløjen kæmper vi hårdt for at bevare den, og med god grund. Men vi må ikke blive så optaget af at beskytte den mod kapitalisterne i de multinationale selskaber, at vi ikke selv kan kritisere den.

Og på det offentlige område er der problemer, som vi er nødt til at diskutere.

Hvordan gør vi op med den konserverende effekt, som forhandlingssystemet har på den ulige løn mellem fag?

Hvilke kampmidler har de offentligt ansatte reelt, både for at opnå bedre vilkår generelt og for specifikke grupper?

Hvordan skal vi forholde os til den politiske indblanding, som er uundgåelig? Og er det overhovedet gavnligt for os som venstrefløj at blive ved at tale os ind i rammefortællingen om den danske model, når der efterhånden findes så mange undtagelser ift. hvordan vi traditionelt har forstået den?

Maja Ekebjærg er pædagog og studerer filosofisk pædagogik. Hun er medlem af redaktionen af magasinet Solidaritet, hvor artiklen også bringes i nr. 4/2015