Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
11. juni 2014 - 10:38

Socialrådgiver: Vi har ikke længere en velfærdsstat

Alle har ret til at leve, ikke blot overleve. Men lovgivning giver ikke længere rum for en socialfaglig indsats, der understøtter menneskers værdighed.

Jeg har været socialrådgiver i knap 32 år. Jeg synes, at jeg i mit arbejde har haft mulighed for at gøre en positiv forskel for mange enkeltpersoner ved at kombinerer forskellige menneskers problemer med forskellig lovgivning.

Men jeg må i dag konstatere, at en stor gruppe menneskers problemer bliver underkendt. Det sker på en så voldsom og uværdig måde, at der ikke længere er tale om det, jeg forstår ved en velfærdsstat.

De sidste omlægninger af lovgivningen lægger først og fremmest vægt på længden af menneskers afstand til jobmarkedet.  Fokus på jobcentre, aktivering og nyttejob betyder, at mange mennesker udstødes og giver op – selv om intentionen synes at være det modsatte.

Vi har en fået en stat, som skiller snot fra skæg. Og lader snot i stikken. Nogen har engang sagt, at et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler de svageste. Samfundet er sørme skidt!

Siden 1970’erne har stort set halvdelen af befolkningen været i job og den anden halvdel uden – børn, unge under uddannelse, syge/dårlige på forskellig vis og pensionister.

Alligevel er det de sidste år blevet legitimt at mene, at den tilstand er folks eget valg og ansvar. Og det er socialpolitisk blevet helt i orden at fratage de mennesker, som har særlig brug for velfærdstaten, deres forsørgelse i kortere eller længere perioder – eller helt permanent.

»Forsørgelsen« er for mange nu under fattigdomsgrænsen, så det er umuligt at opretholde et værdigt liv. Det gælder dem, der falder ud af dagpengesystemet. Syge, der mister sygedagpenge. De alvorligt syge unge, som ikke længere kan få pension, før de er 40 år, og som imens skal leve på lave ydelser i op til 22 år. Og det gælder de fleste unge på kontanthjælp under 30 år.

Hovedparten af disse mennesker har ingen mulighed for at tage en uddannelse, få et job eller på anden lovlig vis at ændre deres situation til det bedre.

Der tales meget om ønsket om sikker viden. Vi ved med sikkerhed, at fattigdom har af alvorlige konsekvenser for dem, det rammer. Og alligevel får det ingen socialpolitisk betydning.

Jeg har i 2013 arbejdet som opsøgende socialrådgiver blandt gruppen af unge hjemløse mellem 18 og 30 år på herberg og krisecenter for voldsramte kvinder.

Jeg mødte søde og skønne, men svigtede unge mennesker uden tro på, at de kunne få mulighed for et helt almindeligt liv med job, lejlighed, kæreste, børn og socialt liv.

De fleste har aldrig prøvet noget, der lignede i deres opvækst. De har meget tidligt følt sig anderledes og marginaliserede, så for dem er et andet liv en urealistisk drøm.

De har fra starten oplevet omsorgssvigt i deres familier, efterfulgt af svigt fra institutioner/skoler og velfærdsstaten. Så deres voksenliv – som 18 årige – starter på herberg eller krisecenter uden evner og muligheder for at ændre deres vilkår.

Der er ikke økonomi til at finde bolig, spise ordentlig og regelmæssigt, passe evt. medicinsk behandling eller gå til tandlæge.

De mange svigt har ødelagt deres selvværd. Det fleste har en dårlig afsluttet skolegang, mange har psykiske problemer, ophobede ubehandlede traumer og misbrug oveni.

De færreste har kontakt til familie eller venner, er ofte overladt helt til sig selv og isoleret fra almindeligt socialt liv.

Når man har det sådan, reagerer man ofte med stress, angst og depression. Derfor kan de ikke overskue handlinger, konsekvenser, tage initiativer m.m. Det er faktisk ikke muligt at tage ansvar for sig selv.

De bliver mødt af et system, som tager udgangspunkt i, at de selv er ansvarlige for den situation, de er havnet i, og at de selv må finde og søge den hjælp, de har behov for.

Det er et ansvar, de gerne vil lære, men på ingen måde kan løfte.

At hjælpe dem med det burde derfor være en relevant socialfaglig opgave.

I jobcenteret mødes de af korte samtaler – til afklaring af jobcenterets behov for at finde, hvilken standardiseret gruppe, den unge skal placeres i. Ikke for sammen gennem dialog at få afklaret, de unges behov for hjælp og støtte.

De unge kender ikke, og får det heller ikke oplyst, hvad præmissen for mødet er – hvad man kan få hjælp til og hvordan. Det er yderst alvorligt demokratisk underskud.

Udover aktivering i kommunale tilbud og/eller henvisning til 2. aktør, alt efter om den unge vurderes umiddelbart parat til job eller ej, og standardiserede »løsninger«, så er det bedste, der kan komme ud af samtalerne, at systemet opdager, der er tale om en ung med alvorlige og sammensatte problemer.

Desværre hører hver af disse problemstillinger til i forskellige dele af det sociale system – som fungerer i hver sin silo. Det er sjældent, at sker en socialfaglig og helhedsorienteret indsats.

Ingen silo »ejer« en »sag«, og ingen silo kan bestemme, hvad der skal ske i en anden silo. Hver silo skal selv starte sagen op, vurdere og beslutte. Det sker ukoordineret.

De unge skal gennem mange udemokratiske samtaler med mange forskellige personer uden at vide, hvad det fører til. De unge kan sjældent overskue de mange forskellige instanser.

De har svært ved bare at finde frem til og opfylde de præmisser, der skal opfyldes for at opnå forsørgelse (digitalisering gør det ikke nemmere). Der kan derfor gå måneder, før de opnår forsørgelse.

De forstår heller ikke, at så mange instanser skal have de samme personlige oplysninger – og at der alligevel ikke sker noget.

Som noget nyt er mentorer kommet til som en støtte til de unge. Men det gør ingen forskel.

For mentorer kan heller ikke bestemme eller koordinere, hvad der bør ske i den enkelte eller flere siloer.

Selv om jeg som mentor kendte og samarbejdede med en ung, alkoholiseret hjemløs, der var motivet for døgnbehandling for sit misbrug, og selv om jeg kunne hjælpe til med afdække den unges behov, styrker og svagheder, førte det ikke til relevant hjælp. Den unge skulle bevise sin motivation ved at komme i et ambulatorium ugentlig over en længere periode, selv om det netop er det, han ikke kan på grund af årelange og mangeartede problemer, og fordi han lever, som han gør: på gaden.

Gamle socialfaglige dyder som kontakt/relation, tryghed og kontinuitet og ikke mindst koordinering er sat helt uden for døren.

Gode afprøvede tiltag som personlig rådgiver, højskoleophold, revalidering o. lign. er stort set ikke eksisterende – penge går nu til betaling af 2. aktør, som ikke yder, noget der kommer i nærheden af hjælp.

Ofte stopper processen, før det bliver til en udviklende proces, fordi de unge ikke ser et brev i sin e-post eller ikke møder til aktivering/2. aktør. De bliver derfor sanktioneret og mister forsørgelse (kontanthjælp) i kortere eller længere perioder-

Så kan det hele starte forfra igen. Og igen. Og igen.

Al tale om positive ændringer eller udvikling til gavn for den unge (og på sigt: samfundet) er udelukket.

Jo længere de unge løber ubehjælpsomt rundt i det»hamsterhjul«, uden støtte og økonomi, jo mere massive og fasttømrede bliver deres i forvejen store problemer. 

Man kan faktisk konstatere, at de unge ikke får relevant hjælp og støtte af samme årsager, som gør, at de har behov for hjælp og støtte.

Det øger risikoen for, at en stor gruppe unge føler sig misforstået, »ikke set«, opgivet og uden for samfundet.

For at overleve må de gældsætte sig. Togbøder m.m. kan hurtigt bliv til bundløs gæld, som forværrer deres situation eller fører til kriminalitet.

Der er risiko for, at de udvikler ligegyldighed og had til et samfund, som ikke kan rumme dem. Det kan føre til normløshed, alvorlig kriminalitet, vold mod sagesløse, racisme eller tilslutning bag forskellige grupper – eksempelvis bander.

Det øger den i forvejen voldsomme polarisering, som de senere års politik har bragt samfundet ud i.

»Tag ansvar – udnyt mulighederne« er blevet et nyt mantra. Men hvor er omsorgen og respekten for de borgere, som ikke kan og ikke har andre muligheder end dem, systemet sætter op for dem.  Hvor bliver de af i snakken om medborgerskab.

Velfærdstatens grundtanke var vel, at vi alle skulle yde efter evne og nyde efter behov. Alle har ikke de samme evner og muligheder. Nogen kan hjælpes godt på vej, andre ikke.

Men marginalisering, også økonomisk, fra medborgerskab gavner ingen. Der skal ikke være A- og B-mennesker, men plads til mangfoldighed.

Der er behov for at nedbryde det sociale systems siloopbygning. Og for at skabe muligheder for en socialfaglig, helhedsorienteret indsats, som bygger på tryghed og relationer til få professionelle. Det er brug for kontinuitet og økonomi, der giver mulighed for værdige liv, mens der er behov for hjælp og støtte. Og ingen ydelser bør være under fattigdomsgrænsen.

Der er behov for masser af socialfaglig opbakning og motivering, opprioritering af behandling (psykologisk og psykiatrisk), misbrugsbehandling og ikke mindst koordinering.

Tid bør bruges på at afklare opfanget af problemer, på at løse problemerne, støtte udvikling og fremme hjælp til selvhjælp – med henblik på livskvalitet og selvforsørgelse, hvis og når det bliver en mulighed.

Medborgerskab skal være for alle, uansat problemer – også selv om egen forsørgelse aldrig bliver en mulighed.

Tiden skal ikke spildes på nyttejob – som blot flytter fokus fra den socialfaglige opgave.

Job skal selvfølgelig være med løn og arbejdsvilkår efter overenskomst. Der skal skabes rummelige arbejdspladser, uddannelser og andre relevante tilbud til dem, der aldrig har fået mulighed for at opnå en plads i solen. En sidegevinst, hvis rummeligheden bredes ud, er at færre får stress og bliver langvarigt syge af at gå på arbejde.

I stedet for at bo på herberg og krisecenter i et år eller mere, som en unge gør i dag med fare for, at deres problemer bliver permanente og uløselige, bør der skabes flere billige lejligheder, bofællesskaber og skæve boliger med sociale medarbejdere tilknyttet.   

Det vil være fællesskab til gavn for fællesskabet.  Så vil det igen være skønt at være socialrådgiver med mulighed for at gøre en positiv forskel. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.

Dorthe Nielsen er socialrådgiver.

Artiklen er også bragt i en forkortet udgave i dagbladet Information.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce